Jeg vil ikke give en detaljeret beskrivelse af alle fire bøger, men i første omgang koncentrerer mig omkring det tredje bind, der handler om hvorvidt de jesustroende jøder har misforstået profetierne i GT.
Bogen tager fat i nogle af den tekster i GT, som både Jesustroende i det første århundrede og i dag tager fat i, og bruger som argument for at Jesus er Messias. Det gælder blandt andet væsentlige Esajastekster, Danielstekster, salmetekster og andre tekster fra GT.
Som eksempel kan nævnes hans behandling at det udbredte synspunkt blandt religiøse jøder, at Esajas 53 handler om Israel og ikke om Jesus eller om nogen anden Messias. Når jeg trækker den frem, er det fordi det er en af de mere kendte tekster også blandt ikke-jødiske kristne.
Her peger Brown først på, at de klassiske jødiske læsninger af denne tekst - med nogle få undtagelser - forstår den som om den handler om en person (s.49), og det gælder rabbinere helt op i det 16. århundrede.
Samtidig peger kirkefaderen Origenes på, at der på hans tid (dvs. 2 årh) fandtes jøder der ikke forstod teksten messiansk.
Brown peger på fire grunde til at Esajas 53 ikke kan handle om folket:
i) Igennem hele teksten er Tjeneren beskrevet som fuldstændig retfærdig. Det kan ikke handle om folket - for hvis folket som helhed var retfærdigt, ville det blive velsignet og ikke forbandet, som teksten beskriver (Jf 3 Mos 26 og 5 Mos 28).
ii) Es 52,12-13 peger på at Herrens Tjener ikke kun vil opleve lidelse men også vil opleve ophøjelse og beundring - og mens det passer perfekt på Jesus kan det ikke siges om folket Israel.
iii) Herrens Tjener bærer andres synd, men synder ikke selv (v.12) - det Passer ikke på Israel, men passer perfekt på Jesus.
iv) Gennem Herrens Tjeneres lidelse bringes der helbredelse til folket (v.4-6 & 12). De lidelser, som hedningefolk har bragt over Israel har ikke først til disse folks frelse, men til deres dom.
Dette peger på, at Esajas 53 ikke kan handle om folket som helhed, men må handle om "en retfærdig enkeltperson, der repræsenterer folket - Jeshua, vores messias og konge" (s.52)
Dette er ikke hele argumentationen, men en del af den, og jeg har udfoldet den, for at vise hvordan Brown argumenterer i dette bind.
Sidst i bogen er der et "appendiks" om der giver nogle generelle overvejelser over hvordan man skal læse profetierne i GT. Her er der nogle spændende overvejelser om, hvordan profetierne i GT udviklede sig , og hvordan de skal forstås. Her er der nogle gode tommelfingerregler om læsning af profetier, omend jeg synes at enkelte af dem bliver lige lovlig postulerende - men det skal ikke fjerne indtrykket af en meget spændende og lærerrig bog.
Spændende! Tak for anmeldelsen Christian. Jeg kommer til at brænde inde med at par spørgsmål og kommentarer:
SvarSletHvor meget lader Brown de jødiske argumenter komme til orde? Jeg har læst en del apologetiske tekster om lignende problemstillinger og et gennemgående tema er at forfatterne taler for deres eget publikum, så at sige, og ikke for at indgå i egentlig dialog med modparten. Forskellen er vel grundlæggende den, at Brown læser GT i lyset af NT, mens den jødiske læsning er stængt GT-lig(?)
Mao. Beskriver Brown så de jødiske argumenter så de kommer til orde på en måde så vi rent faktisk forstår det jødiske argument?
Nogle dødehavsforskere mener at Qumran-folket havde en ide om at de som gruppe igennem deres retfærdige levevis rent faktisk kunne fungerer som en slags tjenere på vegne af folket. Det er ganskevist sekterisk, men dog alligevel gedigent jødisk.
Hej Søren!
SvarSletDet er lidt forskelligt. Nogle gange kommer jødiske kilder til orde, og det gør nutidige jødiske bibellæsere også.