Reasonable Faith

Jeg er stødt på bogen "Reasonable Faith - Christian Truth and Apologetics" af William Lane Craig.  Bogen er fra 1984 og tredie udgaven er fra 2008. Bogen er bygget systematisk op, dvs den minder i sin opbygning til dels om en klassik troslærebog. Den har fem hoveddele; Om Troen, Om Mennesket, Om Gud, Om Skabelse og Om Kristus.

Bogen har flere styrker. Den første jeg vil nævne er det historiske overblik som Craig sidder med, og som han formidler. Hvert kapitel begynder med en "Historical Background", hvor der trækkes forskellige historiske linjer inden for hvert hovedtema.

Med udgangspunkt i dette historisk rids, går han så over til at behandle emnerne. Her får man indtryk af dels en belæst tænker, men også en stringent tænker. Her skal man have god tid hvis man skal nå at gennemtænke alle aspekter af hans argumentation - for der er meget at komme efter. Noget af det flyver hen over hoved på mig. Når han f.eks diskuterer Humes mirakelkritik i lyset af moderne sandsynlighedsteori, så er jeg ikke helt sikker på at jeg får alle detaljer med.

Så går det bedre for mig i hans behandling af Jesu selvforståelse; Her syntes jeg han er noget lettere at følge; Igen får man indtryk af en mand der er meget indlæst på de forskellige debatter, og han har en forfriskende måde at gå til temaerne på.

Der kan siges meget mere godt om denne bog - den er hermed meget anbefalet!

Den kan købes hos Amazon hér

Kefas og Paulus og de jødekristne i Galaterbrevet

Kefas og Paulus  og de jødekristne i Galaterbrevet

Hvad er forholdet mellem Kefas, Paulus og de jødekristne ifølge Paulus selv? Det skal vi, ud fra Galaterbrevet se lidt nærmere på.  Vi får indblik i forholdet mellem Paulus og Kefas i flere tekster. Den første vi skal se lidt nærmere på er Galaterbrevet 1,22-24:

Det er det første vi hører i beskrivelsen fra Paulus selv. Efter en del år rejser han til Jerusalem igen.  Her hedder det så (Gal 2,2-4): 

Denne tekst er interessant af flere grunde. Udtrykket ”anset” er vanskeligt at oversætte. Vanskeligheden består i at bestemme, om brugen er negativ[1] (De ”ansete”), neutral, eller positiv. Det kompliceres yderligere af, at Paulus i v.6 skriver at det for ham er ligegyldigt ”Hvad de engang var”.

Hvad der derimod står klart, er at Paulus skelner mellem ”de ansete”[2] (v.2), og ”Falske brødre” (v.4)[3].  Hvem disse falske brødre er, fremgår ikke. Paulus bruger samme udtryk i 2 Kor 11,26. I Galaterbrevet kan det næppe være apostlene for Paulus fortsætter i vers med at sige at ”de ansete” ikke pålagde ham noget nyt, hvilket ville give dårlig mening, hvis ”de ansete” og ”de falske brødre” er den samme gruppe personer, for de falske brødre pålagde ham faktisk noget nyt - nemlig at Titus skulle omskæres[4].  Hvis de ”falske brødre” og apostlene er de samme modsiger Paulus sig selv i vers 3 og vers 4. Den næste del af teksten indeholder lidt interessant information. Den ser sådan her ud:

Umiddelbart har Paulus lige sagt, at de ansete ”ikke pålagde mig noget nyt”, og dette afsnit indledes med det ”tværtimod”, og det skaber en modsætning til det foregående. 

Hovedpointen er at Paulus sammen med Barnabas indgår en aftale med trekløveret. Paulus bruger to udtryk til at beskrive den erkendelse ”Jakob og Kefas og Johannes” fik[5], og som førte til den aftale de lavede. Det er lidt uklart, hvordan denne arbejdsfordeling præcis blev ført ud i praksis[6].

I vers 8 beskriver Paulus dels Peters, dels Paulus eget apostolat med enslydende formuleringer[7], og han siger at for begge gælder at det er den samme, der har ”givet dem kraft”.

Vi skal nu se lidt nærmere på anden del af teksten. Den kan opstilles således:

Paulus forklarer i vers 12, hvorfor han mener, at Kefas har dømt sig selv[8]. Han beskriver et ”før” og et ”efter”. Dette før beskrives med ordene ”før nogle fra Jakob kom til Antiokia”[9]. Situationen var at Kefas ”spiste med hedninger”[10]. Selve verbalformen i spise -  nemlig imperfektum – antyder noget durativt; Altså det har ikke været en enkeltstående begivenhed, at han har spist med hedningerne[11]. Efter at disse personer kom ” trak han sig tilbage og skilte sig ud”. Paulus angiver både hvad der skete[12], hvornår det skete, og hvorfor det skete: Af frygt for jøderne[13]. 

Kefas’ handlemøster i mødet med hedningerne beskrives på to måder; For det første at han spiste[14] med dem (v.11), og for det andet at han ”ikke levede som jøde men som hedning” (v.14).

Det er interessant her at bemærke, at årsagen til at Peter trak sig tilbage ikke er beskrevet teologisk, men psykologisk, hvilket udtrykkes i termen ”Frygt” (v.12) og ”hykleri” (v.13). Dertil kommer så hvem det er han frygter. Paulus kalder det frygt for ”de omskårne”[15]. Hvem er de? At dømme ud fra vers 7 er der ikke tale om jødekristne, men om ikke-kristus troende jøder[16].

Det giver grund til at konkludere, at Kefas før mødet  med Paulus i Antiokia faktisk spiste med hedninger under en eller anden form.  

Dette er, hvad galaterbrevet siger om Paulus og Kefas – men hvad siger det om de troende før Paulus? Det er meget lidt, men et par interessante ting er der. I 1,13 siger Paulus

Som vi tidligere har set heddet det i kapitel 1: 

Det er ikke meget der siges her, men alligevel kalder han menighederne i Judæa for ”Kristi menigheder”. Samtidig sættes der – hvilket er meget interessant – et lighedstegn mellem det Paulus forkynder ”nu”, og den tro han ”før” forkyndte. Det må forudsætte en eller anden form for sammenhæng mellem hvad der blev forkyndt før Paulus kom til tro, og hvad han selv forkyndte.

Det er de tekster vi har om Kefas og Paulus i Galaterbrevet. De viser samlet set følgende billede:

1) Mellem Kefas/Jakob/Johanns og Paulus har der været en gensidig forståelse af, at Gud har kaldet dem til hver deres tjeneste. Det fremgår af 2,7-9
2) Paulus skeler mellem de troende i Jerusalem og Falske brødre
3) Kefas har - i en eller anden grad - slækket på de jødiske spiseregler. Det fremgår af  2,12
4) Paulus tolker Kefas' handling i pyskologiske kategorier frem for teologiske - det fremgår af 2,12ff.

Dermed bliver det vanskeligt at bygge en uoverstigelig kløft op mellem de to patier, som det for eksempel gøres på biblen.info. 

Litteratur
Longenecker, Richard N. Galatians. Bd. 41. Word Biblical Commentary. Thomas Nelson, 1990.

Schnabel, Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.

 

---

[1] I så fald skal vi have fat i Liddell-Scott-Jones Lexicon of Classical Greek II,2 “abs., seem, as opp. to reality”. En anden mulighed er “men of repute” (II 5). Se http://perseus.mpiwg-berlin.mpg.de/cgi-bin///lexindex?db=lsj&lang=greek&display=&ferh/lios=&lookup=doke/w

[2] Dette er sandsynligvis en dårlig oversættelse af τοῖς δοκοῦσιν

[3] ψευδαδέλφους

[4] Ligeledes ville en sammenstilling af apostlene i Jerusalem og de falske apostle i 2 Kor 11 være vanskelig, eftersom Paulus i 2 Kor 11 kalder dem for ” De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle” hvorimod han om Peter i Gal 2,8 siger at ” han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne”

[5] Hovedverbet i vers 7 til 9 er ἔδωκαν (gav), hvortil der lægger sig to participier: ἰδόντες (så) og γνόντες (forstod).

[6] Schnabel, Early Christian Mission, 992–1000.

[7] Peter: ἐνεργήσας Πέτρῳ εἰς ἀποστολὴν τῆς περιτομῆς og Paulus: ἐνήργησεν καὶ ἐμοὶ εἰς τὰ ἔθνη.

[8] Longenecker, Galatians, 41:72.

[9] πρὸ τοῦ γὰρ ἐλθεῖν τινας ἀπὸ Ἰακώβου

[10] μετὰ τῶν ἐθνῶν συνήσθιεν

[11] Longenecker, Galatians, 41:73.

[12] ὑπέστελλεν καὶ ἀφώριζεν ἑαυτὸν

[13] φοβούμενος τοὺς ἐκ περιτομῆς

[14] Det er uklart hvad der præcist ligger i at spise sammen med dem, men han har i en eller anden form praktiseret måltidsfællesskab.

[15] τοὺς ἐκ περιτομῆς

[16] Hvorfor skulle Peter i vers 7-8 prædike for Kristus-troende jøder.

Markus 2,1-11 En vej ind evangeliet?

Denne begivenhed introducerer et konflikttema, der varer frem til 3,6. Den typiske konfliktpartner er farisæerne eller de skriftkloge. Der er fire historier, og i hver historie har vi en kritik af Jesus (2,16.18.24 3,6.16). Konflikten når et foreløbigt højdepunkt i 3,6, hvor farisæerne sammen med herodianerne træffer beslutning om at få Jesus slået ihjel.

Denne lille beretning er interessant af flere grunde; Fra den udgår der flere tråde til resten af evangeliet. Den indeholder et af de helt grundlæggende temaer i evangeliet: forkynde/helbredelse, afvisning, stadfæstelse.

Tro

Da mændene har firet den lamme ned til Jesus skriver Markus følgende; ” Da Jesus så deres tro” (v.5).  Fem gange frem i evangeliet møder vi ”tro” som substantiv (2,5 4,40 5,34 10,52, 11,22). Som verbum forekommer det en del flere gange (1,15  5,36 9,23.24.42 11,23.24.31 13,21 15,32) – de to sidste skal vi dog se bort fra i denne sammenhæng[1].  Dette er de første mennesket i evangeliet, der beskrives som troende. Denne første forekomst forårsager et par interessante overvejelser.

For det første står der at Jesus så deres tro – hvad var det han ”så”? Dernæst opstår spørgsmålet – hvad er tro? Hvordan kommer den til udtryk.  Formuleringen om tro lægger op til et indre og et ydre aspekt af troen. Det ydre aspekt er at mændene kommer til Jesus. De bringer konkret et menneske til Jesus. Et noget tilsvarende billede får vi i beretningen om den blødningssyge kvinde i  5,25ff. Her hører vi at hun tænker ”Bare jeg rører ved hans tøj bliver jeg frelst” (v.28). Dertil svarer Jesus ” Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!” (v.34).

Tilgivelse

Det første Jesus siger til manden er altså, at hans synd tilgives ham. Temaet findes også rundt omkring i evangeliet, dels i kapitel 3 og 4, og dels i 11,25. Evangeliet begynder med en beretning om Johannes Døber der ”prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.” (1,4). I 11,25 har vi det sidste ord om tilgivelse, hvor Jesus siger at ”Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser”.

Det at Jesus tilgiver manden, der kommer som lam, må få os til at rejse spørgsmålet; Hvad er sammenhængen mellem synd og sygdom i denne tekst?  Manden er syg, men det første Jesus gør er at tilgive ham. Betyder det at synd og sygdom hænger sammen i denne tekst? Det tror jeg faktisk ikke. For det ville kræve, at helbredelsen fugte umiddelbart efter tilgivelsen – men de to er nøje skilt ad i denne tekst. Både i tid, og i årsag. At de er adskilt i tid kommer frem ved at Tilgivelsen  (vers 5) kommer før helbredelsen (vers 10). At de er adskilt i årsag kommer frem to steder i teksten. Årsagen til tilgivelse er mændenes tro (v.5). Manden bliver tilgivet fordi han (eller han venner tror).  Vi får ikke nogen direkte beskrivelse af årsagen til helbredelsen, men vi får en klar kristologisk hensigt;  

Trods

Sammen med Troen og tilgivelsen finder vi en trods mod Jesus. Den tager form hos de skriftkloge, der betvivler Jesu myndighed til at tilgive synden (v.6-7). Det der begyndte med tillid og tilgivelse, ender med tros og konflikt.  Tilbage i 1,22 blev ”de skriftkloge” beskrevet i kontrast til Jesus ” de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge”.  I denne passage møder vi dem hvor de lægger op til, at Jesus sætter sig i Guds sted, og i 3,6 planlægger de at slå ham ihjel. Dermed er den konflikt begyndt, som – set fra et menneskeligt perspektiv – førte til Jesu korsfæstelse.

Menneskesønnen

Den kristologiske hensigt med helbredelsen var at man skal forstå at ” Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” (v.10). Udtrykket menneskesøn går sandsynligvis tilbage til Dan 7, hvor vi finder denne lidt gådefulde skikkelse. Talen om menneskesønnen når sit højdepunkt i lidelseshistorien. Jesus har sagt til disciplene at ”Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter” (8,31), og højdepunktet i Jesu tale om menneskesønnen kommer i lidelseshistorien, hvor Jesus siger til ypperstepræsten ”I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer” (14,62).

---

[1] I 13,21 handler det om ikke at tro på et falsk rygte, og i 15,32  om dem der vil ”tro” hvis Jesus stiger ned af korset.