Første del af bogen giver et overblik over de vigtigste personer i "den nye ateisme", og præsenterer kort deres hovedideer. I dette tilfælde regnes Richard Dawkins, Sam Harris, Christopher Hitchens og Daneil Dennett som de fire hovedpersoner.
Det næste kapitel handler om Religion og historietolkning. En væsentlig pointe i dette kapitel er at diskussionen om den nye ateisme også er en diskussion om historie og historietolkning. Det afgørende her er det Olsen kalder for "Kampen om Årstal". Hvordan og hvornår betyndte oplysningstiden? Hvornår slog rationalismen igennem og hvordan undgår man at koble rationalime, oplysning og ensretning sammen, eller den franske revolution og oplysningstiden? En væsentlig pointe hér er hele diskussionen om, hvorvidt oplysningstiden fremmer eller hindre toalitære regimer.
Baggrunden for det kapitel er blandt andet at historien har været brugt som kristendomskritik. Her tager han fat i Nietzsche, og viser baggrunden for at Nietzsche kalder kristendommen for en "slaverelligion" - den tæning der ligger i den religion betyder at mennesket er blevet blevet "tamt, svagt, sygt, middelmådigt". Heroverfor står grunddriften i livet som er "viljen til magt".
Et af de steder, hvor Nietsche og nyateismen adskiller sig er i spørgsmålet om moral. Den nye ateisme er i modsætning til Nietzche moraliserende. Årsagen til at Nietzsche ikke er det, er at han ser mennesket som instiktstyret.
Tredie kapitel i bogen handler om åndsfrihed. Skal der være plads til en religiøs diskurs i det offentlige rum? Det afviser fx Sam HArris, fordi det vil være farligt og ødelæggende. Udgangspunktet er at mennesket ikke har en åndelig dimention, men er rent materielt. Nogle går så langt som at sige at bevidsthed er et bedrag, hvad der også gælder ånd og fri vilje. Konsekvensen bliver at det irationelle (religiøse) bliver noget farligt, og derfor må det ud af det offentlige rum.
Hvad så med religion og konflikter rundt omkring i verden? Vil der ikke være mange konflikter der forsvinder hvis ikke religion forsvinder? Det forudsætter at religionen er årsangen til konflikterne. Men, spørger Olsen, kunne man ike forestille sig, at konflikterne har rod i noget dybere - fx. menneskelig aggressivitet og selviskhed? Og er et menneske nødnendigvis ondt og morderrisk, hvis det ikke kan gøre rede for sine overbevisninger?
Fjerde kapitel handler om trosforsvar. Her er udgangspunktet, at den kristne kirke altid har været udsat for forskellige former for kritik, og svaret blev tidligt den apologetiske litteratur. Kapitlet giver også en fin oversigt over tre af de hovedveje, den moderne apologetik har bevæget sig: 1) Den moderne fysik 2) Bevisthedsbegret 3) Moralspørsgmålet.
Olsen er klar over, at alle tre hovedveje har ført til kristendomskritik,men at der også er "flere, der her finder observationer, der styrker troen på en skaber". Derefter skitserer han kort problemstillingerne inden for de tre hovedområder. Dertil kommer et fjerde, som han kalder "Jesus som argument". Her peger han på at der er "generel enighed om at Jesus er en historisk person", og at budskabet om hans død og opstandelse "har været en del af kirkens forkyndelse lige fra begyndelsen". Dertil kommer Paulus og hans omvendelse.
Det sidste kapitel hedder sammenhæng og livssyn, og peger på at vi alle lever med en grundlæggende usikkerhed, og "derfor kan man tale om tro uden at kalde det blind tro"
Bogen er en god introdution til den nye ateisme, og giver en mange gode argumenter i mødet med den. En meget læseværdig bog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar