De mange evangelier - og de fire....

Fra tid til anden dukker der fragmenter op af forskellige tekster, der viser at der har fandtes flere evangelier i den tidlige kristendom, end de fire der findes i vores Nye testamente, og det giver næring til diverse konspirationsteorier, der alle går på melodien at kirken har ”undertrykt” forskellige andre kristendomstyper og at det NT vi kender, kun har den form det har, fordi kejser Konstantin støttede processen.  Det seneste eksempel er fra Berlingske tidende, der angiveligt skulle vise, dels at Jesus havde en kone, og dels igen understreger at der var mange evangelier[1].

Men det er en forsimpling og en ikke sandsynlig fremstilling af historien. Der er flere ting der tyder på, at de fire evangeliers specielle plads ikke opstod ved en kejserlig beslutning fra de fjerede århundrede, men at de faktisk havde forrang helt tilbage til den kirke, hvori de blev skrevet. Jeg skal pege på nogle af grundene til det synspunkt her.

Skriftfund

Hvis vi ser på skriftfundene generelt, så er der nogle ting der taler kraftigt imod den hypotese.  Vi kan ud fra de tidligste skriftfund konkludere en række ting om forholdene i den tidlige kirke, som viser at vores ”fire” evangelier har haft forrang i den tidlige kirke[2]:

Mange kopier af få skrifter

Af NTs evangelier har vi følgende antal tidlige kopier: Johannes (16), Matthæus (12), Lukas (7) og Markus (1)[3]. Når man sammenligner med hvad vi i øvrigt har, har vi 3 eksemplarer af Thomasevangeliet, 2 af Mariaevangeliet, 2 (eller 1) af Petersevangeliet.  Vi har altså generelt væsentligt flere skriftfund af de klassiske  evangelier (med undtagelse af Markus) end vi har af de øvrige skrifter.  Det eneste andet skrift fra den første tid, der findes liges så mange kopier af, er det skrift det hedder ”Hermes Hyrde”. Den mest oplagte forklaring på dette fænomen er, at disse skrifter var de mest læste og mest udbredte.

Evangelierne blev sat sammen

Ud over enkeltskrifter med evangelier hver for sig, finder vi også flere skrifter, hvor evangelierne er sat sammen til et kodex. Det gælder Papyri 75, der indeholder Lukas og Johannesevangeliet. Papyri 75 dateres til sent i det andet eller tidligt i det tredje århundrede. Papyri 45, som typisk dateres fra 250 har alle fire evangelier (i rækkefølgen: Matthæus, Johannes, Lukas og Markus) og Apostlenes gerninger. Det betyder, at evangelierne tidligt blev knyttet sammen og kopieret sammen.

Fundene viser også en ting mere: Skønt vi har fragmenter, der vidner om forskellige evangelier, så er der kun vidnesbyrd om, at de fire evangelier blev linket og kopieret sammen[4].

Det viser, at mens det er klart, at den tidlige kirke læste andre evangelier end ”de fire”, så blev ”de fire” behandlet på en anden måde end de øvrige.

De fire som fundament for de øvrige

Som vi har set var der andre evangelietekster i omløb end dem vi kender i det nye testamente. Men hvad er forholdet mellem dem? Det er et afgørende spørgsmål i her.  Hvis vi kan argumentere for, at de ”andre” evangelier i stor udstrækning er afhængig af ”de fire”, men samtidig meget forskellige fra dem i teologi, så har vi en god grund til at antage, at ”de fire” og deres samlede teologi kom først, og i kølvandet på dem kom så de senere evangelieskrifter. Der er fx flere ting der tyder på, at Petersevangeliet er en videreudvikling af de synoptiske evangelier[5]. Richard Bauckham hævder, at flere af de senere evangelier forudsætter og videreudvikler de fire første.  Han hævder, at de fire evangelier går kronologisk og logisk forud for de andre evangelier[6].

De fires særlige kendetegn

Bauckham peger videre på, at når man sammenligner ”de fire” med de øvrige senere evangelier, så er der mindst fire afgørende forskelle:

For det første tilhører de ”fire første” den litterære genre der kaldes for ”biografier”. Det er ikke kendetegnende for de øvrige, der mest har karakter af  åbenbaringer efter opstandelsen.

For det andet knytter de ”fire første” Jesus meget tæt til det gamle testamente. Mætthæus begynder med en slægtstavle, Markus med et citat fra Esajas’ bog, Lukas knytter Jesu fødsel tæt sammen med GT og Johannes begynder med en sætning der tydeligt knytter til ved 1 Mos 1,1. Disse forbindelser til Israels historie mangler i de gnostiske evangelier.

De fire førstes har en tydelige monoteistisk kontekst. Tidligt i kirkehistorien var der en erkendelse af, at den gudsforståelse der er i de øvrige evangelier ikke er knyttet til Israels monoteisme.

Endelig er de fire evangelier sat ind i en historisk kontekst, der handler om Israel og jødedommen i det første århundrede. De mange historiske referencer der er i de kanoniske evangelier mangler i de øvrige evangelier.

Litteratur

Bauckham, Richard. «The Canonicity of the Four Gospels». http://richardbauckham.co.uk/uploads/Sermons/Canonicity%20of%20the%20Gospels.pdf, udateret.

Henderson, Timothy P. The Gospel of Peter and early Christian apologetics: rewriting the story of Jesus’ death, burial, and resurrection. Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen Testament. 2. Reihe 301. Tübingen: Mohr Siebeck, 2011.

Hurtado, Larry W. The Earliest Christian Artifacts: Manuscripts and Christian Origins. Grand Rapids, Mich: Wm. B. Eerdmans Publishing Co., 2006.

---

[1] http://www.b.dk/globalt/og-jesus-sagde-min-kone-og-jeg

[2] Det følgende er hentet fra: Hurtado, The Earliest Christian Artifacts.

[3] Idet ,det er dem vi har flest tidlige kopier af.

[4] Hurtado, The Earliest Christian Artifacts, 37.

[5] Henderson, The Gospel of Peter and early Christian apologetics.

[6] Bauckham, «The Canonicity of the Four Gospels».

Hvor var Jesus? – et indspil fra Hebræerbrevet

Jeg har brugt lidt krudt på at diskutere sprog og kristologi med biblen.info – men på en eller anden måde skal vi have hævet os op over hvad småord betyder. Spørgsmålet er, om vi kan komme ud over dette sproglige halløj, for vi kan komme til at kaste med grammatiske sten, hvilket som bekendt er en udfordring, hvis man selv bor i et glashus (om det så er biblen.info eller mig, der bor i glashuset skal jeg lade være usagt). Derfor skal vi nu se lidt på Hebr 10,4-5. Den danske tekst hedder:

”Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig;”. Der er to interessante spørgsmål her: 1) Hvad betyder "verden" 2) Hvad betyder "træde ind i"?

1) Hvad betyder "verden"?

Det interessante i denne sammenhæng er ordet at han træder ”ind i verden”. Forfatteren bruger ordet verden fem gange i sit skrift: 4,3 og 9,26 hvor han taler om tiden fra verdens grundlæggelse. I 11,7 taler han om, at Noa dømte verden. Denne tekst er interessant, fordi den vanskeliggør at verden er det samme som ”den kommende verden”, som forfatteren taler om i fx 2,5. Det samme gælder 11,38. Derfor synes sproget i skriftet som helhed at tale for at det er ”verden” normalt forstået der tales om her.

En oversigt ser sådan her ud:

4,3	fra verden blev grundlagt.
9,26	for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt
10,5	Derfor siger han, da han træder ind i verden
11,7	ved denne tro bragte han (Noa) dom over verden
11,38	de var for gode til denne verden

Det peger rimeligvis på, at med ”verden” tænker forfatteren på denne fysiske verden, og at det er den Jesus i 10,4 træder ind i.

 

2) Hvad betyder ”Træde ind i ” (εἰσέρχομαι)?

Hebr 10 taler om at Kristus ”trådte ind i” verden. Udtrykket ”trådte ind i” bruges lidt forskelligt i brevet, og vi skal se lidt på de forskellige steder her;

Tekst	Hvem	Hvor træder han/det/de hen?
6,19	Håbet	Ind bag forhænget
6,20	Jesus	Bag forhænget (ὅπου peger tilbage)
9,12	Jesus	Ind i det allerhelligste
9,24	Jesus	Ind i helligdommen
9,25	Ypperstepræsten	Ind i helligdommen
10,5	Jesus	Ind i verden

På den måde kommer Jesus til at ”træde ind” to steder:

A. Verden (10,5)

B. Himlen helligdommen/Det allerhelligste (6,20 9,12.24)

Hvordan hænger de to bevægelser sammen? Først har vi en bevægelse der hedder: Himlen -> Verden (10,5). Derefter har vi en bevægelse der hedder -> helligdommen. Det underbygger den tofasede kristologi, jeg tidligere har argumenteret for findes i brevet[1]. Ellers bør man komme op med en anden forklaring på hvad det vil sige at “træde ind i verden”

3) Hvornår trådte han ind i verden? 

Men der er så en ting mere vi skal have styr på; Er denne ”indtræden i verden” fortid eller fremtid i forhold til forfatteren? Hvis den er fremtid, så hjælper det ikke ret meget, for så er det ikke en støttet til mit synspunkt.  Her mener jeg, at logikken i vers 8 til 10, der er en udlægning af citatet i vers 4-7 taler klart for en handling, ligger i fortid i forhold til læseren. I forlængelse af forfatteres understregning af forskellen mellem ofringer, og at gøre Guds vilje (v.6 og v.7) siger han så

”efter hans vilje er vi blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret en gang for alle” (10,10). Dermed ligger ofringen af legemet forud for helligelsen, og dermed er den indtrædelse i verden, der er talt om i vers 5 sket forud for den helligelse der er tale om i vers 10. Så det kan ikke være “genkomst” han refererer til her.

Så Jesus trådte først ind i verden, dernæst ind i himlen. Disse to begivenheder ligger forud i tid for forfatterens erklæring af, at være blevet helliget 

---

[1] http://blog.maymann.net/2013/11/tofaset-kristologi-eller-kolaps.html

Betyder ”Igen” ”Igen”?

Betyder ”Igen” ”Igen”?

I Hebr 9,28 hedder det at Kristus ” vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld”.

Hvis man, som Biblen.info hævder, at Hebræerbrevet ikke mener at Jesus har været menneske, så kan han jo ikke komme anden gang. – Og det siger teksten så heller ikke, hvis man skal tro biblen.info. Sagen er nemlig den, ifølge biblen.info så kan det ord der er oversæt med ”igen” nemlig også betyde ”følgende”. Argumentet er følgende[1]:

”I dette tilfælde er oversættelsen ganske vist i overensstemmelse med de fleste andre Bibeloversættelser, men sagen er, at selvom "ex deuterou" (og "to deuterou") kan betyde "anden gang", kan det også betyde "derefter". Det ser vi i Judas 1,5: »hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere (to deuterou) udryddede dem«. Her kunne Bibelselskabet ikke drømme om at skrive, at Gud dræbte hele sit folk igen.”

Altså ordet deterou kan både betyde ”anden gang”, men det kan også betyde ”derefter”. Og det er sådan set næsten rigtigt. Oversættelsen i Judas 1,5 er jeg enig i. Det giver ikke mening at oversætte Judas 1 med ”igen”. 

Men der er en afgørende forskel mellem Judas 1 og Hebræerbrevet, og den forholder biblen.info sig ikke til.

 Godt nok lægger Biblen.info op til, at der står ”to deuterou”. Men det gør der rent faktisk ikke. Der står ikke u til sidst, men n. Det er en akkusativ og ikke en genitiv. Her er første problem. For på græsk er det sådan at ord der står i akkusativ ofte handler om tid, og derfor er det korrekt at oversætte Judas med ”senere”.

Når det har en anden form her (genitiv), så er det fordi det står sammen med en præposition foran (ex). Og så kan man ikke uden videre antage, at det betyder det samme. Biblen.info kan forstås sådan at brugen med præpositionen er lige meget – men det en udokumenteret påstand.

Anden gang?

Her vil biblen.info sandsynligvis sige at jeg leger med sproget, og for at undgå den anklage, så lad os se på, hvordan ”ek deterou” bliver brugt i NT; Her er det vanskeligt at nogle af stederne skal oversættes med ”senere”;

			Hvis Biblen.info har ret
Apg 11,9	ἀπεκρίθη δὲ φωνὴ ἐκ δευτέρου ἐκ τοῦ οὐρανοῦ	For anden gang talte røsten fra himlen	Derefter/senere talte røsten fra himlen
Joh 9,24	Ἐφώνησαν οὖν τὸν ἄνθρωπον ἐκ δευτέρου	De tilkaldte så for anden gang manden,	De tilkaldte så manden derefter
Apg 10,15	φωνὴ πάλιν ἐκ δευτέρου	Så lød røsten igen til ham, for anden gang	igen lød derefter
Mark 14,72	εὐθὺς ἐκ δευτέρου ἀλέκτωρ ἐφώνησεν	I det samme galede hanen anden gang.	Staks  derefter lød røsten (!)
Matt 26,42	πάλιν ἐκ δευτέρου ἀπελθὼν προσηύξατο λέγων	Atter, for anden gang, gik han bort og bad	Igen, følgende, gik han bort og bad.

Det er vanskeligt ikke at forstå disse som ”anden gang”. 

Ser man Liddel-Scotts store ordbog over det græske sprog, så angiver den også ”for the second time” for ” ek deterou”, med henvisning til Mark 14,72 og Dioscorides. 

BDAG angiver også at det betyder ”for the second time” med henvisning til ”Diosc. 5, 41; Galen, CMG VII 159, 15 al.; PTebt 297, 19; PHolm 1, 32; Jon 3:1; Jer 1:13; 1 Macc 9:1; JosAs 14:6; 4 [6] Esdr [POxy 1010]; Jos., Ant. 6, 94; TestAbr A 7 p. 84, 9f [Stone p. 16]; Ath. 32, 3 [Resch, Agrapha 137]“

Sprogligt er den mest sandsynlige oversættelse “anden gang”.

Konteksten

Biblen.infos stærkeste kort er for mig at se konteksten. Han skriver

Hebræerne 9,27Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,
Hebræerne 9,28sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.

Stillet sådan op, er det vanskeligt at se, hvorfor ”anden gang” ikke skal oversættes ”derefter”. Men der er lige et par ting, som i givet fald skal forklares.

I vers 27 er jeg helt enig i, at det skal oversættes ”derefter”. Men det er også et helt andet ord der ligger bag den græske tekst. Det er formuleringen ”meta tauta”. Hvis forfatteren ønskede at understrege den sammenhæng så havde han sandsynligvis fastholdt ”meta tauta” til at angive rækkefølge. Det er i hvert fald sådan han gør andre steder i skriftet (4,7.8 10,15.22, 10,26). 

Hvis han havde ønsket at angive rækkefølge havde han sandsynligvis brugt den formulering, han normalt anvender for at angive tidsrækkefølge. Det betyder, at biblen.info skal komme med et godt bud på, hvorfor hebræerbrevet ikke bare fastholder ”meta tauta” men går over til ”ek deterou”, når ”meta tauta” er den normale måde, hvorpå han angiver rækkefølge i skriftet? Det kunne jo være fordi, det netop ikke var rækkefølge han ville angive.

---

[1] http://www.biblen.info/Indre-mission-nt.htm

Paulus og mission (1)

Det følgende er nogle skitser til at forstå lidt af Paulus’ måde at tænke mission på. De to første ting vi ser på er hans tale om hans kald, og hans tale om ordet.

1)      Kaldet, Forpligtet & Aldrig færdig

Det første der er væsentligt omkring Paulus og hans mission er at han er kaldet og forpligtet. Det kommer frem flere steder i hans skrifter. I Galaterbrevet (1,1) introducerer han sig som udsendt af Jesus Kristus og Gud fader.  Han omtaler sig selv om Jesu Kristi tjener (1,10). Det nævner han som kontrast til at forsøge at være mennesker til behag. Derefter nævner han, at Gud har ”udset” ham og Gud har åbenbaret Jesus for ham (1,16). I 2,8 beskriver han som ”Gud der har givet ham kraft til at være missionær blandt hedninger”.

Det er helt tydeligt, at Paulus fokusområde var hedninger. Det betyder ikke, at han slet ikke gik til jøder (Jf Apg + 2 Kor), men hovedvægten kom til at ligge på at nå hedninger med evangeliet. Det var ikke noget han havde valgt. Som nævnt havde Gud ”Udset” ham, og går vi til 1 Kor 9 får vi noget af det samme billede.

I vers 16 siger Paulus at ” At jeg forkynder evangeliet, giver mig ingen grund til stolthed, for jeg er tvunget til det, og ve mig, hvis jeg ikke forkynder det. ”. Der ligger en tvang i det. Ser man sammenhængen så skelner man mellem tvang og frivillighed. Det er et hverv der er pålagt ham (v.17).

Hvornår blev Paulus så færdig? Det er meget enkelt. Det blev han aldrig. Når man læser brevet til Romerne, så er det tydeligt der, at han har forkyndt i Lilleasien, og nu vender han sig mod Spanien. Igen er udgangspunktet, at han er forpligtet (1,14).

2)      Sendt med ordet om korset og med Ånden

Paulus blev sendt med evangeliet. Selve ordet betyder ”godt budskab”. Vi har et brev fra de første kristnes tid hvor det hedder ”Du fyldte os med glæde, da du annoncerede det glædelige budskab om Sarapions bryllup”[1]. I GT bliver det brugt om det gode budskab om Guds herredømme (Es 52,7)[2];

Dette evangelium blev proklameret. Det udtryk bruger han flere gange om sin mission (1 Kor 2,1 9,14 11,26). Selve ordet betyder at gøre offentligt kendt.

Paulus’ mission var en ordmission. Et af de breve hvor det fremgår tydeligt er første brev til Thessaloniki. I 1,5 siger han at ” for vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished”. Ordet står som det første og Helligånden bekræftede ordet for dem.

Dette fokus fortsætter i 2,13 hvor Paulus siger at  ”For da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror”.

Ånden og ordet

Umiddelbart kunne 1 Thess 1,5 godt læses som en problematisering af ordet. Paulus siger at ”vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished”. Hvad er forholdet mellem ”ordet” og ”Helligånden” her? I den større sammenhæng reserverer Paulus sig overfor folk der taler med smigrende ord (2,5). Det er ind i denne sammenhæng at dette forhold skal forstås[3]. Ordet er båret af Helligånden, og som sådan adskiller det sig fra de ”smigrende ord”.

Den samme sammenhæng mellem Ord og Ånd finder vi i 1 Kor 2,1-4. I 1 Thess sættes det i kontrast til dem der taler ”Smigrende ord” (2,5) og i 1 Kor står det i kontrast til ” fremragende talekunst” (2,1), ” talekunstens visdom” (1,17) og ” min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis,” (2,4).

Det første vi kan se, er at brugen af ”talekunstens visdom” fører til at Kristi kors bliver ”tom tale” (1,17b). I 2,4 bruges udtrykket ”overtalende visdomsord”. Kontrasten til dette er ”Ånd og kraft som bevis”. 

Hvad referer det ”bevis” til? Det er vanskeligt ud fra konteksten at forstå det som tegn og undere. Det vanskeliggøres af kontrasten mellem tegnsøgende jøder og forkyndelsen af Kristus som Paulus opstiller i 1,22. Beviset er snarere selve eksistensen af menigheden i Korinth. Selve det at den overhoved blev til i den kontekst er et bevis på Åndens gerninger.

Litteratur

Fee, Gordon D. To what end exegesis?: essays textual, exegetical, and theological. Grand Rapids, Mich. ; Vancouver, British Columbia: W.B. Eerdmans ; Regent College Pub, 2001.

Schnabel, Eckhard J. Paul the Missionary: Realities, Strategies and Methods. Downers Grove, Ill: IVP Academic, 2008.

---

[1] Schnabel, Paul the Missionary, 211.

[2] Jf Jesus i Luk 4,18f

[3] Fee, To what end exegesis?, 66.