Apostlenes Gerninger 5

5,1-11: Ananias og Safira

5,1-2              Ananias og Safira kommer med penge til apostlene

5,3-4              Peters domstale til Ananias

5,5                 Ananias dør – og frygt over menigheden

5,6                 Ananias bæres væk

5,7                 Safira ankommer

5,8-9              Peters domstale til Safira

5,10               Safira dør -Frygt over menigheden

5,1-2              Ananias og Safira kommer med penge til apostlene

Beretningen er enkelt nok. Ananias stikker nogle af pengene fra salget af ejendom[1] til side i stedet for at komme med dem til apostlene. Det er den første beskrivelse af ”problemer” vi møder i den første kristne tid. Det viser lidt af, at det ikke har været paradis på joden at være i den første menighed.

Samtidig med at det er enkelt nok, så er den meget godt fortalt. Sammenlign 4,37 med 5,1[2]. Ligeledes står vers 5b og 11 parallelt[3].

5,3-4              Peters domstale til Ananias

Peters spørgsmål i vers 3 er hvorfor Satan har fyldt hans Ananias’ hjerte med løgn[4]. Udtrykket ”fyldt” har været brugt en del gang til at vise det stik modsatte: Gud fyldte de troende med Ånd (2,4 4,8.31).

5,5                 Ananias dør – og frygt over menigheden

Udtrykket ”der kom stor frygt over menigheden” finder vi i Apg kun hér og i 5,11. Det ord der bruges for at ”udånde”[5] findes i hele NT kun her og i 12,23[6]. Gud kender Anannias, jf bønnen i 1,23

5,10               Safira dør – og frygt over menigheden

Nogle timer efter kommer Safia ind. Hun har ikke klar over hvad der er sket, og Safia bekræfter med sine ord i v. 8, at hun tager del i løgnen – og konsekvenserne bliver derefter. Hun falder ned for Peter fødder[7].

Det er vanskeligt at se om disse mennesker Går fortabt. Det synes at ligge ligefor. v.4 synes at forudsætte at Ananias ikke var forpligtet til at sælge jorden. Ananias’ synd var ikke tyveri, men løgn.

Gud føjer et tegn til, så det bliver tydeligt, hvor alvorlig synden er. De (menigheden[8]) der hørte om det blev grebet af ”stor frygt”, hvilket igen er en favoritterm hos Lukas (1,12.65) og i Apg (2,43, 9,31; 19,17).

5,12-16 Tegn og undere i folket[9]

5,12               Tegn ved apostlenes hænder

5,13-14          Reaktionen: Frygt for tilslutning og menighedsvækst

5,15-16          Man kommer med syge til Peter

5,12               Tegn ved apostlenes hænder

Fra de indre liv i menigheden fokuserer Luks nu på relationen til folk udenfor. De tegn og undere der sker her skal måske ses som svar på bønnen i 4,30 (Bemærk ordene ”tegn” og ”undere” går igen). Det er bemærkelsesværdigt, at Lukas ikke skriver, at apostlene gjorde tegn og undere, men at de skete gennem apostlene. I lyset af bønnen er det oplagt at sige, at Gud var den der gjorde underne gennem apostlene[10].

Apostlene er i Salomons søjlegang, hvor de har været før (3,11). Det er lidt uklart hvor bredt Lukas taler, når han siger at ”alle” holdt til i Søjlegangen[11].

5,13-14[12]       Reaktionen: Frygt for tilslutning og menighedsvækst

Befolkningen i Jerusalem var delt i deres vurdering af apostlene og deres forkyndelse. Der var mange der var positive og sluttede sig til, og der kom en del mennesker til dem og blev helbredt.

5,15-16          Man kommer med syge til Peter

Afsnittet ender med en opsummering, hvor vi hører at rygtet om disciple spredes ud til Jerusalems omegn, hvorfor der sker mange helbredelser.

 

5,17-32 Apostlenes gerninger og deres stilling for rådet

v.17-18          Forkyndelse og fængsling

v.19-28          Befrielse og forkyndelse på ny

                      v.19-21a        Befrielse og forkyndelse

                      v.21b-28        Reaktionen fra de jødiske ledere

                      v.29-32          Svaret fra apostlen

                     

5,17-18: Forkyndelse og fængsling

I 5,17 forsøger de jødiske ledere endnu engang at standse apostlene[13]. Her er det alle dem, der er af Saddukæernes parti[14]. Senere kommer farisæerne også ind i billedet(v.33ff).

