Apg 8,5-40 Beretningen om Filip

Beretningen om Filip falder i to dele. Den ene er beretningen om den etiopiske hofman og den anden er beretningen om mødet mellem Simon og Filip. Afsnittet falder i to dele

8,5-25            Filip i Samaria

8,26-40          Filip og den Etopiske hofmand.

v.5-8              Filip i Samaria

Der er to forskellige personer, der hedder Filip i Apostlenes gerninger. Der er apostlen (1,13) og der er ”diakonen” i 6,5. Ud fra hvad der siges dels i 8,1b, om apostlene der bliver i Jerusalem og gruppen af folk der spredes i 8,4 er det mest oplagt at det er tjeneren fra 6,5 der er tale om. Vi kan tilsyneladende opdele Filips liv i fire faser: i) diakon i Jerusalem ii) mission i Samaria iii) Leder i Cæsera iv) Hans sidste dage i Hirapolis i Frygien(?)[1].

I Apostlenes gerninger refererer Samaria til et landområde, mere end til selve byen[2]. Herodes den store gav byen Samaria navnet Sebaste i 27 f.kr. I praksis anså jøder samaritanerne som nogle der stor på linje med hedninger[3]. Vi har tre referencer til Samaria i Apg: 8,5ff 9,31 og 15,3. I det første århundrede levede spændingerne mellem Israel og Samaria i bedste velgående.

Lukas beskriver Filips virke i området (v.5-7), og reaktionen på den (v.8). Filips forkyndelse er en kristusforkyndelse (v.5). Filips virke ligner til en vis grad Jesu virke[4]. Glæden, som følger af Filips virke, svarer til den vi finder i 8,39 13,48 og 15,31.

v.9-13            Introduktion af Simon

Efter beskrivelsen af Filips virke introduceres nu Simon, som en kontrast til Filip[5].

I byen virkede troldmanden Simon med magi[6]. Simon gør stort indtryk på befolkningen i Samaria, hvilket fremgår både af vers 9 og 11, hvor det hedder, at Simon havde ”forbløffet” folket[7].

Filip tager ned til byen, og folket der blev optaget af det Filip sagde. Den sprogdragt Lukas bruger til denne beretning er interessant.

Simon	Filip
Simon forbløffede folket (v.9 og 11)	Simon blev forbløffet over Filips tegn (v.13)
Folket optaget af Simon (v.10.11)	Folket optaget af Filip (8,6)

Konsekvensen af Filips forkyndelse bliver, at folk troede Filip og lod sig døbe, hvilket gjaldt både mænd og kvinder. Folk troede evangeliet om ”Guds rige og Jesu Kristi navn” (v.12). I evangeliet omtales det første – Guds rige – ofte men ”Jesu Kristi navn” finder vi ikke brugt i den sammenhæng. Det udtrykker en frelseshistorisk udvikling, idet vi nu befinder os på efter Jesu død og opstandelse[8].

Simon har klistret sig til Filip. Årsagen er de ”tegn og mægtige gerninger” han gør (v13). I det efterfølgende viser det sig, at kraftaspektet har været afgørende for Simon. Samtidig er der ingen tvivl om at Lukas beskriver Simon som en der er kommet til tro. Det virker som om at Simon virkelig er kommet til tro på Kristus, men at han verdensbillede stadig er domineret af det magiske[9].

v.14-24          Apostlenes reaktion på evangeliets forkyndelse

Samaria tager imod Guds ord. Det betyder ikke at enhver samaritaner blev omvendt, hvilket fremgår af vers 25[10]. Det bliver et tema for menigheden i Jerusalem, der sender Peter og Johannes ned til de nye troende. Det tydeliggøres, at de, selv om de er blevet døbt, ikke har modtaget Helligånden. Men hvorfor?

-          Katolske sakramentalister har i denne tekst set en begrundelse for konfirmationen

-          Karismatikere har brugt teksten som forsvar for en form for ”second blessing” [11].

Muligvis er der andre ting på spil også. Det er interessant, at det er Filip der ender med at evangelisere i Samaria frem for de 12, der klart havde fået opgaven tilbage i 1,8.

