Apg 15

Apostelmødet

Apostelmødet står som en nøglebegivenhed i skriftet. Omringet af første (13,1-14,28) og anden missionsrejse (15,36-16.28).

Opbygning

                      v.1-4              Problem

                                            v.2a               Diskussionen opstår

                                            v.2b-3            Hedningeomvendelser

                                            v.4                 Anerkendelse af omvendelserne

                      v.5-12

v.5-6              Diskussion

                                            v.7-11            Peters indlæg

                                            v.12               Paulus’ indlæg: Hvad er der sket blandt hedninger

                                            v.13-21          Jakobs indlæg

                      v.22-29          Løsningen: Skrivelsen       

                      v.30-35          Brev sendes til Antiokia

                      v.36-41          Dannelsen af to nye missionsteam

15,1-4 Baggrunden for Apostelmødet.

Det første vi møder er, at der er nogle, som vil gøre omskærelsen til et frelseskrav (v.1). Hvem disse ”nogle fra Judæa” er, ved vi ikke. To muligheder er, at det er dem som Paulus i Galaterbrevet omtaler som ”Nogle fra Jakob” (Gal 2,12) eller ”nogle falske brødre” (2,4).

Det ord der oversættes med ”diskussion” er måske lidt stærkere end bare en ”diskussion”; Det peger i retning af en ”splittelse”[1].                  

Dermed står vi overfor det faktum, at menighederne begynder at blive mere og mere blandende. Efterhånden som der begynder at komme hedningekristne ind i menighederne, begynder spørgsmålet at opstå: Hvordan er deres forhold til gammel testamente. Galaterbrevet handler om præcis dette problem. Det har været overordentligt vanskeligt for nogle i de første menigheder at forlig sig med tanken om, at man som kristen ikke skulle være under moseloven.

Vi hører kravet fremsat direkte: »Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst.«.

Tidligere i menighedens historie har kravet været knyttet udelukkende til tro( fx 2,21 4,12).

Omskærelse var en fundamental ting for jøderne. Tilbage i 1 Mos 17,10 hedder det at: ” Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres.” Og senere siges der direkte: ”Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.” (v.14). I 3 Mos 12,3 er der et bud om at alle skal lade sig omskære på ottende dagen.

Når det er Paulus og Barnabas, der bliver sent af sted skal det ses i lyset af 14,26f[2] Fønikkien er kyststrækningen far Karmel og inkluderer Tyrus og Sidon. Funktionen af vers 3 og 4 er at vise, at Paulus og Barnabas’ arbejde blev vel modtaget blandt mange jøder[3]; På vej der op rejser de gennem Samaria (halvhedninger), og der mødes budskabet om hedningernes omvendelse med glæde.

15,5-21 Diskussion

v.5-6              Diskussion

v.7-11            Peters indlæg

v.12               Paulus’ indlæg: Hvad er der sket blandt hedninger

v.13-21          Jakobs indlæg

Jerusalem fungerer som hovedkvarter for den kristne bevægelse,   I vers 1 har Lukas skrevet, at det var ”nogle fra Juda”, der skabte problemerne. Nu hører vi at det er ”nogle fra farisæernes parti”; Det fører til indlæg fra hhv. Peter, Paulus og Jakob.

V 7-11 Peters tale

Peter holder sin tale ”efter megen diskussion”. For lang tid siden: Her tænker Peter sandsynligvis på Cornelius begivenheden (10,34ff). Der er gået ca 10 år fra Cornelius til apostelmødet.  Bemærk at talen fra Peter peger på tre nøgleelementer, som svarer til hans erfaring i mødet med Cornelius[4], og formuleringen i v.7a skal ses på baggrund af det efterfølgende.

De skulle høre Evangeliet ord

Gud har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom vi:  Jf 10,44ff.

Han har renset deres hjerter ved troen.

v.9b: Det store problem: De udæsker Gud ved at bringe hedningerne et åg.. Tilsvarende har været omtalt i 7,53,

At udæske Gud finder vi i GT flere gange: 2 Mos 17,2 4 Mos 17,22[5]. Den måde de udæsker Gud på er at lægge et åg på deres nakke, som vi ikke magter at bære. Anklangen om at de ikke har magtet at bære det svarer til Stefanus’ anklage i 7,53[6].  Åget brugt som billede på loven finder vi allerede før Jesus (Sir 51:26), og Jesus bruger det i Matt 11,28ff.

v.11: Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de.

Med denne tale har vi mødt Peter for sidste gang i Apostlenes gerninger.

v.12 Modtagelsen af Barnabas og Paulus

Forsamlingen hører på de ”Tegn og undere” som Gud har gjort blandt hedninger. Udtrykket bruges her for sidste gang i Apg (4,30 5,12 14,3 15,12).  

v.13-21 Jakobs tale

Den Jakob der her er tale om er Jesu bror, ikke apostlen Jakob, der er død tilbage i 12,17.

Det første han tager udgangspunkt i, er at Gud har ”allerede sørget for at skaffe sig et folk af hedninger”. Det ord der her bruges for ”folk” er det, der traditionelt bliver brugt om Israels folk[7].

Det næste bemærkelsesværdige er det sidste led i vers 14. Dette har Gud gjort ”for sit navn”.

Dette belægger Jakob med et citat fra Amos 9,11-12. I det første århundredes Israel var de ikke de eneste der brugte det sted. Qumran menigheden brugte det tilsyneladende både om loven[8] - Den faldne hytte var ”lovbogen” – og om David[9]. Denne tanke finder vi flere steder i GT; Fx også i Zak 2,11.

De øvrige folk i vers 17 er hedninger. At udråbe Guds navn: At forkynde om ham blandt hedninger.

GTs tale om hedninger.

Vi skal, før vi bevæger os videre se lidt på hedningernes plads i GT. For hvor er de henne i GT?

Den er i bevægelsen: Gud giver velsignelsen til jøderne, hvorigennem, den flyder videre til hedningerne.

Den første tekst vi skal have fat i er 1 Mos 12,1ff, hvor vi hører, at I dig skal alle jordens folk velsignes. Allerede her er det indikeret, at Guds frelse ikke alene handler om jøderne men også om hedningerne.

Den næste tekst der bliver interessant er Esajas

Es 42,2: Han skal bringe ret til folkene…

Es 42,4: Fjerne øjer venter på hans belærong

Es 42,10: Syng en ny sang for Herren// I, der bor på de fjerne øer.

Es 49,6: ”Min frelse skal nå til jordens ende”

Es 60,1-4. ”Folkeslag skal komme til dit lyd”.

Am 9,10ff ”Alle de folk, som mit navn er nævnt over”

Jonas bog er jo også et langt vidnesbyrd om at Israels Gud vil nå hedninger.

Talen om at det ”er kendt fra evighed af” skal sandsynligvis ses på baggrund af Es 45,21[10].

15,19-20 Konklusion

1) Skal holde sig fra afgudsofferkød: Behandles af Paulus i 1 Kor. Problemet er ikke kødet i sig selv, men den kultiske sammenhæng man drages ind i. (1 Kor 8). Besmittelse findes kun her i NT, og bruges ikke i GT, men verbalformen fines et par steder: Dan 1,8, Mal 1,7.12

2) Fra utugt: Jf 1 Kor 6,13b-30; Jf Åb 2,21;

3) Fra kød af kvalte dyr og fra blod: 3 Mos 18,13 5 Mos 12,16.23. Kød af kvalte dyr: Hænger sammen med at det ikke kunne renses for blod. Jf 3 Mos 17.13-14[11]

Begrundelsen i vers 21 forklarer, hvorfor man skal holde sig fra Kød af kvalte dyr og fra blod.  Bemærk, at Jakob ikke bruger selve Moseloven som et argument, men oplæsningen af moseloven[12].  Moseloven har været læst op i mange århundreder (fra gammel tid), mange steder (i alle byer) og ofte (hver lørdag)[13].

Dette er elementer der er grundlæggende i den jødiske tænkning. Og dermed står vi med to forskellige ”principper”:

i) Vi skal ikke påføre mennesker unødvendige regler (v.10)

ii) Vi skal udvise respekt, så vi ikke skaber unødige problemer (v.21).

Der er muligvis flere andre lektioner der skal læres her; For det første at frelse ved troen alene aldrig må kompromitteres; For det andet, at viser det at der er respekt og samtale når der opstår vanskeligheder[14].

v.22-29 Brevet fra apostlene.

Et cirkulationsbrev. Apostlene ”besluttede” at sende brevet sammen med nogle brødre. Den næste ”besluttede” kommer i vers 25 og den sidste kommer i vers 28.

v.24-27 Forord

Fra os: er kommet far den jødiske menighed, om end man kan overveje om de virkelig har været en del af kærnen. Men de er, som v.24b angiver ikke udgået fra apostlene.

Skrevet til syrien: For der fandtes – det ved vi fra kap 9 – også kristne i Damaskus. Antiokia var administrativ provins i området[15].

En klar hovedpointe i vers 24 er at de ikke er ”kommet fra os”[16].

Judas og Silas sendes med, muligvis for at assisterer Pauluas med at nå længere ud.

Bemærk lige formuleringen ”Helligånden og vi har besluttet”. Skal ses i lyset af Apg 1.

v.30-35: Afslutningen

Formaning svarer til hvad der skete i 11,23 og 14,22.

Med v.36 begynder den 2. Missionsrejse.

Litteratur

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.

---

[1] Bock, Acts, 494.

[2] Peterson, The Acts of the Apostles, 421.

[3] Ibid.

[4] Ibid., 424.

[5] Bock, Acts, 500.

[6] Ibid.

[7] 5 Mos 26,18f; Sl 135,12; Zak 2,11.

[8] ” The books of Law are the tents of the king, as it says, “I will re-erect the fallen tent of David” (CD–A Col. vii:15)

[9] 4Q174 1 I, 10–13

[10] Bock, Acts, 504.

[11] Ibid., 506.

[12] κατὰ πᾶν σάββατον ἀναγινωσκόμενος jf ibid., 504.

[13] Ibid., 507.

[14] Ibid.

[15] Peterson, The Acts of the Apostles, 437.

[16] Bock, Acts, 512.

Den treenige Gud

Ordet treenighed findes ikke i Bibelen. Det bruges første gang af Tertullian i slutningen af det 2. århundrede[1].

Opsummerende kan treenighedslæreren sættes op i tre sætninger:

Gud er én

Bibelen beskriver både faderen, sønnen og Helligånden som Gud

Biblen skelner mellem de tre personer.

Når man skal arbejde med treenigheden, så er der både en skriftmæssig[2], og en mere systematisk refleksion der træder frem.  Vi skal forsøge at se det ved at dele det op i tre dele. 1) Monoteisme 2) Temaer, som grundlagt for treenighed 3) Tekster som grundlag for treenighed.

1)      Baggrunden for talen om Treenighed: Monoteisme.

Det gamle testamente er grundlæggende en monoteistisk bog. Det vidner om en monoteistisk Gud.

Hvad er monoteisme? Selve ordet betyder en Gud, eller: Troen på en Gud. Man kan se monoteismen under flere forskellige perspektiver. I GT er der minimum tre aspekter[3]:

Skabelsesmonoteisme

Gud alene er skaberen. Udgangspunktet er 1 Mos 1,1ff. Det findes flere steder i GT. Es 40,28, 44,24, 45,12.18 Specielt vers 18 er tydelig i denne sammenhæng. Det samme finder vi i Jer 10,11ff.

Es 45,12ff: Bemærk specielt vers 12 og vers 18. Vers 18 har en dobbelt understregning: Gud alene er Gud (v.18a), og Gud alene er skaberen (v.18b).

Es 40,13

Kultisk monoteisme

Gud alene skal tilbedes. Den helt central tekst er 5 Mos 6,4; ”Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en”.  Her hedder det efterfølgende: ”Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke”. Her er pointe, at det er Gud der skal elskes alene.  Forbuddet mod at tilbede andre guder finder vi også i 2 Mos 20,3f. 23,24 34,14 3 Mos 26,1.

Eskatologisk monoteisme

Til sidst skal det stå klart, at Gud alene er Gud. Joel 2,32, Es 45,23, Zak 14,9. Til sidst er der alene Gud, der er tilbage.  Den centrale tekst er Es 45,23. I vers 22 har Gud sagt, at der ikke er en anden frelser end ham.  I vers 24 siges det, at ”Alle, der raser mod ham, skal komme til ham og blive til skamme”. Det centrale vers er vers 23; Her siger Gud at hvert knæ skal bøje sig for ham, og hver tunge skal sværge ved ham.  Til sidst trå Gud tilbage alene.

Dertil kommer det helt centrale: Guds enhed; Herren er en, hvilket vi finder i 5 Mos 4,6.

Jesus og monoteisme

På den baggrund vender vi os nu til NT, og ser lidt nærmere herpå. Her træder de samme temaer ferm igen.

Skabelelsesmonoteisme

Vi så i GT, hvordan Gud alene er skaberen. Når vi så kommer til NT, så er Jesus på den plads; Her er Joh 1,1ff en central tekst. Bemærk, hvordan den begynder på samme måde som skabelsesberetningen: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden” og hos Johannes ”I begyndelsen var ordet”; Alt er blevet til ved ham (v.3), og ifølge vers 12 er verden ”hans eget”, og ”hans egne” tog ikke imod ham; Her refererer ”Hans eget” til skaberværket.

Den samme tankefinder vi i Koll 1,12ff. ”I ham blev alting skabt” (v.16). ”Ved ham og til ham er alting skabt” (v.17). ”Alt består ved ham” (v.17b).

Endelig har vi tanken også i Hebræerbrevet. I de første vers hedder det blandt andet:  at ved ham har Gud skabt verden (1,2).

Eskatologisk Monoteisme

2 Kor 5,10 taler Paulus om at skulle træde frem for ”Kristi Domstol”.   Hos Paulus træder både Gud og Kristus frem som dommer (Rom 2,16; Rom 14,10 2 Kor 5,10). Endnu en central tekst er her Fill 2,6-11. Her er det tydeligt, at Paulus spiller på teksten fra Es 45,22f.

Den passage er ikke en hvilken som helst passage. Det er den vigtigste passage i denne del af Esajas, når det handler om at vise Guds ”unikke” status blandt afguderne.

Dermed kan vi se, at Jesus træder ind i de tre store ”roller” som JHVH har i GT.

2)      Temaer som grundlag for treenighed: Den Jahvistiske analogi

Hvad sker der i NT med Jesu komme? Der sker det, at Jesus træder ind på Guds (Jahves) plads, han handler som om han var Gud selv; Og de ny testamentelige forfattere gør det samme.  Det er en helt grundlæggende pointe. Vi skal se på nogle konkrete eksempler; To fra Jesu liv, og to fra Paulus’ breve

Tilgivelse (Mark 2)

I Markus 2 kommer der en gruppe hen til Jesus med en lam, som han tilgiver. Det rejser spørgsmålet: ”Kan han det”? For det er netop Guds opgave, og ham alene; Det er også, hvad de skriftkloge rent faktisk siger; ”Han spotter Gud, hvem kan tilgive synd andre end en, nemlig Gud”. Det der sker her, er at Jesus træder ind på Guds plads, og handler som om han selv er Gud.

Brudgommen

I GT bruges billedet af Gud som en brudgom. Vi møder det fx i Es 62,5, og det er fundamentet for Hos 1-2. En af de tydeligste tekster i den sammenhæng er Ezekiel 16.

I NT bliver det til at Jesus er brudgommen. Det ser vi allerede i Mark 2,18ff; 2 Kor 11,2 og mest stærkt i Joh Åb 19-21. Her møder vi igen den tanke, at Jesus er brudgommen.

3)      Tekster som grundlag for treenighed

Ud over dette kommer der en række tekster, hvor der lægges op til tirnitet.

a)      Matt 28,18-20

Den første og mest oplagte er Matt 28,18-20, med dåb i Faderen, Sønnen og Helligåndens Navn; hvor ”navn” er i ental.

b)      2 Kor 13,13

Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

c)       Joh 1,1-18

Bemærk her at Jesus kaldes ”Gud” (v.1), han ”tager bolig” (v.14), han har samme ”Herlighed” som faderen (v.14).

Sammenhængen mellem Johannes 1 og 2 Mos 33

4)      Den Hellige Ånd og treenigheden

Når det så handler om Helligånden, hvor hører han så hjemme i treenigheden? Hvad er det der gør, at kirken altid har tænkt ham som en del af treenigheden?  Det er der flere grunde til. Det første er naturligvis, at Helligånden indgår i de trinitariske formuleringer (2 Kor 13,13, Matt 28,19) .en det er mere end det. Dertil kommer en sidestilling af Gud og Ånden. Mest tydeligt finder vi det i Apg 5, hvor det at lyve for Helligånden og det at lyve for Gud fremstår som to sider af samme sag.  Endelig kommer 1 Kor 2, hvor Ånden ransager Guds dybder og ved hvad der bor i Gud

5)      Arius

Arius (d.336) lærte at Guds søn var Guds første skabning. Han er ikke ”af samme væsen som faderen”. En nøgletekst for Arius var Koll 1,15. Han hyldes af Jehovas viden som en person, der hold fast, hvor kirken som helhed indførte treenighedstanken.

6)      Trinitet på afveje

Der er forskellige forsøg på at beskrive dette mysterium som troslæreren nævner   Den første er modalisme. Ideen er at man forestiller sig en teaterscene, hvor Gud optræder i tre forskellige roller: Gud fader, Gud søn, Gud Helligånd. Navnet kommer af, modus der på latin betyder ”måde”. Udfordringen her er fx Jesu dåb, hvor vi møder alle tre personer; Sønnen der døbes, Faderen der taler, og Ånden der daler.

En anden er dynamiske; Jesus er blot et almindeligt menneske, men Gud virkede i ham med en særlig kraft.

7)      Hvorfor er treenighedslæreren vigtig?

Man kan pege på flere grunde til at treenighedslæreren er vigtig[4]:

i)                    Forsoningen: Kan Jesus som ”bare” et menneske, bærer hele Guds fulde vrede mod alle vores synder?

ii)                   Retfærdiggørelse: Der er en tendens til, at den manglende understregning af Jesus som Gud og retfærdiggørelsen går hånd i hånd

iii)                  Tilbedelse: Hvis Jesus ikke er Gud, hvorfor skal han så tilbedes?

8)      Joh Åb 4-5 afslutning på treenighedsafsnittet

Jørgen Sejrgaard peger i bogen Tempelgud[5] på at Åb 4-5 har en særpræget trinitarisk pointen. I 4,1ff møder vi en der sidder på tronen. I vers 5 møder vi ”de syv brændende fakler”, der er fortolket som Guds ånd. I 5,1ff møde vi Lammet. Det beskrives som havende Guds syv ånder; Og afsnittet ender med at beskrive hvordan Faderen og Sønnen tilbedes.

Litteratur

Bauckham, Richard. Jesus and the God of Israel: God Crucified and Other Studies on the New Testament’s Christology of Divine Identity. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 2008.

Grudem, Wayne A. Systematic theology: an introduction to biblical doctrine. Leicester, England : Grand Rapids, Mich: Inter-Varsity Press ; Zondervan Pub. House, 1994.

Sejergård, Jørgen. Tempelgud. Kbh. Hillerød s.l.: Credo i samarbejde med Dansk Luthersk Forlag og Evangelisk Luthersk Forlag, 1997.

---

[1] “It may, nevertheless, be claimed that the doctrine of the Trinity is a profoundly appropriate interpretation of the biblical witness to God in the light of the ministry, death and resurrection-exaltation of Jesus—the ‘Christ event’.” (New Bible Dictionary)

[2] For ”Proff-tekster” se fx: http://www.bible.ca/trinity/trinity-proof-texts.htm#new,

http://www.contenderministries.org/biblestudy/trinity.php en anden - katolsk – gennemgang finds her: http://catholic-resources.org/Bible/Trinity.htm

[3] Bauckham, Jesus and the God of Israel, 184.

[4] Grudem, Systematic theology, 247.

[5] Sejergård, Tempelgud.

Farisærere og disciple som et fedt hos Markus?

Kan man uden videre sætte Disciplene og de jødiske ledere som samme type modstandere? Det er det indtryk man får, når man læser Biblen.info. Og ved første øjekast giver det faktisk god mening. I Markus 8,14-21 bliver de udtryk der bruges om Jesu modstandere brugt om disciplene. Dermed kommer de  i fare for at ende som Jesu modtstandere. Men en nærmere analyse viser at Markus fastholder forskellen mellem modstanderne og disciplene[1]. En sammenligning af noget af det Jesus siger om disciplene viser det.

Ofte bliver konflikterne med disciplene taget når de er alene, hvorimod konflikterne med jøderne sker offentligt.

Efter disciplenes fald er der et løfte om et genetableret forhold (14,17; 16,7) hvilket ikke siges om nogle af Jesu modstandere. Tværtimod siges der i 3,28 til dem, at de står i fare for at gøre en evig synd. På samme måde er det de jødiske ledere der spotter Jesus i forbindelse med korsfæstelsen.  Marshall opsummerer forskellen således:

”In short, Jesus and the ruling authorities are at opposite poles in Mark’s story and conflict between them is perpetual. The disciples however vacillate between both poles and are rebuked by Jesus only insofar as they revert to the values and attitudes of the [faithless generation].”[2]

Markus nævner fem jødiske grupper, der har et fælles ønske om, at få Jesus arresteret og slået ihjel:

Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste 
Farisærene og Herodianerne

Den sjette jødiske gruppe der næves i evangeliet – saddukæere – udtrykker ikke noget ønske om at få ryddet Jesus af vejen.

Ifølge Biblen.info er farisæernes rolle følgende: ” Markus skal bruge et navn for de onde, onde jøder, der hele tiden er på nakken af Jesus. Paulus startede som bekendt sin karriere som en ond mand, der forfulgte kirken… Dengang Paulus var en ond jøde, der forfulgte kirken, var han lovtro farisæer, så vupti har Markus navnene til skurkerollen.”[3].

I og for sig er logikken klar nok. Markus ved at Paulus var farisæer, og modstander af kirken, altså er farisæerne en oplagt modstander af Jesus. Når man læser evangeliet igennem giver dette også god mening, til at begynde med. Farisæerne kommer på banen første gang i 2,16ff, og spiller en central rolle som modstander i de næste kapitler.

 Men da Jesus kommer til Jerusalem, og har haft de to første stridssamtaler (11,27ff og 12,13ff), så glider farisæerne ud af historien. Jesu hovedmodstander, der ”hele tideen er på nakken af Jesus” var altså ikke udtalt med i det endelige plot mod Jesus. Det syntes at efterlade bibelen.info med et forklaringsproblem.

Litteratur

Marshall, Christopher D. Faith as a theme in Mark’s narrative. Monograph series / Society for New Testament Studies 64. Cambridge ; New York: Cambridge University Press, 1989.

---

[1] se Marshall, Faith as a theme in Mark’s narrative.

[2] Ibid., 212.

[3] http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm