mandag den 25. juni 2012

Forsvarlig Gudstro?

 Jakob V. Olsen har lige udgivet bogen "Forsvarlig Gudstro", med undertitlen "Om nyateisme og kristendom". Det er en spændende bog.
Første del af bogen giver et overblik over de vigtigste personer i "den nye ateisme", og præsenterer kort deres hovedideer. I dette tilfælde regnes Richard Dawkins, Sam Harris, Christopher Hitchens og Daneil Dennett som de fire hovedpersoner.

Det næste kapitel handler om Religion og historietolkning. En væsentlig pointe i dette kapitel er at diskussionen om den nye ateisme også er en diskussion om historie og historietolkning. Det afgørende her er det Olsen kalder for "Kampen om Årstal". Hvordan og hvornår betyndte oplysningstiden? Hvornår slog rationalismen igennem og hvordan undgår man at koble rationalime, oplysning og ensretning sammen, eller den franske revolution og oplysningstiden?  En væsentlig pointe hér er hele diskussionen om, hvorvidt oplysningstiden fremmer eller hindre toalitære regimer.

Baggrunden for det kapitel er blandt andet at historien har været brugt som kristendomskritik. Her tager han fat i Nietzsche, og viser baggrunden for at  Nietzsche kalder kristendommen  for en "slaverelligion" - den tæning der ligger i den religion betyder at mennesket er blevet blevet "tamt, svagt, sygt, middelmådigt". Heroverfor står grunddriften i livet som er "viljen til magt". 
Et af de steder, hvor Nietsche og nyateismen adskiller sig er i spørgsmålet om moral. Den nye ateisme er i modsætning til Nietzche moraliserende. Årsagen til at Nietzsche ikke er det, er at han ser mennesket som instiktstyret.

Tredie kapitel i bogen handler om åndsfrihed. Skal der være plads til en religiøs diskurs i det offentlige rum? Det afviser fx Sam HArris, fordi det vil være farligt og ødelæggende. Udgangspunktet er at mennesket ikke har en åndelig dimention, men er rent materielt. Nogle går så langt som at sige at bevidsthed er et bedrag, hvad der også gælder ånd og fri vilje. Konsekvensen bliver at det irationelle (religiøse) bliver noget farligt, og derfor må det ud af det offentlige rum.

Hvad så med religion og konflikter rundt omkring i verden? Vil der ikke være mange konflikter der forsvinder hvis ikke religion forsvinder? Det forudsætter at religionen er årsangen til konflikterne. Men, spørger Olsen, kunne man ike forestille sig, at konflikterne har rod i noget dybere - fx. menneskelig aggressivitet og selviskhed? Og er et menneske nødnendigvis ondt og morderrisk, hvis det ikke kan gøre rede for sine overbevisninger?

Fjerde kapitel handler om trosforsvar. Her er udgangspunktet, at den kristne kirke altid har været udsat for forskellige former for kritik, og svaret blev tidligt den apologetiske litteratur. Kapitlet giver også en fin oversigt over tre af de hovedveje, den moderne apologetik har bevæget sig: 1) Den moderne fysik 2) Bevisthedsbegret 3) Moralspørsgmålet.
 Olsen er klar over, at alle tre hovedveje har ført til kristendomskritik,men at der også er "flere, der her finder observationer, der styrker troen på en skaber".  Derefter skitserer han kort problemstillingerne inden for de tre hovedområder. Dertil kommer et fjerde, som han kalder "Jesus som argument". Her peger han på at der er "generel enighed om at Jesus er en historisk person", og at budskabet om hans død og opstandelse "har været en del af kirkens forkyndelse lige fra begyndelsen". Dertil kommer Paulus og hans omvendelse.

Det sidste kapitel hedder sammenhæng og livssyn, og peger på at vi alle lever med en grundlæggende usikkerhed, og "derfor kan man tale om tro uden at kalde det blind tro"

Bogen er en god introdution til den nye ateisme, og giver en mange gode argumenter i mødet med den. En meget læseværdig bog.


mandag den 18. juni 2012

Replikker til biblen.info

Jeg har haft en løbende samtale med biblen.info. Denne post er et forsøg på at samle op på hvad vi har skrevet frem og tilbag om.

Kernen i diskussionen er, hvorvidt Paulus troede at Jesus har været menneske,eller det er noget den kirkelige tradition har læst ind i Paulus' breve.

A.Verbet GINOMAI


På biblen.info er jeg blevet udfordret på verbet ”ginomai”, som Paulus bruger i Gal 4,4. Spørgsmålet er, om det kan referere til en fødsel, eller det skal forstås som ”bllve skabt” i mere overført betydning. BGAD har et par referencer, hvor det foreslår betydningen ”født”. Problemet med ordbøger er at ordbøger er deskriptive frem for nomative. Altså: De forslag til betydning som de giver er i en vis grad også en tolkning. Derfor har jeg besluttet at se lidt nærmere på nogle af de ster, hvor BGAD foreslå ”født” som oversættelse.
καὶ ἐγὼ δὲ γενόμενος ἔσπασα τὸν κοινὸν ἀέρα,
καὶ ἐπὶ τὴν ὁμοιοπαθῆ κατέπεσον γῆν,
πρώτην φωνὴν τὴν ὁμοίαν πᾶσιν ἴσα κλαίων·
(Vis 7:3)
Også jeg er et dødeligt menneske som alle andre,
en efterkommer af ham, der først blev til, formet af jord;
i et moderskød dannedes min krop
ti måneder igennem; dér støbtes jeg i blod,
af en mands sæd og af favntagets fryd.
Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som andre
og blev lagt på den jord, der bærer os alle;
som hos alle andre var gråd min første lyd,
καὶ εἰσὶν ὧν οὐκ ἔστιν μνημόσυνον
καὶ ἀπώλοντο ὡς οὐχ ὑπάρξαντες,
καὶ ἐγένοντο ὡς οὐ γεγονότες,
καὶ τὰ τέκνα αὐτῶν μετʼ αὐτούς. Sir 44:9
Så er der nogle, om hvem intet minde er tilbage;
de forsvandt, som havde de ikke været til, og de blev, som var de aldrig blevet til,
 σὺ ἐποίησας Ἀδάμ, καὶ ἔδωκας αὐτῷ βοηθὸν Εὕαν στήριγμα τὴν γυναῖκα αὐτοῦ· ἐκ τούτων ἐγενήθη τὸ ἀνθρώπων σπέρμα
Tob 8:6
Du skabte Adam, og du skabte hans hustru Eva til at være ham en hjælper og en støtte, og fra de to udgik menneskeslægten.
Tobit 8:6
Jeg har desværre opgivet en forket reference til bibelen.info og derfor er det klart at han ikke kan se hvad jeg mener
Tob 8 beskriver hvordan Tobias og Sara beder til Herren. Tobias indlededer med en lovprisning (8,5), og i vers 6 refereres der tilbage til 1 Mos 2,18ff. Det refereres med at Adam og Eva skabtes, og fra dem udgik menneskeslægten (τὸ ἀνθρώπων σπέρμα). På dansk oversætter ”fra dem udgik” den græske formulering: ἐκ τούτων ἐγενήθη

Det interessante ved den sidste er to ting.


A) Teksten bruger to forskellige verber til at beskrive hhv. Adam og Evas skabelse (ποιέω og δίδωμι), de der følger ”efter” Adam og Eva beskrives med et tredje verbum: ἐγενήθη.
Dem, fra hvem Adam og Eva udgik er deres børn – teksten spiller for mig at se tydeligvis på 1 Mos 5, hvor vi har Adams slægtstavle.


B) Den grammatiske konstruktion i sætningen ”Fra dem udgik menneskeslægten” (ἐκ τούτων ἐγενήθη τὸ ἀνθρώπων σπέρμα) er lavet med en præposition (ἐκ) der tager en genitiv (τούτων) og fungerer adverbielt til en passiv form af verbet (ἐγενήθη). Syntaktisk kan det opstilles sådan:
Præposition
Dem. Pronom.
Verb (aorist. Passv, 3sg)
Subjekt (med kvalificernde genitiv)
ἐκ
Τούτων
ἐγενήθη
τὸ ἀνθρώπων σπέρμα

Hvis man sammeneligner det med Gal 4,4 så er parallellen slående:

Verb (aorist, mid, part)
Præposition
Genitiv (agens)
Γενόμενον
ἐκ
γυναικός
Det viser at "fødsel" kan ligge inden for rammen af hvad der refereres til i Gal 4.



Sir 44,9
Til afsnittet i Sir 44,9 siger Bibelen.info: ” Hvor står der født henne? Der står netop "blive til". Ligesom Paulus' ånde-Jesus "var til". Her er der en halv pointe. Men jeg skelner mellem sematik og reference. Når man læser sammenhængen, så handler ”de” om forskellige mænd, der nævnes I vers v.4-8.  Det var dem, der blev til. Mon ikke forfatteren mener, at ”blev til” ved at blive født?

Vis 7:3
Visdommen 7 beskriver en graviditet (7,1-2), og vers 3 beskriver en fødsel. Der bruges faktisk samme verbum, som Paulus bruger i Gal 4.
Dette viser, at verbet kan bruges til at referere til en fødsel. 

Det samme indtryk får man i øvrigt hvis man slår op i ordbogen Liddel&Scott. Den findes online på dette link.

B. Efter kødet
Det næste jeg er blevet udfordret på er hvad Paulus mener med at Jesus er ”efter kødet” (kata sarka). Årsagen er, at jeg mener at Rom 1,3 lægger op til at Jesus har været menneske. Her svarer bibelen.info så at det kræver en gennemgang af gnostiske tekster for at forstå – dermed slipper man jo også for at forholde sig til argumentet.
Så lad mig klargøre argumentet lidt – med hjælp fra Rom 9.

I Rom 9,5 omtaler Paulus Israelitterne. Her beskrives de med følgende ord: τῶν συγγενῶν μου κατὰ σάρκα,
Om disse israellitter siges der 2 vers senere: ἐξ ὧν ὁ Χριστὸς τὸ κατὰ σάρκα.
Her må bibelen.info stå med følgende udfordring. Enten bliver man nødt til at forstå udtrykkene ” κατὰ σάρκα ” vidt forskelligt i de to vers, Eller også blive man nødt til at forstå at Paulus her refererer til nogle landsmænd ( συγγενῶν) der er åndelige - det er bare vanskeligt at hele pointen i afsnittet er at hans "landsmænd". Alternativt så betyder ” κατὰ σάρκα” det samme i de to vers, og så har vi her et vidnesbyrd om en menneskelig Jesus. 


C. Herrens bror – nok en gang
Biblen.info forstår tilsyneladende ikke hvad det er jeg forsøger at sige, så jeg har nok udtrykt mig uklart. Hvis jeg forstår forfatteren rigtigt, så mener jeg at de første kristne levede i blodskam. Argumentet er ud fra vores diskussion af 1 Kor 9 - hvis jeg forstår forfatteren rigtigt - følgende:
  1.          Udtrykket Herrens bror angiver et fysisk slægtska
  2. Paulus siger at man kan tage en søster til hustru
  3. Når ”Herrens bror” refererer til et fysisk slægtskab så må ”søster” også gøre det
  4. Altså er ”søster” et fysisk udtryk
  5. Altså siger Paulus i 9,5 at man kan tage en fysisk søster til hustru
  6.  Altså opfordrer Paulus til blodskam
Problemet i dette argument er punkt 3. Det har jeg aldrig sagt. Tværtimod har jeg sagt at argumentet i 1 Kor 9,5 bliver underligt hvis ”Herrens brødre” skal forstås åndeligt: Jeg har ret til at tage en kristen pige til hustru ligesom alle andre kristne. Her har bibelen.info ikke forklaret hvad værdien er af det argument, når det står klemt inde mellem ”apostle” og ”Kefas” i vers 5.


Det Biblen.info gør er at læse teksten som om der står: ”Er vi ikke i vor gode ret til at have en Herrens søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas”.  Men det står der faktisk ikke!. Der står ikke ”Herrens” foran søster! Det er noget biblen.info læser ind i teksten.

Hvis man læser det kapitel der går forud så har Paulus i vers 13 faktisk brugt udtrykket: bror i åndelig forstand – men han bruger ikke udtrykket ”Kristi bror” – han bruger udtrykket ”min bror”.


Går vi til galaterbrevet så bruger Paulus udtrykket ”bror” en række gange om de kristne: 1,11.19 3,15 4,12.28.31 5,11.13 6,1.18. Den eneste han omtaler som Herrens bror er Jakob. Her må Biblen.info forklare to ting:

  1. Hvorfor bruger Paulus ikke udtrykket ”Herrens bror” generelt om de troende i breve
  2. Hvad viser brevmodtagerne at ”Herrens bror” ikke skal forstås fysisk?
Endelig mener jeg det er tydeligt, at Paulus kan bruge ordet "bror" som en reference til fysisk slægtsskab. Jeg tror det er vanskeligt at forstå Rom 9,5 anderledes.

tirsdag den 12. juni 2012

Jesus som Gud (i)

Jesus som Gud?
Jeg har ved flere lejligheder haft en samtale med Jehovas vidner. Noget af det vi har diskuteret har været, om Jesu er Gud, og hvordan vi skal forstå treenigheden. De næste par indlæg tager udgangspunkt i den dialog. I denne post skal vi ikke se på specifikke tekster – det bliver først i en senere post, men vi skal se på en væsentlig baggrund for Ny testamentes udsagn om Jesus.

Baggrunden for det Nyt Testamentes forståelse af Jesus: Jødisk Monoteisme.
NT er blevet til i skyggen i af jødiske monoteisme. Den jødiske monoteisme har flere aspekter, hvoraf tre af de vigtige er: skabelses monoteisme, eskatologisk monoteisme og kultisk monoteisme[1].
Den skabelsesmæssige monoteisme udtrykker, at Gud alene er skaberen.  Vi finder det i tekster som: 1 Mos 1 og i et større tekstafsnit i Es 40-55.
Eskatologisk monoteisme udtrykker, at Gud (JHVH) vil demonstrere sin guddommelighed overfor alle folkeslag. Vi finder den fx i Joel 2,32; Es 40,14; Jer 9,24; Es 45:23; 5 Mos 32:21 Zak 14:5 Es 2.10.19.21; Es 66.5.15.
Kultisk monoteisme dækker over den virkelighed, at Israels Gud er den eneste, der må og skal tilbedes[2].  Dette aspekt tydeliggøres blandt jøderne i tiden mellem GT og Jesu komme sådan, at tilbedelsen blev det afgørende skel mellem Gud og alle andre væsner[3], og den tilbedelse skete i kultisk sammenhæng[4].

Skabelsesmæssig monoteisme og Jesus Kristus
Det første aspekt af monoteismen er, at Israels Gud er skaber. Her knyttes Jesus flere gange sammen med den funktion. I indledningen til Johannesevangeliet hedder det blandt andet om Logos at ”alt er blevet til ved ham”, og senere i evangeliet sidestiller Jesus sin aktivitet med faderens: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« siger han i 5,17, hvilket jøderne forstår som en sidestilling af ham selv med faderen.  Tilsvarende hedder det i Koll 1,16 at ”I ham blev alting skabt”. I Hebr 1,10 bliver Sl 102,26-28, som handler om skabelsen, direkte anvendt om Jesus.

