Efter vi har haft to indlæg hvor vi har set på hovedlinjer i
brevet skal vi i denne tredje post se på et afsnit, som jeg tror er det helt
afgørende i brevet: 1,20-2,10. I første post om efserbrevet så jeg lidt på den,
men her skal vi uddybe det noget i mere:
Ophøjet over magterne
I 1,20 begynder et nyt afsnit. De næste vers handler om Jesu
opstandelse og ophøjelse. Det kommer frem med de to udtryk ”oprejst fra de
døde” og ”sat i himlen”. Det sidste udtryk skal ses på baggrund af salme 110[1].
Jesus er sat ”højt over myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som
nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende” (v.21). Salmen beskriver nogle fjender overfor Messias
(v.1a). Disse fjender forstår Paulus her som åndelige fjender[2].
Flere af de fjender, Paulus nævner her, dukker op senere i
brevet: ”Myndigheder” nævner han i 3,10 og i 6,12. ”Magt” finder vi i 2,2, om
de magter de ikke troende er bestemt af, i 3,10 som dem evangeliets hemmelighed
er forkyndt for, og i 6,12 som de magter, de troende står i kamp imod[3].
Derfor bliver opstandelsen en forkyndelse af, at Jesus er sejrherren.
Alt underlagt ham
Fra at have udtrykt Kristi
storhed med udtryk fra Salme 110, går han nu over til at bruge udtryk fra Salme
8[4].
Salmen beskriver mennesket som kronen på Guds skaberværk[5].
Den bruges flere steder i NT i forbindelse med Jesus[6].
Det væsentlige hér er at Jesus allerede er ophøjet, og har med sin død,
opstandelse og himmelfart handlet om det fuldkomne menneske.
Med de to udtryk – ophøjet over
magterne og alt underlagt ham, har Paulus fået understreget Kristi storhed.
Også Jer
I 2,1 ændres fokus, selv om der er en tematisk forbindelse.
Han beskriver brevets læsere som nogle der førhen var ”døde i (deres)
overtrædelser”. Med den formulering knyttes til ved den bibelske forbindelse
mellem synd og død som findes forskellige steder[7].
Hele afsnittet er bygget op om et ”før” og et ”nu”. Noget galt før læserne kom til tro, og noget
galt efter. To at de udtryk der bruges
om læsernes virkelighed før de kom til tro ligner hinanden: De var ”vredens
børn” og ”ulydighedens børn” (v.2-3).
Udtrykket ”Af natur” betyder ”af fødsel” på samme måde som vi finder det
i Gal 2,15[8].
Fra fødslen var de ”vredens børn”. Udtrykket ”Ulydighedens børn” dukker op igen
i 5,6 hvor det siges synd ”nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn”.
Det der siden skete, var, at Gud – da de kom til tro –
ændrede dem fra at være ”døde i deres overtrædelser” til at være ”levende med
Kristus”, og at de blev sat i himlen (se skema om ligheder mellem talen om
Kristus og talen om den troende hér).
Vandringen i gode
gerninger
2,1-10 omkredses af temaet om
vandring. I 2,1 hedder det om læsernes fortid at de var ”døde i jeres
overtrædelser og synder som i før
vandrede i.” Når den sidste bemærkning er interessant er det på grund af at
Paulus afslutter afsnittet med samme billede. I 2,10 taler han op, at Gud har
lagt gode gerninger tilrette for os at
vandre i. Dermed er der sket en
grundlæggende ændring for det menneske, som sidder med Kristus i Himlen; Det
vandrer i gerninger, som Gud forud har lagt til rette.
I hhv 4,12 og 5,11 bruges gerninger
positivt og negativt. I 4,12 har Gud givet sine nådegaver så at de hellige
udrustes til tjeneste-gerninger[9]. I
5,11 refereres der til ”Mørkets frugtesløse gerninger”, som Paulus formaner de
troende til ikke at tage del i.
Litteraturliste
O’Brien, Peter T. The
Letter to the Ephesians. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1999.
Thielman, Frank. Ephesians. Baker exegetical commentary on the
New Testament. Grand Rapids, Mich: Baker Academic, 2010.
[3] ”Kraft”
og ”herskermagt” finder vi ikke brugt om Jesu fjender andre steder i brevet.
[6] 1 Kor 15,27; Hebr 2,8.
[7] Fx: 1 Mos 2:16–17; 3:3–4; 5 Mos.
30:19; Rom. 1:32; 5:12–14, 18–21; 6:23; 7:9–11; 8:2, 13
[9]
Sætningen er vanskelig at oversætte præcist. πρὸς τὸν καταρτισμὸν τῶν
ἁγίων εἰς ἔργον διακονίας en
mulighed er at oversætte det ”til de helliges udrustning til gerninger der
består i tjeneste”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar