Efeserbrevet del 1

I denne blogpost skal vi se lidt nærmere på efeserbrevet. Det er et lille, men meget indholdsrigt brev, som er meget gennemtænkt fra start til slut. Groft sagt falder de i to dele[1]:

1,1-3,21

4,1-6,24

 I dette blogindlæg skal vi se på nogle linjer i den første del af brevet.

At sammenfatte alt i Kristus

Hvad handler dette brev så om? Det er vanskeligt at sætte på én formel, men jeg tror at det giver god mening at tage udgangspunkt i det Paulus skriver i 1,10. Saammenhængen er at Gud har taget en beslutning, og den beslutning handler om Guds frelsesplan. Den plan er ifølge 1,10 at ”sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske”. Selve ordet ”frelsesplan”[2] finder vi to steder i brevet: i 1,10 i 3,9[3].

Indholdet af denne frelesplan er at ”sammenfatte alt i Kristus”. Ordet sammenfatte bruges kun dette ene sted i denne betydning i NT[4].  ”Alt” er her udspecificeret som ”det himmelske og det jordiske”. Hvad der ligger i det bliver udfoldet i resten af brevet.

I en hvis forstand kan man tale om at denne sammenfatning i Kristus har en lodret dimension og en vandret dimension. Det tydeliggøres i 1,20-3,21.

1,20-2,10 Lodret sammenfatning

I 1,20 beskriver hvordan Guds magt virkede i Kristus. Det skete i to begivenheder: Gud oprejste Jesus fra de døde (1,20a), og han satte ham ved sin højre hånd i Himlen (1,20b). Det betyder, at Kristus er ”sat over” alle magter og myndigheder (v.21.) Udtrykkene ”myndighed”, og ”magt”[5] genfindes senere i brevet som noget Jesus har overvundet, og som vi står i en kamp imod (6,12).

At Jesus er sat ”I himlen” er ikke uvæsentlig.  Tilbage i 1,3 bruges ”himlen” i udtrykket ”alt himlens åndelige velsignelse”, og man må gøre sig den overvejelse, om ikke netop det kan ske, fordi Kristus har vundet og er blevet sat ”i himlen”.

I 2,1 skifter objektet for Guds handling. I 1,20ff var det Kristus, og i 2,1 er det ”jer”. Det interessante her er, at det der i 1,20ff siges at være sket med Kristus, siges i 2,1ff at være sket med den troende:

Begivenhed	Kristus	Den troende
Død	1,20	2,5
Oprejst	1,20	2,6
Sat i himlen	1,20	2,6
I de kommende tidsaldere	1,21	2,7

Der er altså en parallelitet mellem Kristi historie, og den troendes historie.

2,11-3,21 Vandret forsoning

Efter beskrivelsen af den lodrette forsoning går Paulus over til at beskrive den ”vandrette” forsoning: Forsoningen mellem jøder og hedninger. Umiddelbart ser de fleste fortolkere afsnittet 2,11-3,21 som to separate dele.  Det giver for så vidt også god mening, men når man ser nærmere på 3,1ff så ser man at det hænger tæt sammen med det forudgående. I 2,11ff understreges, hvordan Gud indlemmede hedningerne[6] i sit folk. I det efterfølgende beskriver Paulus sig selv som hedningens apostel.

I 2,11-13 er der et før-nu skema, som styrer teksten, som udfolder en etnisk spænding[7]:

	Før	Nu
2,11	I var hedninger
2,12	I var adskilt fra Kristus (etc)
2,13	Langt borte	Kommet nær

Den første del af afsnittet er temporalt struktureret: I 2,11 taler Paulus om læsernes fortid[8], og fra vers 13 går han over til at tale om læsernes nutid[9]. I 2,11 er udgangspunktet, at brevets læsere er født ”som hedninger”[10]. Det betyder, at de manglede en række af Israels fordele (v.12).                         

Det der så skete var at jøder og hedninger blev forenet. I 2,14-18 forklares, hvordan Kristi død har overvundet denne spænding[11]; her er nøgleordet ”Fred”. I 2,19-22 fuldender ophævelsen af den kontrast der var i 2,11ff, idet fremmedgørelsen mellem jøder og hedninger forsvinder[12].

Dermed har Paulus vist hvordan Gud har sammenfattet mennesker med ham selv (1,20-2,10) og hvordan Gud har sammenfattet jøder og hedninger til en enhed (2,11-21).

I 3,1-21 beskriver Paulus så sin funktion i lyset af 2,11-21; han er fange for jer ”hedninges” skyld[13], og det som Paulus har fået indsigt i er, ”At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus”[14]. I lyset af det er Paulus’ eget hverv at ”forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne”.

Det opsummerer han i 3,12 som at ”I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud”[15].

Litteratur

O’Brien, Peter T. The Letter to the Ephesians. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1999.

Thielman, Frank. Ephesians. Baker Exegetical Commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: Baker Academic, 2010.

---

[1] O’Brien, The Letter to the Ephesians, 66.

[2] οἰκονομία

[3] Det bruges også i 3,2 men med en lidt anden betydning.

[4] I Rom 13,9 bruges det i en lidt anden betydning.

[5] Gr: ἀρχῆς καὶ ἐξουσίας. Man kan godt diskutere om ”magt” er den bedste oversættelse her. Det er det samme ord  der bruges i 2,2 om ”luftens rige (ἐξουσίας τοῦ ἀέρος).

[6] Gr: τὰ ἔθνη ἐν σαρκί

[7] Thielman, Ephesians, 148.

[8] Markeret med det græske ποτὲ

[9] Markeret med det græske νυνὶ δὲ. Samtidig er der i vers 13b et tilbageblik, da læserne var langt borte.

[10] At 2,11-3,21 hænger sammen fremgår netop af dette hedningetema. Det findes udtrykt direkte her: 2,11 3,1.6.8

[11] Thielman, Ephesians, 149.

[12] Ibid., 150.

[13] 3,1

[14] 3,12

[15] Den formulering tager tråden op fra 2,18.