mandag den 10. december 2012

Adam og Kristus – to nøglepersoner i Romerbrevet 5-8


Adam og Kristus – to nøglepersoner i Romerbrevet 5-8
I 5,12-21 har vi et af de mere vanskelige afsnit i romerbrevet, hvor Paulus laver en sammenligning mellem Adam og Kristus. Afsnittet har været meget omdiskuteret i den teologiske forskning på flere planer. Et af spørgsmålene er hvor i Romerbrevet afsnittet så at sige hører til. Skal det primært ses i sammenhæng med 1,18-4,25 eller i sammenhæng med 6,1-8,39? Det er det sidste spørgsmål, som skal optage mig her. Jeg hører selv til dem der hælder til at forstå det i sammenhæng med 6,1-8,39, og jeg skal her forsøge at vise, dels hvorfor jeg tror det er tilfældet, dels hvad det får af betydning for forståelsen af afsnittet som helhed.

Sproglige sammenhænge mellem 5,12-21 og 8,1-39
Når man ser nærmere på det sproglige indhold i afsnittene her, så giver det god mening at se 5,12ff i sammenhæng med det efterfølgende. Det kommer blandt andet frem ved at der er en række sporlgig sammenhænge mellem afsnittene. Tre eksempler på det:
-          I 1,18-4,25 bruges ordene ”liv” og ”leve” kun to gange, i 5,1-8,39 bruges de 24
-          Nogle af nøgleordene i 5,1-11 genfinder vi i kapitel 6-8
o   Guds kærlighed
o   Herlighed
o   Fred
o   Håb
o   Frelse
o   Udholdenhed
Tematisk betydning
Hvis vi accepterer at der er en sammenhæng mellem 5,12ff og de efterfølgende kapitler så er der flere brikker der falder på plads i den overordnede ramme der er i Rom 5,12-8,39. Paulus sætter altså en kontrast op mellem ”Adam” og ”Kristus”, og slutter afsnittet af med at sige at ” for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre”.  Her opstilles fire nøglebegreber: synd, død overfor retfærdighed og (evigt) liv.  Ser vi på kapitel 5 og 6 kan vi se at de faktisk bruges en del gange. For at illustrere det, har jeg forsøgt at ”male” teksten op med de samme farver i de to tekstafsnit. 






  Rom 5 og Rom 6
Argumentet i kapitel 6 indledes med spørgsmålet: ” Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større?”. Det skal naturligvis ses i lyset af det forudgående. I 5,20 siger Paulus at blev synden større, er nåden blevet så meget desto større”. Dette postulat fører til spørgsmålet: ”Skal vi blive i synden for at nåden kan blive så meget større”. Det ord der oversætter ”større” er det samme i 5,20 som i spørgsmålet i 6,1[1].
Her bliver det hurtigt tydeligt at der er tydelige sproglige sammenhæng mellem de to afsnit. De sproglige sammenhænge giver også stof til forståelsen af teksten;
I 6,9 skriver Paulus om Kristus at ”døden ikke er herre over ham mere”[2], og den om troende hedder det i 6,14 at ” Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden”. Med et lidt andet ord siges det samme i kapitel 5. I 5,14 hedder det, at ”døden herskede fra Adam til Moses”, hvilket også siges i vers 17. Tilsvarende formuleringer findes i vers 21. Dette giver kapital til forståelse af Paulus’ tankerække her; Kristus brød den magt som bestod i det trekløver der hedder synden/døden/loven – det fremgår af kapitel 5. I kapitel 6 siges så at for den troende gælder det også, at dødens trekløver har mistet sin magt.
En væsentlig pointe for Paulus er, at for den troende gælder en ny virkelighed, der kan kaldes for ”Kristusvirkeligheden” frem for ”Adams virkeligheden”.



Rom 5 og Rom 8
Et andet eksempel på hvordan Adam/Kristus fortællingen er en ramme, der giver forståelse af afsnittet som helhed finder vi i kapitel 8.
”for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed” (5,16b)
Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (8,1)

Det ord der bruges i de to tekstafsnit for ”fordømmelse” er et meget sjældent ord. Det bruges tre gange i NT overhoved: 5,16.18 og 8,1. Det bruges ikke i den græske oversættelse af GT (LXX), eller i de pseudepigrafiske skrifter; Samtidig er det ikke brugt i den græske litteratur[3].  I lyset af ordets sjældenhed er det oplagt at se en forbindelse mellem kapitel 5 og kapitel 8. Pointen er så, at den fordømmelse, som der blev bragt ind over skaberværket med Adam, den ”fjernes” i Kristus Jesus.
Et tredje eksempel på sammenhængen i brevet finder vi i 8,10. Udsagnet i 8,10 minder en del om, hvad Paulus har sagt i 5,21;
…for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre (5,21)
Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed (8,10)

Det interessante ved disse to udsagn er, at de bevæger sig inden for den samme ramme. Vi har på den ene siden sammenkædningen mellem synd og død; I 5,21 har synden ”hersket” i og med ”døden”, og i 8,10 er legemet ”ganske vist dødt på grund af synd”.  På den anden side skal ”retfærdigheden” herske ”til evigt liv” hvilket har paralleller i udtrykket at Ånden ”har liv på grund af retfærdighed”.  Når Kristus er i os (8,10) så erfarer vi stadig at være en del af Adam-virkeligheden (leget ganske vist dødt på grund af synd). Der har været en stigende konsensus omkring at forstå ”ånden” her som en reference til Helligånden. Årsagen har været at man har fået øje på den nære sammenhæng der er mellem ”Ånd” og ”liv” i kapitlet (se fx: v.2 og v.11)[4].

Dette er nogle af eksemplerne på at Adam/Kristus kontrasten i kapitel 5 til en vis grad sætter dagsordenen for de næste kapitler i brevet.Pointen er så hele tiden at tænke de to verdner med (Adam-verdenen og Kristus-verdenen) når man læser brevet – og de hjælper til at belyse nogle af de konstrastfulde forhold der er i kapitlerne.

Litteratur
Dunn, James D. G. Word Biblical Commentary: Volume 38A, Romans 1-8. Dallas, Texas: Thomas Nelson, 1988.



[1] πλεονάζω
[2] θάνατος αὐτοῦ οὐκέτι κυριεύει
[4] Dunn, Word Biblical Commentary, 431.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar