Adam og Kristus – to
nøglepersoner i Romerbrevet 5-8
I 5,12-21 har vi et af de mere vanskelige afsnit i
romerbrevet, hvor Paulus laver en sammenligning mellem Adam og Kristus.
Afsnittet har været meget omdiskuteret i den teologiske forskning på flere
planer. Et af spørgsmålene er hvor i Romerbrevet afsnittet så at sige hører
til. Skal det primært ses i sammenhæng med 1,18-4,25 eller i sammenhæng med
6,1-8,39? Det er det sidste spørgsmål, som skal optage mig her. Jeg hører selv
til dem der hælder til at forstå det i sammenhæng med 6,1-8,39, og jeg skal her
forsøge at vise, dels hvorfor jeg tror det er tilfældet, dels hvad det får af
betydning for forståelsen af afsnittet som helhed.
Sproglige sammenhænge
mellem 5,12-21 og 8,1-39
Når man ser nærmere på det sproglige indhold i afsnittene
her, så giver det god mening at se 5,12ff i sammenhæng med det efterfølgende. Det
kommer blandt andet frem ved at der er en række sporlgig sammenhænge mellem
afsnittene. Tre eksempler på det:
-
I 1,18-4,25 bruges ordene ”liv” og ”leve” kun to
gange, i 5,1-8,39 bruges de 24
-
Nogle af nøgleordene i 5,1-11 genfinder vi i
kapitel 6-8
o
Guds kærlighed
o
Herlighed
o
Fred
o
Håb
o
Frelse
o
Udholdenhed
Tematisk betydning
Hvis vi accepterer at der er en sammenhæng mellem 5,12ff og
de efterfølgende kapitler så er der flere brikker der falder på plads i den
overordnede ramme der er i Rom 5,12-8,39. Paulus sætter altså en kontrast op
mellem ”Adam” og ”Kristus”, og slutter afsnittet af med at sige at ” for at nåden, ligesom synden har
hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus
Kristus, vor Herre”. Her opstilles fire
nøglebegreber: synd, død overfor retfærdighed og (evigt) liv. Ser vi på kapitel 5 og 6 kan vi se at de
faktisk bruges en del gange. For at illustrere det, har jeg forsøgt at ”male”
teksten op med de samme farver i de to tekstafsnit.
 |
|
|
Argumentet
i kapitel 6 indledes med spørgsmålet: ” Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden
kan blive så meget større?”. Det skal naturligvis ses i lyset af det
forudgående. I 5,20 siger Paulus at blev synden større, er nåden blevet så
meget desto større”. Dette postulat fører til spørgsmålet: ”Skal vi blive i
synden for at nåden kan blive så meget større”. Det ord der oversætter ”større”
er det samme i 5,20 som i spørgsmålet i 6,1[1].
Her
bliver det hurtigt tydeligt at der er tydelige sproglige sammenhæng mellem de
to afsnit. De sproglige sammenhænge giver også stof til forståelsen af teksten;
I 6,9
skriver Paulus om Kristus at ”døden ikke er herre over ham mere”[2],
og den om troende hedder det i 6,14 at ” Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under
loven, men under nåden”. Med et lidt andet ord siges det samme i kapitel 5. I
5,14 hedder det, at ”døden herskede fra Adam til Moses”, hvilket også siges i
vers 17. Tilsvarende formuleringer findes i vers 21. Dette giver kapital til
forståelse af Paulus’ tankerække her; Kristus brød den magt som bestod i det
trekløver der hedder synden/døden/loven – det fremgår af kapitel 5. I kapitel 6
siges så at for den troende gælder det også, at dødens trekløver har mistet sin
magt.
En
væsentlig pointe for Paulus er, at for den troende gælder en ny virkelighed,
der kan kaldes for ”Kristusvirkeligheden” frem for ”Adams virkeligheden”.
Rom 5 og Rom 8
Et
andet eksempel på hvordan Adam/Kristus fortællingen er en ramme, der giver
forståelse af afsnittet som helhed finder vi i kapitel 8.
”for dommen blev
på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges
overtrædelser, er blevet til retfærdighed” (5,16b)
|
” Så er der da nu ingen
fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (8,1)
|
Det ord
der bruges i de to tekstafsnit for ”fordømmelse” er et meget sjældent ord. Det
bruges tre gange i NT overhoved: 5,16.18 og 8,1. Det bruges ikke i den græske
oversættelse af GT (LXX), eller i de pseudepigrafiske skrifter;
Samtidig er det ikke brugt i den græske litteratur[3]. I lyset af ordets sjældenhed er det oplagt at
se en forbindelse mellem kapitel 5 og kapitel 8. Pointen er så, at den
fordømmelse, som der blev bragt ind over skaberværket med Adam, den ”fjernes” i
Kristus Jesus.
Et tredje eksempel på sammenhængen i brevet finder vi i
8,10. Udsagnet i 8,10 minder en del om, hvad Paulus har sagt i 5,21;
…for
at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved
retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre (5,21)
|
Men
når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden
har liv på grund af retfærdighed (8,10)
|
Det interessante ved disse to udsagn er, at de bevæger sig
inden for den samme ramme. Vi har på den ene siden sammenkædningen mellem synd
og død; I 5,21 har synden ”hersket” i og med ”døden”, og i 8,10 er legemet ”ganske
vist dødt på grund af synd”. På den
anden side skal ”retfærdigheden” herske ”til evigt liv” hvilket har paralleller
i udtrykket at Ånden ”har liv på grund af retfærdighed”. Når Kristus er i os (8,10) så erfarer vi
stadig at være en del af Adam-virkeligheden (leget ganske vist dødt på grund af
synd). Der har været en stigende konsensus omkring at forstå ”ånden” her som en
reference til Helligånden. Årsagen har været at man har fået øje på den nære
sammenhæng der er mellem ”Ånd” og ”liv” i kapitlet (se fx: v.2 og v.11)[4].
Dette er nogle af eksemplerne på at Adam/Kristus kontrasten
i kapitel 5 til en vis grad sætter dagsordenen for de næste kapitler i
brevet.Pointen er så hele tiden at tænke de to verdner med (Adam-verdenen og
Kristus-verdenen) når man læser brevet – og de hjælper til at belyse nogle af
de konstrastfulde forhold der er i kapitlerne.
Litteratur
Dunn, James D. G. Word Biblical Commentary: Volume
38A, Romans 1-8. Dallas, Texas: Thomas Nelson, 1988.
