Markus: Vandringen mod korset (i)

Markusevangeliet er blevet kaldt for en lidelseshistorie med en lang indledning. Jeg har tidligere lavet et par indlæg om Markus[1]. I min debat med biblen.info kan jeg se, at mine pointer om Markus ikke står tydeligt nok frem. Derfor har jeg valgt at lave dette indlæg – og et senere - , hvor jeg uddyber min forståelse af Markus. Markusevangeliet er et Kors-evangelium. Det betyder at evangeliet først og fremmest skal læses i lyset af Jesu død, og de forskellige andre tematikker, som man finder i evangeliet skal relateres hertil[2].

1,1-8 Indledningen på Markus

Markus åbner med ordene Begyndelsen på evangeliet om Guds søn. Ordet evangelium kommer igen i vers 14. Dette knyttes sammen med en sammenfletning af tre tekster fra GT: Es 40,3, Mal 3,1 (Og 2 Mos 23,20).

Citat fra Es 40,3. I sammenhængen er det en tekst der både understreger Guds dom (v.1-2), men også Guds frelse (v.3). Es 40,3, som Markus fletter ind i citatet og vers 3 spillede en væsentlig rolle i flere dele af første århundredes jødedom; Det er blevet kaldt ”locus classicus” for den frelse, Esajas beskriver[3].  Ser man lidt nærmere på konteksten hos Esajas, så fremgår det at LXX i vers 9 bruger udtrykket: εὐαγγελίζω. Det har fået nogle fortolkere til at overveje, om det har inspireret Markus til den indledende bemærkning[4].

Folkene bag Qumranskrifterne citerer denne tekst som begrundelse for at de skal oprette broderskabet og ”Begive sig til ørkenen” (1QS 8,11ff). Vejen er ”granskningen af loven” (8,15). I Baruks bog refereres der tydeligvis til Esajas 40 i 5,7. Det opfyldes når Jerusalem ser sine ”børn, samlede fra vest og øst”, og Gud fører ”dem tilbage til dig”. Det sker, siger Baruk fordi Gud har befalet det, hvortil der så refereres til Es 40[5]. I stedet for at knyttet denne opfyldelse til overholdelse af loven, knytter Markus den til Jesu komme.

Dette citat er med til at sætte rammen for evangeliet. Det er et evangelium, hvor Gud vil bringe sin frelse til folket.

1,16-20 Guds rige er kommet nær

Jesus kommer til Galilæa og forkynder ”Guds evangelium”, med indholdet ”Guds rige er kommet nær”. Umiddelbart er der ikke nogle korsindikationer i det, men efterhånden som vi skrider frem, bliver det klart, at kongen i Guds rige er en korsfæstet konge. Guds rige referer her til en virkelighed, der både er nutidig og fremtidig.

2,1-3,6 Konflikten som drivmiddel mod Korset

Afsnittet 2,1-3,6 indeholder fem konflikthistorier.

Reference	Konflikttema	Reaktion
2,1-12	Tilgivelse	Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud? (2,7)
2,15-17	Spiser med toldere og syndere	”Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple” (2,16)
2,18-22	Faste
2.23-28	Sabbat
3,1-6	Sabbat	Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel. (3,6)

Når man umiddelbart læser dem, virker korset meget langt væk her. Men ser man lidt nærmere på dem, så er det ikke helt tilfældet. Både talen om brudgommen (2,19f) og konflikten om sabbatten i 2,23-3,6 har tydelige referencer til korset. I brudgomstalen er det Jesus selv, der peger på sin forestående død,og med plottet mod Jesus i 3,6 er det de jødiske religiøse ledere der skubber historien i den retning.

2,19-20 Brudgommen

Den første tydelige reference til Jesu død finder vi i talen om brudgommen der skal tages fra dem. Der er en kontrast mellem v.19b: så længe brudgommen er der og så at brudgommen tages fra dem. Faste var i samtiden ofte knyttet sammen med sorg. Med formuleringen brudgommen tages væk har vi det første hint til lidelseshistorien hos Markus[6].  

Dette sker samtidig med at konfliktteamet udfoldes; I 2,6 spørger de skriftkloge ”Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud”. I 2,16 sætter de skriftkloge spørgsmålstegn ved Jesu praksis.

2,23-3,6 Sabbatten[7]: De besluttede at få slået ham ihjel.

 Når man læser tekster fra det første århundrede står det ret hurtigt klart, at det var et meget væsentligt spørgsmål[8]. Samtidig var det et spørgsmål, der rejste forskellige tolkninger.  Spørgsmålet har flere perspektiver, dels et historisk (Hvordan passer dette ind i en jødisk kontekst i det første århundrede), et teologisk (betyder 2,27 en ophævelse eller en redefinering af sabbatten?), og kristologisk (Hvad betyder denne konflikt for synet på Jesus?). I begyndelsen af evangeliet er sabbatten[9] et problem i afsnittet 2,23-3,6, og det ender med, at farisæerne og herodianerne beslutter sig for at så Jesus slået ihjel. Men hvad er det Jesus gør op med? Er det loven som sådan, eller er det misforståelsen af loven[10]?

Hverken helbredelserne eller plukningen af aks på Sabbatten er en overtrædelse af nogle bud i Moseloven[11]. Moseloven tillader, at man må plukke fra en anden mands mark[12].

Crossley skriver følgende om problemstillingen: ”…the ’Judaising’ controversies in Christianity concerned the issue of whether the Sabbath should be observed at all….and not halakic discussions and so it is unlikely Mk 3.1-6 reflects such debate.”[13]. Dermed er et en misforståelse at se det som at Jesus “Ignorerer” jødiske helligdage, på samme måde som Paulus gør det[14].

Men hvad har alt dette med Korset at gøre? En hel del. De var en del af drivmidlet frem mod korset.

3,13-19 Judas og de tolv

Efter 3,6 er der nogle få vers, hvor Jesus helbreder og uddriver dæmoner. Derefter udvælger Jesus blandt sine disciple 12 som han kalder apostle. At der har været en inderkreds af 12 apostle finder vi også hos Paulus i 1 Kor 15,3f[16]. Den eneste af de 12 apostle, der får en bemærkning, der siger noget om hans handling er Judas ”ham som forrådte ham” (v.19)[17].

I 9,31 bruges ordet "forråde" også om Jesus, hvilket sker igen i 10,33, og Judas’ udlevering af Jesus lægges der op til i 14,10f, og den sker så i 14,43ff. I 14,43 gribes der fortællemæssigt tilbage til 3,19, da Judas genintroduceres som ”en af de tolv”[18].

Bibelen.info lægger op til at læse hele Judas-historien i lyset af Amos. Argumentet er følgende[19]:

”Her har Markus åbenbart fundet navnet i en af de utallige spådomme om Jerusalems undergang: Amos 2,4 Dette siger Herren: På grund af Judas tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De forkastede Herrens lov og holdt ikke hans bud; de løgneguder, som deres fædre fulgte, førte dem vild.
Amos 2,5 Derfor sender jeg ild mod Juda, den fortærer Jerusalems borge.
Amos 2,6 Dette siger Herren: På grund af Israels tre forbrydelser, ja fire, opgiver jeg ikke min beslutning. De solgte den uskyldige for penge og den fattige for et par sandaler.”

Der er flere ting i dette argument, der peger i retning af biblen.infos argumentation: i) Juda og Judas staves ens på græsk ii) Det som i DO er oversat ”den uskyldige” er på græsk ”den retfærdige”. Det var et udtryk der blev brugt om Jesus i den tidlige kristendom.

Samtidig er der mindst fem problemer i argumentet for mig at se: i) For det første bruges udtrykket ”den retfærdige” ikke på noget tidspunkt om Markus. Ii) For det andet er anklagen i Amos ikke rettet mod Juda (den slutter i vers 5), men mod Nordriget. iii)  For det tredje forudsætter det, at Markus først og fremmest skal læses i lyset af Jerusalems ødelæggelse, frem for i lyset af Jesu død og opstandelse. Iv) Hvis Judas således er et negativt navn, alene i og med navnet, så syntes det at blive vanskeligt at forklare, hvorfor Markus så i 6,3 lader en af Jesu brødre have præcis det samme navn. Ud fra de navnestatistikker vi har tilgængelige fra det første århundrede, så lå navet ”Judas” i top 5[20], hvilket kunne forklare hvorfor han hed det, og hvorfor også en af Jesu brødre hed det.  v) Ingen af ordene fra den græske sætning ”De solgte den retfærdige for sølv” (ἀπέδοντο ἀργυρίου δίκαιον) findes i nogen tekst i Markusevangeliet.  De to første argumenter er de svageste, men de tre sidste mener jeg vanskeliggør sammenkoblingen mellem ”Juda” og ”Judas”.

Ligeledes anser man navne ”Peter, Jakob og Johannes” for at være hentet fra Paulus breve. Men der er i hvert fald en problemstilling, som bibelen.info ser bort fra. Peters hovednavn er i Paulus’ breve ”Kefas”, og at ”Kefas” og ”Peter” er, så langt jeg forstår Bibelen.info er Peter og Kefas to forskellige personer[21], og derfor kan det undre hvorfor Markus bruger Kefas som inspiration for ”Peter”.

6,14-29

Når man ser på, hvordan Markus disponerer sit stof, så må man undre sig over, at beretningen om Johannes Døbers død fylder så meget som den gør.  Dertil kommer, at det er den eneste beretning evangeliet, hvor der ikke er en klar reference til Jesu person og gerning[22]. Men når man ser efter, så er der nogle interessante paralleller mellem Jesus og Johannes[23]:

	Johannes	Jesus
Arresteret	6,17	14,46
Frygt for J	6,20	11,18.32
Uskyldig	6,26	15,10.14-15

Alt efter hvilken hovedopfattelse man har af Markus’ overordnede hensigter, så tillægger man denne tekst forskellig betydning, og hvorfor den ligger der. En mulighed er, at det er et indirekte Kors-hint; Når man gjorde det, ved ham der gik forud for Jesus, hvordan skal det så ikke gå Jesus selv[24].

8,27-9,1

Omkring halvvejs i evangeliet ender Jesus og hans disciple ved Cæsarea Filippi;. Her bekender Peter[25], at Jesus er ”Kristus”. Umiddelbart efter ”begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter” (8,31). I det næste afsnit giver Jesus tilhørerne en belæring, der går ud på, at den der vil følge efter ham, skal fornægte sig selv og tage sit kors op og følge ham[26]. Resten af afsnittet er en begrundelse for den påstand[27].

Dette er den første af tre lidelsesforudsigelser, efterfulgt af en belæring om det at være discipel. De to næste kommer i 9,30ff og 10,32ff. De kan opstilles på følgende måde[28]:

Mark 8,27-9,1	Mark 9,30-333	Mark 10,32-37
Lidelsesforudsigelse	Lidelsesforudsigelse	Lidelsesforudsigelse
Hvad vil det sige at følge efter Jesus	Hvem er den største?	Kan vi være de største?

Hvad er pointen i at lidelsesforudsigelserne altid hænger sammen med en samtale om det at være discipel? En oplagt pointe, er at discipelskab altid skal ses i lyset af Jesu korsdød. Det betyder også at ægte fuldtonet discipelskab først er muligt efter Påske[29].  For en dødsdømt var det en opgave selv at bære sit kors til henrettelsen[30].

9,1: De, der ikke skal se døden

I 9,1 siger Jesus at ”Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet i magt og vælde”. Price er meget hurtig til at koble det til Jerusalems undergang i år 70 – men der er faktisk to andre oplagte tolkninger, som begge er intertekstuelle frem for ekstratekstuelle.

Den ene er at umiddelbart efter dette udsagn fortæller Markus om forklarelsen på bjerget.  Her tog han ”nogle af dem, der står her” med op og åbenbarede sig for dem (9,2ff). Det kunne være det Jesus refererede til[31]. 

På den anden side så er den større kontekst Jesu lidelseshistorie; Udsagnet kommer umiddelbart efter at han har sammenkoblet hans egen lidelseshistorie med disciplenes. Det kunne tolkes i retning af Jesu (død og) opstandelse[32].

Anden del af blogposten kan læses her
Litteratur

Bauckham, Richard. Jesus and the Eyewitnesses: The Gospels as Eyewitness Testimony. Grand Rapids, Mich: William B. Eerdmans Pub. Co, 2006.

Bolt, Peter. The Cross from a Distance: Atonement in Mark’s Gospel. Downers Grove, Ill: InterVarsity Press, 2004.

Burridge, Richard A. What Are the Gospels?: a Comparison with Graeco-Roman Biography. 2nd ed. The Biblical Resource Series. Grand Rapids, Mich. : Dearborn, Mich: William B. Eerdmans Pub. Co. ; Dove Booksellers, 2004.

Cranfield, C. E. B. The Gospel According to Saint Mark: An Introduction and Commentary by C.E.B. Cranfield. Reprinted 1974. Cambridge Greek Testament Commentary. London: Cambridge University Press, 1959.

Crossle. “Mark, Paul and the Question of Influences.” In Paul and the Gospels: Christologies, Conflicts and Convergences, edited by Michael F. Bird and Joel Willitts. 1st ed. T&T Clark, 2011. Kan læses her: http://books.google.dk/books?id=ofFUBCcI_z8C&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_atb#v=onepage&q&f=false.

Crossley, James G. The Date of Mark’s Gospel: Insight from the Law in Earliest Christianity. Journal for the Study of the New Testament 266. London ; New York: T & T Clark International, 2004.

Edwards, James R. The Gospel According to Mark. The Pillar New Testament Commentary. Grand Rapids, Mich: Eerdmans, 2002.

“Evangeliet Og Tjenesten: Markus”, n.d. http://blog.maymann.net/search/label/Markus.

Guelich, Robert A. Mark 1-8:26. Paternoster Press, 1989.

Gundry, Robert Horton. Mark: A Commentary on His Apology for the Cross. Grand Rapids, Mich: Eerdmans, 1993.

Hagner. “Jesus and the Synoptic Sabbath Controversies.” In Key Events in the Life of the Historical Jesus: a Collaborative Exploration of Context and Coherence, edited by Darrell L. Bock and Robert L. Webb. Wissenschaftliche Untersuchungen Zum Neuen Testament 247. Tübingen: Mohr Siebeck, 2009.

Henderson, Suzanne Watts. Christology and Discipleship in the Gospel of Mark. Monograph Series. Cambridge: Cambridge University Press, 2006.

Hurtado, Larry W. “Following Jesus in the Gospel of Mark - and Beyound.” In Patterns of Discipleship in the New Testament, edited by Richard N. Longenecker. McMaster New Testament Studies. Grand Rapids, Mich: William B. Eerdmans Pub, 1996.

Ilan, Ṭal. Lexicon of Jewish Names in Late Antiquity. Texts and Studies in Ancient Judaism = Texte Und Studien Zum Antiken Judentum 91, <126, 141>. Tübingen: Mohr Siebeck, 2002.

Stein, Robert H. Mark. Baker Exegetical Commentary on the New Testament http://209.123.63.92/pdf_files/Excerpt_9780801026829.pdf. Grand Rapids, Mich: Baker Academic, 2008.

Tannehill, Robert C. “The Disciples in Mark: The Function of a Narrative Role.” In The Interpretation of Mark, edited by William Telford. Issues in Religion and Theology 7. Philadelphia : London: Fortress Press ; SPCK, 1985.

Turton, Michael. “Gospel of Mark Chapter 9”, n.d. http://www.michaelturton.com/Mark/GMark09.html.

---

[1] Se evt: «Evangeliet og Tjenesten: Markus» Et af de kritikpunkter, der er blelvet rettet mod indlæggene er at hovedpointen - at MarkusEvangeliet handler om Korset - ikke er tydeligt. Det håber jeg bliver bedre her.

[2] Metodisk kan man overveje, om en læsning af Markus først og fremmest skal være Intratekstuel eller Intertekstuel. I det Intertekstuelle undersøger man, hvordan teksten relaterer sig til andre tekster eller andre personer udenfor teksten. Med den Intratekstuelle tilgang undersøger man, hvordan teksten står i relation til forskellige elementer i teksten selv. Det følgende er først og fremmest skrevet ud fra en intratekstuel tilgang.

[3] Henderson, Christology and discipleship in the Gospel of Mark, 36.

[4] Ibid.

[5] Afsnittet har efter al sandsynlighed også inspireret skriftet Salamons Salmer – se salme nr 11

[6] Bolt, The Cross from a Distance, 23; Cranfield, The Gospel According to Saint Mark, ??; Edwards, The Gospel According to Mark, 90 mener at der er en reference til Es 53,8. Problemet med den tolkning er at det forskellige verber der bruges de to steder. I Mark 2,20 er det ἀπαίρω, hvorimod det i Es 53,8 er αἴρω.

[7] Spørgsmålet om Sabbath er et størrer problemkompleks i evangelierne. For en oversigt over problemerne se fx: Hagner, «Jesus and the Synoptic Sabbath Controversies».

[8] Jubilæerbogen 50 og CD 10,14-11,18 afslører dette meget tydeligt.

[9] Bibelen.info skriver følgende om sammenhængen mellem Markus og Paulus: ” Jesus ignorerer jødiske helligdage, ligesom Paulus:” ( http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm). Jeg mener det er for upræcist. For en grundigere diskussion af spørgsmålet se Crossle, «Mark, Paul and the Question of Influences» Bogen kan læses her: http://books.google.dk/books?id=ofFUBCcI_z8C&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_atb#v=onepage&q&f=false.

[10] For et opgør med den tanke, at Jesus hør gør totalt op med loven se fx Crossley, The date of Mark’s Gospel, 84ff.

[11] Ibid., 85.

[12] ” Når du kommer ind i en anden mands vingård, må du gerne spise dig mæt i hans druer, men du må ikke lægge dem i din kurv. Når du kommer ind på en anden mands kornmark, må du gerne plukke aks med hånden, men du må ikke svinge seglen i hans korn” (5 Mos 23,25-26)

[13] Crossley, The date of Mark’s Gospel, 85.

[14] Og det er præcis den tolkning man finder hos http://www.biblen.info/Markus-paulus.htm se kommentaren til 2,27.

[15] Ordret: hvorledes (ὅπως) de kunne få ham slået ihjel. Jf 14,1

[16] Robert Price har argumenteret for at 1 Kor 15,1-11 er en senere interpolation i Paulus’ brev. Den diskussion falder uden for denne post. Jeg henviser til http://www.christiancadre.org/member_contrib/cp_interpolation.html

[17] Gr: ὃς καὶ παρέδωκεν αὐτόν .

[18] εἷς τῶν δώδεκα

[19] http://www.biblen.info/Jesus-apostle.htm

[20] Bauckham, Jesus and the eyewitnesses, 85–88; For en gennemgang af de enkelte forekomster se: Ilan, Lexicon of Jewish names in late antiquity, 112–125.

[21] http://www.biblen.info/Peter-kefas.htm se konklusionen.

[22] Guelich, Mark 1-8, 328.

[23] Ibid.

[24] Edwards, The Gospel According to Mark, 177.

[25] Ifølge 3,16 får Simon tilnavnet Peter. Dette dobbeltnavn hænger sandsynligvis sammen med at Simon var et meget normalt navn i det første århundrede, og for at adskille de forskellige Simoner fra hinanden får det et ekstra navn Bauckham, Jesus and the eyewitnesses, 85 placerer det på det mest brugte navn i Israel i perioden 330 f.kr. - 200 e.kr. Ilan, Lexicon of Jewish names in late antiquity, 218–235 gennemgår 257 eksempler.

[26] http://www.biblen.info/Markus-ironi.htm peger  på en “parallel” mellem Mark 8,34 og 15,21 hvor det er Simon fra Kyrene der bærer korset. Det udlægger biblen.info på følgende måde: ” Jesus havde sagt, at en apostel skulle »tage sit kors op og følge mig«, men Simon Peter tog aldrig noget kors op. Da Jesus startede sin vandring mod Golgata, var det en anden Simon, der kom til at bære korset”. Videre skriver han ” Hvem var Simon af Kyrene? Og hvem var Alexander og Rufus? Ikke nogen — de er lige så frit opfundne som alle andre figurer i historien. Pointen er, at Kyrene var en græsk koloni, og at denne Simon havde givet sine sønner gode græske og romerske navne, Alexander og Rufus. Simon Peter mistede chancen, og frelsen tilhører den helleniserede Simon. Markus er den eneste evangelist, der fortæller, hvad Simon fra Kyrene's sønner hed.”. Her forstår jeg ikke helt parallellen: 1) Jesus kaldte folk til at bærer sit eget kors, hvorimod Simon fra Kyrene bærer Jesu kors. 2) Så vidt jeg kan se, er de ikke nogle på noget tidspunkt i evangeliet der bliver kaldet til at bære Jesu kors. 4) Michael Turton (http://www.michaelturton.com/Mark/GMark15.html) peger på, at imod tanken om at Simon fra Kyrene er den ideelle apostel står det faktum at ” that Simon is compelled, and does not choose freely”, og hvis man sammenligner 8,34 og 15,21 så er der en spænding mellem vilje (εἴ τις θέλει) og tvang (ἀγγαρεύουσιν) 5) Hvis navnet i sig selv er et argument, hvordan skal det så læses i sammenhæng med den tredje Simon i 6,3 og den fjerde i 14,3? Hvis Markus vil opfinde den parallel hvorfor så de to andre personer med navnet ”Simon” i skriftet? Hvorfor ikke kalde ham for ”Peter”? Det er for det første hovednavnet for ”Simon Peter” i skriftet, og den eneste i skriftet overhoved der bærer navnet Peter. 6) Der er en stor del af den sprogbrug, der er i 8,31-33 der går igen i lidelseshistorien. Hvis Simon fra Kyrene virkelig realiserer det Jesus siger i 8,34ff så må man spørges sig selv a) Hvor står der er Simon fra Kyrene at han ”Fornægter sig selv” (ἀπαρνέομαι)? b) Hvor siges det at Simon mister sit liv (ἀπολέσει τὴν ψυχὴν αὐτοῦ)?  Tolkningen af Simon som paradigmatisk person findes også hos Edwards, The Gospel According to Mark, 470. Endvidere kan der peges på, at hvis hele scenen var paradigmatisk tænkt, kan man overveje, hvorfor Jesus ikke bærer sit eget kors, når han kalder andre til at gøre det.

[27] Udsagnet fremsættes i vers 34, og vers 35-38 består af fire begrundende sætninger, der indledes med det græske γὰρ

[28] Jf. Turton, «Gospel of Mark Chapter 9».

[29] Henderson, Christology and discipleship in the Gospel of Mark, 245f.

[30] Plut., De sera numinis vindicta 9: ” καὶ τῷ μὲν σώματι τῶν κολαζομένων ἕκαστος κακούργων ἐκφέρει τὸν αὑτοῦ σταυρόν”. Eng: “And as every malefactor who suffers in his body bears his own cross to the place of his execution”

[31] Gundry, Mark, 457.

[32] Edwards, The Gospel According to Mark, 260.