Forkyndelsen i Apostlenes Gerninger

I et tidligere blogindlæg har jeg skrevet lidt om apostlenes gerninger.  I dag skal posten handle om hvad forkyndelsen fra apostlene handlede om.   Helt overordnede kan man se, at der er nogle elementer der går igen i alle prædikener, mens andre elementer varierer fra tale til tale.  Skematisk ser det sådan her ud:

	Korsfæstet / Dræbt	Oprejst / ophøjet	Vidne	Øvrigt
2,14-36	v.23	v.24	v.32	Helligånd, Opfyldelse, Jesus liv, David, kald til omvendelse
3,12-26	v.15	v.15	v.15	Handlede i uvidenhed, kald til omvendelse
4,1-22	v.10a	v.10b		Hovedhjørnestene
5,29-30	v.30	v.30	v.32
10,34-43	v.39	v.40	v.41	Helligånd, dommer, syndsforladelse
13,16-52	v.27-29	v.31-37	v.31	Domsadvarsel
17,22ff	-	v.31		Omvendelse og dommedag

Denne oversigt siger noget væsentligt om Apostlenes forkyndelse, men den siger ikke det hele.  Det væsentlige er, at der er nogle temaer omkring Jesu historie der altid er med i forkyndelsen. Med en enkelt undtagelse gælder det både Jesu død og hans opstandelse, og det at der er vidner om det. 

Vidner

Med en enkelt undtagelse er vidneaspektet altid med i prædikerne. Begrebet ”vidne” finder vi helt tilbage i begyndelsen af skriftet hvor Jesus siger til apostlene at de skal være hans vidner (1,8). Udtrykket ”vidne” dukker op igennem hele skriftet men den sidste reference i 26,16 om Paulus, der skal være ”vidne”. Formuleringen i 26,16 har en parallel i Peter og Johannes’ udsagn i 4,20: ”Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt”.  Den formulering bruges selv om selve udtrykket ”vidne” faktisk ikke bruges i den sammenhæng.  Brugen af vidneudtrykket understreger også, at den forkyndelse apostlene formidler har rod i historiske begivenheder, som de selv har set.

Korsfæstet/Dræbt

På nær en enkelt tale, understreger alle taler, at Jesus blev korsfæstet, dræbt, eller hængt på et træ. Det menneskelige ansvar for denne handling påhviler jøderne i Jerusalem. En sammenligning af to prædikerne viser det:

”ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham” (2,23)

” For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham og opfyldte derved profeternes ord, som læses op hver sabbat. Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette. Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham” (13,27f)

Apostlenes gerninger lægger altså ikke ansvaret for jesu død på alle jøder, sådan som der har været antisemitiske strømninger der har gjort. I 3,15 siger Peter til jøderne der er forsamlet i Salomons Søjlegang ”Livets fyrste dræbte I” (3,15), og i Stefanus’ tale til rådet i kapitel 7 hedder det ”I er blevet hans (Jesus’) forrædere og mordere” (7,52).

Samtidig med at det var jøderne der naglede ham skete det ved lovbryderes hånd (2.23) , eller ved Pilatus (13,27f). Så det er altså dette tredobbelte mix: Hvem har ansvaret for Jesu død?: Gud, jøderne i Jerusalem, og hedningerne, specifikt Pilatus.

Samtidig er der et aspekt mere i denne historie, som kommer frem i 2,23, som ikke er fremme i 13,27f. I 2,23 opstår der en indre spænding mellem Gud og menneskers handlinger.  Jesu udlevering, skete ud fra ”Guds fastlagte bestemmelse og forudviden”, samtidig med at menneskene slog Jesus ihjel.

Opstandelse

I alle prædikerne understreges det, at Jesus er opstået. Peter kobler denne begivenhed sammen med messiastekster i GT. I 2,34 knytter han til ved Salme 110. I 4,10b om stenen der er blevet hovedhjørnestenen, tror jeg der ligger en reference til opstandelsen. Dermed får vi også et indtryk af hvad funktionen af opstandelsen er: Den er et bevis på, at Jesus virkelig er den han sagde han var. Det aspekt kommer tydeligst frem i talen på Areopagos i kapitel 17.  Her siges Paulus følgende: " han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde". (v.31).

I NT generelt - og i apostlenes gerninger specifikt - hører opstandelse og ophøjelse tæt sammen. Ophøjelsen følger opstandelsen (2,33). I talen til folket i kapitel 3 er begge ting samlet under formuleringen "Gud har herliggjort sin tjener" (v.13).

Efeserbrevet del 3

Efter vi har haft to indlæg hvor vi har set på hovedlinjer i brevet skal vi i denne tredje post se på et afsnit, som jeg tror er det helt afgørende i brevet: 1,20-2,10. I første post om efserbrevet så jeg lidt på den, men her skal vi uddybe det noget i mere:

Ophøjet over magterne

I 1,20 begynder et nyt afsnit. De næste vers handler om Jesu opstandelse og ophøjelse. Det kommer frem med de to udtryk ”oprejst fra de døde” og ”sat i himlen”. Det sidste udtryk skal ses på baggrund af salme 110[1]. Jesus er sat ”højt over myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende” (v.21).  Salmen beskriver nogle fjender overfor Messias (v.1a). Disse fjender forstår Paulus her som åndelige fjender[2].

Flere af de fjender, Paulus nævner her, dukker op senere i brevet: ”Myndigheder” nævner han i 3,10 og i 6,12. ”Magt” finder vi i 2,2, om de magter de ikke troende er bestemt af, i 3,10 som dem evangeliets hemmelighed er forkyndt for, og i 6,12 som de magter, de troende står i kamp imod[3]. Derfor bliver opstandelsen en forkyndelse af, at Jesus er sejrherren.

Alt underlagt ham

Fra at have udtrykt Kristi storhed med udtryk fra Salme 110, går han nu over til at bruge udtryk fra Salme 8[4]. Salmen beskriver mennesket som kronen på Guds skaberværk[5]. Den bruges flere steder i NT i forbindelse med Jesus[6]. Det væsentlige hér er at Jesus allerede er ophøjet, og har med sin død, opstandelse og himmelfart handlet om det fuldkomne menneske.

Med de to udtryk – ophøjet over magterne og alt underlagt ham, har Paulus fået understreget Kristi storhed.

Også Jer

I 2,1 ændres fokus, selv om der er en tematisk forbindelse. Han beskriver brevets læsere som nogle der førhen var ”døde i (deres) overtrædelser”. Med den formulering knyttes til ved den bibelske forbindelse mellem synd og død som findes forskellige steder[7].

Hele afsnittet er bygget op om et ”før” og et ”nu”.  Noget galt før læserne kom til tro, og noget galt efter.  To at de udtryk der bruges om læsernes virkelighed før de kom til tro ligner hinanden: De var ”vredens børn” og ”ulydighedens børn” (v.2-3).  Udtrykket ”Af natur” betyder ”af fødsel” på samme måde som vi finder det i Gal 2,15[8]. Fra fødslen var de ”vredens børn”. Udtrykket ”Ulydighedens børn” dukker op igen i 5,6 hvor det siges synd ”nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn”.

Det der siden skete, var, at Gud – da de kom til tro – ændrede dem fra at være ”døde i deres overtrædelser” til at være ”levende med Kristus”, og at de blev sat i himlen (se skema om ligheder mellem talen om Kristus og talen om den troende hér).

Vandringen i gode gerninger

2,1-10 omkredses af temaet om vandring. I 2,1 hedder det om læsernes fortid at de var ”døde i jeres overtrædelser og synder som i før vandrede i.” Når den sidste bemærkning er interessant er det på grund af at Paulus afslutter afsnittet med samme billede. I 2,10 taler han op, at Gud har lagt gode gerninger tilrette for os at vandre i.  Dermed er der sket en grundlæggende ændring for det menneske, som sidder med Kristus i Himlen; Det vandrer i gerninger, som Gud forud har lagt til rette.

I hhv 4,12 og 5,11 bruges gerninger positivt og negativt. I 4,12 har Gud givet sine nådegaver så at de hellige udrustes til tjeneste-gerninger[9]. I 5,11 refereres der til ”Mørkets frugtesløse gerninger”, som Paulus formaner de troende til ikke at tage del i.

Litteraturliste

O’Brien, Peter T. The Letter to the Ephesians. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1999.

Thielman, Frank. Ephesians. Baker exegetical commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: Baker Academic, 2010.

---

[1] Thielman, Ephesians, 107.

[2] O’Brien, The Letter to the Ephesians, 121.

[3] ”Kraft” og ”herskermagt” finder vi ikke brugt om Jesu fjender andre steder i brevet.

[4] O’Brien, The Letter to the Ephesians, 144.

[5] Ibid.

[6] 1 Kor 15,27; Hebr 2,8.

[7] Fx: 1 Mos 2:16–17; 3:3–4; 5 Mos. 30:19; Rom. 1:32; 5:12–14, 18–21; 6:23; 7:9–11; 8:2, 13

[8] O’Brien, The Letter to the Ephesians, 161.

[9] Sætningen er vanskelig at oversætte præcist.    πρὸς τὸν καταρτισμὸν τῶν ἁγίων εἰς ἔργον διακονίας en mulighed er at oversætte det ”til de helliges udrustning til gerninger der består i tjeneste”

Om Ytringsfrihed - og religionskritik

Som det vil være af læserne her på sitet bekendt, så har jeg i lægere tid været i dialog med biblen.info. Jeg har flere gange undret mig over, hvorfor i alverden manden (eller kvinden?) bag sitet er anonym.

Manden er ikke dum - den kører ret hurtigt rundt oppe på øverste - så det kan næppe være derfor. Nu er det endeligt gået op for mig - personen bag sitet er bange for repressalier - og jeg tror faktisk han mener det.

Derfor dette indlæg om kristendomskritik - samlet i 4 punkter:

i) Hvis kristne ønsker at stå frem i det offentlige rum, så må vi være klar til at tage imod "tæsk" - både de ureflekterede og de reflekterede former for tæsk.

ii) Hvis vi virkelig tror at kristendommen er sand, så tør vi også godt udsætte os selv for kritik. Jeg tror selv at en kritisk dialog kan være med til at afdække svagheder og uklarheder i vores argumentation.

iii) Kristentro, og kaldet til efterfølgelse må ske med munden og ikke med sværdet - at ikke-kristne kritikere ikke kan stå frem offentligt med deres kritik er en katastrofe.

iv) Kristus kaldte mennesker til at elske deres næste - og det indbefatter også dem der ikke er enige med os.

Derfor skal man se dette blogindlæg, ikke som et argument for at tanker på biblen.info er sande - men som et indlæg for  personens ret til at have sine synspunkter OG til at fremføre dem. Alternativt må man melde sig ud af det danske samfund og finde et fundamentalistisk styre (fx Nordkorea) at stille sig ind under!

Efserbrevet del 2

Efter tidligere af have set på den første del af Efeserbrevet, skal vi i denne blog se lidt nærmere på den anden del. Kapitel 4 indledes med to formaningerne til at ”leve så det svarer til det kald i fik” og til at ”fastholde Åndens enhed”.

4,1-16 Åndens enhed

Udtrykket enhed er interessant fordi det bruges på to lidt forskellige måder i kapitel 4. I 4,3 formaner Paulus til at fasthold Åndens enhed. Enheden er her noget der allerede er en realitet. I 4,13 taler Paulus om enheden som noget vi skal ”nå frem til”[1]. Det er i det spændingsfelt vi skal forstå dette afsnit.

Den enhed vi skal fastholde er at der ét legeme, én ånd osv. Paulus sammenfletter her to temaer: Guds enhed, og menighedens enhed[2]. De gaver, Paulus så nævner i vers 7-16 skal ses i det lys. De skal tjene til at fastholde Åndens enhed. Paulus understreger at den sejrede Kristus har delt gaver ud til sit folk[3].

4,17-5,2 Lev ikke længere som hedninger

Det næste afsnit tager udgangspunkt i formaningen til ikke længere at leve som hedninger. Ordet vandre har Paulus brugt tidligere. I 2,2.10 oversættes det med at ”vandre”[4], og forbindelsen mellem teksten der og 4,17ff er tydelig: I skal ikke længer vandre som hedninger. Udtrykket ”vandre bruges seks gange i løbet af kapitel 4 og 5[5]. Først fra vers 25 begynder Paulus at konkretiserer hvad dette nye liv betyder, hvilket fremgår af det lille ord ”derfor”[6]. I det følgende følger så en række konkrete formaninger om: Løgn[7], Vrede[8], tyveri[9], at volde Helligånden sorg[10], forbitrelse, vrede, råb og spot[11], og endelig følger kontrasten: at være barmhjertige og tilgiv hinanden[12].

5,3-14 Undgå mørkets gerninger

Det næste afsnit munder ud i en kontrasttale om mørke og lys; læserne var ”mørke” (v.8), men nu er de ”lys” (v.8b). Det videreføres i en kontrast mellem mørkets frugtesløse gerninger og lysets frugt (v.9-13).

5,15-6,9: Det vise liv

Det næste afsnit er meget omdiskuteret, fordi det fører ind i talen om underordning i 5,24ff. Først bliver vi nødt til at se op lidt opbygning. Den klare formaning kommer i v.18b: Lad jer fylde af Ånden[13]. I DO92 kan man desværre ikke se, at de efterfølgende udsagnsord: Tal (v.19), tak (v.20), og underordne (v.21) er participer[14], og ikke i sig selv bydeformer. De kan derfor oversættelse lidt forskelligt. En mulig oversættelse er følgende:

Lad jer fylde af Ånden…ved at tale til hinanden…så at I synger og spiler af hjertet for Herre…så I altid siger tak…Så at I underordner jer.

Den næste udfordring er så hvordan den dobbelte formaning til underordning skal forstås. I v. 21 lægges der umiddelbart op til en symmetrisk underordning, og i vers 22 og 6,1 er den klart asymmetrisk (manden under kvinden, børn under fædre). Spørgsmålet er så: Hvordan hænger vers 21 og vers 22 sammen?  Her skændes de lærde, men det oplagte er at se vers 22ff som en udfoldelse af vers 21[15]. Så det bliver følgende:

v.21:                   …så at i underordner jer hinanden [det vil sige]

v.24                     I hustruer under jeres mænd

6,1                       Børn adlyd jeres forældre

6,5                       Slaver adlyd jeres herre

Bag ved denne tekst ligger der to ”principper”. Det ene er skabelsesordnen (Jf 5,23.31).

Det andet tror jeg er mindst ligeså vigtigt, og meget ofte overset.  Relationen mellem mand og kvinde bliver sammenlignet med relationen mellem Kristus og kirken (”ligesom Kristus har elsket kirken” (v.25), ”nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken” (v.29), ”Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken (v.32)).

Hvad er Kristi funktion overfor kirken? Den er dels at frelse den (v.26), men også at skabe énhed i kirken (Jf 2,11-3,13 og 4,1-16). Det betyder, at denne ordning skal bruges til at skabe enhed i familien på samme måde som Kristi gerning skaber enhed i kirken.

6,10-20 Guds fulde rustning

Brevet munder ud i talen om Guds fulde rustning. Forudsætningen er, at menigheden står i en kamp (v.12). Magterne har Paulus nævnt tidligere (1,21) men der som magter, som Kristus har overvundet.  I denne kamp kaldes menigheden til at stå fast[16].  Det sker ved at iføre sig Guds fulde rustning, beskrevet i vers 14-17. Flere af elementerne i rustningen der peger tilbage på den beskrivelse af Messais, som findes i Es 11[17], og Messias’ kampvåben stilles nu til rådighed for menigheden. Flere af elementerne i rustningen trækker tråde tilbage i brevet:

Vers	Tema	Vers
14	Sandhed som bælte	1,13 4,24; 5,9
14	Retfærdighed som brynje	4,24 5,19[18]
15	Fredens evangelium	2,14-18
16	Troens skjold	1,15 2,8 3,12.17 4,5.13 6,16.23
17	Åndens sværd	5,18 2,22 1,13

På den måde bliver rustningen en måde at samle alle temaer op på. Ved at læse brevet får man elementerne til rustningen i den kamp som menigheden står i.

Litteratur

O’Brien, Peter T. The Letter to the Ephesians. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1999.

Thielman, Frank. Ephesians. Baker Exegetical Commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: Baker Academic, 2010.

---

[1] O’Brien, The Letter to the Ephesians, 306.

[2] Thielman, Ephesians, 250.

[3] Ibid., 262.

[4] περιπατέω

[5] 4,1.17.17 5,2.8.15

[6] Thielman, Ephesians, 291.

[7] V.25

[8] V.26-27

[9] V.28

[10] V.30

[11] V.31

[12] V.32

[13] På græsk er det en imperativ.

[14] Det vi på dansk groft sagt kalder: Lang tillægsform.

[15] A different interpretation recognizes that v. 21 is a general heading urging Spirit-filled believers to be submissive or subordinate. The particular ways in which Christians are to submit to others are then specified in the household table for wives, children, and servants O’Brien, The Letter to the Ephesians, 401 Hans argumenter er: a) At underordne betyder “at gå ind i en række”, hvor der er en står over en b) Order “Hinanden” er ikke altid resiproct (se fx Åb 6,4, Gal 5,2).

[16] V.13: ἀνθίστημι (stå i mod), stå (ἵστημι): v.13 og v.14,

[17] The apostle’s language clearly alludes to the LXX of Isaiah 11, which declares of the Messiah: “With righteousness shall he be girded around his waist, and with truth bound around his sides’ (vv. 4–5). Within its Old Testament context the rule of God’s Anointed One in the divine kingdom will be characterized by righteousness and truth. The armour which the Messiah wears in battle is now provided for his people as they engage in spiritual warfare. O”Brien, P. T. (1999). The letter to the Ephesians. The Pillar New Testament Commentary (473). Grand Rapids, MI: W.B. Eerdmans Publishing Co. O’Brien, The Letter to the Ephesians, 473.

[18] Taler Paulus her om etisk eller om frelsens retfærdighed? De to gange udtrykket bruges i brevet (4,24 og 5,9) er det klart etisk retfærdighed. Hvis det derimod skal ses bredt i lyset af GTs tale om retfrædighed, så kunne der være tale om frelsens retfærdighed ibid.