Jesu opstandelse

Skønt det er ved at være lidt siden det har været påske, skal jeg her se lidt på spørgsmålet om hvad Jesu opstandelse betyder. Det første vi skal se på, er hvad opstandelse overhoved betyder som udtryk. Et sted at begynde er Dan 12,1ff

Det at ”sove” og ”våge” er i GT standardudtryk der bruges om at være død hhv opstå; 2 Kgs 4:31; 13:21; Isa 26:19; Jer 51:39, 57; Job 14:12 er eksempler på det.  Umiddelbart kunne en sammenligning med Ezekiel 37 tale for en form for national genrejsning, men udtrykkene ”evigt liv” go ”evig afsky” taler for at det handler om mere end blot det[1]. Samtidig syntes vers 13 at vise, at der er tale om mere end martyrerne[2]. De opstandne sammenlignes med stjerner i vers 3.   En mulighed er at knytte tilbage til 4 Mos 24,17, men det er noget uklart, om det er det vi skal tænke på her. Det tyder klart i retning af, at der tales om en fysisk opstandelse.

Opstandelse og Paulus

Den mest omfattende gennemgang af temaet om opstandelse hos Paulus findes i det første brev til korinterne. Men der er også et par bemærkninger andre steder.  I Fill 3,20-21 skriver Paulus således:

 

Disse formuleringer er meget interessante. Paulus har i vers 17 kaldet læseren til at ”efterligne ham”. Det efterfølges af to begrundende afsnit. Altså:

v.17                     Formaning: Efterlign mig

v.18                     Første begrundelse: Der er mange der vandre som fjender af Kristi kors.

v.20                     Anden begrundelse: Vort borgerskab er i himlene

Vers 21 kommer i forlængelse af talen om borgerskab. Når Kristus kommer, skal han forvandle vores legemer og give det skikkelse efter hans legeme.  Det skal vi se lidt nærmere på; Hvad er relationen mellem Kristi legeme og vores legeme?

Forvandlingen

Den græske test lyder:

ὃς	μετασχηματίσει	τὸ σῶμα τῆς ταπεινώσεως ἡμῶν	σύμμορφον	τῷ σώματι τῆς δόξης αὐτοῦ
Som	forvandler	Vores fornedrede legeme	Samme form	Som hans herliggjorte legeme
Pronomen	Udsagnsord	Objekt for udsagnsordet	Tillægsord, der ligger sig til legeme	Styret af tillægsordet

Der er to udtryk der er afgørende for at forstå, hvad Paulus mener her: μετασχηματίσει er udsagnsordet, og hvad tillægsordet σύμμορφος betyder.  Tillægsordet bruges kun her og en gang i Romerbrevet.

Udsagnsordet findes 4 steder hos Paulus ud over her, det findes en gang i Septuaginta (4 Makk 9,22), og nogle gange i pseudepigraferne. Den mest brugte betydning af ordet er ” to cause a change in state or condition, change, alter”[3]. Tillægsordet σύμμορφος er et sjældent græsk ord. Det bærer betydningen ”having a similar form” eller ”similar in form”[4].

Objektet for udsagnsordet er ”vort fornedrede legeme”. Det skal få skikkelse efter Kristi herliggjorte legeme, og rent grammatisk er det ”vort fornedrede legeme” der skal få skikkelse efter hans herliggjorte legeme.

Richard C. Carrier, som fornægter en sammenhæng mellem det nuværende og det kommende legeme i Paulus’ tænkning peger på, at ordet ”forvandle” ikke betyder ”literal transformation” men ”exhange”, og han peger på, at Josefus faktisk bruger ordet sådan[5].  Ifølge Carrier betyder det ikke ”forvandle” hos Paulus. Det betyder I stedet for  ”God will change our ”location” into a body whose form…matches that of Christ.”[6].

Denne brug af ordet hos Paulus er vanskeligt at dokumentere. Lad os se et par eksempler. I Lovene, der er dialoger, hvor Palaton diskuterer hvordan staten skal fungere bruges det klart som en ”transformation”[7], og muligvis også som ”exchange”[8].  Men betydningen ”change our ’location’” giver ikke mening.

Dertil kommer en vanskelighed som opstår, hvis det skal betyde ”exchange”.  Denne teori skal forklare mindst én ting, som Carrier ikke forholder sig til.  Det virker som om, at Carrier forudsætter, at det os der skal forvandles fra et legeme til et andet. Men det er ikke det, Paulus skriver. Objektet for ”forvandle” er ikke os, men vort fornedrede legeme. Det er det fornedrede legeme, der ”får skikkelse” efter Kristi legeme[9]. Dette forklarer Carrier ikke hvordan passer ind i hans forståelse.

En livgivende ”ånd”

Et af de argumenter som jeg selv syntes har været mest udfordrende i debatten om Paulus’ forståelse af opstandelsen er udsagnet om at Jesus blev ”en ånd der gør levende” (1 Kor 15,45). Men det er kun et problem for talen om en fysisk opstandelse, hvis modsætningen til ”ånd” her er ”fysisk legeme”. Men det er rent faktisk ikke tilfældet. Modsætningen til det ”åndelige legeme” er det ”sjælelige legeme”, hvilket fremgår af 1 Kor 15,46. Det er noget uklart, hvad Carrier stiller op med den kontrast.

Litteratur

Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition. Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press, 2000.

Carrier, Richard C. «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb». I The empty tomb: Jesus beyond the grave, redigeret af Robert M. Price og Jeffery Jay Lowder. Amherst, N.Y: Prometheus Books, 2005.

Goldingay, John. Daniel. Word Biblical themes. Dallas, TX: Word Pub, 1989.

---

[1] Goldingay, Daniel, 307.

[2] Ibid.

[3] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 641.

[4] Ibid., 958.

[5] Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb».

[6] Ibid., 119.

[7] For if one were to shape all things, without a constant view to the Whole, by transforming them (as, for instance, fire into water), instead of merely converting one into many or many into one… (Laws 903)

[8] Laws 906

[9] Det fremgår ret klart af grammatikken. Skikkelse (σύμμορφον) står i intetkøn og kan kun lægge sig til ”legeme”, Det faktum forholder Carrier sig ikke til.

Apg 13-14

13,1-3              Indledning

13,4-12            Paulus og Silas på Cypern

13,13-52          Antiokia i Pisidien

14,1-7              Ikonien

14,8-20            Lystra og Derbe

14,21-28          Vender tilbage til Lystra, Ikonien, og Antiokia.

13,1-3                 Indledning

13,4-12              Paulus og Silas på Cypern[1]

Cypern blev inkluderet i romerriget i 58 f.kr. I 30 f.kr bliver det en romersk provins. Cypern er 227 km lang og 95 km bred. Øen var kendt for sine varme somre. Der eksisterede jødiske kolonier på øen så tidligt som fra det 2 årh. før kristus[2]. I løbet af det først århundrede voksede den jødiske befolkning på øen så meget, at Filon kunne beskrive Cypern som en ø ”fuld af jødiske kolonier”[3]. Første gang Lukas nævner Cypern er i 4,36 hvor Josef beskrives som hjemmehørende på øen. I 11,19 hører vi om at nogle af de første kristne  flygtede til øen i forbindelse med forfølgelse.

Cypern var en senats styret provins[4]. Den lå også i et område, hvor man ikke anså risikoen for oprør særlig stor, hvorfor der ikke var stationeret tropper på øen.

Salamis var nok den vigtigste by på øen. Der var royale gravmonumenter, og der var intens kontakt med grækerne. Men den blev dog erstattet af Pafos som hovedstad efter et jordskælv 15 f.kr.

13,4-7 Ankomst og mødet med Sergius

De drager rundt på øen og kommer til Pafos. Det var øens administrative centrum på NTs tid. Salamis lå på øens østlige side, og Pafos lå på den vestlige, så de traver øen igennem.  

På deres vandring møder de noget så usædvanligt som en jøde der var troldmand. Denne toldmand holder til hos Sergius. Han var statholder.

Lukas kalder troldmanden for en ”Falsk profet”, hvilket baner vej for at se Paulus som en sand profet i det næste afsnit[5].  Samtidig er han troldmand. Dermed er vi kommet til den anden af fire troldomstekster i skriftet.

13,8-11: Elymas

Troldmanden modarbejder Paulus, hvilket fører til et starffeunder.  Det kommer frem i vers 11, hvor han som dom ”for en tid” ikke skal kunne se solen. Dette tidsbegrænsede kan tolkes som en mulighed for omvendelse[6], men vi ved ikke om det faktisk skete. Det kan minde om det der skete med Zakarias, i forbindelse med at Johannes Døberen blev født[7].

Årsagen er at ”Herrens Hånd” skal ramme Elymas. Udtrykket Herrens hånd er brugt før i skriftet. I 11,21 hedder det at ”Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til tro og vendte om til Herren.”

Elymas er nu der, hvor Saul selv havde været år tidligere; Blind på grund af Guds eget indgreb[8].

13,12 Sergius

Sergius ser Paulus’ under og kommer til tro.

13,13-52            Antiokia i Pisidien[9]

v.13-14a            På vej til Antiokia

Derfra rejser de videre til Antiokia i Pisidien.  Antiokia var et gammelt kongenavn, som flere konger i seleukiderriget bar. Selukiderne regerede i Syrien efter Alexander den store, fra 321 f.kr. til 64 f.kr. Det blev grundlagt af en af Alexanders generaler. Derfor er der flere byer, der hedder Antioka, og det siges gerne hvor de ligger[10].                  

Først kommer de dog til Perge i Pamfylien. Perge var en vigtig by i Pamfylien. Det var et disktrikt i det sydlige lilleasien. Det hørte ind under den Galatiske provins[11]. Det vender tilbage til den i slutningen af rejsen (14,25).  Da de kommer til Perge forlader Johannes Markus dem. Det var ham de tog med i 12,25, hvilket også blev understreget i 13,5. Vi får ikke at vide hvorfor, men senere kommer det frem, at Paulus ikke ser dette positivt.                          

Formuleringen ”Paulus og hans ledsagere” er ikke tilfældig; Den viser, at nu er Paulus leder af gruppen[12].

v.14b-15            I Synagogen

Da Paulus og Silas når til Antiokia i Pisidien opsøger de synagogen. Det er muligt, at Lukas ser denne tale som rammen for resten af skriftet, som Apg 2 er rammen for de første 12 kapitler[13]. I vers 16a skelnes der mellem ”Gudfrygtige” og ”Israels børn”.  Den første gruppe er sandsynligvis hedninger, der i en eller anden grad er tiltrukket af jødedommen[14].

v.16-25              Overblik over Israels historie

v.26-37              Forkyndelsen af Jesus

                             v.26-30              Det grundlæggende kerygma

                             v.31                     Begrundet med vidner

                             v.32-37              Skriftbevis

v.38-41              Kald til omvendelse

v.16-25              Overblik over Israels historie

Det første afsnit er et overblik over Israels historie. Den er talt til ”Israelitter og I der frygter Gud”. ”Gudfrygtige” er her sandsynligvis hedninger, der har sluttet sig til synagogen. De nævnes igen i vers 26.

v.17: Udvandringen

Det første Paulus nævner er udvandringen fra Ægypten. ”Med løftet arm” peger tilbage på bla 2 Mos 6,1.

Vers 18-21: Indvandring, dommertid og Saul

Derefter opremser han Israels historie fra indvandringen til Sauls fremtræden. Baggrundstekster er 5 Mos 7, Dom 2,16ff, 1 Sam 8,5-10. De 7 nationer de drev ud er dem, der er nævnt i 5 Mos 7,1.

Vers 22-23 David

Derefter kommer David på scenen. Baggrunden for talen om ham er løfterne om det evige davidsherredømme. Vi finder det fx i Sl 89,29, og sådan blev løfterne også forstået på Jesu tid[15].  Vers 22 er en sammenfletning af 1 Sam 13,14 og Sl 89,20[16].

I vers 23 identificerer Paulus denne Davidsefterkommer med Jesus selv. Paulus kalder ham ”frelser” og de følgende vers forklarer, hvordan han er frelser.

Vers 24-25 Johannes Døber

I den første tale Peter holder i  Apg 2 nævnes Johannes slet ikke. Ligeledes nævnes han i 10,36ff. Her får han ret stor plads. Vers 25 skal ses i sammenhæng med Luk 3,15f. Johannes er her linket mellem løfterne i ves 22 og opfyldelsen i Jesus[17].

Vers 26-29 Fornyet tiltale

I vers 26 kommer der en fornyet tiltale (brødre) Jf vers 16. Dette ord om frelse er ”for os”. Bemærk at dette os også inkluderer Paulus og Barnabas.  I vers 27 siges at Jesusalems indbyggere ikke kendte ham og da de dømte ham opfyldte de profetiens ord.

Tre gange i løbet af talen understreges, at det der skete var forudsagt: v.27, v.29 og v.32-33. Det temaer finder vi også i fx 3,18.

I den danske tekst står der at de ”tog ham ned fra korset” (v.29). Det er ikke præcist oversat; Der står ”De tog ham ned fra et træ”. Når det hedder sådan er det sandsynligvis for at skabe en forbindelse tilbage til 5 Mos 21,32[18].

De tekster, der kan være tale om her kunne være Es 52,13ff Sl 22,69.

Vers 30-31 og 33-37 Opstandelse

I de efterfølgende vers skildres opstandelsen og det der fulgte efter. De der så Jesus er nu hans vidner, hvilket svarer til den opgave de fik i 1,8[19]. Temaet om opstandelse følges op i vers 33-37. Udgangspunktet er to tekster i salmernes bog: Sl 2,7 og Sl 16,10.Fælles for de to salmer er at de er kongesalmer. Salme 16 er tillige en Davidssalme.  Der er et grundlæggende Davidstema her.

Vers	Citattekst	Citat
33	Sl 2,7	Du er min søn,    jeg har født dig i dag.
34	Es 55,3	For jeg vil opfylde de urokkelige løfter til David for jer!
35	Sl 16,10	Din hellige vil du ikke lade se forråndelse

Vers 36 og 37 er en udlægning af Sl 16,10. Pointen er at David så forrådnelse, hvilket gør at han ikke kan opfylde løftet i Sl 16,10.   Vers 36 tager udgangspunkt i 1 Kong 2,10. I modsætning til David så Jesus ikke forrådnelse.

v.38-42 Direkte tiltale

Talen ender i en direkte tiltale af tilhørerne. Ved Jesus kan folket opnår den frelse de ikke kunne få ved Moseloven. Dette sker ”ved ham” (v.38), og det forudsættes også, at jøderne har brug for denne frelse.

Vers 40-41 er en advarsel bygget på Hab 1,5. Oprindeligt handler den tekst om babylonernes indtagelse af Jerusalem.

43-52: Reaktionen på talen

Derefter beskriver Lukas reaktionen på talen. Den første reaktion er at de tager godt imod. De vil have Paulus til at tale om det igen den følgende sabbath. Grupperne i vers 43 er sandsynligvis de sammen som i vers 16b og 26a[20]. Men den efterfølgende Sabbath bliver noget mere barsk, fordi der opstår problemer. Jøderne skaber problemer, hvilket vi også kommer til at se i kapitel 14.

Det er ikke helt indlysende at der er tale om ”misundelse” i vers 45. Ordet betyder nidkærhed[21], og det der sandsynligvis er tale om er at de er nidkære overfor deres forståelse af loven[22].

Til dette svarer Paulus at der var en frelseshistorisk prioritet. Det skal ses på baggrund af 1 Mos 12. Det siger Paulus også i vers 26, og 32-33, men herefter vender han sig til hedningerne.

 Det sker med henvisning til Es 49,6. Teksten handler om Herrens Tjener. At den tekst opfyldes i Jesus kommer frem i Apg 26,23. Samtidig realiseres den af Jesu disciple, hvilket kommer frem her.

Vers 48 lægger det at komme til tro over i Guds bestemmelse. Det er en af de måder NT klart taler på.

Jødernes reaktion kommer frem i vers 50. Det er samme udtryk der bruges om Jesus i Luk 4,29.

Litteratur

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

Freedman, David Noel. The Anchor Bible Dictionary. Bantam Doubleday Dell Publishing Group, Inc., 1992.

Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.

Schnabel, Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.

---

[1] Peterson, The Acts of the Apostles, 378 peger på tre mulige temaer her: i) Apologetisk (Paulus’ forhold til en Romersk konsul) ii) Ekklesiologisk (Paulus’ lederskab) iii) Teologisk: En afvsning af magi.

[2] 1 Makk 15,23

[3] Schnabel, Early Christian Mission, 1078.

[4] ABD Volume 1, Page 1229  I modsætning til provinser, styret direkte af Kejseren. Den største forskel på de to typer provinser var om der var ustationeret tropper eller ej. Jf http://www.fhw.gr/chronos/07/en/politics/index52.html. Dertil kom, at Prokonsuler blev valgt for et år ad gangen, hvorimod det var Kejseren, der bestemte, hvor længe en leder af en kejserprovis skulle have lov at sidde.

[5] Peterson, The Acts of the Apostles, 381.

[6] Ibid.

[7] Bock, Acts, 445.

[8] Ibid., 446.

[9] Peterson, The Acts of the Apostles, 383 skriver om dette afsnit: « in many ways, Acts 13 is programmatic for the second half of the book, just as Acts 2 is programmatic for the first half. ».

[10] Bock, Acts, 450 nævner at der var 16 sådanne byer.

[11] Freedman, The Anchor Bible Dictionary, bd. 5,138.

[12] Peterson, The Acts of the Apostles, 383.

[13] «Just as Jesus’ announcement in the synagogue at Nazareth (Lk. 4:16–27) and Peter’s Pentecost speech (Acts 2:14–39) are vital for understanding the missions of Jesus and Peter, so this speech and the following events are essential for understanding Paul’s ministry»ibid.

[14] Bock, Acts, 451; Se Freedman, The Anchor Bible Dictionary, bd. 3 p.1050.

[15]    σύ, Κύριε, ᾑρετίσω τὸν Δαυὶδ βασιλέα ἐπὶ Ἰσραήλ,καὶ σὺ ὤμοσας αὐτῷ περὶ τοῦ σπέρματος εἰς τὸν αἰῶνα,       τοῦ μὴ ἐκλείπειν ἀπέναντί σου βασίλειον αὐτοῦ. (Salomos Salmer 17,5)

[16] Peterson, The Acts of the Apostles, 388.

[17] Bock, Acts, 453.

[18] Ibid., 454.

[19] Ibid.

[20] Ibid., 461.

[21] ζῆλος

[22] Peterson, The Acts of the Apostles, 397 forstår det som misundelse; som «nidkærhed»Bock, Acts, 462.