Markusevangeliet er blevet kaldt for en lidelseshistorie med
en lang indledning. Jeg har tidligere lavet et par indlæg om Markus[1]. I min debat med biblen.info kan jeg
se, at mine pointer om Markus ikke står tydeligt nok frem. Derfor har jeg valgt
at lave dette indlæg – og et senere - , hvor jeg uddyber min forståelse af
Markus. Markusevangeliet er et Kors-evangelium. Det betyder at evangeliet først
og fremmest skal læses i lyset af Jesu død, og de forskellige andre tematikker,
som man finder i evangeliet skal relateres hertil[2].
1,1-8 Indledningen på
Markus
Markus åbner med ordene Begyndelsen
på evangeliet om Guds søn. Ordet evangelium kommer igen i vers 14. Dette
knyttes sammen med en sammenfletning af tre tekster fra GT: Es 40,3, Mal 3,1
(Og 2 Mos 23,20).
Citat fra Es 40,3. I sammenhængen er det en tekst der både
understreger Guds dom (v.1-2), men også Guds frelse (v.3). Es 40,3, som Markus
fletter ind i citatet og vers 3 spillede en væsentlig rolle i flere dele af
første århundredes jødedom; Det er blevet kaldt ”locus classicus” for den
frelse, Esajas beskriver[3].
Ser man lidt nærmere på konteksten hos
Esajas, så fremgår det at LXX i vers 9 bruger udtrykket: εὐαγγελίζω. Det har fået nogle fortolkere til at overveje, om det har
inspireret Markus til den indledende bemærkning[4].
Folkene bag Qumranskrifterne citerer denne tekst som
begrundelse for at de skal oprette broderskabet og ”Begive sig til ørkenen”
(1QS 8,11ff). Vejen er ”granskningen af loven” (8,15). I Baruks bog refereres
der tydeligvis til Esajas 40 i 5,7. Det opfyldes når Jerusalem ser sine ”børn,
samlede fra vest og øst”, og Gud fører ”dem tilbage til dig”. Det sker, siger
Baruk fordi Gud har befalet det, hvortil der så refereres til Es 40[5]. I stedet for at knyttet denne opfyldelse til overholdelse af loven, knytter Markus den til Jesu komme.
Dette citat er med til at sætte rammen for evangeliet. Det
er et evangelium, hvor Gud vil bringe sin frelse til folket.
1,16-20 Guds rige er
kommet nær
Jesus kommer til Galilæa og forkynder ”Guds evangelium”, med
indholdet ”Guds rige er kommet nær”. Umiddelbart er der ikke nogle
korsindikationer i det, men efterhånden som vi skrider frem, bliver det klart,
at kongen i Guds rige er en korsfæstet konge. Guds rige referer her til en
virkelighed, der både er nutidig og fremtidig.
2,1-3,6 Konflikten som
drivmiddel mod Korset
Afsnittet 2,1-3,6 indeholder fem konflikthistorier.
Reference
|
Konflikttema
|
Reaktion
|
2,1-12
|
Tilgivelse
|
Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder
andre end én, nemlig Gud? (2,7)
|
2,15-17
|
Spiser med toldere og syndere
|
”Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med
syndere og toldere, spurgte de hans disciple” (2,16)
|
2,18-22
|
Faste
|
|
2.23-28
|
Sabbat
|
|
3,1-6
|
Sabbat
|
Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået
ihjel.
(3,6)
|
Når man umiddelbart læser dem, virker korset meget langt væk her. Men ser man lidt nærmere på dem, så er det ikke helt tilfældet. Både talen om brudgommen (2,19f) og konflikten om sabbatten i 2,23-3,6 har tydelige referencer til korset. I brudgomstalen er det Jesus selv, der peger på sin forestående død,og med plottet mod Jesus i 3,6 er det de jødiske religiøse ledere der skubber historien i den retning.
2,19-20 Brudgommen
Den første tydelige reference til Jesu død finder vi i talen
om brudgommen der skal tages fra dem. Der er en kontrast mellem v.19b: så længe brudgommen er der og så at
brudgommen tages fra dem. Faste var i samtiden ofte knyttet sammen
med sorg. Med formuleringen brudgommen tages
væk har vi det første hint til lidelseshistorien hos Markus[6].
Dette sker samtidig med at konfliktteamet udfoldes; I 2,6
spørger de skriftkloge ”Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud”. I 2,16
sætter de skriftkloge spørgsmålstegn ved Jesu praksis.
2,23-3,6 Sabbatten[7]: De besluttede at få slået ham ihjel.
Når man læser tekster
fra det første århundrede står det ret hurtigt klart, at det var et meget
væsentligt spørgsmål[8].
Samtidig var det et spørgsmål, der rejste forskellige tolkninger. Spørgsmålet har flere perspektiver, dels et
historisk (Hvordan passer dette ind i en jødisk kontekst i det første århundrede),
et teologisk (betyder 2,27 en ophævelse
eller en redefinering af sabbatten?),
og kristologisk (Hvad betyder denne konflikt for synet på Jesus?). I
begyndelsen af evangeliet er sabbatten[9]
et problem i afsnittet 2,23-3,6, og det ender med, at farisæerne og
herodianerne beslutter sig for at så Jesus slået ihjel. Men hvad er det Jesus
gør op med? Er det loven som sådan, eller er det misforståelsen af loven[10]?
Hverken helbredelserne eller plukningen af aks på Sabbatten
er en overtrædelse af nogle bud i Moseloven[11].
Moseloven tillader, at man må plukke fra en anden mands mark[12].
Crossley
skriver følgende om problemstillingen: ”…the ’Judaising’ controversies in
Christianity concerned the issue of whether the Sabbath should be observed at
all….and not halakic discussions and so
it is unlikely Mk 3.1-6 reflects such debate.”[13].
Dermed er et en misforståelse at se det som at Jesus “Ignorerer” jødiske
helligdage, på samme måde som Paulus gør det[14].
Men hvad har alt dette med Korset at gøre? En hel del. De var en del af drivmidlet frem mod korset.
3,13-19 Judas og de
tolv
Efter 3,6 er der nogle få vers, hvor Jesus helbreder og
uddriver dæmoner. Derefter udvælger Jesus blandt sine disciple 12 som han
kalder apostle. At der har været en inderkreds af 12 apostle finder vi også hos
Paulus i 1 Kor 15,3f[16].
Den eneste af de 12 apostle, der får en bemærkning, der siger noget om hans
handling er Judas ”ham som forrådte ham” (v.19)[17].
I 9,31 bruges ordet "forråde" også om Jesus, hvilket sker igen i 10,33, og
Judas’ udlevering af Jesus lægges der op til i 14,10f, og den sker så i
14,43ff. I 14,43 gribes der fortællemæssigt tilbage til 3,19, da Judas
genintroduceres som ”en af de tolv”[18].
Bibelen.info lægger op til at læse hele Judas-historien i
lyset af Amos. Argumentet er følgende[19]:
”Her har
Markus åbenbart fundet navnet i en af de utallige spådomme om Jerusalems undergang:
Amos 2,4 Dette siger Herren: På grund af Judas tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min
beslutning. De forkastede Herrens lov og holdt ikke hans bud; de løgneguder,
som deres fædre fulgte, førte dem vild.
Amos 2,5 Derfor sender jeg ild mod Juda, den fortærer Jerusalems borge.
Amos 2,6 Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler.”
Amos 2,5 Derfor sender jeg ild mod Juda, den fortærer Jerusalems borge.
Amos 2,6 Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler.”
Der er flere
ting i dette argument, der peger i retning af biblen.infos argumentation: i)
Juda og Judas staves ens på græsk ii) Det som i DO er oversat ”den uskyldige”
er på græsk ”den retfærdige”. Det var et udtryk der blev brugt om Jesus i den
tidlige kristendom.
Samtidig er
der mindst fem problemer i argumentet for mig at se: i) For det første bruges
udtrykket ”den retfærdige” ikke på noget tidspunkt om Markus. Ii) For det andet
er anklagen i Amos ikke rettet mod
Juda (den slutter i vers 5), men mod Nordriget. iii) For det tredje forudsætter det, at Markus
først og fremmest skal læses i lyset af Jerusalems ødelæggelse, frem for i
lyset af Jesu død og opstandelse. Iv) Hvis Judas således er et negativt navn, alene i og med navnet, så syntes det at
blive vanskeligt at forklare, hvorfor Markus så i 6,3 lader en af Jesu brødre
have præcis det samme navn. Ud fra de navnestatistikker vi har tilgængelige fra
det første århundrede, så lå navet ”Judas” i top 5[20], hvilket kunne forklare hvorfor han
hed det, og hvorfor også en af Jesu brødre hed det. v) Ingen af ordene fra den græske sætning ”De
solgte den retfærdige for sølv” (ἀπέδοντο ἀργυρίου
δίκαιον) findes i nogen
tekst i Markusevangeliet. De to første
argumenter er de svageste, men de tre sidste mener jeg vanskeliggør
sammenkoblingen mellem ”Juda” og ”Judas”.
Ligeledes
anser man navne ”Peter, Jakob og Johannes” for at være hentet fra Paulus breve.
Men der er i hvert fald en problemstilling, som bibelen.info ser bort fra.
Peters hovednavn er i Paulus’ breve ”Kefas”, og at ”Kefas” og ”Peter” er, så langt
jeg forstår Bibelen.info er Peter og Kefas to forskellige personer[21], og derfor kan det undre hvorfor Markus
bruger Kefas som inspiration for ”Peter”.
6,14-29
Når man ser på, hvordan Markus disponerer sit stof, så må
man undre sig over, at beretningen om Johannes Døbers død fylder så meget som
den gør. Dertil kommer, at det er den
eneste beretning evangeliet, hvor der ikke er en klar reference til Jesu person
og gerning[22]. Men
når man ser efter, så er der nogle interessante paralleller mellem Jesus og Johannes[23]:
Johannes
|
Jesus
|
|
Arresteret
|
6,17
|
14,46
|
Frygt for J
|
6,20
|
11,18.32
|
Uskyldig
|
6,26
|
15,10.14-15
|
Alt efter hvilken hovedopfattelse man har af Markus’
overordnede hensigter, så tillægger man denne tekst forskellig betydning, og
hvorfor den ligger der. En mulighed er, at det er et indirekte Kors-hint; Når
man gjorde det, ved ham der gik forud for Jesus, hvordan skal det så ikke gå
Jesus selv[24].
8,27-9,1
Omkring halvvejs i evangeliet ender Jesus og hans disciple
ved Cæsarea Filippi;. Her bekender Peter[25],
at Jesus er ”Kristus”. Umiddelbart efter ”begyndte han at lære dem, at
Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne
og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter” (8,31). I det næste
afsnit giver Jesus tilhørerne en belæring, der går ud på, at den der vil følge
efter ham, skal fornægte sig selv og tage sit kors op og følge ham[26].
Resten af afsnittet er en begrundelse for den påstand[27].
Dette er den første af tre lidelsesforudsigelser, efterfulgt
af en belæring om det at være discipel. De to næste kommer i 9,30ff og 10,32ff.
De kan opstilles på følgende måde[28]:
Mark 8,27-9,1
|
Mark 9,30-333
|
Mark 10,32-37
|
Lidelsesforudsigelse
|
Lidelsesforudsigelse
|
Lidelsesforudsigelse
|
Hvad vil det sige at følge efter Jesus
|
Hvem er den største?
|
Kan vi være de største?
|
Hvad er pointen i at lidelsesforudsigelserne altid hænger
sammen med en samtale om det at være discipel? En oplagt pointe, er at discipelskab altid skal ses i lyset af Jesu
korsdød. Det betyder også at ægte fuldtonet discipelskab først er muligt
efter Påske[29]. For
en dødsdømt var det en opgave selv at bære sit kors til henrettelsen[30].
9,1: De, der ikke skal
se døden
I 9,1 siger Jesus at ”Nogle af dem, der står her, skal ikke
smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde”. Price er
meget hurtig til at koble det til Jerusalems undergang i år 70 – men der er
faktisk to andre oplagte tolkninger, som begge er intertekstuelle frem for
ekstratekstuelle.
Den ene er at umiddelbart efter dette udsagn fortæller
Markus om forklarelsen på bjerget. Her
tog han ”nogle af dem, der står her” med op og åbenbarede sig for dem (9,2ff).
Det kunne være det Jesus refererede til[31].
På den anden side så er den større kontekst Jesu
lidelseshistorie; Udsagnet kommer umiddelbart efter at han har sammenkoblet
hans egen lidelseshistorie med disciplenes. Det kunne tolkes i retning af Jesu
(død og) opstandelse[32].
Anden del af blogposten kan læses her
Litteratur
Bauckham, Richard. Jesus and the Eyewitnesses: The Gospels as Eyewitness Testimony. Grand Rapids, Mich: William B. Eerdmans Pub. Co, 2006.
Bolt, Peter. The Cross from a
Distance: Atonement in Mark’s Gospel. Downers Grove, Ill: InterVarsity
Press, 2004.
Burridge, Richard A. What Are the
Gospels?: a Comparison with Graeco-Roman Biography. 2nd ed. The Biblical
Resource Series. Grand Rapids, Mich. : Dearborn, Mich: William B. Eerdmans Pub.
Co. ; Dove Booksellers, 2004.
Cranfield, C. E. B. The Gospel
According to Saint Mark: An Introduction and Commentary by C.E.B. Cranfield.
Reprinted 1974. Cambridge Greek Testament Commentary. London: Cambridge
University Press, 1959.
Crossle. “Mark, Paul and the Question of Influences.” In Paul and the Gospels: Christologies,
Conflicts and Convergences, edited by Michael F. Bird and Joel Willitts. 1st ed. T&T Clark, 2011. Kan læses her:
http://books.google.dk/books?id=ofFUBCcI_z8C&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_atb#v=onepage&q&f=false.
Crossley, James G. The Date of Mark’s
Gospel: Insight from the Law in Earliest Christianity. Journal for the
Study of the New Testament 266. London ; New York: T & T Clark
International, 2004.
Edwards, James R. The Gospel
According to Mark. The Pillar New Testament Commentary. Grand Rapids, Mich: Eerdmans, 2002.
“Evangeliet Og Tjenesten: Markus”, n.d.
http://blog.maymann.net/search/label/Markus.
Guelich, Robert A. Mark 1-8:26.
Paternoster Press, 1989.
Gundry, Robert Horton. Mark: A
Commentary on His Apology for the Cross. Grand Rapids, Mich: Eerdmans,
1993.
Hagner. “Jesus and the Synoptic Sabbath Controversies.” In Key Events in the Life of the Historical
Jesus: a Collaborative Exploration of Context and Coherence, edited by
Darrell L. Bock and Robert L. Webb. Wissenschaftliche Untersuchungen Zum Neuen
Testament 247. Tübingen: Mohr Siebeck, 2009.
Henderson, Suzanne Watts. Christology
and Discipleship in the Gospel of Mark. Monograph Series. Cambridge:
Cambridge University Press, 2006.
Hurtado, Larry W. “Following Jesus in the Gospel of Mark - and Beyound.”
In Patterns of Discipleship in the New
Testament, edited by Richard N. Longenecker. McMaster New Testament
Studies. Grand Rapids, Mich: William B. Eerdmans Pub, 1996.
Ilan, Ṭal. Lexicon of Jewish
Names in Late Antiquity. Texts and Studies in Ancient Judaism = Texte Und
Studien Zum Antiken Judentum 91, <126, 141>. Tübingen: Mohr Siebeck,
2002.
Stein, Robert H. Mark. Baker
Exegetical Commentary on the New Testament
http://209.123.63.92/pdf_files/Excerpt_9780801026829.pdf. Grand Rapids, Mich:
Baker Academic, 2008.
Tannehill, Robert C. “The Disciples in Mark: The Function of a Narrative
Role.” In The Interpretation of Mark,
edited by William Telford. Issues in Religion and Theology 7. Philadelphia :
London: Fortress Press ; SPCK, 1985.
Turton, Michael. “Gospel of Mark Chapter 9”, n.d.
http://www.michaelturton.com/Mark/GMark09.html.
[1] Se evt: «Evangeliet og Tjenesten: Markus»
Et af de kritikpunkter, der er blelvet rettet mod indlæggene er at hovedpointen -
at MarkusEvangeliet handler om Korset - ikke er tydeligt. Det håber jeg bliver
bedre her.
[2] Metodisk
kan man overveje, om en læsning af Markus først og fremmest skal være
Intratekstuel eller Intertekstuel. I det Intertekstuelle undersøger man,
hvordan teksten relaterer sig til andre tekster eller andre personer udenfor teksten. Med den Intratekstuelle
tilgang undersøger man, hvordan teksten står i relation til forskellige
elementer i teksten selv. Det følgende er først og fremmest skrevet ud fra en
intratekstuel tilgang.
[4] Ibid.
[5]
Afsnittet har efter al sandsynlighed også inspireret skriftet Salamons Salmer –
se salme nr 11
[6] Bolt, The Cross from a Distance, 23; Cranfield, The Gospel
According to Saint Mark, ??; Edwards, The Gospel According to Mark,
90 mener at der er en reference til Es 53,8. Problemet med den tolkning er at det forskellige verber der bruges de
to steder. I Mark 2,20 er det ἀπαίρω, hvorimod det i Es 53,8 er αἴρω.
[7] Spørgsmålet om Sabbath er et størrer
problemkompleks i evangelierne. For en oversigt over problemerne se fx: Hagner,
«Jesus and the Synoptic Sabbath Controversies».
[8]
Jubilæerbogen 50 og CD 10,14-11,18 afslører dette meget tydeligt.
[9] Bibelen.info skriver følgende om
sammenhængen mellem Markus og Paulus: ” Jesus ignorerer jødiske helligdage,
ligesom Paulus:” ( http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm). Jeg mener det er
for upræcist. For en grundigere diskussion af spørgsmålet se Crossle, «Mark,
Paul and the Question of Influences» Bogen kan læses her:
http://books.google.dk/books?id=ofFUBCcI_z8C&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_atb#v=onepage&q&f=false.
[10] For et opgør med den tanke, at Jesus hør
gør totalt op med loven se fx Crossley, The date of Mark’s Gospel, 84ff.
[11] Ibid., 85.
[12] ” Når du
kommer ind i en anden mands vingård, må du gerne spise dig mæt i hans druer,
men du må ikke lægge dem i din kurv. Når du kommer ind på en anden mands
kornmark, må du gerne plukke aks med hånden, men du må ikke svinge seglen i
hans korn” (5 Mos 23,25-26)
[14] Og det
er præcis den tolkning man finder hos http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm
se kommentaren til 2,27.
[15] Ordret:
hvorledes (ὅπως)
de kunne få ham slået ihjel. Jf 14,1
[16] Robert
Price har argumenteret for at 1 Kor 15,1-11 er en senere interpolation i
Paulus’ brev. Den diskussion falder uden for denne post. Jeg henviser til http://www.christiancadre.org/member_contrib/cp_interpolation.html
[17] Gr: ὃς καὶ
παρέδωκεν αὐτόν .
[18] εἷς τῶν δώδεκα
[20] Bauckham, Jesus and the eyewitnesses,
85–88; For en gennemgang af de enkelte forekomster se: Ilan, Lexicon of
Jewish names in late antiquity, 112–125.
[21] http://www.biblen.info/Peter-kefas.htm
se konklusionen.
[25] Ifølge 3,16 får Simon tilnavnet Peter.
Dette dobbeltnavn hænger sandsynligvis sammen med at Simon var et meget normalt
navn i det første århundrede, og for at adskille de forskellige Simoner fra
hinanden får det et ekstra navn Bauckham, Jesus and the eyewitnesses, 85
placerer det på det mest brugte navn i Israel i perioden 330 f.kr. - 200 e.kr.
Ilan, Lexicon of Jewish names in late antiquity, 218–235 gennemgår 257
eksempler.
[26] http://www.biblen.info/Markus-ironi.htm
peger på en “parallel” mellem Mark 8,34
og 15,21 hvor det er Simon fra Kyrene der bærer korset. Det udlægger
biblen.info på følgende måde: ” Jesus havde sagt, at en apostel skulle »tage sit kors op og følge mig«, men Simon Peter tog aldrig
noget kors op. Da Jesus startede sin vandring mod Golgata, var det en anden
Simon, der kom til at bære korset”. Videre skriver han ” Hvem var Simon af
Kyrene? Og hvem var Alexander og Rufus? Ikke nogen — de er lige så frit
opfundne som alle andre figurer i historien. Pointen er, at Kyrene var en græsk
koloni, og at denne Simon havde givet sine sønner gode græske og romerske
navne, Alexander og Rufus. Simon Peter mistede chancen, og frelsen tilhører den
helleniserede Simon. Markus er den eneste evangelist, der fortæller, hvad Simon
fra Kyrene's sønner hed.”. Her forstår jeg ikke helt parallellen: 1) Jesus kaldte folk til at bærer sit eget kors, hvorimod Simon fra Kyrene
bærer Jesu kors. 2) Så vidt jeg kan
se, er de ikke nogle på noget tidspunkt i evangeliet der bliver kaldet til at
bære Jesu kors. 4) Michael Turton (http://www.michaelturton.com/Mark/GMark15.html)
peger på, at imod tanken om at Simon fra Kyrene er den ideelle apostel står det
faktum at ” that Simon is compelled, and does not choose freely”, og hvis man
sammenligner 8,34 og 15,21 så er der en spænding mellem vilje (εἴ τις θέλει) og tvang
(ἀγγαρεύουσιν)
5) Hvis navnet i sig selv er et argument, hvordan skal det så læses i
sammenhæng med den tredje Simon i 6,3 og den fjerde i 14,3? Hvis Markus vil opfinde den parallel
hvorfor så de to andre personer med navnet ”Simon” i skriftet? Hvorfor ikke
kalde ham for ”Peter”? Det er for det første hovednavnet for ”Simon Peter” i
skriftet, og den eneste i skriftet overhoved der bærer navnet Peter. 6) Der er en stor del af den sprogbrug,
der er i 8,31-33 der går igen i lidelseshistorien. Hvis Simon fra Kyrene
virkelig realiserer det Jesus siger i 8,34ff så må man spørges sig selv a) Hvor
står der er Simon fra Kyrene at han ”Fornægter sig selv” (ἀπαρνέομαι)? b) Hvor
siges det at Simon mister sit liv (ἀπολέσει τὴν ψυχὴν αὐτοῦ)? Tolkningen af Simon som paradigmatisk person
findes også hos Edwards, The Gospel According to Mark,
470.
Endvidere kan der peges på, at hvis hele scenen var paradigmatisk tænkt, kan
man overveje, hvorfor Jesus ikke bærer sit eget kors, når han kalder andre til
at gøre det.
[27]
Udsagnet fremsættes i vers 34, og vers 35-38 består af fire begrundende sætninger,
der indledes med det græske γὰρ
[30] Plut., De sera numinis vindicta 9:
” καὶ τῷ
μὲν σώματι τῶν κολαζομένων ἕκαστος κακούργων ἐκφέρει τὸν αὑτοῦ σταυρόν”. Eng: “And as every malefactor who
suffers in his body bears his own cross to the place of his execution”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar