Apostlenes gerninger kapitel 4

Apostlenes gerninger kapitel 4 kan inddeles på følgende måde:

4,1-12            Forkyndelsen af Jesus som den opstået

4,13-22          Undervisning af folket i Jesu navn

4,23-31          Løsladelsen og bønnen

4,32-37          Menighedens interne generøsitet

5,1-11            Ananias og Safira.

4,1-12     Forkyndelsen af Jesus som den opstået

v.1-3              Reaktionen fra de jødiske ledere på forkyndelsen

v.4                 Konsekvensen af apostlenes forkyndelse

v.5-7              Undersøgelsen af apostlene

v.8-12            Peters svar

v.1-3              Reaktionen fra de jødiske ledere på forkyndelsen

Tempelvagtens anfører stod lige under Ypperstepræsten i rang, mens saddukæerne ikke havde nogen formel autoritet ved templet – men ypperstpræsten kom fra deres parti. Saddukæerne var en hovedretningen indenfor jødedommen, der mente de kunne føre deres oprindelse tilbage til præsten Sadok i 1 Kong 2,35.De samarbejde med romerne, og havde en høj materiel standard[1].

v.4                 Konsekvensen af apostlenes forkyndelse

Deres reaktion mod apostlene skal ses i lyset af 3,15ff, og reaktionen er, at apostlene sættes i fængsel. Bemærk at her bliver de ikke befriet af Gud – men får faktisk lov til at sidde indtil de skal for rådet.

v.5-7              Undersøgelsen af apostlene

Dagen efter samles de ledende grupper i Jerusalem. De tre grupper der nævnes i vers 5 udgør den jødiske ledelse.

Ypperstepræsten Annas var i embedet fra 6 til 15 e.kr,

mens hans efterfølger Kaifas var ypperstepræst fra 18 til 36 e.kr.

Johannes kan være den ypperstepræst der også kaldes Jonathan

I vers 6 tales der om ”ypperstepræsten Annas, Kajfas, Johannes og Alexander og de andre af ypperstepræstelig slægt”. Det er bemærkelsesværdigt at det er Annas, der omtales som ”yppersteprsæt”, eftersom han er gået af på dette tidspunkt. Det skyldes sandsynligvis, at han stadig øvede indflydelse[2].

Peter og Johannes bliver hentet ind, og får stillet spørgsmålet Med hvilken magt og med hvilken ret de gør dette. Det første spørgsmål skal ses i sammenhæng med 3,12. Det sidste spørgsmål blev stillet til Jesus i forlængelse af tempelrensningen i Luk 20,1ff. Ingen har tilsyneladende benægtet at det er sket – men spørgsmålet er hvilke kræfter der ligger bag ved.

v.8-12            Peters svar

Peter svarer dem fyldt af Helligånden[3]. Det skal ses i lyset af dels kapitel 1 om Helligånden, dels i lyset af Jesu løfte i Luk 12,12.  Det de siger, bliver ikke modsagt, hvad der faktisk også er et løfte der svarer til Luk 21,15.

I vers 11 refererer Peter til ordet fra Sl 118,22 om Den sten, som bygmestrene vragede, der er blevet til høvedhjørnestenen. Citatet skiller sig ud fra andre citater af samme tekst på to måder[4]: i) Stenen blev forkastet ”af jer” ii) Der bruges et andet verbum end normalt i citatet[5].

Denne tekst fungerer på tre niveauer

i) Selve billedet i salmen bruges om en sten der findes ubrugelig til dens formål.

ii) I salmen udtrykker det taknemlighed til Gud over en militær sejr (v.15-17)

ii) Jesus bruger den om sig selv i lignelsen om vingården., hvor det bruges til at beskrive ledernes forkastelse af ham, og om stadfæstelsen af ham gennem hans opstandelse (Matt 21,42f)

Hovedhjørnestenen havde to funktioner i en bygning. Det var den sten, hele huset blev bygget på, og det var den sten som bestemte hele huset retning.

Derefter går Peter over til at give en konklusion (v.12)[6]: Der er ikke frelse[7] i noget andet navn. Jf Matt 1,21. De Jødiske ledere vil være enige i at Israels Gud er den eneste der kan frelse mennesker (Es 43,11f). Men der hvor det store skel går, er sammenknytningen af frelse og Jesus.

4,13-22   Undervisning af folket i Jesu navn

v.13-14          Konsekvens: Kunne ikke tage til genmæle

v.15-18          Konsekvens: Samtale og taleforbud

v.19-20          Peter og Johannes’ svar: At adlyde Gud er vigtigere

v.21-22          Forsøg på at true dem til tavshed

v.13-14          Konsekvens: Kunne ikke tage til genmæle

 Helbredelsen er vanskelig at stille noget op imod. Lukas formulerer sig interessant her. Der siges, at rådet ikke ”kunne tage til genmæle”. Den formulering svarer nøje til hvad Jesus siger i Luk 21,15: ”for jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige”. Apostlene oplever konkret, at Jesu ord holder stik.

v.15-18          Konsekvens: Samtale og taleforbud

Rådet[8] står i et dilemma[9]. På den ene side kan de ikke benægte hvad der skete, og på den anden side ønsker de at stoppe apostlene i deres forkyndelse af Jesus. Rådet kunne ikke benægte, hvad der skete. Tegn bliver både brugt om Jesus (Luk 2,22) og Apostlene (2,43, 4,22). Tegnet kan ikke benægtes, men tegnets betydning kan diskuteres. Det fører til at de forbyder at de prædiker i Jesu navn.

v.18-22 Peter og Johannes svar

v.19 skal læses i lyset af befalingen i kapitel 1. v.20: Det er ikke noget de har fået overlevet, det er noget de selv har set og hørt. En forudsætning for svaret (eller en konsekvens) er, at rådet ikke længere repræsenterer Guds folk og Guds vilje[10]. Samtidig med, at rådet ikke kan benægte at der er sket et under, er der et element mere: Folkets velvilje[11].

4,23-31   Løsladelsen og bønnen

v.23               Peter og Johannes går til deres egne

v.24-31          Bøn og lovprisning

v.24-29 Menighedens takkebøn

Efter fokus på Peter og Johannes skiftes fokus til menigheden. Dette fokus varer helt frem til 5,11.

I denne afsnit ser vi hvad de første kristne gjorde, når de stod overfor nød og fare: De beder til Gud. Lukas nævner flere steder, at den kristne menighed beder, men her er også nævnt hvad den beder om.

v.24: Bønnens indledning

Indledningen til bønnen kendes fra GT. De henvender sig til himlen og jordens skaber. Inspirationen er hentet fra Sl 145[12]. Med udtrykkene himmel, jord og hav understreges Guds universalitet[13].

v.25-26: Bønnen formet efter salme 2

Derefter bevæger den sig over i en bøn, der fokuserer på Sl 2[14]. Menigheden ser i ledernes handlemåde en opfyldelse af Salmen.Nøglen er at forstå at den salvede der tales om er Jesus selv. Og fyrsterne har slået sig sammen imod dem. Dem, der har slået sig sammen er Herodes (Jøde), og Pointuis Pilatus (Hedning), folkene (Hedninger) og Israels stammer (Jøde).

v.27-28: Opfyldelsen af salmen i menighedens erfaring

For at udføre det, som din hånd og vilje…

Bemærk at i forhold til talen i kapitel 3 understreges det også her at det ikke bare var menneskers værk, men at midt i dette var Guds værk ved at blive gennemført.

v.29-30: Bøn om at stå modstanden imod

At bønnen her går over til at bede om konkret handling fremgår af indledningen ”og nu”. Bønnen handler om, at Gud må give frimodighed og at Gud må gribe ind. Menigheden omtaler sig selv som ”dine (Guds) tjenere”[15].  Bønnen om at se deres ”Trusler” handler om at de ældste og ypperstepræterne har truet dem. De beder om, at Gud må gribe ind ”med tegn og undere” (v.30). Udtrykket findes fire steder i skriftet: 4,30, 5,12 14,3 og 15,12[16].

Litteratur

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

Longenecker, Richard N. Acts. Grand Rapids, Michigan: Zondervan Publishing House, 1995.

Zmijewski, Josef. Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski. Regensburg: Pustet, 1994.

---

[1] Bock, Acts, 186.

[2] Longenecker, Acts, 302; Zmijewski, Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski, 214.

[3] Udtrykket ”Fyldt af Helligånden” (πλησθεὶς πνεύματος ἁγίου) finder vi i fire tekster i Apg: 1) På pinsedagen  (2,4), 2) i denne tekst, hvor Peter står foran rådet 3) Paulus fyldes af  Helligånden (9,17) 4) Paulus fyldes af Helligånden (13,9). ”Fylde” (πίμπλημι) i øvrigt: 1) Fyldt af forundring (3,10) 2) fyldt af iver (5,17) 3) fulde af misundelse (13,45). 4) Fuld af tumult (19,29).

[4] Bock, Acts, 192.

[5] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski, 217 tolker det som udtryk for, at der er tale om en anden tradtion som Lukas bruger.

[6] Dette er talens højdepunkt jf. Ibid., 218.

[7] Frelse i Apg bliver brugt i soteriologisk betydning (4,12 13,26.27 16,17) og i ikke-soteriologisk betydning (7,25 27,34)

  [8] Bock, Acts, 196 reflekterer over, hvor Lukas kan have disse informationer fra. Han nævner følgende muligheder: i) Selve gengivelsen af informationerne til apostlene inderholder reflektionen ii) Paulus har haft bekendte i Rådet og han har derfor vist hvad det handlede om iii) Nikodemus og Josef af Arimathea kunne være potentielle vidner.

[9] Ibid.

[10] Ibid., 198.

[11] Udtrykket λαός bliver med nogle få undtagelser brugt om Israels folk. 2,47 3,9 3,11(?) er tydelige eksempler på at folket faktisk ikke vendte sig imod apostlene – Jf. 4,21.

[12] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski, 227.

[13] Ibid.

[14] Sl 2 bruges også i 4QFlor 1,18ff…Udlægningen af udsagnet er, at folkeslagenes konger er I oprør og lægger planer, der ikke kan lykkes mod Israels udvalgte ved dagenes ende”, og i Salomons Salmer

[15] I den danske oversættelse omtales både Jesus og de troende som tjenere, men det er to forskellige ord for tjener der bruges på græsk.

[16] For de første gælder at de er blandt jøder (4,30 5,12), i 14,3 er det vanskeligt at lave en etnisk kategorisering, hvor det i 15,12 er det tegn og undere blandt hedninger.