Viser opslag med etiketten Jesu opstandelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jesu opstandelse. Vis alle opslag

mandag den 9. januar 2012

Licona: The Resurrection of Jesus (iii): Paulus og Jesu opstandelse

Hvad troede Paulus egenlig om Jesu opstandelse? Det har været en større diskussion blandt Pauluslæsere. Det spørgsmål forsøger Licona at svare på i et af underafsnittene i "The Historical Bedrock Pertaining to the Fate of Jesus" (4.3.3.9).
Her forsøger han at skitserer Paulus opstandelsestro ud fra seks tekster i Paulus' breve. Umiddelbart virker det som om Licona her siger mere om den troendes opstandelse end om Jesu opstandelse; men det er ikke tilfældigt. Det handler om, at Licona - med rette tror jeg - peger på at for Paulus er der en klar sammenhæng mellem Jesu opstandelse og den troendes opstandelse. Får man belyst den ene, for man også belyst den anden. I dette blogindlæg vil jeg nøjes med at se på to af teksterne.


Rom 8:11
I denne tekst drager Paulus en parallel mellem Jesu opstandelse ogde troendes opstandelse. Helt afgørende her er, at Ånden vil levendegøre den troendes legeme, og Licona refererer en række fortolkere der støtter det synspunkt: Käsemann, Douglas Moo, Mounce, Dunn. Efter en længere diskussion slutter han med at sige at "i Rom 8,11 siger Paulus, at de troendes dødelige legemer vil blive oprejst ligesom Jesu dødellige legeme var oprejst".

Jeg er ikke uenig med Licona, men her mangler jeg en diskussion med nogle af dem der tænker anderledes. Lige præcis den pointe Licona understreger her forsøger Richard C. Carrier at underminer i et indlæg i bogen The Empty Tomb, Jesus beyond the Grave (som også findes i Liconas litteraturliste).
Ifølge Carrier havde Paulus en tolegeme tækning, hvor Jesu første legeme stadig ligger i graven, og det andet er et åndelig legeme, der ikke er knyttet til det første. Han forstår så den levendegørelse der er tale i 8,11 som noget der sker nu (p.149). Licona svarer faktisk på den indvendig ved at pege på at grammatikken taler imod Carriers forslag, men ud fra de egne kriterier Licona selv har lagt for sit værk havde en udvidet dialog været en god ting her. Samtidig skal det med, at den diskussion tager han under refleksionen over den næste tekst: 1 Kor 15,42-54.

1 Kor 15,42-54
I dette afsnit svarer Paulus på to spørgsmål: Hvordan skal de døde opstå, og hvordan vil vores legemer blive? Udgangspunket er at der er en kontinuitet mellem den troendes nuværende krop og den fremtidige legeme. Teksten rejser en række vanskelige spørgsmål, som Licona forsøger at svare på.
Det første er hvad Paulus mellem med et sjæleligt og et åndeligt legeme i 1 Kor 15,44. Licona undersøger hvad sjæleligt betyder i samtiden, og det eneste det vanskeligt kan betyde er "fysisk", sådan som en række fortolkere har foreslået. Han tilslutter sig følgende forståelse: "Begrebet er vanskeligt at oversætte korrekt, det refererer til mennesket der lever i dets naturlige liv borte fra Guds ånd og derfor uoplyst, bind for sandheden" han ender med at sige at med "åndeligt" og "sjæleligt" refrere han ikke til substans men dets eksistensform (p.410).

Det næste spørgsmål er hvad Paulus mener med at Adam belv "en levende sjæl", mens Jesus blev "en ånd der gør levende" (v.45).
Baggrunden er den græske oversættelse af GT, hvor det i 1 Mos 2,7 hedder at Adam blev "en levnede skæl". Hvad der ligger i forskellen mellem "sjæl" og "ånd" her bruger Licona de næste vers (1 Kor 15,46ff) til at forklare. Vores åndelige legemer blvier "uforgængelige, herlige, mægtige og åndelige, og af "an heavenly substance that is given life by Christ".  Samtidig med denne "hevanly substance" fastholder Licona en sammenhæng mellem det sjælelige og åndelige legeme ud fra Rom 8,11.

Det tredje spørgsmål handler om 1 Kor 15,50 hvor Paulus siger at "Kød og blod kan ikke arve Guds rige". Hvad mener Paulus med den formulering? Hvis det skal forstås som en understregning af legemets fysiske karakter, så vanskeliggøres en fysisk forståelse af vores opstandelse, og dermed også af Jesu opstandelse. Her argumenterer Licona for, at det skal forstås som en udtryk for menneskets dødelighed frem for dets fysiske tilstand. Vers 50a og 50b står i en parallellisme til hinanden, men sker der en udvikling i den eller ikke.
Hvis man forstår det som en udvikling,så er "kød og blod" i v.50a noget andet end "det forgængellige" i v.50b. Her argumenterer Licona for at det skal læses som en synonym parallellisme, hvor de to udtryk faktisk siger det samme:


Hvis man lsæer vers 50b og v.50c som en parallelisme, så giver det faktisk god mening:

"Kød og blod kan ikke arve Guds rige"
"det forgængelige arver ikke det uforgængelige".


Det fjerde spørgsmål handler om, hvad der menes med udtrykket "Vi skal forvandles" i 15,51f. Her går diskussionen på om "Forvandlingen" udtrykker en udskiftning af et legeme med et andet, eller en forvandling af det bestående legeme. Her stiller Licona spørgsmålet: Hvis der er tale om en forvandling fra et fysisk til et ikke-fysisk legeme, hvorfor sker dette så først ved Genkomsten frem for ved den enkeltes død (421)?

Dette er en del af Liconas forsvar for, at Paulus forstod opstandelsen som en fysisk opstandelse, frem for en åndelig opstandelse. I næste blog-post, skal vi se på de to sidste tekster, som Licona trækker frem.

mandag den 19. december 2011

Licona: The Resurrection of Jesus (ii): Historisk viden

Endnu en udfordring i arbejdet med at forstå Jesu opstandelse i historiske kategorier er spørgsmålet:
På hvilken måde er historisk viden sikker viden? Det er det næste spørgsmål vi skal se på fra Liconas bog: The Resurrection of Jesus

Udgangspunktet er at historiske konklusioner i udgangspunktet er provisoriske. Det betyder at historikerens arbejde er et arbejde med sandsynlige sandheder frem for sikre sandheden (s.67).

Når en historiker derfor siger "X skete" så mener han følgende: "Med udgangspunkt i de tilgængelige data, er den bedste forklaring, at det er berettiget at have en fornuftig grad af sikkerhed for at X skete. Tilsvarende at vi et rationelt grundlag for at tro det. Men vores konklusioner må underkastes revision
eller forkastelse hvis nye data fremkommer i fremtiden der viser, at tingene er sket anderledes end de er foreslået"  (s.69).

Postmoderne historieforståelse
Med postmodernitetens fremkomster der opstået flere forskellige historie-skoler; Den postmodene historieskole, stiller spørgsmålstegn ved, om det overhoved er muligt at beskrive fortiden. I kontrast hertil står den realistiske skole, der forudsætter at virkeligheden som en uafhængig virkelighed.

Hayden White: Postmoderne historieskrivnings "far". Han reagerer ikke mod beskrivelse af de enkelte begivenheder, men de store konstruktioner som "den kolde krig", "Holocaust", "Apatheit";  De narrativer er historikerens konstruktioner.  Som eksempel nævner Licona 9/11 der kan ses forskelligt alt efter om man ser det fra vestligt eller arabisk synspunkt. Det samme gør sig gældende i Jesus-Liv forskningen.
White afviser ikke at enkelte begivenheder kan verificeres, men at det er fortolkningen af disse begivenheder, der er vanskelige (74). Pointen er at den ramme eller struktur som historikeren skaber eller overtager ikke eksisterer i fortiden på en konkret måde, derfor har det en del tilfælles med fiktion.  (74f).

En af de mere radikale historikere er Keith Jenkins. Eftersom fortiden ikke eksisterer i nutiden kan det som historikeren skriver ikke verificeres.  Hvad gør postmoderne historikere ved Holocaust? Kansteiner: De overlevende fra Auschwitz "kan ikke attesterer til den forbrydelse der er begået fordi de ikke har oplevet gaskamrene selv, og fordi ofrene ikke kan bevidne dem, fordi de er blevet dræbt" (p78).
Forsimplet kan postmodernitet defineres som "incredulity toward metanarratives". Spørgsmålet er ikke "hvad er historie" men "er det muligt at lave historisk arbejde?" (p.79)

Reaktionen på den postmoderne forståelse
En del realister reagerer mod postmoderne historikere ved at fastholde, at der er en virkelighed der er uafhængig af vores videnskabelige og teoretiske tilgang til den. En af de grundlæggende kritikpunkter, realister rejser mod postmodernister er at postmodernisterne har en alt-eller-intet-tilgang til spørgsmålet: Enten kan vi lave en 100%s beskrivelse af virkeligheden eller også kan vi slet ikke laven nogen.
"Vi kan ikke viser at logikken leder os til sandhed. Men ved at følge logikkens veje kan vi ved akkurat information skabe et resultat, der kan tjene som et stærkt empirisk støtte for realisten."

I dag synes der at være en enighed blandt professionelle historikere at den postmodernistiske tilgang til faget er død. Men samtidig har debatten været frugtbar for disciplinen, idet det har været med til at gøre historikere mere bevidste om deres metoder, og har gjort dem mere selvkritiske og selvrefleksive. (p.87).

Tre historieforståelser
Liconas diskussion ender med at udforme tre tilgange til at forstå historie, hvor han selv tilslutter sig den sidste:

i) Det først er den naive realisme; Akkurate historiske bedømmelser er altid resultatet af korrekt metode og teori og korrekt brug af beviser

ii) Ansvarlige metoder kan ikke lede os til præcise historisk viden

iii) Præcise historiske beskrivelser kan udfoldes med varierende grader af sikkerhed.


mandag den 12. december 2011

Licona: The Resurrection of Jesus (i): Kriterier for historisk arbejde

Michael R. Licona udgav i 2010 bogen "The Resurrection of Jesus, a New Historiographical Approach". Den har jeg lige fået "fingre i", og skal til at læse. Jeg vil forsøge at skrive nogle indlæg undervejs, ellers vil det blive for uoverskueligt, for det ser ud til at være en temmelig indholdsmættet sag.

Det første afsnit handler strengt taget ikke om Jesu opstandelse, men er et meget læseværdigt afsnit der handler om hvad historie er for en størrelse. De helt store spørgsmål som Licona forsøget at kæmpe med her er Hvad er historieskrivning, og i hvor høj grad kan man være "objektiv" når man laver historisk arbejde?

Kan man sætte sig selv ud over sin egen næsetip - eller sin "Horisont"  når man driver historisk arbejde? (s.38). Det er det de færreste der fuldstændigt vil afvise; På den anden side opstår spørgsmålet: Hvordan sikre man sig, at man ikke bare finder det ens for-forståelse tilsiger en? Her forsøger Licona (p.52ff) at sætte en række kriterier op som værn mod det:

1) Metode
Den metode man anvender, og refleksionerne over den kan hjælpe mod ren subjektivitet.

2) Historikerens metode og horisont skal være offentlig
Her er pointet at den metode man anvender - og dens forudsætninger-  skal være tydelig, så den kan vurderes af alle

3) Gruppepress (Peer Pressure)
Dette studsede jeg selv den del over. Men tanken er den, at pres fra andre kan være med til at klargøre de horisonter og metoder man arbejder indenfor. Pdas er det ikke et entydigt kriterium, da historien (!) viser, at tidligere konsensus har været med til at hindre ny forskning i at slå igennem.

4) Underkaste ens tanker til "Unsympathetic experts"

Med usympatisk tænker Licona ikke på at det er usympatiske personer, men at de er usympatiske ifht en synspunkt. Hans pointe er at "nogle kritikkere har integritet til at lade dem udfordre at hypoteser der er modsatte af deres egne og at give god kritik. Nogle kan endda vedgå styrkerne i en modsat hypotese selv som man hælder mod af afvise dem.

5) Redegørelse for den relevante historisk baggrund
Den historiske baggrund definere Licona som "de fakta der stort set er indiskutable". Det betyder at de fakta tilfredsstiller to kriterier: a) De er så veldokumenterede at historikere ser dem som "Historiske facts" b) Flertallet af historiske forskere ser dem som historiske fakta.

6) Løsrivelse fra forudindtagethed
Dette er et uopgiveligt kriterium for Licona. Problemet her er både at ens forudindtagethed ofte er svær at tilsidesætte, men også at den er svær at erkende. Derfor skal forskere presse dem selv til at konfrontere data og argumenter der er problematiske for deres eget synspunkt.

Det bliver interessant at følge Licona igennem dette værk, og se på, hvordan han selv arbejder med disse seks kriterier.


mandag den 19. september 2011

Teser om Jesu død og opstandelse

1.   Forkyndelsen af Jesu død og opstandelse må ses i lyset af den bibelske frelseshistorie
Forudsætningen for forkyndelsen af korset er, at mennesket er skabt og elsket af Gud, og at det bærer Guds billede. Ved syndefaldet pådrog mennesket sig skyld, og vil som sådant blive mødt af Guds vrede. På trods her af elsker Gud stadig mennesket, og ønsker at frelse og genoprette det. Den spænding er en drivende kraft en den bibelske frelseshistorie (fx i kongen, templet og præsten), der når et foreløbigt klimaks i Jesu død og opstandelse


2. Udgangspunktet for evangelierne er, at Jesus med sit liv, død og sin opstandelse bragte Guds rige til mennesker.
Markusevangeliet begynder med at berette, hvordan Jesus er Guds konge, der, efter sin dåb, forkyndte at Guds rige er kommet nær (Mark 1). Guds rige har flere vinkler:

        Den første er en guddommelig vinkel, hvor mennesket tilgives, og sætte ind i en ny relation til Gud.
        Det andet er en menneskelig vinkel, hvor Guds rige medføre genoprettelse af skaberværket. Det kommer til udtryk når Jesus helbreder, og når Jesus helbreder gennem vores tjenester, og når vi, som Jesu hænder i verden driver diakonalt arbejde
        Den tredje vinkle er den personlige: At Jesus har bragt Guds rige til mennesker gør at vi må kalde dem til omvendelse, fordi han er konge og dommer, og kalde dem til at leve i frihed, fordi han er vores konge og frelser; Den følelse, som NT beskriver, som den grundlæggende for den der lever i tro og frihed er tillid, glæde og taknemmelighed i modsætning til frygt og bekymring.



3.    Forkyndelsen af Jesu død og opstandelse er uløseligt forbundet.
Vi møder i NT ikke det ene uden det andet. I 1 Kor udfolder Paulus både forkyndelsen af Korset (kapitel 1ff) og forkyndelsen af opstandelsen (Kapitel 15). Samlet set omtales de to ting som ”det evangelium, som jeg har forkyndt for jer” (15,1).



4.   Jesu død er det fuldkomne menneskes død, og Jesu opstandelse, er det fuldkomne menneskes opstandelse.
Evangelierne viser os, at Jesus er sandt og fuldkomment menneske, og at han er sand og fuldkommen Gud, og som sådan lider og dør han for os (Hebr 2,1-16 udfolder dette perspektiv). Dette kommer også til udtryk i Jesu fristelse i ørkenen, hvor Jesus fristes som Adam og Eva, og siden Israels folk, blev det. At Jesu fristelse skal forstås i den ramme fremgår af de citater fra Israels historie, som bruges i beretningen.



5.   Det Nye testamente forkynder, at Jesu død er den handling hvorved der sker et opgør med vores synd.
Johannes Døberen peger på Jesus som den der bærer verdens synd. Jesus siger om sig selv, at han er kommet for at give sit liv som løsesum for mange. Synden forstås som skyld og som magt, og Jesu offer forkyndes i lyset heraf som soning og befrielse. 



6.    Jesu død og opstandelse er fundamentet for tilgivelse og retfærdiggørelse af det på Jesus troende menneske.
I Rom 5,9 siger Paulus at vi er gjort retfærdige i kraft af hans blod. I kapitlet forinden siger han, at det er Jesu opstandelse der er grundlaget for vores retfærdiggørelse (4,25). Ligeledes sammenholder Paulus Jesu død og opstandelse i første korintherbrev; I 15,3 proklamerer han, at Jesus døde for vores synder, og i 15,17 siger han, at hvis Jesus ikke er opstået, er vi ”stadig i vores synder”.



7.    Det nye testamente forkynder, at Jesu opstandelse er en offentlig guddommelig stadfæstelse af, Jesu person og gerning
I Apostlenes gerninger fylder forkyndelsen af opstandelsen statistisk set mere end forkyndelsen af korset. Det er bla fordi opstandelsen er en proklamation af virkeligheden af korsets soning, og at de første kristne kunne slutte fra opstandelsen til korset, og at opstandelsen derfor er et argument for evangeliets troværdighed.



8.   Jesu død og opstandelse danner strukturen for NTs tale om den troendes liv og efterfølgelse af Jesus
Jesus udfordrer den troende til at tage sit kors op og følge ham. I galaterbrevet proklamerer Paulus at han selv er korsfæstet med Kristus (2,20), han har iført sig Kristus (2,27 og 28), og at han ved Kristi kors er blevet korsfæstet for verden (6,14). Det der herefter er afgørende er den nye skabelse, som brød frem ved Jesu opstandelse (6,15)

        Jesu død og opstandelse danner strukturen hos Paulus’ forkyndelsen af dåben. I Rom 6 beskrives dåben med en korsfæstelse (v.3.4), og som en opstandelse (v.5). Dåben formuleres således i lyset af Kors og opstandelse.
        Jesu død og opstandelse danner mønsteret for efterfølgelse af Jesus i hverdagen. Efter at Jesus har fortalt sine disciple at han skal lide, dø og opstå (Mark 8,31-33) kalder han sine disciple til at tage deres kors op og følge ham (Mark 8,34ff). I 2 Kor 11,4 formulerer Paulus sig ens om Jesu lidelse, død og opstandelse, og om sin egen tjeneste.