mandag den 25. februar 2013

Markus, apostle og biblen.info (2)



I sidste blogindlæg så jeg på nogle overordnede temaer om plottet i Markusevangeliet.
Det næste vi skal se lidt nærmere på er konflikten med disciplene.  Hvis jeg ellers ser nogenlunde rigtigt, så skal vi et stykke ind i evangeliet, før konflikten med disciplene tager fart.  Første gang den nævnes eksplicit er da disciplene spørger Jesus om betydningen af sædemandslignelsen (4,10). Her syntes de at blive kritiseret for ikke at forstå lignelsen (4,13). Umiddelbart efter kommer stormen på søen (4,35ff). Her stiller han den spørgsmålet ”Hvorfor blev I bange?” (4,40).
Men hvad så med de første tre kapitler?  Første gang vi hører om dem er da Simon og Andreas kaldes (1,16ff), hvorom Markus skriver ”Og de lod straks garnene være og fulgte ham” (1,18). Stort set det samme siges så om Jakob og Johannes umiddelbart efter (1,20). I kapitel 3 hører vi, at Levi ”rejste sig og fulgte ham”. I den efterfølgende diskussion om faste kalder Jesus selv disciplene for ”brudesvendene” (2,19).  De tre første kapitler tegner et billede af forholdet mellem Jesus og disciplene som uproblematisk.
I afsnittet fra kapitel 4 til 11 er billedet mere negativt. Højdepunktet her er klart Peters irettesættelse af Jesus, hvor Jesus efterfølgende beder ham rette ind, og kalder ham ”Satan”. Den efterfølgende belæring (8,34ff) tager udgangspunkt i Peters forsøg på at hindre Jesus i den vej han skulle gå. Samtidig er der nogle positive streger i portrættet også;  
I  Markus 6,7 sender Jesus apostlene ud på en mission. Umiddelbart efter fortæller Markus



Afslutningen af den beskrives i  6,30:            
Her er der ingen negative bemærkninger om apostlene. Kun en beskrivelse af, at de faktisk gjorde, hvad Jesus bad dem om.

I kapitel 9 virker det som om billedet ikke er helt entydigt. Jesus tager Peter, Jakob og Johannes med sig op på et højt bjerg, hvor de ser han forvandlet. Her bliver Peter forfærdet, og kommer med sit hytte-forslag. Derefter fortæller Markus:

”Derefter forbød ham dem…...før menneskesønnen var opstået fra de døde”

Den sidste bemærkning giver vanskeligt mening hvis ikke Markus anser disciplene for at være disciple/apostle efter Jesu død og opstandelse.  Det samme gør sig gældende i et par af de efterfølgende kapitler. I kapitel 14 fortælles om at evangelet skal prædikes i hele verden, og der skal fortælles om den kvinde, der salvede hende. Man må så spørge sig selv, hvem det er Jesus her forudsætter, skal prædike evangeliet.

I den besked englen giver kvinderne ved graven siges at de skal gå hen til ”disciple og til Peter”. Denne tekst læser biblen.info som om Peter her ikke regnes for disciple; Disciplene er én gruppe og Peter en anden. Det er nok den mest vanskelige passage syntes jeg. Lad os se lidt på den ud fra et grammatisk synspunkt.  Den danske oversættelse er god nok, og isoleret set kan ”og” vel godt sætte Peter uden for gruppen. Men det rejser to nye spørgsmål:
i)                    Hvem er det der skal gå til Gallilæa? Er det kun disciplene og ikke Peter?
ii)                   Hvorfor skal Peter overhoved have denne besked, hvis ikke han er discipel længere?

Men hvor meget fylder denne konflikt i evangeliet? Og hvor mange steder er den i baggrunden af det der skrives? Det kommer an på hvordan man forstår balancen mellem en intratekstuel og ekstratekstuel læsning af evangeliet. 


Intratekstuelt eller ektratekstuelt
Biblen.info lægger op til at Peter forkastes rimelig tideligt i evangeliet. Lignelsen om sædemanden lægger op til Peters fald, eftersom noget af kornet faldt på klippen, og Peter som bekendt betyder klippe. Jeg syntes faktisk det er en interessant læsning; Den rejser nemlig spørgsmålet, om forholdet mellem intratekstuelle og ekstratekstuelle læsninger.
Med intra­-tekstuelt mener jeg at teksten peger på noget inden for teksten som helhed¸ hvor ekstra-tekstuelt peger på noget uden for teksten. Lad os begynde med et nemt eksempel (3,6):


Her er der næppe nogen tvivl om at det drab, de beslutter, er det der sker med Jesus i kapitel 15. Der er tale om en intra-tekstuel tekst.  Et andet oplagt eksempel er forudsigelsen i Mark 8,31:



Her er der klart tale om en forudsigelse af, hvad der skal ske med Jesus i Jerusalem.
Men hvad så med Jesu løfte i Markus 9,1? 


Skal det forstås som noget der sker i Markusevangeliet, eller noget der sker efter, og uanset om det er intratekstuelt eller ektratekstuelt, hvad refererer det så til? Hvis det er ekstratekstuelt, så kunne det enten være et forfejlet løfte (de kom ikke til at se det), eller Jerusalems ødelæggelse. 

Hvis det derimod er intratekstuelt så er der to oplagte muligheder: Enten er der tale om hans opstandelse, hvor nogle af dem faktisk ser Jesus.  En anden mulighed er at der er tale om forklarelsen på bjerget, som kommer som den næste beretning. Den første mulighed støttes af den forudgående kontekst, hvor der er tale om at følge Jesus i hans død og opstandelse[1]. Den anden mulighed støttes af indledningen på den næste beretning, hvor det netop hedder ”seks dage efter….”. Dette er to eksempler på, hvordan det intratekstuelle og det ekstratekstuelle fungerer i skriftet.  Sandsynligvis skal begge forstås intratekstuelle. Et tredje udsagn af samme slags er det Jesus kommer med i Mark 14,62 




Her er det også omdiskuteret hvad Jesus refererer til.  En del læser det som noget der referer til Jesu andet komme[2], og dermed bliver det ekstratektuelt.  Endnu et eksempel på en ekstratekstuel reference er Mark 16, hvor Englen siger til kvinderne: ” Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”. Her er der klart tale om en forudsigelse, der ligger uden for evangeliet selv, eftersom evangeliet ikke indeholder et sådant møde mellem Jesus og hans disciple.

En af de mere udfordrende spørgsmål i diskussionen om intra/ekstra-tekstuel læsning er, om Jesus med lignelsen i Markus 4 har en (slet) skjult reference til Peters faldI lignelsen om sædemanden i kapitel fire siger Jesus:  (billede 8)


Er det Peter der er tale om her? Biblen.info laver det ræsonnement, at det er en (slet) skjult henvisning til Peter. Argumentet er følgende:
”Peter betyder som bekendt "klippe", og det græske ord, som Jesus bruger for "klippegrund" ("petrôdes" / "petrôdê"), betyder "Peter-lignende". Forfatteren lægger her op til historien om Peters fornægtelse: »når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra«. Peters troløshed er fast tema i Paulus og Markus.”[3]

Argumentet er faktisk lidt interessant. Det forudsætter to ting; For det første at lignelsen primært skal læses intratekstuelt, hvilket i udgangspunktet ikke er umuligt. For det andet, at tilgangen til petrôde  ikke først og fremmest er semantisk (hvad ordet betyder i normalt sprogbrug), men at den er etymologisk (hvor ordets betydning forstås ud fra hvad ordet er sammensat af).  Dette er heller ikke umuligt, men dog mindre sandsynligt.

At sige at ordet betyder ”Peter-lignende” er ikke fuldstændigt ukorrekt, men det er heller ikke særlig præcist. Lad os se lidt på hvad en normal ordbog siger:


Hvis man ser den første linje, så fremgår det af πέτρος ±ώδης; at argumentet sådan set er rigtigt; bogstaveligt er ordet sammensat af to ord, og når man sætter dem sammen danner de ordet  ”klippe lignende”.  Det er etymologisk indlysende.  Men der det så sådan ordet bliver brugt? Det er ikke den normale brug af ordet. Normalt refererer det til en klippe[4] – så det forudsætter at læseren sætter sig ud over standardordet, og derefter laver en overførsel, som går imod det Jesus selv lægger op til umiddelbart efter i 4,11ff.

 Endelig kommer så en overvejelse over, hvem i evangeliet de andre ting refererer til? Hvem referer ”det der faldt på vejen” til? Hvis man skulle laver sådan en forbindelse, så kunne det ”der falder blandt tidsler”, som Jesus udlægger som ” men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt”, så kunne det være den rige unge mand i kapitel 10, men det er kun rigdommen der ville passe ind. 

Og hvem er så de der sås på vejen? Jesus forklarer det som ” Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem.” – Jesus forbinder Peter og Satan i kapitel 8, men betyder det så at Peter både er dem der falder på vejen og de der falder på klippen? Det syntes mig lidt vanskeligt at forestille sig[5]

Men det kommer alt sammen an på, hvordan balancen er mellem de intratekstuelle og ekstratekuelle aspekter er. Men er denne kritik udtryk for at den er litterært opfundet på baggrund af Paulus' opgør med de jødekristne i Jerusalem? Det mener jeg ikke, og argumentet herfor skal vi se lidt nærmere på i en senere blogpost.



[1] Edwards, The Gospel According to Mark, 259.
[2] Evans, Word Biblical Commentary Vol. 34b, Mark 8, 447; Stein, Mark, 685.
[3] «Markus og Paulus».
[4] Se fx: Lucianus, Hermotimus 25, Appian, Bell. Civ. 2.59, Strabo, Geo. 16.2.36
[5] For hele diskussionen om Peters rolle i evangeliet se: Boomershine, «Peter’s Denial as Polemic or Confession: The Implications of Media Criticism for Biblical Hermeneutics».

Ingen kommentarer:

Send en kommentar