Vi skal altså til at begynde med prøve at forstå, hvorfor det er Filip frem for apostlene der kommer til Samaria. En fortolker peger på, at Lukas tidligere har fortalt om disciplenes mislykkede mission i Samaria[12]. Det samme ville sandsynligvis være sket, hvis de var kommet igen, og derfor er det Guds ledelse at han sender den hellenistiske Filip til Samaria[13]. Samtidig ville denne hellenistisk overleverede forkyndelse kunne komme i miskredit hvis ikke den blev sanktioneret af modermenigheden – derfor denne opsplitning[14] af dåben og Helligånden[15].

En apostel behøver ikke være til stede for at dåben given ånden (9.17f). ”Endnu ikke” viser at der er tale om et brud med normen fra 2,38f.

8,26-40 Den etiopiske hofmand

v.26 Buddet om at gå mod syd

I modsætning[16] til apostlene, der drager tilbage til Jerusalem, får Filip besked på at tage syd på mod Gaza[17]. Vejen til Gaza beskrives som at den går sydpå. Udtrykket kan oversættes så det enten handler om tiden på dagen (omkring middag) eller så det handler om retning (syd)[18]. Gaza var det sidste stop før ørkenen begynder.

Der fandtes to Gazaer: Det gamle Gaza, som blev ødelagt 98-6 f.kr og det nye Gaza, som blev genopbygget af romerne.

v.27-28 Den etiopiske hofmand

Den person, Filip nu møder beskrives som en mægtig hofmand. Han var etiopier. Etiopien, dengang, lå i området omkring det sydlige Egypten, og ned i Sudan.

Han var hofmand for Kandake. Ordet er ikke et personnavn, men en titel[19]. Ordet hofmand oversætter det græske eunuk[20]. I det nye testamente bruges det ud over i teksten her kun i en tekst[21]. Det er næppe tilfældigt, at Lukas understreger dette. I GT er der to tekster, der berører dette tema.

 I Moseloven siges der, at ”Ingen, der har fået sine testikler knust eller sit lem skåret af, har adgang til Herrens forsamling”[22]. Det forbud skal sandsynligvis ses ind i en kontekst, hvor mænd blev kastreret som led i afgudsdyrkelse.

Modsvarende hedder det så i Esajas, at i Messiastiden kan Eunukker også blive en del af Guds folk[23]. Se dog fx: 1QSa 2,5-6[24].

Mandens forhold til Israels tro kommer til udtryk på to måder: Dels er han rejst til Jerusalem for at tilbede, dels læser han i jødernes bibel[25]. v..29-31 Ånden vejleder Filip

Lukas beretter flere steder om konkret Åndelig vejledning[26]. Højtlæsning var normalt i datidens verden.

v.32-33 Citat

Hofmanden læser fra Es 53, og han laver ikke nogen messiansk tolkning. Vi har ikke nogen klare vidnesbyrd om en lidende messias før Jesu fremtræden i jødedommen[27]

v.34-35 Spørgsmål og forkyndelse

Det spørgsmål Eunukken stiller har altid været omdiskuteret. Origenes fra det andet århundrede fortæller, at de jøder, han kom i kontakt med, forstod teksten kollektivt. (TDNT v.5 p.6). Noget tyder på, at i palestinensisk jødedom var den kollektive forståelse ikke eksisterende, mens den altså fandtes i hellenistisk jødedom.

Spørgsmålet om, ”om han taler om sig selv” er ikke helt malplaceret. Fx bruger profeten Jeremias nogle af den slags udtryk om sig selv (Jer 11,18-20). Med dette udgangspunkt begynder Filip at forkynde ”evangeliet om Jesus” for ham.

v.36-38 Dåben

Vers 37 er tekstkritisk vanskeligt. Det findes først i sene håndskrifter[28]. Eftersom manden sandsynligvis har været proselyt kender han til det med badning fra jødisk renselse, eller også har Filip forklaret ham noget om, hvad dåb er.

v.39-40 Afslutning

Beretningen slutter der, hvor den begyndte. Vi ved ikke særlig meget om, hvordan denne bortrykkelse af Filip har fundet sted.

Byen Ashod blev sat i stand af Romerne og givet til Herodes. Den lå nord for Gaza.

Litteratur

Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition. Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press, 2000.

Longenecker, Richard N. Acts. Grand Rapids, Michigan: Zondervan Publishing House, 1995.

Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.

Witherington. «Candace». I Anchor Bible Dictionary, udateret.

 

---

[1] Det sidste kommer fraskriftet Filips-akterne, der er et skrift der består af 15 akter, der beskriver Filips handlinger.

[2] Peterson, The Acts of the Apostles, 280 peger på 1:8; 8:1, 9, 14; 9:31; 15:3.

[3] Ibid.

[4] Sammenlign 8,7 (mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt) med Luk 4,33, 5,18 og 7,22.

[5] Ordet de kan oversættes så det angiver en kontrast jf: Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 213.

[6] Ordet ”udøvede magi” (μαγεύω) findes kun her i NT, og bruges i øvrigt yderste sjældent (Bruges ikke i LXX og bruges en gang i Didakae 2,2 hvor de 10 bud citeres. Derudover bruges det nogle få gange i den græske litteratur)

[7] Det ord i vers 9 som DO92 oversætter ”overvældede” og i vers 11 oversætter ”forbløffe” er det samme ord (ἐξίστημι).

[8] Peterson, The Acts of the Apostles, 273.

[9] Longenecker, Acts, 385.

[10] Ibid., 358.

[11] Ibid., 359.

[12] Luk 9,51-56.

[13] Longenecker, Acts, 359.

[14] Ibid. skriver: But God in his providence withheld the gift of the Holy Spirit till Peter and John laid their hands on the Samaritans—Peter and John, two leading apostles who were highly thought of in the mother church at Jerusalem and who would have been accepted at that time as brothers in Christ by the new converts in Samaria.

[15] Fordelen ved denne fortolkning er blandt andet at den er intratekstuel

[16] Οἱ μὲν i vers 25 modsvares af Ἄγγελος δὲ i vers 26.

[17] Gaza er en maritime by

[18] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 634  nævner begge muligheder.

[19] Witherington, «Candace».

[20] εὐνοῦχος

[21] Matt 19,12.

[22] 5 Mos 23,2.

[23] ”For sådan siger Herren: De kastrerede, der holder mine sabbatter og vælger min vilje og holder fast ved min pagt, for dem sætter jeg hånd og navn på murene i mit hus, som er bedre end sønner og døtre; jeg giver dem et evigt navn, der aldrig slettes ud.” (Es 56,4-5).

[24]Se også: http://www.scribd.com/doc/82416409/43/Rule-of-the-Congregation-1QSa

[25] Peterson, The Acts of the Apostles, 293.

[26] 10:19; 11:12; 13:2, 4; 16:6–7

[27] Longenecker, Acts, 364. Han peger dog på at 1QH har nogle af den slags træk.

[28] E fra det 6 århundrede, og de findes også i nogle latinske oversættelser ligeledes fra det 6. århundrede, dertil kommer, at det findes hos nogle tidlige kirkefædre. Dertil kommer at formuleringen τὸν Ἰησοῦν Χριστόν  ikke er en sædvanlig Lukasformulering.

Apg 6,8-7,60

Med formuleringen i 6,7 afsluttes denne del af apostlenes gerninger. Fokus frem til 9,31 er missionen på vej væk fra Jerusalem og til Samaria. Fokus i dette afsnit er Stefanus (6,7-7,60) og Filip (8,5-40), og den første fase af Paulus’ missionsvirksomhed (9,1-31).

6,8-7,1           Anklagen mod Stefanus

Stefanus var ”fuld af nåde og kraft”.  Han gør store tegn og undere, hvad der er fortalt om Jesus[1], Moses[2] og apostlene[3].

Nogle fra ”den synagoge, der hedder De frigivnes, kyrenæernes og Alexandrinernes”: Disse hellenistiske jøder han haft deres egen synagoge[4]. Synagogesystemet finder vi ikke i GT. Det opstod under fangenskabet i Babylon, og en synagogegudstjeneste blev en gudstjeneste uden kultiske handlinger. Hvor mange synagoger der fandtes i Jerusalem er uklart.

 ”De frigivne” er muligvis jøder, der er blevet taget som fanger i 63fkr da Pompejus erobrede Palæstina. Mange af dem blev siden sat fir eller købt fri[5].  Det ender med en diskussion, hvor Stefanus ender med at komme for rådet. Kyrenæernes synagoge er folk fra nordafrika, Kilikien er fra det nordøstlige middelhavsområde,

Anklagerne mod Stefanus er falske – og har paralleller til anklagerne mod Jesus (Luk 23,2).

Anklagen om at bryde dette sted ned har dog et grand af sandhed, idet Jesus forudsagde Templets ødelæggelse.

”Talen imod Loven” handler om en misforståelse af hvad det var de troende – og dermed også Stefanus sagde. For de sagde faktisk noget om loven – men de talte ikke imod loven.

7,2-53            Talen til rådet

                      v.2-6              Abraham

                      v.7-16            Patriarkerne

                      v.17-37          Moses

                      v.38-43          Ørkenen: Frafald

                      v.44-50          Ørkenen: Vidnesbyrdets telt

                      v.51-53          Afslutning

Talen til rådet falder groft sagt i tre dele

v.2-34            Fortælling

v.35-50          Argument

v.51-53          Appel

Talen her har en afgørende rolle i skriftet. Den har to store temaer[6].: i) Gud har oprejst en række ledere, som jøderne har afvist ii) De havde Guds bolig hos dem, men endte alligevel i afgudsdyrkelse. Et sådant historisk review of Israels historie er ikke unormalt i det først århundredes jødedom[7].

v.2b-6 Abraham

Baggrunden for det Stefanus siger her er 1 Mos 11-12[8]. Indleder med talen om Løfterne, landet (v.3,4,5,6) , afkommet, som er grundlæggende tematikker i GT og i jødernes selvforståelse – og efterfølgende kommer også templet. Talen tager her fat i to grundlæggende jødiske aspekter: Landet og afkommet

Gud kaldes her herlighedens Gud – et udtryk der tilnærmelsesvis dukker op igen i 7,55.

Stefanus kalder Abraham for vores fader. Det udtryk forbinder Stefanus med Abraham. Det interessante er her, at Stefanus samtidig siger, at hans tilhørere har andre fædre: v.51[9]. Abraham er en gennemgående figur i første del af talen[10].

Gud lovede Abraham landet, og hele tanken om at Gud handler og opfylder sine løfter fylder en del i skriftet[11]. Selve løftet til Abraham vender apostlenes gerninger tilbage til flere gange[12].

V.7-16 Patriarkerne: Med specielt fokus på Josef.

Formuleringerne i ves 7 baserer sig på 1 Mos 15,13-14 og 2 Mos 12,40. Vers 7b skal ses i lyset af 2 Mos 3.12.

Der er flere muligheder for, hvad Stefanus refererer til med udtrykket ”dette sted” (v.7). Det kan enten være Sinai eller templet, eller landet som sådan[13]. 5 Mos 12,21 og 16,11 kunne tale for templet, og tilsvarende at de andre steder tilbedelse sker i Apg er det knyttet til templet[14] - på den anden side er konteksten Abraham, hvorfor det mere oplagt er templet som sådan[15].

Josef[16] (nævnes v.9,13,14) skæbne minder om den, der blev Jesus til del. Også han blev forkastet af sine egne[17], men kom siden ved Guds hjælp til stor værdighed og kunne blive til frelse for sine brødre på trods af det, de havde gjort. Bemærk at Josef omtales med udtrykket ”yndest og visdom”. De samme ord er brugt om Stefanus i 6,8.10. Om Josef hedder det, at ”Gud var med ham”[18], hvad der også siges om Jesus[19], og Paulus og Barnabas[20]. Josef har ”visdom” hvilket igen også siges om Jesus[21] og om Stefanus[22]. Vers 11 knytter til ved 1 Mos 41,54ff[23].

17-44 Moses[24] og Ørkenen

                      17-29             Optakt

                      30-35             Kaldelse

                      36-39             Lovgivningen

                      40-43             Afvisningen

17-29             Optakt

                      v.17-19          Baggrunden: Løftet skulle opfyldes, og der kom en ny konge

                      v.20-22          Moses fødes og opdrages

                      v.23-29          Moses ser sig kaldede til at hjælpe

v.17-19          Baggrunden: Løftet skulle opfyldes, og der kom en ny konge

Opfyldelsesaspekter fylder igen, i vers 17. Løftet er det, der tales om tilbage i vers 6 og 7.

 Den familie som drog til Ægypten blev nu et talrigt folk. Den nye konge kommer og Moses fødes for at blive Guds redskab. Afsnittet tager fat i 2 Mos 1-2. Talen om den nye konge skal ses i sammenhæng med 2 Mos 1,8ff.

v.20-22          Moses fødes og opdrages

Talen følger i det store og hele 2 Mos 2. Fødsel (v.20), udsættelse (v.21a) og adoption (v.21b) i Faraos hus[25]. Der er en udfordring i ordene i vers 22 ”Han var mægtig i både ord og handling”, for det syntes umiddelbart at gå imod 2 Mos 4,10[26]. I lyset af 5 Mos 34,10ff syntes det dog at være en rimelig karakteristik[27]. Sammenholdt tyder det på, at ud over hans uddannelse stod Gud bag ham[28].

[29]

Moses og Kristus har en række paralleller:

i)                    Moses bliver født på det rette tidspunkt (v.20)

ii)                  Moses er udvalgt af Gud (v.20b)

iii)                Moses har visdom (v.22)

iv)                Moses er stor i ord og gerning: jf Luk 24,19

v.23-29          Moses ser sig kaldede til at hjælpe[30]

Vers 25 viser, at folket ikke havde forstået den leder, Gud havde udpeget for dem. Jf spørgsmålet i vers 27. Deres manglende forståelse i vers 25 er en videreførelse af manglende forståelse i Josefberetningen (7,12)[31]. Men hvad er det, der får Stefanus til at sige at han ser sig kaldet, før tornebuskbegivenheden?  Det fremgår ikke klart, men at Stefanus kender beretningen er indlysende ud fra vers 30ff

Men afgørende er det, at der opstår en kontrast mellem hvad Moses anså sig selv som, og hvad hans landsmænd anså ham for at være. Det fremgår af begivenhederne i ves 25-27, der ender med at afviser Moses (v.27). Baggrunden er 2 Mos 2,14f. Han håbede, at de ”forstod”, men de ”forstod det ikke” (v.25). Dette udtryk for at ”forstå” findes i Apg kun her, og i den afsluttende tale om jøderne i Apg 28,26[32]. Med denne manglende forståelse ligges grunden til den senere forfølgelse[33].

Den manglende forståelse førte til at de afviste Moses. Det er et grundtema i denne del af talen:

v.27: Afvist Moses,

v.35: Den Moses, som de afviste

v.39: De afviste ham[34]. 

30-35             Kaldelse

Kaldelsen sker ved at en engel viser sig for Moses (v.30). Den pointe dukker også op i v. 35,38 og 53, hvad der gør det til en væsentlig begivenhed.

Denne passage opsummerer 2 Mos 3,2-6. Moses bliver bange ved denne åbenbaring (2 Mos 3,6), en frygt vi finder beskrevet i v.32b.

Der er en fleksibilitet i udtyrkkene når det handler om, hvem Moses taler med. I v.30 er det en engel, hvorimod det i v.31 er Herrens røst der høres.

36-39             Lovgivningen

I ves 37 refereres der tilbage til 5 Mos 18,15; Den tekst blev specifikt anvendt på Jesus i 3,22f[35]

Bemærk igen at der tales om en der skal komme (v.37). I lyset af den senere anklage om at Stefanus taler ”mod loven” er formuleringen i vers 38 meget interessante[36].

v.39-43 viser folkets stejlhed.: Guldkalven 2 Mos 32, opfattes som et ægyptisk afgudsbillede. Oksen spillede en væsentlig rolle i folkets gudsdyrkelse.

Dette kommenteres med et citat fra Ams 5,25-27. Det Amos siger der er at selv i ørkenen var folket afgudsdyrkere.

40-43             Afvisningen

v.44-50 Fra Moses til Salomo (Bolig som nøgleord)

I den jødiske bibel bruges to udtryk om tabernaklet: Vidnesbyrdets telt og åbenbaringsteltet.

v.48 et et citat fra Salomos indvielsesbøn, og det begrundes med Es 66,1.

V.51-53: Appliceringen på Tilhøren

Stivnakkede: Jf 2 Mos 33,3-5. Uomskårne på hjertet: Jf Jer 9,26.

Vers 52 knytter det hele sammen temamæssigt. Som Guds profeter i GT blev forfulgt og dræbt, sådan er Jesus også blevet det.

Engleformidling: Jf Gal 3

7,54-60: Stefanus’ død

reaktioner: Vrede og afvisning.

Stefanus reagerer ”Fuld af Helligånden”: Jf Peter i 4,8 og Jesu løfte. Han for så et syn ind i den himmelske verden. Det skals es i sammenhæng med Sl 110,1 og Apg 2,34. Dette bekræfter den kristne forkyndelse: Jesus er den Messias, de påstår.