5,19-21a: Befrielse og forkyndelse på ny

Apostlene bliver befriet fra denne forvaring (v.19ff) ved en engel. Dette er den første af 3 fængselsbefriesler i skriftet (12,6-11 og 16,26-30). De skal forkynde ”Dette livs ord” (v.20) altså det ord, som giver liv. Det er ikke en tilfældig valgt formulering. Vi har flere formuleringer, der er knyttet til livet.

3,15	Livets fyrste dræbte I[15]
5,20	Dette livs ord[16]
11,18	Omvendelse til livet[17]
13,48	Bestemt til evigt liv[18]

Tilbage i 4,19 har Peter sagt, at man skal adlyde Gud mere end mennesker. Derfor adlyder de her, og går hen og forkynder videre.

Betyder det så, at alle kristne i den første tid blev befriet fra fængslet og fra død? Nej lidt senere dør Stefanus[19], Jakob[20] og Paulus kommer til at opleve et langt fængselsophold[21].

Efter en anholdelse og udfrielse begynder de igen at forkynde på tempelpladsen.

Litteratur

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.

Witherington, Ben. The Acts of the Apostles : A Socio-Rhetorical Commentary. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1997.

Zmijewski, Josef. Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski. Regensburg: Pustet, 1994.

 

---

[1] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski, 233 sammeligner med Jos 7,1LXX.

[2]Josef: πωλήσας ἤνεγκεν… ἔθηκεν πρὸς τοὺς πόδας τῶν ἀποστόλων

 Ananias: ἐπώλησεν … καὶ ἐνέγκας … παρὰ τοὺς πόδας τῶν ἀποστόλων ἔθηκεν

[3] Witherington, The Acts of the Apostles peger på de parallelle sætninger καὶ ἐγένετο φόβος μέγας ἐπὶ πάντας τοὺς ἀκούοντας (v.5b) og καὶ ἐγένετο φόβος μέγας ἐφʼ ὅλην τὴν ἐκκλησίαν καὶ ἐπὶ πάντας τοὺς ἀκούοντας ταῦτα (v.11).

[4] I 1,12 og 15,8 tiltales Gud som den der kender hjerterne

[5] ἐκψύχω

[6] I LXX bruges det to gange (Dom 4,21 og Ez 21,12). Det bruges ikke hos de apostolske fædre, eller hos de klassiske forfattere.

[7] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski, 246 peger på at fødder har en stor rolle i dette tekstafsnit: 4,37 5,2 og 5,10.

[8] Der bruges forskellige udtryk for de troende i Apg: i) Troende (2,44 4,32), ii) Brødre (1,15) iii) Disciple (6,1) iv) De hellige (9,33) v) De kristne (11,26)ibid., 252.

[9] ifølge ibid., 6 er dette den tredje opsummering efter: 2,41-47 og 4,32-35.

[10] Jf den samme konstruktion i 2,43 hvor vi har Διὰ og ἐγίνετο.

[11] Bock, Acts, 230 læser det om apostlene; Peterson, The Acts of the Apostles, 214 læser det om menigheden generelt; Det samme gør Zmijewski, Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski, 252.

[12] Grammatisk rejser vers 17 og 18 et spørgsmål: i) hvem er ”resten” (τῶν δὲ λοιπῶν) i vers 13? Er det resten af folket? Eller er det resten af menigheden?

[13] Participiet Ἀναστὰς  kan forstås kausalt

[14] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski, 263 mener, at udtrykket αἵρεσις betegner «primär als »religiöse Interessengruppe innerhalb des Judentums«. Paulus nævner tre »Partier" i skriftet: i) Saddukæernes (5,17) ii) Farisæernes (26,5) iii) De kristne (28,22).

[15] τὸν δὲ ἀρχηγὸν τῆς ζωῆς ἀπεκτείνατε

[16] ῥήματα τῆς ζωῆς ταύτης

[17] τὴν μετάνοιαν εἰς ζωὴν

[18] τεταγμένοι εἰς ζωὴν αἰώνιον

[19] Kapitel 7

[20] 12,1ff

[21] 21,30-26