Jakob V. Olsen har lige udgivet bogen "Forsvarlig Gudstro", med undertitlen "Om nyateisme og kristendom". Det er en spændende bog.
Første del af bogen giver et overblik over de vigtigste personer i "den nye ateisme", og præsenterer kort deres hovedideer. I dette tilfælde regnes Richard Dawkins, Sam Harris, Christopher Hitchens og Daneil Dennett som de fire hovedpersoner.
Det næste kapitel handler om Religion og historietolkning. En væsentlig pointe i dette kapitel er at diskussionen om den nye ateisme også er en diskussion om historie og historietolkning. Det afgørende her er det Olsen kalder for "Kampen om Årstal". Hvordan og hvornår betyndte oplysningstiden? Hvornår slog rationalismen igennem og hvordan undgår man at koble rationalime, oplysning og ensretning sammen, eller den franske revolution og oplysningstiden? En væsentlig pointe hér er hele diskussionen om, hvorvidt oplysningstiden fremmer eller hindre toalitære regimer.
Baggrunden for det kapitel er blandt andet at historien har været brugt som kristendomskritik. Her tager han fat i Nietzsche, og viser baggrunden for at Nietzsche kalder kristendommen for en "slaverelligion" - den tæning der ligger i den religion betyder at mennesket er blevet blevet "tamt, svagt, sygt, middelmådigt". Heroverfor står grunddriften i livet som er "viljen til magt".
Et af de steder, hvor Nietsche og nyateismen adskiller sig er i spørgsmålet om moral. Den nye ateisme er i modsætning til Nietzche moraliserende. Årsagen til at Nietzsche ikke er det, er at han ser mennesket som instiktstyret.
Tredie kapitel i bogen handler om åndsfrihed. Skal der være plads til en religiøs diskurs i det offentlige rum? Det afviser fx Sam HArris, fordi det vil være farligt og ødelæggende. Udgangspunktet er at mennesket ikke har en åndelig dimention, men er rent materielt. Nogle går så langt som at sige at bevidsthed er et bedrag, hvad der også gælder ånd og fri vilje. Konsekvensen bliver at det irationelle (religiøse) bliver noget farligt, og derfor må det ud af det offentlige rum.
Hvad så med religion og konflikter rundt omkring i verden? Vil der ikke være mange konflikter der forsvinder hvis ikke religion forsvinder? Det forudsætter at religionen er årsangen til konflikterne. Men, spørger Olsen, kunne man ike forestille sig, at konflikterne har rod i noget dybere - fx. menneskelig aggressivitet og selviskhed? Og er et menneske nødnendigvis ondt og morderrisk, hvis det ikke kan gøre rede for sine overbevisninger?
Fjerde kapitel handler om trosforsvar. Her er udgangspunktet, at den kristne kirke altid har været udsat for forskellige former for kritik, og svaret blev tidligt den apologetiske litteratur. Kapitlet giver også en fin oversigt over tre af de hovedveje, den moderne apologetik har bevæget sig: 1) Den moderne fysik 2) Bevisthedsbegret 3) Moralspørsgmålet.
Olsen er klar over, at alle tre hovedveje har ført til kristendomskritik,men at der også er "flere, der her finder observationer, der styrker troen på en skaber". Derefter skitserer han kort problemstillingerne inden for de tre hovedområder. Dertil kommer et fjerde, som han kalder "Jesus som argument". Her peger han på at der er "generel enighed om at Jesus er en historisk person", og at budskabet om hans død og opstandelse "har været en del af kirkens forkyndelse lige fra begyndelsen". Dertil kommer Paulus og hans omvendelse.
Det sidste kapitel hedder sammenhæng og livssyn, og peger på at vi alle lever med en grundlæggende usikkerhed, og "derfor kan man tale om tro uden at kalde det blind tro"
Bogen er en god introdution til den nye ateisme, og giver en mange gode argumenter i mødet med den. En meget læseværdig bog.
mandag den 25. juni 2012
mandag den 18. juni 2012
Replikker til biblen.info
Jeg har haft en løbende samtale med biblen.info. Denne post er et forsøg på at samle op på hvad vi har skrevet frem og tilbag om.
Kernen i diskussionen er, hvorvidt Paulus troede at Jesus har været menneske,eller det er noget den kirkelige tradition har læst ind i Paulus' breve.
A.Verbet GINOMAI
Kernen i diskussionen er, hvorvidt Paulus troede at Jesus har været menneske,eller det er noget den kirkelige tradition har læst ind i Paulus' breve.
A.Verbet GINOMAI
På biblen.info er jeg blevet udfordret på verbet ”ginomai”,
som Paulus bruger i Gal 4,4. Spørgsmålet er, om det kan referere til en fødsel,
eller det skal forstås som ”bllve skabt” i mere overført betydning. BGAD har et
par referencer, hvor det foreslår betydningen ”født”. Problemet med ordbøger er
at ordbøger er deskriptive frem for nomative. Altså: De forslag til betydning
som de giver er i en vis grad også en tolkning. Derfor har jeg besluttet at se
lidt nærmere på nogle af de ster, hvor BGAD foreslå ”født” som oversættelse.
καὶ ἐγὼ δὲ γενόμενος
ἔσπασα τὸν κοινὸν ἀέρα,
καὶ ἐπὶ τὴν ὁμοιοπαθῆ κατέπεσον γῆν,
πρώτην φωνὴν τὴν ὁμοίαν πᾶσιν ἴσα κλαίων·
(Vis 7:3)
|
Også jeg er et dødeligt menneske som
alle andre,
en efterkommer af ham, der først blev
til, formet af jord;
i et moderskød dannedes min krop
ti måneder igennem; dér støbtes jeg i
blod,
af en mands sæd og af favntagets fryd.
Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som andre
og blev lagt på den jord, der bærer os
alle;
som hos alle andre var gråd min første
lyd,
|
καὶ εἰσὶν ὧν οὐκ ἔστιν μνημόσυνον
καὶ ἀπώλοντο ὡς οὐχ ὑπάρξαντες,
καὶ ἐγένοντο ὡς
οὐ γεγονότες,
καὶ τὰ τέκνα αὐτῶν μετʼ αὐτούς.
Sir 44:9
|
Så er der nogle, om hvem intet minde
er tilbage;
de forsvandt, som havde de ikke været til, og de blev, som var de aldrig blevet
til,
|
σὺ ἐποίησας Ἀδάμ, καὶ ἔδωκας αὐτῷ
βοηθὸν Εὕαν στήριγμα τὴν γυναῖκα αὐτοῦ· ἐκ
τούτων ἐγενήθη τὸ ἀνθρώπων σπέρμα
Tob
8:6
|
Du skabte Adam, og du skabte hans
hustru Eva til at være ham en hjælper og en støtte, og fra de to udgik menneskeslægten.
|
Tobit 8:6
Jeg har desværre opgivet en forket reference til
bibelen.info og derfor er det klart at han ikke kan se hvad jeg mener
Tob 8 beskriver hvordan Tobias og Sara beder til Herren.
Tobias indlededer med en lovprisning (8,5), og i vers 6 refereres der tilbage
til 1 Mos 2,18ff. Det refereres med at Adam og Eva skabtes, og fra dem udgik menneskeslægten (τὸ ἀνθρώπων σπέρμα). På dansk oversætter ”fra dem udgik” den græske formulering: ἐκ τούτων ἐγενήθη.
Det interessante ved den sidste er to ting.
A) Teksten bruger to forskellige verber til at beskrive hhv. Adam og Evas skabelse (ποιέω og δίδωμι), de der følger ”efter” Adam og Eva beskrives med et tredje verbum: ἐγενήθη.
A) Teksten bruger to forskellige verber til at beskrive hhv. Adam og Evas skabelse (ποιέω og δίδωμι), de der følger ”efter” Adam og Eva beskrives med et tredje verbum: ἐγενήθη.
Dem, fra hvem Adam og Eva udgik
er deres børn – teksten spiller for mig at se tydeligvis på 1 Mos 5, hvor vi
har Adams slægtstavle.
B) Den grammatiske konstruktion i sætningen ”Fra dem udgik menneskeslægten” (ἐκ τούτων ἐγενήθη τὸ ἀνθρώπων σπέρμα) er lavet med en præposition (ἐκ) der tager en genitiv (τούτων) og fungerer adverbielt til en passiv form af verbet (ἐγενήθη). Syntaktisk kan det opstilles sådan:
Præposition
|
Dem. Pronom.
|
Verb (aorist. Passv, 3sg)
|
Subjekt (med kvalificernde genitiv)
|
ἐκ
|
Τούτων
|
ἐγενήθη
|
τὸ ἀνθρώπων σπέρμα
|
Hvis man sammeneligner det med Gal 4,4 så er parallellen slående:
Verb (aorist, mid, part)
|
Præposition
|
Genitiv (agens)
|
Γενόμενον
|
ἐκ
|
γυναικός
|
Det viser at "fødsel" kan ligge inden for rammen af hvad der refereres til i Gal 4.
Sir 44,9
Sir 44,9
Til afsnittet i Sir 44,9 siger Bibelen.info: ” Hvor står der
født henne? Der står netop "blive til". Ligesom Paulus' ånde-Jesus
"var til". Her er der en halv pointe. Men jeg skelner mellem sematik
og reference. Når man læser sammenhængen, så handler ”de” om forskellige mænd,
der nævnes I vers v.4-8. Det var dem,
der blev til. Mon ikke forfatteren mener, at ”blev til” ved at blive født?
Vis 7:3
Visdommen 7 beskriver en graviditet (7,1-2), og vers 3
beskriver en fødsel. Der bruges faktisk samme verbum, som Paulus bruger i Gal
4.
Det samme indtryk får man i øvrigt hvis man slår op i ordbogen Liddel&Scott. Den findes online på dette link.
B. Efter kødet
Det næste jeg er blevet udfordret på er hvad Paulus mener
med at Jesus er ”efter kødet” (kata sarka). Årsagen er, at jeg mener at Rom 1,3
lægger op til at Jesus har været menneske. Her svarer bibelen.info så at det
kræver en gennemgang af gnostiske tekster for at forstå – dermed slipper man jo
også for at forholde sig til argumentet.
Så lad mig klargøre argumentet lidt – med hjælp fra Rom 9.
I Rom 9,5 omtaler Paulus Israelitterne. Her beskrives de med
følgende ord: τῶν συγγενῶν μου κατὰ σάρκα,
Om disse israellitter siges der 2 vers senere: ἐξ ὧν ὁ Χριστὸς τὸ κατὰ σάρκα.
Her må bibelen.info stå med følgende udfordring. Enten bliver man
nødt til at forstå udtrykkene ”
κατὰ σάρκα
” vidt forskelligt i de to vers, Eller
også blive man nødt til at forstå at Paulus her refererer til nogle landsmænd (
συγγενῶν)
der er åndelige - det er bare vanskeligt at hele pointen i afsnittet er at hans "landsmænd". Alternativt så betyder ”
κατὰ σάρκα” det samme i de to vers, og så har vi her et vidnesbyrd om en menneskelig
Jesus.
C. Herrens bror – nok en gang
Biblen.info forstår tilsyneladende ikke hvad det er jeg forsøger
at sige, så jeg har nok udtrykt mig uklart. Hvis jeg forstår forfatteren rigtigt, så mener jeg at de første
kristne levede i blodskam. Argumentet er ud fra vores diskussion af 1 Kor 9 - hvis jeg forstår forfatteren rigtigt -
følgende:
- Udtrykket Herrens bror angiver et fysisk slægtska
- Paulus siger at man kan tage en søster til hustru
- Når ”Herrens bror” refererer til et fysisk slægtskab så må ”søster” også gøre det
- Altså er ”søster” et fysisk udtryk
- Altså siger Paulus i 9,5 at man kan tage en fysisk søster til hustru
- Altså opfordrer Paulus til blodskam
Problemet i dette argument er punkt 3. Det har jeg aldrig sagt.
Tværtimod har jeg sagt at argumentet i 1 Kor 9,5 bliver underligt hvis ”Herrens
brødre” skal forstås åndeligt: Jeg har ret til at tage en kristen pige til
hustru ligesom alle andre kristne. Her har bibelen.info ikke forklaret hvad
værdien er af det argument, når det står klemt inde mellem ”apostle” og ”Kefas”
i vers 5.
Det Biblen.info gør er at læse teksten som om der står: ”Er vi ikke i vor gode ret til at have en Herrens søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas”. Men det står der faktisk ikke!. Der står ikke ”Herrens” foran søster! Det er noget biblen.info læser ind i teksten.
Hvis man læser det kapitel der går forud så har Paulus i vers 13
faktisk brugt udtrykket: bror i åndelig forstand – men han bruger ikke
udtrykket ”Kristi bror” – han bruger udtrykket ”min bror”.
Går vi til galaterbrevet så bruger Paulus udtrykket ”bror” en række gange om de kristne: 1,11.19 3,15 4,12.28.31 5,11.13 6,1.18. Den eneste han omtaler som Herrens bror er Jakob. Her må Biblen.info forklare to ting:
Går vi til galaterbrevet så bruger Paulus udtrykket ”bror” en række gange om de kristne: 1,11.19 3,15 4,12.28.31 5,11.13 6,1.18. Den eneste han omtaler som Herrens bror er Jakob. Her må Biblen.info forklare to ting:
- Hvorfor bruger Paulus ikke udtrykket ”Herrens bror” generelt om de troende i breve
- Hvad viser brevmodtagerne at ”Herrens bror” ikke skal forstås fysisk?
Endelig mener jeg det er tydeligt, at Paulus kan bruge ordet "bror" som en reference til fysisk slægtsskab. Jeg tror det er vanskeligt at forstå Rom 9,5 anderledes.
tirsdag den 12. juni 2012
Jesus som Gud (i)
Jesus som Gud?
Jeg har ved flere lejligheder haft en samtale med Jehovas
vidner. Noget af det vi har diskuteret har været, om Jesu er Gud, og hvordan vi
skal forstå treenigheden. De næste par indlæg tager udgangspunkt i den dialog. I
denne post skal vi ikke se på specifikke tekster – det bliver først i en senere
post, men vi skal se på en væsentlig baggrund for Ny testamentes udsagn om
Jesus.
Baggrunden for det Nyt Testamentes forståelse af Jesus: Jødisk
Monoteisme.
NT er blevet til i skyggen i af jødiske monoteisme. Den
jødiske monoteisme har flere aspekter, hvoraf tre af de vigtige er: skabelses monoteisme, eskatologisk
monoteisme og kultisk monoteisme[1].
Den skabelsesmæssige
monoteisme udtrykker, at Gud alene er skaberen.
Vi finder det i tekster som: 1 Mos 1 og i et større tekstafsnit i Es
40-55.
Eskatologisk
monoteisme udtrykker, at Gud (JHVH) vil demonstrere sin guddommelighed
overfor alle folkeslag. Vi finder den fx i Joel 2,32; Es 40,14; Jer 9,24; Es
45:23; 5 Mos 32:21 Zak 14:5 Es 2.10.19.21; Es 66.5.15.
Kultisk monoteisme
dækker over den virkelighed, at Israels Gud er den eneste, der må og skal
tilbedes[2]. Dette aspekt tydeliggøres blandt jøderne i
tiden mellem GT og Jesu komme sådan, at tilbedelsen blev det afgørende skel
mellem Gud og alle andre væsner[3],
og den tilbedelse skete i kultisk sammenhæng[4].
Skabelsesmæssig
monoteisme og Jesus Kristus
Det første aspekt af monoteismen er, at Israels Gud er
skaber. Her knyttes Jesus flere gange sammen med den funktion. I indledningen
til Johannesevangeliet hedder det blandt andet om Logos at ”alt er blevet til
ved ham”, og senere i evangeliet sidestiller Jesus sin aktivitet med faderens: »Min
fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« siger han i 5,17, hvilket jøderne
forstår som en sidestilling af ham selv med faderen. Tilsvarende hedder det i Koll 1,16 at ”I ham
blev alting skabt”. I Hebr 1,10 bliver Sl 102,26-28, som handler om skabelsen,
direkte anvendt om Jesus.
Eskatologisk
monoteisme og Jesus Kristus
NT viderefører den eskatologiske monoteisme fra GT, men
Jesus får her en klar og fremtrædende funktion: På den dag fremstår Jesus som
dommer. Paulus bruger i 2 Kor den højst usædvanlige formulering ”Kristi
domstol”. Det eneste andet sted Paulus bruger udtrykket ”domstol” er i Rom
14,10 hvor det er ”Guds domstol” vi skal træde frem for. Paulus kan altså både tale om at træde frem
for ”Guds domstol” og for ”Kristi domstol”.
En sammenligning mellem de to steder for nogle fortolkere til at forestå
, at Paulus i 2 Kor 5,6f forudsætter at Kristus fremtræder som og er JHVH[5].
Det samme finder vi i Matt 25. Joh 5,22 12,47.28. Jesus fremstår som dommeren
på dommens dag.
Dette aspekt kommer også frem i brugen af udtrykket ”Herrens
dag”. I Gt er der knyttet flere elementer
til Herrens Dag, og fælles for dem er, at det er Herren selv der træder i
funktion[6].
Det bliver i NT til: Jesu Kristi dag (1 Kor 1,8 Fill 1,10 2,16), og nogle gange
til Herrens dag: 1 Kor 5,5 1 Thess 5,2 2 Thess 2,2 2 Pet 3,10 Åb 1,10.
Kultisk monoteisme
og Jesus Kristus
Det tredje aspekt af monoteismen er altså den kultiske. Her ser
vi igen, hvordan Jesus træder ind og får en central plads Tilbedelse involverer
[7]:
1)
Bøn (Rom 1,8 1 Thess 3,11ff)
2)
Påkaldelse 1 Kor 16,22 Rom 10,9-11, 1Kor
11,2-14,40
3)
Dåb 1 Kor 6,11 Gal 3,27 Rom 6,4
4)
Nadver (1 kor 11)
5)
Hymner (1 Kor 14,26; Ef 5,18ff)
6)
Profeti 1 Kor 12,4-6
I alle disse centrale aspekter af det kristne liv og den
kristne gudstjeneste står Jesus i centrum af begivenhederne.
Jesus indtager altså en helt central plads i tre centrale
aspekter af monoteismen i GT: Den skabelsesmæssige, den eskatologiske og den
kultiske.
Litteratur
Bauckham, Richard. Jesus
and the God of Israel: God Crucified and Other Studies on the New Testament’s
Christology of Divine Identity. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 2008.
Hurtado, Larry W. Lord Jesus Christ: devotion to Jesus in earliest
Christianity. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans Pub.
Co, 2003.
Legarth, Peter V. Jesus er Herren :
studier i nogle aspekter af Kyrios-kristologin hos Paulus.
Menighedsfakultetets videnskabelige serie, 0907-3272 ; 9. Århus: Forlaget
Kolon, 2004.
[1] Denne opdeling findes hos: Bauckham, Jesus
and the God of Israel, 184. Det følgende er en videreudvikling af en del af
de tanker.
[2] Ibid., 185 gætter på, at «logikken» i
tankestrukturen går fra den eskatologiske christologi til den creationelle
kristologi.
[3] Hurtado, Lord Jesus Christ, 47.
[4] Ibid., 48.
[5] Legarth, Jesus er Herren, 313.
[6] Ibid., 212.
[7] Hurtado, Lord Jesus Christ, 137–151.
torsdag den 7. juni 2012
De 144000 og Den store hvide skare i Johannes Åbenbaring
Den store
hvide skare i Johannes Åbenbaring
Jeg har gennem årene haft en del samtaler med Jehovas vidner, og
har efterhånden fået et rimeligt overblik over deres teologi. For at forstår
den bliver man nødt til at forstå en ting, som vi normalt ikke tillægger stor
værdi, nemlig deres læsning af Åbenbaringen 7. I den finder vi en beskrivelse
af to grupper af personer:
7,1-8 De
144000
7,9-17 Den
store hvide skare
Jehovas vidner forstår disse grupper som to forskellige grupper,
og den opdeling gennemsyrer deres teologi fra start til slut. Først vil jeg
vise et par eksempler på det, derefter vil jeg kritiserer deres læsning.
De 144000
i Jehovas vidnes teologi – eksempler
De 144000 skal ses ind i en større teologisk struktur. Når bibelen taler om Guds rige, så taler den
om et teokrati. Det tema gennemsyrer tænkningen ret meget. Syndefaldet er at
forstå som et led i et stører ”stridsspørgsmål” om Jehovas universelle
suverænitet. Under ørkenvandringen kom dette teokrati til udtryk på Guds måde
at gribe ind i Israels historie på[1]. I NT
blev dette teokrati tydeliggjort ved Jesus, idet at Jesus var ”Jehovas
kongelige udsending”[2].
Jehovas vidners metanarrativ om dette rige definerer rigtig meget
af deres tænkning fx:
-
Det teokrati, der er tale om skal være ”I
himlen”, og de, der får del i det, skal hersker ”over jorden
-
De 144000 er medlemmerne af dette teokrati Den store hvide skare er dem, som
teokraterne skal regerer over.
-
Når Paulus kan fx taler om ”Guds Israel” i Gal
6,16 så er det de 144000 der er tale om[3].
-
Når Bibelen taler om ”den nye pagt” så er den
kun for de 144000[4]
-
”De udfører en præstetjeneste... disse kaldede
må følge nøje i Kristi fodspor indtil de dør; derefter vil Jehova gøre dem til et
kongerige af præster idet han giver dem del i guddommelig natur og belønner dem
med udødelighed og uforgængelighed som medarvinger med Kristus i himlen”[5]
De 144000
i Åbenbaringen – en kritisk dialog
Det næste jeg vil fokusere på er den opdeling som Jehovas vidner
laver i lyset af Johannes Åbenbaring. Hvis man kan påvise, ”De 144000” og ”den
store hvide skare” er identiske, så mangler Jehovas vidner en afgørende brik i
deres teologi. Derfor vil jeg her give x
argumenter for at de er identiske:
1) Livets bog
I Johannes åbenbaring bruges udtrykket bog en række gange. Der buges to forskellige græske ord: βιβλίον
og βίβλος:
Βιβλίον
|
Βίβλος
|
13,8
|
3,5
|
17,8
|
20,15
|
20,12
|
|
21,7
|
Jehovas vidner gør ikke så meget ud af om det er –on eller –os
formen, men om det er Livets bog,
eller det er lammets bog. Livets bog
indeholder ”navnene på alle dem som på grund af deres tro har udsigt til at
opnå evigt liv, enten i himmelen eller på
jorden”, hvorimod Lammets skriftrulle indeholder ”øjensynligt kun… navnene
på dem, som skal regerer sammen med Jesus Kristus i hans rige…”[6].
Men denne opdeling i ”Livets bog” og ”lammets bog” vanskeliggøres
hvis man ser på hvordan udtrykkene er brugt:
a)
20,15: Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i
livets bog, blev han styrtet i ildsøen.
b)
21,27: Men intet vanhelligt kommer derind, og
det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står
indskrevet i livets bog, Lammets bog
c)
13,8 Og alle, der bor på jorden, vil tilbede
det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets
bog, det slagtede lams bog
d)
14,9 Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede
og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes
vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl
for øjnene af de hellige engle og Lammet
Hvis man kigger på a) og b) alene er
der ingen problemer. Hvis man ikke står i ”livets bog” dømmes man (a), og hvis
man ikke står i ”lammets bog” kan man ikke komme ind i byen – men, vil JV så tilføje
– man kan godt få liv på Jorden (d.e. uden for byen). B) giver isoleret set
heller ikke problemer. Men Når det gælder c) og d) så opstår problemerne. For hvis alle der ikke står i lammets bog vil tilbede dyre c) og alle
der tilbeder dyret vil gå fortabt d), så
bliver den nye jord mennesketom. De eneste der nemlig overlever, er de
144000.
Det
vanskeliggør en opdeling i ”livets bog” og ”lammets bog”
2) De vaskede klæder
Det er kun de 144000 der kommer til at
være en del af det nye Jerusalem. I 22,14 siges det ”Salige er de, der har
vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i
byen”.
Her om skriver JV: ”Det er kun de
salvede kristne der ”vasker deres lange klæder” så de bliver rene i Jehovas
øjne, der får det privilegium at ”gå til livets træ”. Det vil sige at de får
ret til udødeligt liv på det himmelske plan”[7].
Umiddelbart efter skives der så ”Den store skare har også vasket deres lange
klæder og gjort de hvide i Lammets blod”[8].
Umiddelbart syntes de to udsagn at
stride mod hinanden. Det, der er
væsentligt at forstå er, at den eneste gruppe i hele Johannes Åbenbaring, der
har ”vasket” deres klæder er den store
hvide skare, Jf. 7,9ff. Derfor bryder logikken for mig at se sammen i det
Jehovas vidner siger her.
3) Skares placering:
Hvis nu det kan dokumenteres at den
store skare er ”I himlen” frem for på ”jorden” så bryder Jehovas vidnes
opdeling sammen.
I 7,9 kaldes gruppen af mennesker for en stor skare. (græsk: ὄχλος πολύς). Udtrykket ”En stor skare” bruges tre gange
i skriftet: 7,9 19,1.6. Hvis nu det kunne godtgøres, at den store skare i 7,9
er den samme som i 19,1ff er i himlen, så falder opdelingen fra hinanden. Og
der er faktisk en række argumenter for, at de to udtryk refererer til den samme
gruppe:
-
I begge sammenhænge omtales de levende væsner
og de fireogtyve ældste (7,11f 19,4)
-
I begge sammenhænge råbes der med høj røst
o
7,10: ”Med høj røst” (φωνῇ μεγάλῃ)
o
19,1: ”Vældig lyd” er dårligt oversat i DO92,
da udtrykket også der er ”høj røst” (φωνὴν 1μεγάλην)
-
I begge sammenhænge råbes der at frelsen er vor Guds
o
7,10: ” ἡ σωτηρία
τῷ θεῷ ἡμῶν”
o
19,1: ”ἡ σωτηρία καὶ ἡ δόξα
καὶ ἡ δύναμις τοῦ θεοῦ ἡμῶν”
Hele humlen i argumentet er at
sammenligningen mellem de to tekster viser at ”den store skare” befinder sig i himlen og ikke på jorden, hvilket
umuliggør Jehovas vidnes opdeling.
4) Foran tronen
Udtrykket ”Foran tronen” (ἐνώπιον τοῦ θρόνου) forekommer 7 gange i bogen:
Guds
syv ånder er ”Foran tronen” (1,4)
De
brændende fakler er ”foran tronen” (4,5)
Glashavet
er ”foran tronen” (4,6)
Den
store skare er ”foran tronen” (7,15)
De
144000 synger en ny sang foran tronen (14,3)
Guldalteret
er foran tronen (8,3)
De
døde stod ”foran tronen” (20,12)
Det interessante er her forekomsten i
7,15 hvor den store skare er ”foran tronen”. Alle andre referencer til ”foran
tronen” er referencer der handler om noget der sker i himlen. Denne problemstilling er Jehovas vidner godt klar over,
og forsøger at løse det ved at sige at foran
her skal forstås sådan at ”Jehovas… opmærksomhed var rettet mod dem”[9]. Dette
er en meget vanskelig måde at argumenterer på, for det første skal vi ikke
fokuserer på ”foran” alene men på det samlede udtryk ”foran tronen”. Derfor kan
opmærksom ikke uden videre bruges her. For det andet er udtrykket et gennemgående
udtryk skriftet, og det er mærkeligt hvis et
af udtrykkende skulle skille sig markant ud fra de andre.
5)
Livets vand
Udtrykket livets vand findes fire
steder i skriftet: 7,17 21,6 22,1.17
I 7,17 står der at lammet vil lede den
store hvide skare til livets vands udspring[10]
- I 22,1 beskriver Johannes hvordan han ser livets vand vælde ud fra ”Guds og
lammets trone”. Det er endnu et argument for at den store hvide skare befinder
sig i ”himlen” og ikke særskilt på ”jorden”.
Dette er argumenter for at den store
hvide skare må befinde sig i himlen: Der kan ikke være forskel på livets bog og
lammets bog, Den store hvide skare har vasket deres klæder, hvilket er
adgangskravet for at komme ind i byen (= himlen). Den store hvide skare er –
ved en sammenligning af 7,9ff og 19,1ff – i himlen, og endelig står den ”foran
tronen”.
Litterateur
Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of
the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition.
Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press,
2000.
u.a. Åbenbaringen - Det store klimax
er nær!, udateret.
u.a.I. Indsigt i den hellige Skrift
bind 1, udateret.
———. Indsigt i den hellige Skrift bind
2, udateret.
[1] artiklen «Guds Rige» u.a.I, Indsigt i
den hellige Skrift bind 1, 784.
[2] artiklen Guds rige i ibid., 788.
[3] artiklen «Guds Israel.» i : ibid., 780.
[4] artiklen «Pagt, Forbund»u.a.I, Indsigt
i den hellige Skrift bind 2, 495.
[5] artiklen «Pagt, Forbund»u.a.I, Indsigt
i den hellige Skrift bind 1, 495.
[6] Ibid., 157.
[7] u.a., Åbenbaringen - Det store klimax
er nær!, 371.
[8] Ibid.
[9] Ibid., 123.
[10] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early
Christian Literature, 3rd Edition, 810 peger på føglende mulige oversættelser
af plega: a) a source of someth. that gushes out or flows, spring, fountain,
flow b) the place of origin or the cause of a full abundance of someth., fountainhead,.
mandag den 4. juni 2012
Apostlenes gerninger (i): Opbygning
Lukas er forfatter til to bind i NT: Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det første skrift følger Jesus fra Galilæa til Jerusalem; Det andet følger apostlene fra Jerusalem og til Rom.
At kalde Lukas' andet skrift for "Apostlenes gerninger" er lidt af en tilsnigelse. Det har to hovedpersoner, og en række bipersoner. I den første del (Fra kapitel 1 til 12) er det Apostlen Peter der er hovedpersonen. Fra kapitel 13 til 28 er det Paulus der er hovedpersonen. Det betyder ikke, at andre personer ikke er nævt, men de centrale begivenheder indvolderer næsten altid en af de to personer.
Opbygning
Samtidig med at skriftet er personalt bygget op, følger det også en geografisk opdeling. Den første del har fokus i Jerusalem, Judæa og Samaria, og den anden del har et fokusområde, der breder sig mere og mere mod vest, for at ende i Rom.
Gå vi lidt tættere på kan vi se, at Lukas indlægger fire opsummerede bemærkninger i skriftet:
"Guds ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større; også en stor gruppe præster blev lydige mod troen" (6,7). Tilsvarende, om end ikke identiske opsummeringer finder vi i 12,24 og i 19,24. Det giver en opbygning der ser nogenlunde således ud:
1,1.6,7 Kirken i Jerusalem under apostlenes lederskab
6,8-12,24 Missionen spredes til Judæa, Samaria og hedningeområder
12,15-19,20 Missionen spredes til Lílleasien og Europa
19,21-28,31 Fokus er på Paulus' retssager og forkyndelse
Det er påfaldende, at disse tre opsummeringer alle kommer efter en konfliktbeskrivelse. I det første tilfælde er det en konflikt internt i menigheden (6,1ff); I det andet tilfælde er det en konflikt mellem Herodes og de troende, der ender med Peters befrielse (12,1ff). I det tredje er det efter beskrivelsen af en konflikt med jødiske dæmonbesvægere (19,11ff).
Læseren
Hvem er skriftes implicite læser? Det er vanskeligt præcist at afgøre, for hvad er redskabene til det? Men Leifeld har nogle overvejelser: Lukas bruger meget plads på at berette om Cornelius' omvendelse, hvilket får nogle til at antyde en forbindelse til Gudfrytige jøder. Derfra peger han på et tilsyneladende paradoks i Lukas' skrift: På den ene side understeger Lukas' beretning voldsomt at evangeliet i rødder hos jøderne; På den anden side fylder hedningemissionen temmelig meget i skriftet. Denne understegning kunne pege i retning af gudfrygtige hedninger (altså hedninger der tog del i den jødiske synagogegudstjenste) var en væsentlig del af læserskaren.
At kalde Lukas' andet skrift for "Apostlenes gerninger" er lidt af en tilsnigelse. Det har to hovedpersoner, og en række bipersoner. I den første del (Fra kapitel 1 til 12) er det Apostlen Peter der er hovedpersonen. Fra kapitel 13 til 28 er det Paulus der er hovedpersonen. Det betyder ikke, at andre personer ikke er nævt, men de centrale begivenheder indvolderer næsten altid en af de to personer.
Opbygning
Samtidig med at skriftet er personalt bygget op, følger det også en geografisk opdeling. Den første del har fokus i Jerusalem, Judæa og Samaria, og den anden del har et fokusområde, der breder sig mere og mere mod vest, for at ende i Rom.
Gå vi lidt tættere på kan vi se, at Lukas indlægger fire opsummerede bemærkninger i skriftet:
"Guds ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større; også en stor gruppe præster blev lydige mod troen" (6,7). Tilsvarende, om end ikke identiske opsummeringer finder vi i 12,24 og i 19,24. Det giver en opbygning der ser nogenlunde således ud:
1,1.6,7 Kirken i Jerusalem under apostlenes lederskab
6,8-12,24 Missionen spredes til Judæa, Samaria og hedningeområder
12,15-19,20 Missionen spredes til Lílleasien og Europa
19,21-28,31 Fokus er på Paulus' retssager og forkyndelse
Det er påfaldende, at disse tre opsummeringer alle kommer efter en konfliktbeskrivelse. I det første tilfælde er det en konflikt internt i menigheden (6,1ff); I det andet tilfælde er det en konflikt mellem Herodes og de troende, der ender med Peters befrielse (12,1ff). I det tredje er det efter beskrivelsen af en konflikt med jødiske dæmonbesvægere (19,11ff).
Læseren
Hvem er skriftes implicite læser? Det er vanskeligt præcist at afgøre, for hvad er redskabene til det? Men Leifeld har nogle overvejelser: Lukas bruger meget plads på at berette om Cornelius' omvendelse, hvilket får nogle til at antyde en forbindelse til Gudfrytige jøder. Derfra peger han på et tilsyneladende paradoks i Lukas' skrift: På den ene side understeger Lukas' beretning voldsomt at evangeliet i rødder hos jøderne; På den anden side fylder hedningemissionen temmelig meget i skriftet. Denne understegning kunne pege i retning af gudfrygtige hedninger (altså hedninger der tog del i den jødiske synagogegudstjenste) var en væsentlig del af læserskaren.
Abonner på:
Opslag (Atom)