Viser opslag med etiketten Apostlenes Gerninger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Apostlenes Gerninger. Vis alle opslag

tirsdag den 11. februar 2014

Apg 16

15,36-41: Striden mellem Barnabas og Paulus
15,36-16,5 er en form for bro mellem apostelmødet og anden missionsrejse. Udtrykket ”Noget tid efter” begynder nye afsnit i denne del af skriftet[1] Markus kaldes i kol 4,10 for Barnabas’ fætter. Det at Johannes har forladt dem refererer tilbage til 13,13. Det er sidste gang Barnabas nævnes i skriftet.
Silas beskrives i 15,22 som en ”ledende mand blandt brødrene”.

Syrien og Killikien ligger nord(vest) for Israel. Disse to områder blev specifikt nævnt ved apostelmødet (15,23).


16,1-5 Derbe og Lystra
Derbe og Lystra ligger vest for Killikien. Vi var der på første missionsrejse (14,6-20). På vejen møder Paulus Timotheus, som efterfølgende kommer til at spille en central rolle i Paulus liv og tjeneste. I lyset af kapitel 15, kan omskærelsen virke lidt underlig (v.3). Det skal ses i lyset af den praksis som Paulus beskriver i 1 Kor 9,20.  Vers fire skal ses i lyset af 15,23.


16,6-10
Frygien og det galatiske landskab; Tidligere riger i lilleasien blev en del af romerriget. Frygien blev det i 116 f.kr, og resten af området blev absorberet i 25 f.kr.
De forsøger at rejse nordpå til Bitynien der var en nordlig provins. Derefter rejser de vest på gennem Mysien og kommer til havnebyen Troas.

Den næste del fortæller om et syn Paulus har. En mand fra Makedonien kalder på hjælp. Makedonien blev fra 149 f.kr en provins i det romerske rige efter den tredje store krig med romerne.

16,11-40 Paulus og Silas i fængsel i Filippi
Paulus og Silas (og forfatteren) sejler ud fra Troas. Troas liger på den vestlige kyst af Lilleasien, og de sejler mod Samothrake.  Den vej de følger er den gamle vej Via Egnatia, der løb fra Byzantium i øst og til Apollonia i vest.  Den vej blev grundlagt af romerne i det 2 århundrede f.kr.

De kommer til Filipi, der er den første by i Makedoniens første distrikt. Byen blev en romersk koloni og havde selvstyre.

Bedehuset
Da de kommer til byen opsøger Paulus først bedehuset – altså det sted, hvor Jøderne samlede sig.
Her møder de blandt andet Lydia. Det interessante ved hende er de møde hvorpå Lukas beskriver hendes omvendelse. Hun lytter (v.14b), og ”Herren åbnede hende hjerte”

Uddrivelsen og reaktionen
Derefter møder de en kvinde med en ånd de uddriver. Det skaber ballade, fordi kvinden var en indtægtskilde for andre i byen, og derfor fører de Paulus og Silas for myndighederne. Bemærk at det økonomiske aspekt glider i baggrunden i anklagen mens det er ”skikke, det ikke er tilladt os romere antage og følge” (v.21).  Derefter får Paulus pisk – og det er nok det han ser tilbage på i fx 2 Kor 11,25.
  
Fængslet
Staffen afsluttes med at Paulus sættes i forvaring, og i den situation sidder de og beder til Gud, og Gud befrier dem ved jordskælvet. Fangevogteren stod i fare for dødsstraf, men Paulus peger på at de er her endnu.

Reaktionen
Alt dette fører til det store spørgsmål: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Umiddelbart virker det som et spørgsmål, der ikke giver mening, for hvorfra ved fangevogteren at han bør spørge dem om det?
Det mest oplagte er at det det sammen med det, der er sket tilbage i vers 17, hvor denne spådomspige råber efter Paulus at ”De forkynder jer vejen til frelse”. Derfra han fangevogteren vidst det, og derfor opstår spørgsmålet nu.

Svaret er: Tro på Herren Jesus Jf Rom 10,9 Hvorfor Herre her frem for frelser?

Dagen efter (v.35)
Paulus ønsker en offentlig undskyldning, og vender tilbage til Lydia.




[1] Peterson, The Acts of the Apostles, 446 peger på 18:1; 21:15; 24:1, 24; 25:1; 28:11, 17).

mandag den 30. september 2013

Apg 15

Apostelmødet
Apostelmødet står som en nøglebegivenhed i skriftet. Omringet af første (13,1-14,28) og anden missionsrejse (15,36-16.28).

Opbygning
                      v.1-4              Problem
                                            v.2a               Diskussionen opstår
                                            v.2b-3            Hedningeomvendelser
                                            v.4                 Anerkendelse af omvendelserne
                      v.5-12
v.5-6              Diskussion
                                            v.7-11            Peters indlæg
                                            v.12               Paulus’ indlæg: Hvad er der sket blandt hedninger
                                            v.13-21          Jakobs indlæg
                      v.22-29          Løsningen: Skrivelsen       
                      v.30-35          Brev sendes til Antiokia
                      v.36-41          Dannelsen af to nye missionsteam


15,1-4 Baggrunden for Apostelmødet.
Det første vi møder er, at der er nogle, som vil gøre omskærelsen til et frelseskrav (v.1). Hvem disse ”nogle fra Judæa” er, ved vi ikke. To muligheder er, at det er dem som Paulus i Galaterbrevet omtaler som ”Nogle fra Jakob” (Gal 2,12) eller ”nogle falske brødre” (2,4).
Det ord der oversættes med ”diskussion” er måske lidt stærkere end bare en ”diskussion”; Det peger i retning af en ”splittelse”[1].                  

Dermed står vi overfor det faktum, at menighederne begynder at blive mere og mere blandende. Efterhånden som der begynder at komme hedningekristne ind i menighederne, begynder spørgsmålet at opstå: Hvordan er deres forhold til gammel testamente. Galaterbrevet handler om præcis dette problem. Det har været overordentligt vanskeligt for nogle i de første menigheder at forlig sig med tanken om, at man som kristen ikke skulle være under moseloven.
Vi hører kravet fremsat direkte: »Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst.«.

Tidligere i menighedens historie har kravet været knyttet udelukkende til tro( fx 2,21 4,12).

Omskærelse var en fundamental ting for jøderne. Tilbage i 1 Mos 17,10 hedder det at: ” Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres.” Og senere siges der direkte: ”Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.” (v.14). I 3 Mos 12,3 er der et bud om at alle skal lade sig omskære på ottende dagen.
Når det er Paulus og Barnabas, der bliver sent af sted skal det ses i lyset af 14,26f[2] Fønikkien er kyststrækningen far Karmel og inkluderer Tyrus og Sidon. Funktionen af vers 3 og 4 er at vise, at Paulus og Barnabas’ arbejde blev vel modtaget blandt mange jøder[3]; På vej der op rejser de gennem Samaria (halvhedninger), og der mødes budskabet om hedningernes omvendelse med glæde.



15,5-21 Diskussion
v.5-6              Diskussion
v.7-11            Peters indlæg
v.12               Paulus’ indlæg: Hvad er der sket blandt hedninger
v.13-21          Jakobs indlæg

Jerusalem fungerer som hovedkvarter for den kristne bevægelse,   I vers 1 har Lukas skrevet, at det var ”nogle fra Juda”, der skabte problemerne. Nu hører vi at det er ”nogle fra farisæernes parti”; Det fører til indlæg fra hhv. Peter, Paulus og Jakob.

V 7-11 Peters tale
Peter holder sin tale ”efter megen diskussion”. For lang tid siden: Her tænker Peter sandsynligvis på Cornelius begivenheden (10,34ff). Der er gået ca 10 år fra Cornelius til apostelmødet.  Bemærk at talen fra Peter peger på tre nøgleelementer, som svarer til hans erfaring i mødet med Cornelius[4], og formuleringen i v.7a skal ses på baggrund af det efterfølgende.

De skulle høre Evangeliet ord

Gud har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom vi:  Jf 10,44ff.

Han har renset deres hjerter ved troen.

v.9b: Det store problem: De udæsker Gud ved at bringe hedningerne et åg.. Tilsvarende har været omtalt i 7,53,

At udæske Gud finder vi i GT flere gange: 2 Mos 17,2 4 Mos 17,22[5]. Den måde de udæsker Gud på er at lægge et åg på deres nakke, som vi ikke magter at bære. Anklangen om at de ikke har magtet at bære det svarer til Stefanus’ anklage i 7,53[6].  Åget brugt som billede på loven finder vi allerede før Jesus (Sir 51:26), og Jesus bruger det i Matt 11,28ff.

v.11: Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de.

Med denne tale har vi mødt Peter for sidste gang i Apostlenes gerninger.


v.12 Modtagelsen af Barnabas og Paulus
Forsamlingen hører på de ”Tegn og undere” som Gud har gjort blandt hedninger. Udtrykket bruges her for sidste gang i Apg (4,30 5,12 14,3 15,12).  

v.13-21 Jakobs tale
Den Jakob der her er tale om er Jesu bror, ikke apostlen Jakob, der er død tilbage i 12,17.
Det første han tager udgangspunkt i, er at Gud har ”allerede sørget for at skaffe sig et folk af hedninger”. Det ord der her bruges for ”folk” er det, der traditionelt bliver brugt om Israels folk[7].
Det næste bemærkelsesværdige er det sidste led i vers 14. Dette har Gud gjort ”for sit navn”.

Dette belægger Jakob med et citat fra Amos 9,11-12. I det første århundredes Israel var de ikke de eneste der brugte det sted. Qumran menigheden brugte det tilsyneladende både om loven[8] - Den faldne hytte var ”lovbogen” – og om David[9]. Denne tanke finder vi flere steder i GT; Fx også i Zak 2,11.

De øvrige folk i vers 17 er hedninger. At udråbe Guds navn: At forkynde om ham blandt hedninger.

GTs tale om hedninger.
Vi skal, før vi bevæger os videre se lidt på hedningernes plads i GT. For hvor er de henne i GT?

Den er i bevægelsen: Gud giver velsignelsen til jøderne, hvorigennem, den flyder videre til hedningerne.

Den første tekst vi skal have fat i er 1 Mos 12,1ff, hvor vi hører, at I dig skal alle jordens folk velsignes. Allerede her er det indikeret, at Guds frelse ikke alene handler om jøderne men også om hedningerne.

Den næste tekst der bliver interessant er Esajas

Es 42,2: Han skal bringe ret til folkene…
Es 42,4: Fjerne øjer venter på hans belærong
Es 42,10: Syng en ny sang for Herren// I, der bor på de fjerne øer.
Es 49,6: ”Min frelse skal nå til jordens ende”
Es 60,1-4. ”Folkeslag skal komme til dit lyd”.

Am 9,10ff ”Alle de folk, som mit navn er nævnt over”

Jonas bog er jo også et langt vidnesbyrd om at Israels Gud vil nå hedninger.

Talen om at det ”er kendt fra evighed af” skal sandsynligvis ses på baggrund af Es 45,21[10].


15,19-20 Konklusion

1) Skal holde sig fra afgudsofferkød: Behandles af Paulus i 1 Kor. Problemet er ikke kødet i sig selv, men den kultiske sammenhæng man drages ind i. (1 Kor 8). Besmittelse findes kun her i NT, og bruges ikke i GT, men verbalformen fines et par steder: Dan 1,8, Mal 1,7.12

2) Fra utugt: Jf 1 Kor 6,13b-30; Jf Åb 2,21;

3) Fra kød af kvalte dyr og fra blod: 3 Mos 18,13 5 Mos 12,16.23. Kød af kvalte dyr: Hænger sammen med at det ikke kunne renses for blod. Jf 3 Mos 17.13-14[11]

Begrundelsen i vers 21 forklarer, hvorfor man skal holde sig fra Kød af kvalte dyr og fra blod.  Bemærk, at Jakob ikke bruger selve Moseloven som et argument, men oplæsningen af moseloven[12].  Moseloven har været læst op i mange århundreder (fra gammel tid), mange steder (i alle byer) og ofte (hver lørdag)[13].

Dette er elementer der er grundlæggende i den jødiske tænkning. Og dermed står vi med to forskellige ”principper”:

i) Vi skal ikke påføre mennesker unødvendige regler (v.10)
ii) Vi skal udvise respekt, så vi ikke skaber unødige problemer (v.21).

Der er muligvis flere andre lektioner der skal læres her; For det første at frelse ved troen alene aldrig må kompromitteres; For det andet, at viser det at der er respekt og samtale når der opstår vanskeligheder[14].


v.22-29 Brevet fra apostlene.
Et cirkulationsbrev. Apostlene ”besluttede” at sende brevet sammen med nogle brødre. Den næste ”besluttede” kommer i vers 25 og den sidste kommer i vers 28.

v.24-27 Forord
Fra os: er kommet far den jødiske menighed, om end man kan overveje om de virkelig har været en del af kærnen. Men de er, som v.24b angiver ikke udgået fra apostlene.

Skrevet til syrien: For der fandtes – det ved vi fra kap 9 – også kristne i Damaskus. Antiokia var administrativ provins i området[15].

En klar hovedpointe i vers 24 er at de ikke er ”kommet fra os”[16].


Judas og Silas sendes med, muligvis for at assisterer Pauluas med at nå længere ud.
Bemærk lige formuleringen ”Helligånden og vi har besluttet”. Skal ses i lyset af Apg 1.


v.30-35: Afslutningen
Formaning svarer til hvad der skete i 11,23 og 14,22.
Med v.36 begynder den 2. Missionsrejse.

Litteratur
Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.
Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.





[1] Bock, Acts, 494.
[2] Peterson, The Acts of the Apostles, 421.
[3] Ibid.
[4] Ibid., 424.
[5] Bock, Acts, 500.
[6] Ibid.
[7] 5 Mos 26,18f; Sl 135,12; Zak 2,11.
[8] ” The books of Law are the tents of the king, as it says, “I will re-erect the fallen tent of David” (CD–A Col. vii:15)
[9] 4Q174 1 I, 10–13
[10] Bock, Acts, 504.
[11] Ibid., 506.
[12] κατὰ πᾶν σάββατον ἀναγινωσκόμενος jf ibid., 504.
[13] Ibid., 507.
[14] Ibid.
[15] Peterson, The Acts of the Apostles, 437.
[16] Bock, Acts, 512.

mandag den 13. maj 2013

Apg 13-14



13,1-3              Indledning
13,4-12            Paulus og Silas på Cypern
13,13-52          Antiokia i Pisidien
14,1-7              Ikonien
14,8-20            Lystra og Derbe
14,21-28          Vender tilbage til Lystra, Ikonien, og Antiokia.

13,1-3                 Indledning

13,4-12              Paulus og Silas på Cypern[1]
Cypern blev inkluderet i romerriget i 58 f.kr. I 30 f.kr bliver det en romersk provins. Cypern er 227 km lang og 95 km bred. Øen var kendt for sine varme somre. Der eksisterede jødiske kolonier på øen så tidligt som fra det 2 årh. før kristus[2]. I løbet af det først århundrede voksede den jødiske befolkning på øen så meget, at Filon kunne beskrive Cypern som en ø ”fuld af jødiske kolonier”[3]. Første gang Lukas nævner Cypern er i 4,36 hvor Josef beskrives som hjemmehørende på øen. I 11,19 hører vi om at nogle af de første kristne  flygtede til øen i forbindelse med forfølgelse.
Cypern var en senats styret provins[4]. Den lå også i et område, hvor man ikke anså risikoen for oprør særlig stor, hvorfor der ikke var stationeret tropper på øen.
Salamis var nok den vigtigste by på øen. Der var royale gravmonumenter, og der var intens kontakt med grækerne. Men den blev dog erstattet af Pafos som hovedstad efter et jordskælv 15 f.kr.
13,4-7 Ankomst og mødet med Sergius
De drager rundt på øen og kommer til Pafos. Det var øens administrative centrum på NTs tid. Salamis lå på øens østlige side, og Pafos lå på den vestlige, så de traver øen igennem.  
På deres vandring møder de noget så usædvanligt som en jøde der var troldmand. Denne toldmand holder til hos Sergius. Han var statholder.
Lukas kalder troldmanden for en ”Falsk profet”, hvilket baner vej for at se Paulus som en sand profet i det næste afsnit[5].  Samtidig er han troldmand. Dermed er vi kommet til den anden af fire troldomstekster i skriftet.
13,8-11: Elymas
Troldmanden modarbejder Paulus, hvilket fører til et starffeunder.  Det kommer frem i vers 11, hvor han som dom ”for en tid” ikke skal kunne se solen. Dette tidsbegrænsede kan tolkes som en mulighed for omvendelse[6], men vi ved ikke om det faktisk skete. Det kan minde om det der skete med Zakarias, i forbindelse med at Johannes Døberen blev født[7].
Årsagen er at ”Herrens Hånd” skal ramme Elymas. Udtrykket Herrens hånd er brugt før i skriftet. I 11,21 hedder det at ”Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til tro og vendte om til Herren.”
Elymas er nu der, hvor Saul selv havde været år tidligere; Blind på grund af Guds eget indgreb[8].

13,12 Sergius
Sergius ser Paulus’ under og kommer til tro.



13,13-52            Antiokia i Pisidien[9]
v.13-14a            På vej til Antiokia
Derfra rejser de videre til Antiokia i Pisidien.  Antiokia var et gammelt kongenavn, som flere konger i seleukiderriget bar. Selukiderne regerede i Syrien efter Alexander den store, fra 321 f.kr. til 64 f.kr. Det blev grundlagt af en af Alexanders generaler. Derfor er der flere byer, der hedder Antioka, og det siges gerne hvor de ligger[10].                  
Først kommer de dog til Perge i Pamfylien. Perge var en vigtig by i Pamfylien. Det var et disktrikt i det sydlige lilleasien. Det hørte ind under den Galatiske provins[11]. Det vender tilbage til den i slutningen af rejsen (14,25).  Da de kommer til Perge forlader Johannes Markus dem. Det var ham de tog med i 12,25, hvilket også blev understreget i 13,5. Vi får ikke at vide hvorfor, men senere kommer det frem, at Paulus ikke ser dette positivt.                          
Formuleringen ”Paulus og hans ledsagere” er ikke tilfældig; Den viser, at nu er Paulus leder af gruppen[12].


v.14b-15            I Synagogen
Da Paulus og Silas når til Antiokia i Pisidien opsøger de synagogen. Det er muligt, at Lukas ser denne tale som rammen for resten af skriftet, som Apg 2 er rammen for de første 12 kapitler[13]. I vers 16a skelnes der mellem ”Gudfrygtige” og ”Israels børn”.  Den første gruppe er sandsynligvis hedninger, der i en eller anden grad er tiltrukket af jødedommen[14].
v.16-25              Overblik over Israels historie
v.26-37              Forkyndelsen af Jesus
                             v.26-30              Det grundlæggende kerygma
                             v.31                     Begrundet med vidner
                             v.32-37              Skriftbevis
v.38-41              Kald til omvendelse

v.16-25              Overblik over Israels historie
Det første afsnit er et overblik over Israels historie. Den er talt til ”Israelitter og I der frygter Gud”. ”Gudfrygtige” er her sandsynligvis hedninger, der har sluttet sig til synagogen. De nævnes igen i vers 26.
v.17: Udvandringen
Det første Paulus nævner er udvandringen fra Ægypten. ”Med løftet arm” peger tilbage på bla 2 Mos 6,1.

Vers 18-21: Indvandring, dommertid og Saul
Derefter opremser han Israels historie fra indvandringen til Sauls fremtræden. Baggrundstekster er 5 Mos 7, Dom 2,16ff, 1 Sam 8,5-10. De 7 nationer de drev ud er dem, der er nævnt i 5 Mos 7,1.

Vers 22-23 David
Derefter kommer David på scenen. Baggrunden for talen om ham er løfterne om det evige davidsherredømme. Vi finder det fx i Sl 89,29, og sådan blev løfterne også forstået på Jesu tid[15].  Vers 22 er en sammenfletning af 1 Sam 13,14 og Sl 89,20[16].
I vers 23 identificerer Paulus denne Davidsefterkommer med Jesus selv. Paulus kalder ham ”frelser” og de følgende vers forklarer, hvordan han er frelser.

Vers 24-25 Johannes Døber
I den første tale Peter holder i  Apg 2 nævnes Johannes slet ikke. Ligeledes nævnes han i 10,36ff. Her får han ret stor plads. Vers 25 skal ses i sammenhæng med Luk 3,15f. Johannes er her linket mellem løfterne i ves 22 og opfyldelsen i Jesus[17].

Vers 26-29 Fornyet tiltale
I vers 26 kommer der en fornyet tiltale (brødre) Jf vers 16. Dette ord om frelse er ”for os”. Bemærk at dette os også inkluderer Paulus og Barnabas.  I vers 27 siges at Jesusalems indbyggere ikke kendte ham og da de dømte ham opfyldte de profetiens ord.
Tre gange i løbet af talen understreges, at det der skete var forudsagt: v.27, v.29 og v.32-33. Det temaer finder vi også i fx 3,18.
I den danske tekst står der at de ”tog ham ned fra korset” (v.29). Det er ikke præcist oversat; Der står ”De tog ham ned fra et træ”. Når det hedder sådan er det sandsynligvis for at skabe en forbindelse tilbage til 5 Mos 21,32[18].
De tekster, der kan være tale om her kunne være Es 52,13ff Sl 22,69.

Vers 30-31 og 33-37 Opstandelse
I de efterfølgende vers skildres opstandelsen og det der fulgte efter. De der så Jesus er nu hans vidner, hvilket svarer til den opgave de fik i 1,8[19]. Temaet om opstandelse følges op i vers 33-37. Udgangspunktet er to tekster i salmernes bog: Sl 2,7 og Sl 16,10.Fælles for de to salmer er at de er kongesalmer. Salme 16 er tillige en Davidssalme.  Der er et grundlæggende Davidstema her.
Vers
Citattekst
Citat
33
Sl 2,7
   Du er min søn,
   jeg har født dig i dag.
34
Es 55,3
For jeg vil opfylde de urokkelige løfter til David for jer!
35
Sl 16,10
Din hellige vil du ikke lade se forråndelse

Vers 36 og 37 er en udlægning af Sl 16,10. Pointen er at David så forrådnelse, hvilket gør at han ikke kan opfylde løftet i Sl 16,10.   Vers 36 tager udgangspunkt i 1 Kong 2,10. I modsætning til David så Jesus ikke forrådnelse.

v.38-42 Direkte tiltale
Talen ender i en direkte tiltale af tilhørerne. Ved Jesus kan folket opnår den frelse de ikke kunne få ved Moseloven. Dette sker ”ved ham” (v.38), og det forudsættes også, at jøderne har brug for denne frelse.
Vers 40-41 er en advarsel bygget på Hab 1,5. Oprindeligt handler den tekst om babylonernes indtagelse af Jerusalem.


43-52: Reaktionen på talen
Derefter beskriver Lukas reaktionen på talen. Den første reaktion er at de tager godt imod. De vil have Paulus til at tale om det igen den følgende sabbath. Grupperne i vers 43 er sandsynligvis de sammen som i vers 16b og 26a[20]. Men den efterfølgende Sabbath bliver noget mere barsk, fordi der opstår problemer. Jøderne skaber problemer, hvilket vi også kommer til at se i kapitel 14.
Det er ikke helt indlysende at der er tale om ”misundelse” i vers 45. Ordet betyder nidkærhed[21], og det der sandsynligvis er tale om er at de er nidkære overfor deres forståelse af loven[22].
Til dette svarer Paulus at der var en frelseshistorisk prioritet. Det skal ses på baggrund af 1 Mos 12. Det siger Paulus også i vers 26, og 32-33, men herefter vender han sig til hedningerne.
 Det sker med henvisning til Es 49,6. Teksten handler om Herrens Tjener. At den tekst opfyldes i Jesus kommer frem i Apg 26,23. Samtidig realiseres den af Jesu disciple, hvilket kommer frem her.
Vers 48 lægger det at komme til tro over i Guds bestemmelse. Det er en af de måder NT klart taler på.

Jødernes reaktion kommer frem i vers 50. Det er samme udtryk der bruges om Jesus i Luk 4,29.

Litteratur
Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.
Freedman, David Noel. The Anchor Bible Dictionary. Bantam Doubleday Dell Publishing Group, Inc., 1992.
Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.
Schnabel, Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.



[1] Peterson, The Acts of the Apostles, 378 peger på tre mulige temaer her: i) Apologetisk (Paulus’ forhold til en Romersk konsul) ii) Ekklesiologisk (Paulus’ lederskab) iii) Teologisk: En afvsning af magi.
[2] 1 Makk 15,23
[3] Schnabel, Early Christian Mission, 1078.
[4] ABD Volume 1, Page 1229  I modsætning til provinser, styret direkte af Kejseren. Den største forskel på de to typer provinser var om der var ustationeret tropper eller ej. Jf http://www.fhw.gr/chronos/07/en/politics/index52.html. Dertil kom, at Prokonsuler blev valgt for et år ad gangen, hvorimod det var Kejseren, der bestemte, hvor længe en leder af en kejserprovis skulle have lov at sidde.
[5] Peterson, The Acts of the Apostles, 381.
[6] Ibid.
[7] Bock, Acts, 445.
[8] Ibid., 446.
[9] Peterson, The Acts of the Apostles, 383 skriver om dette afsnit: « in many ways, Acts 13 is programmatic for the second half of the book, just as Acts 2 is programmatic for the first half. ».
[10] Bock, Acts, 450 nævner at der var 16 sådanne byer.
[11] Freedman, The Anchor Bible Dictionary, bd. 5,138.
[12] Peterson, The Acts of the Apostles, 383.
[13] «Just as Jesus’ announcement in the synagogue at Nazareth (Lk. 4:16–27) and Peter’s Pentecost speech (Acts 2:14–39) are vital for understanding the missions of Jesus and Peter, so this speech and the following events are essential for understanding Paul’s ministry»ibid.
[14] Bock, Acts, 451; Se Freedman, The Anchor Bible Dictionary, bd. 3 p.1050.
[15]    σύ, Κύριε, ᾑρετίσω τὸν Δαυὶδ βασιλέα ἐπὶ Ἰσραήλ,καὶ σὺ ὤμοσας αὐτῷ περὶ τοῦ σπέρματος εἰς τὸν αἰῶνα,       τοῦ μὴ ἐκλείπειν ἀπέναντί σου βασίλειον αὐτοῦ. (Salomos Salmer 17,5)
[16] Peterson, The Acts of the Apostles, 388.
[17] Bock, Acts, 453.
[18] Ibid., 454.

[19] Ibid.
[20] Ibid., 461.
[21] ζῆλος
[22] Peterson, The Acts of the Apostles, 397 forstår det som misundelse; som «nidkærhed»Bock, Acts, 462.