Efeserbrevet del 1

I denne blogpost skal vi se lidt nærmere på efeserbrevet. Det er et lille, men meget indholdsrigt brev, som er meget gennemtænkt fra start til slut. Groft sagt falder de i to dele[1]:

1,1-3,21

4,1-6,24

 I dette blogindlæg skal vi se på nogle linjer i den første del af brevet.

At sammenfatte alt i Kristus

Hvad handler dette brev så om? Det er vanskeligt at sætte på én formel, men jeg tror at det giver god mening at tage udgangspunkt i det Paulus skriver i 1,10. Saammenhængen er at Gud har taget en beslutning, og den beslutning handler om Guds frelsesplan. Den plan er ifølge 1,10 at ”sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske”. Selve ordet ”frelsesplan”[2] finder vi to steder i brevet: i 1,10 i 3,9[3].

Indholdet af denne frelesplan er at ”sammenfatte alt i Kristus”. Ordet sammenfatte bruges kun dette ene sted i denne betydning i NT[4].  ”Alt” er her udspecificeret som ”det himmelske og det jordiske”. Hvad der ligger i det bliver udfoldet i resten af brevet.

I en hvis forstand kan man tale om at denne sammenfatning i Kristus har en lodret dimension og en vandret dimension. Det tydeliggøres i 1,20-3,21.

1,20-2,10 Lodret sammenfatning

I 1,20 beskriver hvordan Guds magt virkede i Kristus. Det skete i to begivenheder: Gud oprejste Jesus fra de døde (1,20a), og han satte ham ved sin højre hånd i Himlen (1,20b). Det betyder, at Kristus er ”sat over” alle magter og myndigheder (v.21.) Udtrykkene ”myndighed”, og ”magt”[5] genfindes senere i brevet som noget Jesus har overvundet, og som vi står i en kamp imod (6,12).

At Jesus er sat ”I himlen” er ikke uvæsentlig.  Tilbage i 1,3 bruges ”himlen” i udtrykket ”alt himlens åndelige velsignelse”, og man må gøre sig den overvejelse, om ikke netop det kan ske, fordi Kristus har vundet og er blevet sat ”i himlen”.

I 2,1 skifter objektet for Guds handling. I 1,20ff var det Kristus, og i 2,1 er det ”jer”. Det interessante her er, at det der i 1,20ff siges at være sket med Kristus, siges i 2,1ff at være sket med den troende:

Begivenhed	Kristus	Den troende
Død	1,20	2,5
Oprejst	1,20	2,6
Sat i himlen	1,20	2,6
I de kommende tidsaldere	1,21	2,7

Der er altså en parallelitet mellem Kristi historie, og den troendes historie.

2,11-3,21 Vandret forsoning

Efter beskrivelsen af den lodrette forsoning går Paulus over til at beskrive den ”vandrette” forsoning: Forsoningen mellem jøder og hedninger. Umiddelbart ser de fleste fortolkere afsnittet 2,11-3,21 som to separate dele.  Det giver for så vidt også god mening, men når man ser nærmere på 3,1ff så ser man at det hænger tæt sammen med det forudgående. I 2,11ff understreges, hvordan Gud indlemmede hedningerne[6] i sit folk. I det efterfølgende beskriver Paulus sig selv som hedningens apostel.

I 2,11-13 er der et før-nu skema, som styrer teksten, som udfolder en etnisk spænding[7]:

	Før	Nu
2,11	I var hedninger
2,12	I var adskilt fra Kristus (etc)
2,13	Langt borte	Kommet nær

Den første del af afsnittet er temporalt struktureret: I 2,11 taler Paulus om læsernes fortid[8], og fra vers 13 går han over til at tale om læsernes nutid[9]. I 2,11 er udgangspunktet, at brevets læsere er født ”som hedninger”[10]. Det betyder, at de manglede en række af Israels fordele (v.12).                         

Det der så skete var at jøder og hedninger blev forenet. I 2,14-18 forklares, hvordan Kristi død har overvundet denne spænding[11]; her er nøgleordet ”Fred”. I 2,19-22 fuldender ophævelsen af den kontrast der var i 2,11ff, idet fremmedgørelsen mellem jøder og hedninger forsvinder[12].

Dermed har Paulus vist hvordan Gud har sammenfattet mennesker med ham selv (1,20-2,10) og hvordan Gud har sammenfattet jøder og hedninger til en enhed (2,11-21).

I 3,1-21 beskriver Paulus så sin funktion i lyset af 2,11-21; han er fange for jer ”hedninges” skyld[13], og det som Paulus har fået indsigt i er, ”At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus”[14]. I lyset af det er Paulus’ eget hverv at ”forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne”.

Det opsummerer han i 3,12 som at ”I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud”[15].

Litteratur

O’Brien, Peter T. The Letter to the Ephesians. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1999.

Thielman, Frank. Ephesians. Baker Exegetical Commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: Baker Academic, 2010.

---

[1] O’Brien, The Letter to the Ephesians, 66.

[2] οἰκονομία

[3] Det bruges også i 3,2 men med en lidt anden betydning.

[4] I Rom 13,9 bruges det i en lidt anden betydning.

[5] Gr: ἀρχῆς καὶ ἐξουσίας. Man kan godt diskutere om ”magt” er den bedste oversættelse her. Det er det samme ord  der bruges i 2,2 om ”luftens rige (ἐξουσίας τοῦ ἀέρος).