Bemærk at der siges at Jesus står ved Guds højre side: Står klar til at tage imod Stefanus

Bemærk videre, at det siges at Jesus er menneskesønnen: Det skal ses i sammenhæng med Dan 7,13.

Når han bruger det hér er det vel fordi han ser den ”himmelske” Jesus, hvilket svarer til Dan 7.

Det får folk til at reagere. De bliver forarget, og der sker en henrettelse. Deres raseri (v.57) antyder, at det ikke så meget er talen mod templet, som det er talen om Jesus, der skaber et problem for jøderne.

Paulus introduceres for første gang. Han benævnes med sit jødiske navn. ”Saul”, hvilket hænger sammen med, at han er af Benjamins stamme (Fil 3,5), hvilket er den samme, som Saul stammede fra. Saul er hans jødiske navn, Paulus er hans græske navn.

---

[1] 2,22-24

[2] 7,36

[3] 2,42

[4] peger på at det kan forstås som at der er 1) Fem synagoger 2) To synagoger Peterson, The Acts of the Apostles, 239.

[5] Bock, Acts, 270.

[6] Ibid., 276.

[7] Se fx: Deut. 6:20–24; 26:5–9; Josh. 24:2–13; Neh. 9:6–31; Pss. 78; 105; 106; 136; Jdt. 5:6–18; 1 Macc. 2:52–60; Wis. 10; Sir. 44–50; 3 Macc. 2:2–12; 2 Esd. [4 Ezra] 3:4–36; 14:29–31; CD 2.14–3.9;

[8] Der er et kronologisk problem her. Ifølge det Stefanus siger, slår Abraham sig ned i Karan og bliver ført bort derfra da hans far er død (v.4). Ifølge 1 Mos. Det kan løses på forskellig måde Bock, Acts, 284 løser det ved at mene, at Stefanus citerer fra en kendt tradition frem for fra skriften; Archer, Encyclopedia of Bible difficulties løser det ved ikke at lade Abraham være den ældste af  sønnerne; Archers løsning findes også hos: Lenski, The interpretation of the Acts of the apostles, 268.

[9] I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I.

[10] 7,3.5 og igen i vers 17

[11] 1,3-5 2,32-33.39 7,17-18 13,23-24, 32-33, 23,21 26,6-7.

[12] 7,17 13,32 26,6

[13] Bock, Acts, 284.

[14] 7:6–7, 42; 24:14–15; 26:6–7; 27:23–24

[15] Bock, Acts, 285.

[16] Josefberetningen finder vi i 1Mos 37-50

[17] v.9

[18] Ordene bruges om Josef i 1 Mos 39,2f.21

[19] 10,38

[20] 14,27

[21] Luk 2,50-52

[22] Aog 6,8.10

[23] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers. Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 317 mener at Josefhistorien har et Opfyldelsesaspekt: Guds løfte opfyldes og et Typologisk aspekt: Som Josef redder, sådan redder Jesus også.

[24] Ibid., 318 peger igen på opfyldelse og typologi som det der binder teksten sammen.

[25] Ibid., 319.

[26] Ibid.

[27] Peterson, The Acts of the Apostles, 254.

[28] Bock, Acts, 291.

[29] Og I en jødisk bog hedder det “Ved hans ord lod han tegn følge på tegn, han herliggjorde ham i kongers påsyn, gav gennem ham befalinger til sit folk og lod ham se glimt af sin herlighed” (Sir 45,3).

[30] Bock, Acts, 291 peger på, at rabbinsk tradition inddeler Moses’ liv i tre perioder af 40 år.

[31] Peterson, The Acts of the Apostles, 255.

[32] μήποτε ἴδωσιν τοῖς ὀφθαλμοῖς καὶ τοῖς ὠσὶν ἀκούσωσιν καὶ τῇ καρδίᾳ συνῶσιν.

[33] Bock, Acts, 291.

[34] Der bruges to forskellige ord for at afvise: ἀπωθέω i v.27 og 29 – og også om jøderne i 13,46(!). ἀρνέομαι i7,35 der kan oversættes lidt forskelligt. I 3,13.4 oversættes det ”fornægtede”, i 4,16 ”benægte”,,

[35] Peterson, The Acts of the Apostles, 257.

[36] Bock, Acts, 297.