Fra tid til anden dukker der fragmenter op af forskellige
tekster, der viser at der har fandtes flere evangelier i den tidlige
kristendom, end de fire der findes i vores Nye testamente, og det giver næring
til diverse konspirationsteorier, der alle går på melodien at kirken har
”undertrykt” forskellige andre kristendomstyper og at det NT vi kender, kun har
den form det har, fordi kejser Konstantin støttede processen. Det seneste eksempel er fra Berlingske tidende, der angiveligt skulle vise, dels at Jesus havde en kone, og dels igen understreger at der var mange evangelier[1].
Men det er en forsimpling og en ikke sandsynlig fremstilling
af historien. Der er flere ting der tyder på, at de fire evangeliers specielle
plads ikke opstod ved en kejserlig beslutning fra de fjerede århundrede, men at
de faktisk havde forrang helt tilbage til den kirke, hvori de blev skrevet. Jeg
skal pege på nogle af grundene til det synspunkt her.
Skriftfund
Hvis vi ser på skriftfundene generelt, så er der nogle ting
der taler kraftigt imod den hypotese. Vi
kan ud fra de tidligste skriftfund konkludere en række ting om forholdene i den
tidlige kirke, som viser at vores ”fire” evangelier har haft forrang i den tidlige
kirke[2]:
Mange kopier af få
skrifter
Af NTs evangelier har vi følgende antal tidlige kopier:
Johannes (16), Matthæus (12), Lukas (7) og Markus (1)[3].
Når man sammenligner med hvad vi i øvrigt har, har vi 3 eksemplarer af
Thomasevangeliet, 2 af Mariaevangeliet, 2 (eller 1) af Petersevangeliet. Vi har altså generelt væsentligt flere
skriftfund af de klassiske evangelier
(med undtagelse af Markus) end vi har af de øvrige skrifter. Det eneste andet skrift fra den første tid,
der findes liges så mange kopier af, er det skrift det hedder ”Hermes Hyrde”.
Den mest oplagte forklaring på dette fænomen er, at disse skrifter var de mest
læste og mest udbredte.
Evangelierne blev sat
sammen
Ud over enkeltskrifter med evangelier hver for sig, finder
vi også flere skrifter, hvor evangelierne er sat sammen til et kodex. Det
gælder Papyri 75, der indeholder Lukas og Johannesevangeliet. Papyri 75 dateres
til sent i det andet eller tidligt i det tredje århundrede. Papyri 45, som
typisk dateres fra 250 har alle fire evangelier (i rækkefølgen: Matthæus,
Johannes, Lukas og Markus) og Apostlenes gerninger. Det betyder, at
evangelierne tidligt blev knyttet sammen og kopieret
sammen.
Fundene viser også en ting mere: Skønt vi har fragmenter,
der vidner om forskellige evangelier, så er der kun vidnesbyrd om, at de fire
evangelier blev linket og kopieret sammen[4].
Det viser, at mens det er klart, at den tidlige kirke læste
andre evangelier end ”de fire”, så blev ”de fire” behandlet på en anden måde
end de øvrige.
De fire som
fundament for de øvrige
Som vi har set var der andre evangelietekster i omløb end
dem vi kender i det nye testamente. Men hvad er forholdet mellem dem? Det er et
afgørende spørgsmål i her. Hvis vi kan
argumentere for, at de ”andre” evangelier i stor udstrækning er afhængig af ”de fire”, men samtidig meget forskellige fra dem i teologi, så
har vi en god grund til at antage, at ”de fire” og deres samlede teologi kom først, og i kølvandet på dem kom så de senere
evangelieskrifter. Der er fx flere ting der tyder på, at Petersevangeliet er en videreudvikling af de synoptiske evangelier[5].
Richard Bauckham hævder, at flere af de senere evangelier forudsætter og
videreudvikler de fire første. Han hævder,
at de fire evangelier går kronologisk og
logisk forud for de andre evangelier[6].
De fires særlige
kendetegn
Bauckham peger videre på, at når man sammenligner ”de fire”
med de øvrige senere evangelier, så er der mindst fire afgørende forskelle:
For det første tilhører de ”fire første” den litterære genre
der kaldes for ”biografier”. Det er ikke kendetegnende for de øvrige, der mest
har karakter af åbenbaringer efter
opstandelsen.
For det andet knytter de ”fire første” Jesus meget tæt til
det gamle testamente. Mætthæus begynder med en slægtstavle, Markus med et citat
fra Esajas’ bog, Lukas knytter Jesu fødsel tæt sammen med GT og Johannes
begynder med en sætning der tydeligt knytter til ved 1 Mos 1,1. Disse
forbindelser til Israels historie mangler i de gnostiske evangelier.
De fire førstes har en tydelige monoteistisk kontekst. Tidligt
i kirkehistorien var der en erkendelse af, at den gudsforståelse der er i de
øvrige evangelier ikke er knyttet til Israels monoteisme.
Endelig er de fire evangelier sat ind i en historisk
kontekst, der handler om Israel og jødedommen i det første århundrede. De mange
historiske referencer der er i de kanoniske evangelier mangler i de øvrige
evangelier.
Litteratur
Bauckham, Richard. «The Canonicity of the Four
Gospels». http://richardbauckham.co.uk/uploads/Sermons/Canonicity%20of%20the%20Gospels.pdf,
udateret.
Henderson, Timothy P. The
Gospel of Peter and early Christian apologetics: rewriting the story of Jesus’
death, burial, and resurrection. Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen
Testament. 2. Reihe 301. Tübingen: Mohr Siebeck, 2011.
Hurtado, Larry W. The
Earliest Christian Artifacts: Manuscripts and Christian Origins. Grand
Rapids, Mich: Wm. B. Eerdmans Publishing Co., 2006.
[1] http://www.b.dk/globalt/og-jesus-sagde-min-kone-og-jeg
[2] Det følgende er hentet fra:
Hurtado, The Earliest Christian Artifacts.
[3] Idet
,det er dem vi har flest tidlige kopier af.