[6] Gr: τὰ ἔθνη ἐν σαρκί

[7] Thielman, Ephesians, 148.

[8] Markeret med det græske ποτὲ

[9] Markeret med det græske νυνὶ δὲ. Samtidig er der i vers 13b et tilbageblik, da læserne var langt borte.

[10] At 2,11-3,21 hænger sammen fremgår netop af dette hedningetema. Det findes udtrykt direkte her: 2,11 3,1.6.8

[11] Thielman, Ephesians, 149.

[12] Ibid., 150.

[13] 3,1

[14] 3,12

[15] Den formulering tager tråden op fra 2,18.

Markus: Vandringen mod korset (ii)

Dette er en fortsættelse af den sidste blogpost, hvor vi ser på hvordan Markus fortæller om Korset.

12,1-9 Bønderne i vingården

Lignelsen om bønderne i vingården, der ender med at slå arvingen ihjel, ender med at sige, at vingårdens ejer vil komme og gøre det af med vinbønderne og given vingården til andre (12,9). Det er vigtigt at bemærke sig, at vinbønderne ikke er Israel som sådan, eller Jerusalems indbyggere som sådan, men eksplicit er ”ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste”, der nævntes i 11,27[1].

Det er ikke specificeret hvem ”de andre”, der modtager vingården er. En intertekstuel læsning kunne lave en læsning, der ligger op til at de andre er apostlene, som udvælges i 3,13ff[2].

Den næste intertekstuelle læsning peger på, at det ord der bruges i citatet fra Sl 118 i vers 10 – vragede – er det samme ord som der bruges i 8,31 om menneskesønnen der skulle ”forkastes” af Israels ledere[3].

Samtidig er selve højdepunktet i lignelsen at de slår sønnen (=Jesus) ihjel (v.7ff).  Igen er der et intertekstuelt element, der peger tilbage på 8,27ff.

Lidelseshistorien og Markus 13[4]

Ifølge Markus skal Jesu kors ikke ses som en isoleret begivenhed. Det ses ved de forskellige ”broer” bestående af paralleller mellem Markus 13 og Markus 15-14. Der er følgende paralleller mellem de to tekster, som lægger op til intratekstuelle overvejelser.

Markus 13	Markus 14-15
v.2 Ødelæggelsen af templet	14,58, 15,29.38
v.9-13: Disciple udleveres til jødiske (=synagoger) og romerske (=domstole) myndigheder	Jesus udleveret til jødiske og romerske myndigheder (14,10f.18.21,41-42; 15,1.10.15
v.12-13: Disciple forrådes af en slægtning	Jesus forrådes af Judas (14,10.20.43)
v.24: Solen formørkes	Mørke dækker jorden (15,33)
v.26: Menneskesønnen kommer med skyerne	Menneskesønnen kommer med skyerne (14,62)
v.22.33: Ingen kender timen	Timen er kommet (14,41)
v.5.9.23.33.35.37: Våg	Våg (14,34.37-38)
v.35:  aften, midnat, hanegal, daggry	Aften: (Nadver) Midnat:  (Gethsemane) Hanegal (14,72) Daggry (15,1)
v.36: Herren kommer og finder dem sovende	Jesus kommer og finder disciplene sovende (14,37f).

Disse paralleller kan udlægges på forskellig måde. En er at sige, at Markus 13 alene handler om Jesu død og opstandelse[5]. Det rejser dog en del problemer – på den anden side er parallellerne for mange til at være tilfældige. En mulig måde at formulere det på er følgende: ”On the one hand, these parallels encourage an interpretation of Jesus’ death as the inauguration of the long-awaited new epoch. On the other, and more to the point here, they locate the suffering of persecuted believers within the framework of the messianic sufferings of Jesus  - and, indeed, within the wider context of God’s bringing redemption to the whole world”[6].

Lidelseshistorien og “straks”

I de første 13 kapitler har Markus brugt ordet ”straks” ikke mindre en 37 gange. I Kapitel 14 bruges det tre gange og i kapitel 15 en gang. En oversigt ser sådan ud

Kapitel	Vers	Hændelse
14	43	Mens Jesus taler kommer Judas ”Straks” sammen med en skare…
14	45	Judas gik straks hen og kyssede ham.
14	72	Peters fornægtelse: I det samme (=straks) galede hanen.
15	1	Straks om morgenen

Dette kan fortolkes på følgende måde: ”…Mark’s use of euthus (immediately) some thirty-one times, leads the reader on a rapid pace, but the pace begins to slow down in Mark 9 and 10 when the Passion sayings are introduced. The cross is the goal to which all the narrative movement is leading”[7].

Lidelseshistorien og temporalitet.

Det kan diskuteres hvor I Markusevangeliet selve lidelseshistorien begynder. Men tidsreferencen  i 14,1f kunne være en god indikator. Til støtte for det er også den stigende præcision, hvormed Markus fortæller.  Som vi skal se nu bevæger alt fra 14,1 og frem efter sig mod korset.  Jeg har tidligere peget på hvordan kronologien i lidelseshistorien peger på korsets centralitet, i og med, at præcisionen siger frem mod korsfæstelsen[8]:

11,12	Næste dag
11,19	Om aftenen
11,20	Næste morgen
14,1	Det var to dage før påske
14,12	Den første dag under de usyrede brøds fest
14,17	Da det var blevet aften
15,1	Straks om morgenen
15,25	Det var den tredje time, da de korsfæstede ham
15,33	Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.

Kapitel 14,1-2 (sammen med 14,10-11)

Kapitlet indledes med at de jødiske ledere ikke formåede at gribe Jesus, på grund af de mange mennesker – det problem løses, da Judas (10-11) kommer og forråder Jesus.

Kapitel 14,1-9

Med kapitel 14 fortættes fortællingen om Jesu kors[9]. Kapitlet indledes med en tidsreference (14,1): to dage før påske og de usyrede brøds fest.  Derefter fortæller Markus om salvingen i Betania. Her er det tydeligt at Jesu død kommer i centrum. Historisk giver frygten for ballade god mening, da der var eksempler på optøjer netop under påskefesten[10].

 I 14,8 siger Jesus nemlig om kvinden, at ”hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.” – og at denne handling ikke er ligegyldig fremgår tydeligvis af den efterfølgende kommentar i vers 9. Når hun salver Jesus til hans begravelse (v.8a), og det hun har gjort skal fortælles, ”hvor som helst evangeliet i verden prædikes” så giver det en temmelig klar indikation af, hvor vigtig salvningen var.

Kapitel 14,12-25

I forbindelse med påskemåltidet redefineres påskemåltidet, så det knyttets sammen med Jesu død; I vers 22 bliver brødet knyttet til Jesu legeme, og i vers 23 bliver vinen knyttet til Jesu blod. Dermed redefineres påskemåltidet til at handle om Jesu forestående død[11].

Kapitel 14,26-52: Getsemane og tilfangetagelsen

Efter nadveren går Jesus til getsemane, hvor han beder, og hvor menneskesønnen overgives i synderes hænder (v.41). Den formulering griber tilbage til 9,31 hvor Jesus har forudsagt at det skal ske[12], og dermed understreges det, at nu opfyldes lidelsesforudsigelserne[13].

Forudsigelsen af Peters fornægtelse sætter utvivlsom Peter i et negativt lys. Det Jesus forudsiger. vil ske, er det modsatte af hvad Peter er blevet kaldet til[14]. Jesus forudsiger disciplenes svigt med henvisning til Zak 13,7[15]. Afsnittet i Zakarias’ bog er noget gådefuldt. Det handler om hvordan Gud vil handle ”på den dag”. I Qumran tolkes afsnittet eskatologisk (CD 19,6-14), og hvor ”hyrden” tilsyneladende er lederen af Qumranmenigheden. Udsagnet ”Jeg vil slå” griber tilbage til Menenskesønnen der overgives i 8,31 med guddommelig nødvendighed[16]. Samtidig er det væsentligt at fastholde det efterfølgende: ” Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa.”. Jesus vil altså som deres leder forsat – på trods af deres fald – være deres hyrde.

Det er lidt interessant at forudsigelsen af fornægtelsen kommer umiddelbart efter nadveren, hvor Jesus har fortalt om Judas der vil forråde ham. En sammenligning er lidt interessant:

	Judas	Disciplene
Handling	Forråde Menneskesønnen (v.21)	I vil alle svigte mig (v.28)
Kommentar	Ve det menneske…det var bedre for det menneske, om det aldrig var født	a)      Sådan sår der skrevet b)      Jeg vil gå foran jer til Galilæa

Der er tale om to forskellige udfald af deres handlinger, hvilket fremgår af Jesu kommentar til handlingen.

I Jesu bøn beder han: ”Tag dette bæger fra mig”. Denne bøn kan både forstås intertekstuelt og ekstratekstuelt. Inden for rammen af Markus selv. Bønnen udtrykker et ønske om, at Gud ikke vil slå hyrden, sådan som Jesus selv har forudsagt i 14,27[17]. Tilbage i 10,38f har Jesus spurgt Jakob og Johannes om de kan ”drikke det bæger, jeg drikker”. Dermed er det en bøn om, hvis det er Guds vilje, at korset kan undgås.  Ud fra et ekstratekstuelt perspektiv er der flere der peger på, at der i GT er en sammenhæng mellem det at drikke bægeret og det at blive ramt af Guds vrede[18].  Jesus bliver derefter taget til fange, helt efter den forudsigelse der er kommet i 9,31.

Judas kommer, og Markus introducerer ham som ”en af de tolv”. Dermed opfyldes det Jesus har sagt i 14,20 hvor det netop er en af de tolv, der forråder Jesus.

Litteratur

Barnett, Paul. Is the New Testament Reliable? Rev. ed. Downers Grove, Ill: InterVarsity Press, 2003.

Bolt, Peter. The Cross from a Distance: Atonement in Mark’s Gospel. Downers Grove, Ill: InterVarsity Press, 2004.

Carroll, John T. The Death of Jesus in Early Christianity. Peabody, Mass: Hendrickson Publishers, 1995.

Edwards, James R. The Gospel According to Mark. The Pillar New Testament Commentary. Grand Rapids, Mich: Eerdmans, 2002.

Gundry, Robert Horton. Mark: A Commentary on His Apology for the Cross. Grand Rapids, Mich: Eerdmans, 1993.

Thiselton, Anthony C. New Horizons in Hermeneutics. Grand Rapids, Mich: Zondervan Pub. House, 1992.

Watts, Rikk E. “Mark.” In Commentary on the New Testament Use of the Old Testament, edited by G. K. Beale and D. A. Carson. Baker Academic, 2007.

---

[1] 11,27 indleder en samtale der sluttes I 12,12 med ordene “De forlod ham og gik deres vej”.

[2] Gundry, Mark, 663.

[3] Ibid.

[4] For det følgende se: Carroll, The death of Jesus in early Christianity, 36f.

[5] «In a nutshell, it seems to me that Mark 13, when read in the context of the story, is about Jesus’ death and resurrection rather than about the second coming or the destruction of the temple in AD 70»Bolt, The Cross from a Distance, 90f.

[6] Carroll, The Death of Jesus in Early Christianity, 37.

[7] Thiselton, New horizons in hermeneutics, 71f.

[8] Barnett, Is the New Testament reliable?, 86f. mener at det samme kan gøres med «Detalis of Place» og «Details of people» Det interessante ved det synspunkt er, at det vil kunne forklare a) Hvorfor der er større temporal pression b) Hvorfor geografien i begyndelsen af skriftet er meget løs, hvorimod den er meget klar fra 12 og frem c) Hvorfor der optræder så mange navngivne personer i slutningen af skriftet.

[9] «In this chapter, every paragraph, in its own way, prepares for Jesus’ death» Bolt, The Cross from a Distance, 103.

[10] Josefus beretter flere gange om ballade under påskefesten

[11] En af de større diskussioner er, om Markus har ”lånt” denne tekst fra 1 Kor 11, og hvorvidt Paulus selv har opfundet

den tekst. Dette er et større problemkompleks, men en ting taler imod hver af forslagene; Når man læser teksten hos Paulus så er den sproglig set ikke normal paulinsk. Det taler for at den er blevet ”overtaget” fra andre, præcis sådan som Paulus selv hævder. For det andet er der en del sproglige forskelle mellem Paulus version og Markus’ gengivelse, hvilket vanskeliggør at Markus har ”lånt” den fra Paulus.

[12] Edwards, The Gospel According to Mark, 435.

[13] Ordene der i vers 41 er oversat med ”Det er nok” er vanskeligt oversættelige. Ordet er på græsk: ἀπέχω, og kan oversættes “receive in full”, “be enough”, ”det er en hindring”, ”være på afstand”

[14] Det ord, der i 14,30 oversættes ”fornægte” (ἀπαρνέομαι) er det samme som Jesus brugte modsat i 8,34:Hvis nogle vil følge efter mig, skal han fornægte (ἀπαρνέομαι) sig selv og tage sit kors op, og følge mig.

[15] Der er flere ting, der er interessante ved dette citat. For det første det faktum, at citatet ligger nærmere på den hebræiske tekst end den græske Jf Watts, «Mark», 232.

[16] Ibid., 233.

[17] Edwards, The Gospel According to Mark, 434.

[18] Se: Es 51,17 Ez 23,32f, Klgs 4,11 og Sl 11,6.

Markus: Vandringen mod korset (i)

Markusevangeliet er blevet kaldt for en lidelseshistorie med en lang indledning. Jeg har tidligere lavet et par indlæg om Markus[1]. I min debat med biblen.info kan jeg se, at mine pointer om Markus ikke står tydeligt nok frem. Derfor har jeg valgt at lave dette indlæg – og et senere - , hvor jeg uddyber min forståelse af Markus. Markusevangeliet er et Kors-evangelium. Det betyder at evangeliet først og fremmest skal læses i lyset af Jesu død, og de forskellige andre tematikker, som man finder i evangeliet skal relateres hertil[2].

1,1-8 Indledningen på Markus

Markus åbner med ordene Begyndelsen på evangeliet om Guds søn. Ordet evangelium kommer igen i vers 14. Dette knyttes sammen med en sammenfletning af tre tekster fra GT: Es 40,3, Mal 3,1 (Og 2 Mos 23,20).

Citat fra Es 40,3. I sammenhængen er det en tekst der både understreger Guds dom (v.1-2), men også Guds frelse (v.3). Es 40,3, som Markus fletter ind i citatet og vers 3 spillede en væsentlig rolle i flere dele af første århundredes jødedom; Det er blevet kaldt ”locus classicus” for den frelse, Esajas beskriver[3].  Ser man lidt nærmere på konteksten hos Esajas, så fremgår det at LXX i vers 9 bruger udtrykket: εὐαγγελίζω. Det har fået nogle fortolkere til at overveje, om det har inspireret Markus til den indledende bemærkning[4].

Folkene bag Qumranskrifterne citerer denne tekst som begrundelse for at de skal oprette broderskabet og ”Begive sig til ørkenen” (1QS 8,11ff). Vejen er ”granskningen af loven” (8,15). I Baruks bog refereres der tydeligvis til Esajas 40 i 5,7. Det opfyldes når Jerusalem ser sine ”børn, samlede fra vest og øst”, og Gud fører ”dem tilbage til dig”. Det sker, siger Baruk fordi Gud har befalet det, hvortil der så refereres til Es 40[5]. I stedet for at knyttet denne opfyldelse til overholdelse af loven, knytter Markus den til Jesu komme.

Dette citat er med til at sætte rammen for evangeliet. Det er et evangelium, hvor Gud vil bringe sin frelse til folket.

1,16-20 Guds rige er kommet nær

Jesus kommer til Galilæa og forkynder ”Guds evangelium”, med indholdet ”Guds rige er kommet nær”. Umiddelbart er der ikke nogle korsindikationer i det, men efterhånden som vi skrider frem, bliver det klart, at kongen i Guds rige er en korsfæstet konge. Guds rige referer her til en virkelighed, der både er nutidig og fremtidig.

2,1-3,6 Konflikten som drivmiddel mod Korset

Afsnittet 2,1-3,6 indeholder fem konflikthistorier.

Reference	Konflikttema	Reaktion
2,1-12	Tilgivelse	Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud? (2,7)
2,15-17	Spiser med toldere og syndere	”Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple” (2,16)
2,18-22	Faste
2.23-28	Sabbat
3,1-6	Sabbat	Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel. (3,6)

Når man umiddelbart læser dem, virker korset meget langt væk her. Men ser man lidt nærmere på dem, så er det ikke helt tilfældet. Både talen om brudgommen (2,19f) og konflikten om sabbatten i 2,23-3,6 har tydelige referencer til korset. I brudgomstalen er det Jesus selv, der peger på sin forestående død,og med plottet mod Jesus i 3,6 er det de jødiske religiøse ledere der skubber historien i den retning.

2,19-20 Brudgommen

Den første tydelige reference til Jesu død finder vi i talen om brudgommen der skal tages fra dem. Der er en kontrast mellem v.19b: så længe brudgommen er der og så at brudgommen tages fra dem. Faste var i samtiden ofte knyttet sammen med sorg. Med formuleringen brudgommen tages væk har vi det første hint til lidelseshistorien hos Markus[6].  

Dette sker samtidig med at konfliktteamet udfoldes; I 2,6 spørger de skriftkloge ”Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud”. I 2,16 sætter de skriftkloge spørgsmålstegn ved Jesu praksis.

2,23-3,6 Sabbatten[7]: De besluttede at få slået ham ihjel.

 Når man læser tekster fra det første århundrede står det ret hurtigt klart, at det var et meget væsentligt spørgsmål[8]. Samtidig var det et spørgsmål, der rejste forskellige tolkninger.  Spørgsmålet har flere perspektiver, dels et historisk (Hvordan passer dette ind i en jødisk kontekst i det første århundrede), et teologisk (betyder 2,27 en ophævelse eller en redefinering af sabbatten?), og kristologisk (Hvad betyder denne konflikt for synet på Jesus?). I begyndelsen af evangeliet er sabbatten[9] et problem i afsnittet 2,23-3,6, og det ender med, at farisæerne og herodianerne beslutter sig for at så Jesus slået ihjel. Men hvad er det Jesus gør op med? Er det loven som sådan, eller er det misforståelsen af loven[10]?

Hverken helbredelserne eller plukningen af aks på Sabbatten er en overtrædelse af nogle bud i Moseloven[11]. Moseloven tillader, at man må plukke fra en anden mands mark[12].

Crossley skriver følgende om problemstillingen: ”…the ’Judaising’ controversies in Christianity concerned the issue of whether the Sabbath should be observed at all….and not halakic discussions and so it is unlikely Mk 3.1-6 reflects such debate.”[13]. Dermed er et en misforståelse at se det som at Jesus “Ignorerer” jødiske helligdage, på samme måde som Paulus gør det[14].

Men hvad har alt dette med Korset at gøre? En hel del. De var en del af drivmidlet frem mod korset.

3,13-19 Judas og de tolv

Efter 3,6 er der nogle få vers, hvor Jesus helbreder og uddriver dæmoner. Derefter udvælger Jesus blandt sine disciple 12 som han kalder apostle. At der har været en inderkreds af 12 apostle finder vi også hos Paulus i 1 Kor 15,3f[16]. Den eneste af de 12 apostle, der får en bemærkning, der siger noget om hans handling er Judas ”ham som forrådte ham” (v.19)[17].

I 9,31 bruges ordet "forråde" også om Jesus, hvilket sker igen i 10,33, og Judas’ udlevering af Jesus lægges der op til i 14,10f, og den sker så i 14,43ff. I 14,43 gribes der fortællemæssigt tilbage til 3,19, da Judas genintroduceres som ”en af de tolv”[18].

Bibelen.info lægger op til at læse hele Judas-historien i lyset af Amos. Argumentet er følgende[19]:

”Her har Markus åbenbart fundet navnet i en af de utallige spådomme om Jerusalems undergang: Amos 2,4 Dette siger Herren: På grund af Judas tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De forkastede Herrens lov og holdt ikke hans bud; de løgneguder, som deres fædre fulgte, førte dem vild.
Amos 2,5 Derfor sender jeg ild mod Juda, den fortærer Jerusalems borge.
Amos 2,6 Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler.”

Der er flere ting i dette argument, der peger i retning af biblen.infos argumentation: i) Juda og Judas staves ens på græsk ii) Det som i DO er oversat ”den uskyldige” er på græsk ”den retfærdige”. Det var et udtryk der blev brugt om Jesus i den tidlige kristendom.

Samtidig er der mindst fem problemer i argumentet for mig at se: i) For det første bruges udtrykket ”den retfærdige” ikke på noget tidspunkt om Markus. Ii) For det andet er anklagen i Amos ikke rettet mod Juda (den slutter i vers 5), men mod Nordriget. iii)  For det tredje forudsætter det, at Markus først og fremmest skal læses i lyset af Jerusalems ødelæggelse, frem for i lyset af Jesu død og opstandelse. Iv) Hvis Judas således er et negativt navn, alene i og med navnet, så syntes det at blive vanskeligt at forklare, hvorfor Markus så i 6,3 lader en af Jesu brødre have præcis det samme navn. Ud fra de navnestatistikker vi har tilgængelige fra det første århundrede, så lå navet ”Judas” i top 5[20], hvilket kunne forklare hvorfor han hed det, og hvorfor også en af Jesu brødre hed det.  v) Ingen af ordene fra den græske sætning ”De solgte den retfærdige for sølv” (ἀπέδοντο ἀργυρίου δίκαιον) findes i nogen tekst i Markusevangeliet.  De to første argumenter er de svageste, men de tre sidste mener jeg vanskeliggør sammenkoblingen mellem ”Juda” og ”Judas”.

Ligeledes anser man navne ”Peter, Jakob og Johannes” for at være hentet fra Paulus breve. Men der er i hvert fald en problemstilling, som bibelen.info ser bort fra. Peters hovednavn er i Paulus’ breve ”Kefas”, og at ”Kefas” og ”Peter” er, så langt jeg forstår Bibelen.info er Peter og Kefas to forskellige personer[21], og derfor kan det undre hvorfor Markus bruger Kefas som inspiration for ”Peter”.

6,14-29

Når man ser på, hvordan Markus disponerer sit stof, så må man undre sig over, at beretningen om Johannes Døbers død fylder så meget som den gør.  Dertil kommer, at det er den eneste beretning evangeliet, hvor der ikke er en klar reference til Jesu person og gerning[22]. Men når man ser efter, så er der nogle interessante paralleller mellem Jesus og Johannes[23]:

	Johannes	Jesus
Arresteret	6,17	14,46
Frygt for J	6,20	11,18.32
Uskyldig	6,26	15,10.14-15

Alt efter hvilken hovedopfattelse man har af Markus’ overordnede hensigter, så tillægger man denne tekst forskellig betydning, og hvorfor den ligger der. En mulighed er, at det er et indirekte Kors-hint; Når man gjorde det, ved ham der gik forud for Jesus, hvordan skal det så ikke gå Jesus selv[24].

8,27-9,1

Omkring halvvejs i evangeliet ender Jesus og hans disciple ved Cæsarea Filippi;. Her bekender Peter[25], at Jesus er ”Kristus”. Umiddelbart efter ”begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter” (8,31). I det næste afsnit giver Jesus tilhørerne en belæring, der går ud på, at den der vil følge efter ham, skal fornægte sig selv og tage sit kors op og følge ham[26]. Resten af afsnittet er en begrundelse for den påstand[27].

Dette er den første af tre lidelsesforudsigelser, efterfulgt af en belæring om det at være discipel. De to næste kommer i 9,30ff og 10,32ff. De kan opstilles på følgende måde[28]:

Mark 8,27-9,1	Mark 9,30-333	Mark 10,32-37
Lidelsesforudsigelse	Lidelsesforudsigelse	Lidelsesforudsigelse
Hvad vil det sige at følge efter Jesus	Hvem er den største?	Kan vi være de største?

Hvad er pointen i at lidelsesforudsigelserne altid hænger sammen med en samtale om det at være discipel? En oplagt pointe, er at discipelskab altid skal ses i lyset af Jesu korsdød. Det betyder også at ægte fuldtonet discipelskab først er muligt efter Påske[29].  For en dødsdømt var det en opgave selv at bære sit kors til henrettelsen[30].

9,1: De, der ikke skal se døden

I 9,1 siger Jesus at ”Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde”. Price er meget hurtig til at koble det til Jerusalems undergang i år 70 – men der er faktisk to andre oplagte tolkninger, som begge er intertekstuelle frem for ekstratekstuelle.

Den ene er at umiddelbart efter dette udsagn fortæller Markus om forklarelsen på bjerget.  Her tog han ”nogle af dem, der står her” med op og åbenbarede sig for dem (9,2ff). Det kunne være det Jesus refererede til[31]. 

På den anden side så er den større kontekst Jesu lidelseshistorie; Udsagnet kommer umiddelbart efter at han har sammenkoblet hans egen lidelseshistorie med disciplenes. Det kunne tolkes i retning af Jesu (død og) opstandelse[32].

Anden del af blogposten kan læses her
Litteratur

Bauckham, Richard. Jesus and the Eyewitnesses: The Gospels as Eyewitness Testimony. Grand Rapids, Mich: William B. Eerdmans Pub. Co, 2006.

Bolt, Peter. The Cross from a Distance: Atonement in Mark’s Gospel. Downers Grove, Ill: InterVarsity Press, 2004.

Burridge, Richard A. What Are the Gospels?: a Comparison with Graeco-Roman Biography. 2nd ed. The Biblical Resource Series. Grand Rapids, Mich. : Dearborn, Mich: William B. Eerdmans Pub. Co. ; Dove Booksellers, 2004.

Cranfield, C. E. B. The Gospel According to Saint Mark: An Introduction and Commentary by C.E.B. Cranfield. Reprinted 1974. Cambridge Greek Testament Commentary. London: Cambridge University Press, 1959.

Crossle. “Mark, Paul and the Question of Influences.” In Paul and the Gospels: Christologies, Conflicts and Convergences, edited by Michael F. Bird and Joel Willitts. 1st ed. T&T Clark, 2011. Kan læses her: http://books.google.dk/books?id=ofFUBCcI_z8C&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_atb#v=onepage&q&f=false.

Crossley, James G. The Date of Mark’s Gospel: Insight from the Law in Earliest Christianity. Journal for the Study of the New Testament 266. London ; New York: T & T Clark International, 2004.

Edwards, James R. The Gospel According to Mark. The Pillar New Testament Commentary. Grand Rapids, Mich: Eerdmans, 2002.

“Evangeliet Og Tjenesten: Markus”, n.d. http://blog.maymann.net/search/label/Markus.

Guelich, Robert A. Mark 1-8:26. Paternoster Press, 1989.

Gundry, Robert Horton. Mark: A Commentary on His Apology for the Cross. Grand Rapids, Mich: Eerdmans, 1993.

Hagner. “Jesus and the Synoptic Sabbath Controversies.” In Key Events in the Life of the Historical Jesus: a Collaborative Exploration of Context and Coherence, edited by Darrell L. Bock and Robert L. Webb. Wissenschaftliche Untersuchungen Zum Neuen Testament 247. Tübingen: Mohr Siebeck, 2009.

Henderson, Suzanne Watts. Christology and Discipleship in the Gospel of Mark. Monograph Series. Cambridge: Cambridge University Press, 2006.

Hurtado, Larry W. “Following Jesus in the Gospel of Mark - and Beyound.” In Patterns of Discipleship in the New Testament, edited by Richard N. Longenecker. McMaster New Testament Studies. Grand Rapids, Mich: William B. Eerdmans Pub, 1996.

Ilan, Ṭal. Lexicon of Jewish Names in Late Antiquity. Texts and Studies in Ancient Judaism = Texte Und Studien Zum Antiken Judentum 91, <126, 141>. Tübingen: Mohr Siebeck, 2002.

Stein, Robert H. Mark. Baker Exegetical Commentary on the New Testament http://209.123.63.92/pdf_files/Excerpt_9780801026829.pdf. Grand Rapids, Mich: Baker Academic, 2008.

Tannehill, Robert C. “The Disciples in Mark: The Function of a Narrative Role.” In The Interpretation of Mark, edited by William Telford. Issues in Religion and Theology 7. Philadelphia : London: Fortress Press ; SPCK, 1985.

Turton, Michael. “Gospel of Mark Chapter 9”, n.d. http://www.michaelturton.com/Mark/GMark09.html.

---

[1] Se evt: «Evangeliet og Tjenesten: Markus» Et af de kritikpunkter, der er blelvet rettet mod indlæggene er at hovedpointen - at MarkusEvangeliet handler om Korset - ikke er tydeligt. Det håber jeg bliver bedre her.

[2] Metodisk kan man overveje, om en læsning af Markus først og fremmest skal være Intratekstuel eller Intertekstuel. I det Intertekstuelle undersøger man, hvordan teksten relaterer sig til andre tekster eller andre personer udenfor teksten. Med den Intratekstuelle tilgang undersøger man, hvordan teksten står i relation til forskellige elementer i teksten selv. Det følgende er først og fremmest skrevet ud fra en intratekstuel tilgang.

[3] Henderson, Christology and discipleship in the Gospel of Mark, 36.

[4] Ibid.

[5] Afsnittet har efter al sandsynlighed også inspireret skriftet Salamons Salmer – se salme nr 11

[6] Bolt, The Cross from a Distance, 23; Cranfield, The Gospel According to Saint Mark, ??; Edwards, The Gospel According to Mark, 90 mener at der er en reference til Es 53,8. Problemet med den tolkning er at det forskellige verber der bruges de to steder. I Mark 2,20 er det ἀπαίρω, hvorimod det i Es 53,8 er αἴρω.

[7] Spørgsmålet om Sabbath er et størrer problemkompleks i evangelierne. For en oversigt over problemerne se fx: Hagner, «Jesus and the Synoptic Sabbath Controversies».

[8] Jubilæerbogen 50 og CD 10,14-11,18 afslører dette meget tydeligt.

[9] Bibelen.info skriver følgende om sammenhængen mellem Markus og Paulus: ” Jesus ignorerer jødiske helligdage, ligesom Paulus:” ( http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm). Jeg mener det er for upræcist. For en grundigere diskussion af spørgsmålet se Crossle, «Mark, Paul and the Question of Influences» Bogen kan læses her: http://books.google.dk/books?id=ofFUBCcI_z8C&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_atb#v=onepage&q&f=false.

[10] For et opgør med den tanke, at Jesus hør gør totalt op med loven se fx Crossley, The date of Mark’s Gospel, 84ff.

[11] Ibid., 85.

[12] ” Når du kommer ind i en anden mands vingård, må du gerne spise dig mæt i hans druer, men du må ikke lægge dem i din kurv. Når du kommer ind på en anden mands kornmark, må du gerne plukke aks med hånden, men du må ikke svinge seglen i hans korn” (5 Mos 23,25-26)

[13] Crossley, The date of Mark’s Gospel, 85.

[14] Og det er præcis den tolkning man finder hos http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm se kommentaren til 2,27.

[15] Ordret: hvorledes (ὅπως) de kunne få ham slået ihjel. Jf 14,1

[16] Robert Price har argumenteret for at 1 Kor 15,1-11 er en senere interpolation i Paulus’ brev. Den diskussion falder uden for denne post. Jeg henviser til http://www.christiancadre.org/member_contrib/cp_interpolation.html

[17] Gr: ὃς καὶ παρέδωκεν αὐτόν .

[18] εἷς τῶν δώδεκα

[19] http://www.biblen.info/Jesus-apostle.htm

[20] Bauckham, Jesus and the eyewitnesses, 85–88; For en gennemgang af de enkelte forekomster se: Ilan, Lexicon of Jewish names in late antiquity, 112–125.

[21] http://www.biblen.info/Peter-kefas.htm se konklusionen.

[22] Guelich, Mark 1-8, 328.

[23] Ibid.

[24] Edwards, The Gospel According to Mark, 177.

[25] Ifølge 3,16 får Simon tilnavnet Peter. Dette dobbeltnavn hænger sandsynligvis sammen med at Simon var et meget normalt navn i det første århundrede, og for at adskille de forskellige Simoner fra hinanden får det et ekstra navn Bauckham, Jesus and the eyewitnesses, 85 placerer det på det mest brugte navn i Israel i perioden 330 f.kr. - 200 e.kr. Ilan, Lexicon of Jewish names in late antiquity, 218–235 gennemgår 257 eksempler.

[26] http://www.biblen.info/Markus-ironi.htm peger  på en “parallel” mellem Mark 8,34 og 15,21 hvor det er Simon fra Kyrene der bærer korset. Det udlægger biblen.info på følgende måde: ” Jesus havde sagt, at en apostel skulle »tage sit kors op og følge mig«, men Simon Peter tog aldrig noget kors op. Da Jesus startede sin vandring mod Golgata, var det en anden Simon, der kom til at bære korset”. Videre skriver han ” Hvem var Simon af Kyrene? Og hvem var Alexander og Rufus? Ikke nogen — de er lige så frit opfundne som alle andre figurer i historien. Pointen er, at Kyrene var en græsk koloni, og at denne Simon havde givet sine sønner gode græske og romerske navne, Alexander og Rufus. Simon Peter mistede chancen, og frelsen tilhører den helleniserede Simon. Markus er den eneste evangelist, der fortæller, hvad Simon fra Kyrene's sønner hed.”. Her forstår jeg ikke helt parallellen: 1) Jesus kaldte folk til at bærer sit eget kors, hvorimod Simon fra Kyrene bærer Jesu kors. 2) Så vidt jeg kan se, er de ikke nogle på noget tidspunkt i evangeliet der bliver kaldet til at bære Jesu kors. 4) Michael Turton (http://www.michaelturton.com/Mark/GMark15.html) peger på, at imod tanken om at Simon fra Kyrene er den ideelle apostel står det faktum at ” that Simon is compelled, and does not choose freely”, og hvis man sammenligner 8,34 og 15,21 så er der en spænding mellem vilje (εἴ τις θέλει) og tvang (ἀγγαρεύουσιν) 5) Hvis navnet i sig selv er et argument, hvordan skal det så læses i sammenhæng med den tredje Simon i 6,3 og den fjerde i 14,3? Hvis Markus vil opfinde den parallel hvorfor så de to andre personer med navnet ”Simon” i skriftet? Hvorfor ikke kalde ham for ”Peter”? Det er for det første hovednavnet for ”Simon Peter” i skriftet, og den eneste i skriftet overhoved der bærer navnet Peter. 6) Der er en stor del af den sprogbrug, der er i 8,31-33 der går igen i lidelseshistorien. Hvis Simon fra Kyrene virkelig realiserer det Jesus siger i 8,34ff så må man spørges sig selv a) Hvor står der er Simon fra Kyrene at han ”Fornægter sig selv” (ἀπαρνέομαι)? b) Hvor siges det at Simon mister sit liv (ἀπολέσει τὴν ψυχὴν αὐτοῦ)?  Tolkningen af Simon som paradigmatisk person findes også hos Edwards, The Gospel According to Mark, 470. Endvidere kan der peges på, at hvis hele scenen var paradigmatisk tænkt, kan man overveje, hvorfor Jesus ikke bærer sit eget kors, når han kalder andre til at gøre det.

[27] Udsagnet fremsættes i vers 34, og vers 35-38 består af fire begrundende sætninger, der indledes med det græske γὰρ

[28] Jf. Turton, «Gospel of Mark Chapter 9».

[29] Henderson, Christology and discipleship in the Gospel of Mark, 245f.

[30] Plut., De sera numinis vindicta 9: ” καὶ τῷ μὲν σώματι τῶν κολαζομένων ἕκαστος κακούργων ἐκφέρει τὸν αὑτοῦ σταυρόν”. Eng: “And as every malefactor who suffers in his body bears his own cross to the place of his execution”

[31] Gundry, Mark, 457.

[32] Edwards, The Gospel According to Mark, 260.