I sidste blogindlæg så jeg på nogle overordnede temaer om plottet i Markusevangeliet.
Det næste vi skal se lidt nærmere på er konflikten med
disciplene. Hvis jeg ellers ser
nogenlunde rigtigt, så skal vi et stykke ind i evangeliet, før konflikten med
disciplene tager fart. Første gang den
nævnes eksplicit er da disciplene spørger Jesus om betydningen af
sædemandslignelsen (4,10). Her syntes de at blive kritiseret for ikke at forstå
lignelsen (4,13). Umiddelbart efter kommer stormen på søen (4,35ff). Her
stiller han den spørgsmålet ”Hvorfor blev I bange?” (4,40).
Men hvad så med de første tre kapitler? Første gang vi hører om dem er da Simon og
Andreas kaldes (1,16ff), hvorom Markus skriver ”Og de lod straks garnene være
og fulgte ham” (1,18). Stort set det samme siges så om Jakob og Johannes
umiddelbart efter (1,20). I kapitel 3 hører vi, at Levi ”rejste sig og fulgte
ham”. I den efterfølgende diskussion om faste kalder Jesus selv disciplene for
”brudesvendene” (2,19). De tre første
kapitler tegner et billede af forholdet mellem Jesus og disciplene som
uproblematisk.
I afsnittet fra kapitel 4 til 11 er billedet mere negativt.
Højdepunktet her er klart Peters irettesættelse af Jesus, hvor Jesus
efterfølgende beder ham rette ind, og kalder ham ”Satan”. Den efterfølgende
belæring (8,34ff) tager udgangspunkt i Peters forsøg på at hindre Jesus i den
vej han skulle gå. Samtidig er der nogle positive streger i portrættet
også;
I
Markus 6,7 sender Jesus apostlene ud på en mission. Umiddelbart efter
fortæller Markus
Afslutningen af den beskrives i 6,30:
Her er der ingen negative bemærkninger om apostlene. Kun en
beskrivelse af, at de faktisk gjorde, hvad Jesus bad dem om.
I kapitel 9 virker det som om billedet ikke er helt
entydigt. Jesus tager Peter, Jakob og Johannes med sig op på et højt bjerg,
hvor de ser han forvandlet. Her bliver Peter forfærdet, og kommer med sit
hytte-forslag. Derefter fortæller Markus:
”Derefter forbød ham dem…...før menneskesønnen var opstået fra de døde”
Den sidste bemærkning giver vanskeligt mening hvis ikke
Markus anser disciplene for at være disciple/apostle efter Jesu død og
opstandelse. Det samme gør sig gældende
i et par af de efterfølgende kapitler. I kapitel 14 fortælles om at evangelet
skal prædikes i hele verden, og der skal fortælles om den kvinde, der salvede
hende. Man må så spørge sig selv, hvem
det er Jesus her forudsætter, skal prædike evangeliet.
I den besked englen giver kvinderne ved graven siges at de
skal gå hen til ”disciple og til Peter”. Denne tekst læser biblen.info som om
Peter her ikke regnes for disciple; Disciplene er én gruppe og Peter en anden.
Det er nok den mest vanskelige passage syntes jeg. Lad os se lidt på den ud fra
et grammatisk synspunkt. Den danske
oversættelse er god nok, og isoleret set kan ”og” vel godt sætte Peter uden for
gruppen. Men det rejser to nye spørgsmål:
i)
Hvem er det der skal gå til Gallilæa? Er det kun
disciplene og ikke Peter?
ii)
Hvorfor skal Peter overhoved have denne besked,
hvis ikke han er discipel længere?
Men hvor meget fylder denne konflikt i evangeliet? Og hvor mange steder er den i baggrunden af det der skrives? Det kommer an på hvordan man forstår balancen mellem en intratekstuel og ekstratekstuel læsning af evangeliet.
Intratekstuelt
eller ektratekstuelt
Biblen.info lægger op til at Peter forkastes rimelig
tideligt i evangeliet. Lignelsen om sædemanden lægger op til Peters fald,
eftersom noget af kornet faldt på klippen, og Peter som bekendt betyder klippe.
Jeg syntes faktisk det er en interessant læsning; Den rejser nemlig
spørgsmålet, om forholdet mellem intratekstuelle og ekstratekstuelle læsninger.
Med intra-tekstuelt
mener jeg at teksten peger på noget inden
for teksten som helhed¸ hvor ekstra-tekstuelt peger på noget uden for teksten. Lad os begynde med et
nemt eksempel (3,6):
Her er der næppe nogen tvivl om at det drab, de beslutter,
er det der sker med Jesus i kapitel 15. Der er tale om en intra-tekstuel
tekst. Et andet oplagt eksempel er
forudsigelsen i Mark 8,31:
Her er der klart tale om en forudsigelse af, hvad der skal
ske med Jesus i Jerusalem.
Men hvad så med Jesu løfte i Markus 9,1?
Skal det forstås som
noget der sker i Markusevangeliet, eller noget der sker efter, og uanset om det
er intratekstuelt eller ektratekstuelt, hvad refererer det så til? Hvis det er ekstratekstuelt, så kunne det enten være et
forfejlet løfte (de kom ikke til at se det), eller Jerusalems ødelæggelse.
Hvis det derimod er intratekstuelt
så er der to oplagte muligheder: Enten er der tale om hans opstandelse, hvor
nogle af dem faktisk ser Jesus. En anden
mulighed er at der er tale om forklarelsen på bjerget, som kommer som den næste
beretning. Den første mulighed støttes af den forudgående kontekst, hvor der er
tale om at følge Jesus i hans død og opstandelse[1].
Den anden mulighed støttes af indledningen på den næste beretning, hvor det
netop hedder ”seks dage efter….”. Dette er to eksempler på, hvordan det
intratekstuelle og det ekstratekstuelle fungerer i skriftet. Sandsynligvis skal begge forstås
intratekstuelle. Et tredje udsagn af samme slags er det Jesus kommer med i Mark
14,62
Her er det også omdiskuteret hvad Jesus refererer til. En del læser det som noget der referer til
Jesu andet komme[2], og
dermed bliver det ekstratektuelt. Endnu
et eksempel på en ekstratekstuel reference er Mark 16, hvor Englen siger til kvinderne:
” Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for
jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”. Her er der
klart tale om en forudsigelse, der ligger uden for evangeliet selv, eftersom
evangeliet ikke indeholder et sådant møde mellem Jesus og hans disciple.
En af de mere udfordrende spørgsmål i diskussionen om
intra/ekstra-tekstuel læsning er, om Jesus med lignelsen i Markus 4 har en
(slet) skjult reference til Peters faldI lignelsen om sædemanden i kapitel fire
siger Jesus: (billede 8)
Er det Peter der er tale om her? Biblen.info laver det
ræsonnement, at det er en (slet) skjult henvisning til Peter. Argumentet er
følgende:
”Peter betyder som bekendt "klippe", og det græske
ord, som Jesus bruger for "klippegrund" ("petrôdes"
/ "petrôdê"), betyder "Peter-lignende". Forfatteren
lægger her op til historien om Peters fornægtelse: »når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet,
falder de straks fra«. Peters troløshed er fast tema i Paulus og
Markus.”[3]
Argumentet er faktisk lidt interessant. Det forudsætter to
ting; For det første at lignelsen primært skal læses intratekstuelt, hvilket i
udgangspunktet ikke er umuligt. For det andet, at tilgangen til petrôde
ikke først og fremmest er semantisk (hvad ordet betyder i normalt
sprogbrug), men at den er etymologisk (hvor ordets betydning forstås ud fra
hvad ordet er sammensat af). Dette er
heller ikke umuligt, men dog mindre sandsynligt.
At sige at ordet betyder ”Peter-lignende” er ikke
fuldstændigt ukorrekt, men det er heller ikke særlig præcist. Lad os se lidt på
hvad en normal ordbog siger:
Hvis man ser den første linje, så fremgår det af πέτρος ±ώδης; at
argumentet sådan set er rigtigt; bogstaveligt er ordet sammensat af to ord, og
når man sætter dem sammen danner de ordet
”klippe lignende”. Det er
etymologisk indlysende. Men der det så
sådan ordet bliver brugt? Det er ikke den normale brug af ordet. Normalt refererer det til en klippe[4]
– så det forudsætter at læseren sætter sig ud over standardordet, og
derefter laver en overførsel, som går imod det Jesus selv lægger op til
umiddelbart efter i 4,11ff.
Endelig kommer så en overvejelse over, hvem i
evangeliet de andre ting refererer til? Hvem referer ”det der faldt på vejen”
til? Hvis man skulle laver sådan en forbindelse, så kunne det ”der falder
blandt tidsler”, som Jesus udlægger som ” men denne verdens bekymringer
og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler
ordet, så det ikke bærer frugt”, så kunne det være den rige unge mand i kapitel
10, men det er kun rigdommen der ville passe ind.
Og hvem er så de der sås på
vejen? Jesus forklarer det som ” Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det
sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der
er sået i dem.” – Jesus forbinder Peter og Satan i kapitel 8, men betyder det
så at Peter både er dem der falder på vejen og de der falder på klippen? Det
syntes mig lidt vanskeligt at forestille sig[5]?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar