Når man læser Paulus’ breve, er en del etiske formaninger[1].
Groft sagt kan man dele hans etiske vejledning ind i to dele: selve etikken og
så begrundelsen for den. Et af de forhold, man ofte betoner hos Paulus, er, at
etikken bærer præg af spændingen mellem ”allerede” og ”endnu ikke”. Det aspekt
vil jeg lade ligger her. Det aspekt, jeg vil pege på her, er, at Paulus’ etik
er en kontrastetik. Den kristne etik
står på flere måder i kontrast til den ikke-kristne verden. I omvendelsen er
der sket et brud med verdens tankegang, og det får nedslag i etikken. Jeg skal
her forsøge at vise kimen til denne tankegang nogle steder i Paulus’ breve.
Første Korintherbrev
Sådan var nogle af jer
engang
I 1 Kor 6,9ff siger Paulus: ” Ved I ikke, at
uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller
afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller
tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere
skal arve Guds rige.”. Her er der en række mennesketyper, der ikke skal ”arve
Guds rige”.
Efter beskrivelsen siger Paulus så: ” Sådan
var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort
retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (v.11). Der var
nogle af i menigheden, der havde levet på den måde, som Paulus her beskriver –
men det var engang[2].
Nu
er de rene og hellige, og det kalder på en ny levemåde.
Sådan lever ikke
engang hedningerne
I samme brev behandler Paulus en sag, hvor en person lever
sammen med sin fars hustru (5,1). Her skriver Paulus: ”der forekommer utugt hos
jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger”
(v.2). Når man tænker på den kontrast-tanke, der er i Paulus’ etik, kan man
godt se, at det her er helt galt. Kontrasten skulle være hellig menighed i kontrast til vanhellig
verden. Nu er det blevet til vanhellig
verden i kontrast til endnu værre
adfærd. Igen ligger tanken bagved, at vi som kristne er kaldet til at leve
i kontrast til verden.
Den samme kontrast-tankegang ligger til grund for Paulus’
vejledning i 1 Kor 6, hvor Paulus kritiserer menigheden for at føre sager
mellem brødre ved hedenske domstole (v.1). Opdelingen mellem ”de hellige” og
”de uretfærdige” i vers 1 understreger også denne kontrasttænkning.
Romerbrevet
Brug legemet rigtigt
I Romerbrevet udfolder Paulus denne kontrastetik på en lidt
anden måde. Selve den etiske del af brevet begynder med en overordnet formaning:
”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres
legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være
jeres åndelige gudstjeneste.” (12,1). Hvis man sammenholder denne formaning med,
hvad Paulus tidligere har skrevet, dukker kontrastmønsteret op igen.
Paulus taler om, at vi skal ”bringe vores legemer” som et
offer. Hvis vi sammenholder det med, hvad Paulus skriver i begyndelsen af
brevet, opstår der nogle kontraster. I kapitel et beskriver Paulus nogle
mennesker, der ”vanærede deres legemer.” (1,24). I modsætning til dem, skal den
troende nu bringe sit legeme som et offer til Gud.
Sindets forvandling
Paulus fortsætter sin formaning med at tale, om at vi ikke
skal tilpasse os denne verden men ”lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så
I kan skønne, hvad der er Guds vilje”. Der er igen flere referencer tilbage til
kapitel 1.
Den troende skal lade sindet
fornyes. De mennesker, Paulus beskriver i kapitel et, bliver overgivet til en
forkastelig tankegang eller til et forkasteligt sind. I modsætning hertil skal den troendes sind forvandles.
Konsekvensen af dette er, at de kan skønne,
hvad der er Guds vilje.
I kapitel 1 beskriver Paulus mennesket som et, der ”ikke
regnede det for noget værd at kende Gud” (1,28). Regne
for noget værd (1,28) er det
samme ord som skønne i 12,2. I
kapitel et skønnede de det ikke værd at kende Gud. Nu kalder han menigheden til
at gøre, ”hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne”.
Dermed kommer det troende menneske til at være i kontrast til mennesket i
kapitel 1.
Begær
I kapitel 13 giver Paulus formaningen: ”vær ikke optaget af
det kødelige, så det vækker begær”. Umiddelbart er det en meget generel
formaning, men igen har begæret fyldt en del i brevet.
I kapitel 1,24 beskriver Paulus, hvordan Gud overgav
mennesker ”i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres
legemer”. Denne beskrivelse er meget lig 1 Thess 4,4, hvor Paulus siger, at de troende
skal ”sørge(r) for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære”. Det
interessante her er, at Paulus fortsætter: ”og ikke i sanseligt begær som
hedningerne, der ikke kender Gud”. Begæret er altså i Første Thessalonikerbrev knyttet
til hedninger, og i Romerbrevet 1 knyttet til en gruppe, der er givet ind under
Guds dom.
I den etiske del af Romerbrevet kommer begæret frem igen. Den
troende skal ikke være optaget af det kødelige, så det vækker begær (13,14). I lyset af 1,24 er det oplagt at se
dette som det seksuelle beær, og dermed opstår der igen en kontrast til,
hvordan verden uden for den kristne menighed lever.
Når dette begær ikke
skal følges hænger det sammen med, hvad Paulus siger i kapitel 6. Der befaler
Paulus: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder
dets lyster” (v.12). Udtrykket ”lyster” er det samme, som ellers oversættes med
begær. ”Derfor” viser tilbage til vers
11, hvor Paulus siger, at ”[s]ådan skal også I se på jer selv: I er døde for
synden, men levende for Gud i Kristus Jesus”. De er døde for synden, derfor
skal de lade det begær, de kender, dø.
Et element i den kristne etik er altså kontrastetik. Vi står i kontrast til denne faldne verden, og det
kommer også til udtryk i etikken. Der er på nogle punkter en verden til forskel
på, hvordan man lever som kristen og som ikke-kristen –
og det kaldes vi til at lade skinne igennem.