Eskatologisk monoteisme og Jesus Kristus
NT viderefører den eskatologiske monoteisme fra GT, men Jesus får her en klar og fremtrædende funktion: På den dag fremstår Jesus som dommer. Paulus bruger i 2 Kor den højst usædvanlige formulering ”Kristi domstol”. Det eneste andet sted Paulus bruger udtrykket ”domstol” er i Rom 14,10 hvor det er ”Guds domstol” vi skal træde frem for.  Paulus kan altså både tale om at træde frem for ”Guds domstol” og for ”Kristi domstol”.  En sammenligning mellem de to steder for nogle fortolkere til at forestå , at Paulus i 2 Kor 5,6f forudsætter at Kristus fremtræder som og er JHVH[5]. Det samme finder vi i Matt 25. Joh 5,22 12,47.28. Jesus fremstår som dommeren på dommens dag.
Dette aspekt kommer også frem i brugen af udtrykket ”Herrens dag”.  I Gt er der knyttet flere elementer til Herrens Dag, og fælles for dem er, at det er Herren selv der træder i funktion[6]. Det bliver i NT til: Jesu Kristi dag (1 Kor 1,8 Fill 1,10 2,16), og nogle gange til Herrens dag: 1 Kor 5,5 1 Thess 5,2 2 Thess 2,2 2 Pet 3,10 Åb 1,10.

Kultisk monoteisme og Jesus Kristus
Det tredje aspekt af monoteismen er altså den kultiske. Her ser vi igen, hvordan Jesus træder ind og får en central plads Tilbedelse involverer [7]:
1)      Bøn (Rom 1,8 1 Thess 3,11ff)     
2)      Påkaldelse 1 Kor 16,22 Rom 10,9-11, 1Kor 11,2-14,40
3)      Dåb 1 Kor 6,11 Gal 3,27 Rom 6,4
4)      Nadver (1 kor 11)
5)      Hymner (1 Kor 14,26; Ef 5,18ff)
6)      Profeti 1 Kor 12,4-6
I alle disse centrale aspekter af det kristne liv og den kristne gudstjeneste står Jesus i centrum af begivenhederne.

Jesus indtager altså en helt central plads i tre centrale aspekter af monoteismen i GT: Den skabelsesmæssige, den eskatologiske og den kultiske.

Litteratur
Bauckham, Richard. Jesus and the God of Israel: God Crucified and Other Studies on the New Testament’s Christology of Divine Identity. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 2008.
Hurtado, Larry W. Lord Jesus Christ: devotion to Jesus in earliest Christianity. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans Pub. Co, 2003.
Legarth, Peter V. Jesus er Herren : studier i nogle aspekter af Kyrios-kristologin hos Paulus. Menighedsfakultetets videnskabelige serie, 0907-3272 ; 9. Århus: Forlaget Kolon, 2004.



[1] Denne opdeling findes hos: Bauckham, Jesus and the God of Israel, 184. Det følgende er en videreudvikling af en del af de tanker.
[2] Ibid., 185 gætter på, at «logikken» i tankestrukturen går fra den eskatologiske christologi til den creationelle kristologi.
[3] Hurtado, Lord Jesus Christ, 47.
[4] Ibid., 48.
[5] Legarth, Jesus er Herren, 313.
[6] Ibid., 212.
[7] Hurtado, Lord Jesus Christ, 137–151.

torsdag den 7. juni 2012

De 144000 og Den store hvide skare i Johannes Åbenbaring

Den store hvide skare i Johannes Åbenbaring
Jeg har gennem årene haft en del samtaler med Jehovas vidner, og har efterhånden fået et rimeligt overblik over deres teologi. For at forstår den bliver man nødt til at forstå en ting, som vi normalt ikke tillægger stor værdi, nemlig deres læsning af Åbenbaringen 7. I den finder vi en beskrivelse af to grupper af personer:
7,1-8                   De 144000
7,9-17                 Den store hvide skare
Jehovas vidner forstår disse grupper som to forskellige grupper, og den opdeling gennemsyrer deres teologi fra start til slut. Først vil jeg vise et par eksempler på det, derefter vil jeg kritiserer deres læsning.

De 144000 i Jehovas vidnes teologi – eksempler
De 144000 skal ses ind i en større teologisk struktur.  Når bibelen taler om Guds rige, så taler den om et teokrati. Det tema gennemsyrer tænkningen ret meget. Syndefaldet er at forstå som et led i et stører ”stridsspørgsmål” om Jehovas universelle suverænitet. Under ørkenvandringen kom dette teokrati til udtryk på Guds måde at gribe ind i Israels historie på[1]. I NT blev dette teokrati tydeliggjort ved Jesus, idet at Jesus var ”Jehovas kongelige udsending”[2].
Jehovas vidners metanarrativ om dette rige definerer rigtig meget af deres tænkning fx:
-          Det teokrati, der er tale om skal være ”I himlen”, og de, der får del i det, skal hersker ”over jorden
-          De 144000 er medlemmerne af dette teokrati Den store hvide skare er dem, som teokraterne skal regerer over.
-          Når Paulus kan fx taler om ”Guds Israel” i Gal 6,16 så er det de 144000 der er tale om[3].
-          Når Bibelen taler om ”den nye pagt” så er den kun for de 144000[4]
-          ”De udfører en præstetjeneste... disse kaldede må følge nøje i Kristi fodspor indtil de dør; derefter vil Jehova gøre dem til et kongerige af præster idet han giver dem del i guddommelig natur og belønner dem med udødelighed og uforgængelighed som medarvinger med Kristus i himlen”[5]

De 144000 i Åbenbaringen – en kritisk dialog 
Det næste jeg vil fokusere på er den opdeling som Jehovas vidner laver i lyset af Johannes Åbenbaring. Hvis man kan påvise, ”De 144000” og ”den store hvide skare” er identiske, så mangler Jehovas vidner en afgørende brik i deres teologi.  Derfor vil jeg her give x argumenter for at de er identiske:

1)      Livets bog                            
I Johannes åbenbaring bruges udtrykket bog en række gange.  Der buges to forskellige græske ord: βιβλίον og βίβλος:
Βιβλίον
Βίβλος
13,8
3,5
17,8
20,15
20,12

21,7


Jehovas vidner gør ikke så meget ud af om det er –on eller –os formen, men om det er Livets bog, eller det er lammets bog. Livets bog indeholder ”navnene på alle dem som på grund af deres tro har udsigt til at opnå evigt liv, enten i himmelen eller på jorden”, hvorimod Lammets skriftrulle indeholder ”øjensynligt kun… navnene på dem, som skal regerer sammen med Jesus Kristus i hans rige…”[6].

Men denne opdeling i ”Livets bog” og ”lammets bog” vanskeliggøres hvis man ser på hvordan udtrykkene er brugt:
a)      20,15: Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.
b)      21,27: Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog
c)       13,8 Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog
d)      14,9 Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet

Hvis man kigger på a) og b) alene er der ingen problemer. Hvis man ikke står i ”livets bog” dømmes man (a), og hvis man ikke står i ”lammets bog” kan man ikke komme ind i byen – men, vil JV så tilføje – man kan godt få liv på Jorden (d.e. uden for byen). B) giver isoleret set heller ikke problemer. Men Når det gælder c) og d) så opstår problemerne. For hvis alle der ikke står i lammets bog vil tilbede dyre c) og alle der tilbeder dyret vil gå fortabt d), så bliver den nye jord mennesketom. De eneste der nemlig overlever, er de 144000.  
Det vanskeliggør en opdeling i ”livets bog” og ”lammets bog”

2)      De vaskede klæder
Det er kun de 144000 der kommer til at være en del af det nye Jerusalem. I 22,14 siges det ”Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen”.
Her om skriver JV: ”Det er kun de salvede kristne der ”vasker deres lange klæder” så de bliver rene i Jehovas øjne, der får det privilegium at ”gå til livets træ”. Det vil sige at de får ret til udødeligt liv på det himmelske plan”[7]. Umiddelbart efter skives der så ”Den store skare har også vasket deres lange klæder og gjort de hvide i Lammets blod”[8].
Umiddelbart syntes de to udsagn at stride mod hinanden. Det, der er væsentligt at forstå er, at den eneste gruppe i hele Johannes Åbenbaring, der har ”vasket” deres klæder er den store hvide skare, Jf. 7,9ff. Derfor bryder logikken for mig at se sammen i det Jehovas vidner siger her.

3)      Skares placering:
Hvis nu det kan dokumenteres at den store skare er ”I himlen” frem for på ”jorden” så bryder Jehovas vidnes opdeling sammen.
I 7,9 kaldes gruppen af mennesker for en stor skare. (græsk: ὄχλος πολύς). Udtrykket ”En stor skare” bruges tre gange i skriftet: 7,9 19,1.6. Hvis nu det kunne godtgøres, at den store skare i 7,9 er den samme som i 19,1ff er i himlen, så falder opdelingen fra hinanden. Og der er faktisk en række argumenter for, at de to udtryk refererer til den samme gruppe:
-          I begge sammenhænge omtales de levende væsner og de fireogtyve ældste (7,11f 19,4)
-          I begge sammenhænge råbes der med høj røst
o   7,10: ”Med høj røst” (φωνῇ μεγάλῃ)
o   19,1: ”Vældig lyd” er dårligt oversat i DO92, da udtrykket også der er ”høj røst” (φωνὴν 1μεγάλην)
-          I begge sammenhænge råbes der at frelsen er vor Guds
o   7,10: ” ἡ σωτηρία τῷ θεῷ ἡμῶν
o   19,1: ”ἡ σωτηρία καὶ ἡ δόξα καὶ ἡ δύναμις τοῦ θεοῦ ἡμῶν
Hele humlen i argumentet er at sammenligningen mellem de to tekster viser at ”den store skare” befinder sig i himlen og ikke på jorden, hvilket umuliggør Jehovas vidnes opdeling.

4)      Foran tronen
Udtrykket ”Foran tronen” (ἐνώπιον τοῦ θρόνου) forekommer 7 gange i bogen:
                             Guds syv ånder er ”Foran tronen” (1,4)
                             De brændende fakler er ”foran tronen” (4,5)
                             Glashavet er ”foran tronen” (4,6)
                             Den store skare er ”foran tronen” (7,15)
                             De 144000 synger en ny sang foran tronen (14,3)
                             Guldalteret er foran tronen (8,3)
                             De døde stod ”foran tronen” (20,12)
Det interessante er her forekomsten i 7,15 hvor den store skare er ”foran tronen”. Alle andre referencer til ”foran tronen” er referencer der handler om noget der sker i himlen. Denne problemstilling er Jehovas vidner godt klar over, og forsøger at løse det ved at sige at foran her skal forstås sådan at ”Jehovas… opmærksomhed var rettet mod dem”[9]. Dette er en meget vanskelig måde at argumenterer på, for det første skal vi ikke fokuserer på ”foran” alene men på det samlede udtryk ”foran tronen”. Derfor kan opmærksom ikke uden videre bruges her. For det andet er udtrykket et gennemgående udtryk skriftet, og det er mærkeligt hvis et af udtrykkende skulle skille sig markant ud fra de andre.

5)      Livets vand
Udtrykket livets vand findes fire steder i skriftet: 7,17 21,6 22,1.17
I 7,17 står der at lammet vil lede den store hvide skare til livets vands udspring[10] - I 22,1 beskriver Johannes hvordan han ser livets vand vælde ud fra ”Guds og lammets trone”. Det er endnu et argument for at den store hvide skare befinder sig i ”himlen” og ikke særskilt på ”jorden”.
Dette er argumenter for at den store hvide skare må befinde sig i himlen: Der kan ikke være forskel på livets bog og lammets bog, Den store hvide skare har vasket deres klæder, hvilket er adgangskravet for at komme ind i byen (= himlen). Den store hvide skare er – ved en sammenligning af 7,9ff og 19,1ff – i himlen, og endelig står den ”foran tronen”.


Litterateur
Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition. Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press, 2000.
u.a. Åbenbaringen - Det store klimax er nær!, udateret.
u.a.I. Indsigt i den hellige Skrift bind 1, udateret.
———. Indsigt i den hellige Skrift bind 2, udateret.



[1] artiklen «Guds Rige» u.a.I, Indsigt i den hellige Skrift bind 1, 784.
[2] artiklen Guds rige i ibid., 788.
[3]  artiklen «Guds Israel.» i : ibid., 780.
[4] artiklen «Pagt, Forbund»u.a.I, Indsigt i den hellige Skrift bind 2, 495.
[5] artiklen «Pagt, Forbund»u.a.I, Indsigt i den hellige Skrift bind 1, 495.
[6] Ibid., 157.
[7] u.a., Åbenbaringen - Det store klimax er nær!, 371.
[8] Ibid.
[9] Ibid., 123.
[10] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 810 peger på føglende mulige oversættelser af plega: a) a source of someth. that gushes out or flows, spring, fountain, flow b) the place of origin or the cause of a full abundance of someth.,  fountainhead,.

mandag den 4. juni 2012

Apostlenes gerninger (i): Opbygning

Lukas er forfatter til to bind i NT: Lukasevangeliet og Apostlenes gerninger. Det første skrift følger Jesus fra Galilæa til Jerusalem; Det andet følger apostlene fra Jerusalem og til Rom.
At kalde Lukas' andet skrift for "Apostlenes gerninger" er lidt af en tilsnigelse. Det har to hovedpersoner, og en række bipersoner. I den første del (Fra kapitel 1 til 12) er det Apostlen Peter der er hovedpersonen. Fra kapitel 13 til 28 er det Paulus der er hovedpersonen. Det betyder ikke, at andre personer ikke er nævt, men de centrale begivenheder indvolderer næsten altid en af de to personer.

Opbygning
Samtidig med at skriftet er personalt bygget op, følger det også en geografisk opdeling. Den første del har fokus i Jerusalem, Judæa og Samaria, og den anden del har et fokusområde, der breder sig mere og mere mod vest, for at ende i Rom.
Gå vi lidt tættere på kan vi se, at Lukas indlægger fire opsummerede bemærkninger i skriftet:

"Guds ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større; også en stor gruppe præster blev lydige mod troen" (6,7). Tilsvarende, om end ikke identiske opsummeringer finder vi i 12,24 og i 19,24. Det giver en opbygning der ser nogenlunde således ud:

1,1.6,7       Kirken i Jerusalem under apostlenes lederskab
6,8-12,24  Missionen spredes til Judæa, Samaria og hedningeområder
12,15-19,20 Missionen spredes til Lílleasien og Europa
19,21-28,31 Fokus er på Paulus' retssager og forkyndelse


Det er påfaldende, at disse tre opsummeringer alle kommer efter en konfliktbeskrivelse. I det første tilfælde er det en konflikt internt i menigheden (6,1ff); I det andet tilfælde er det en konflikt mellem Herodes og de troende, der ender med Peters befrielse (12,1ff). I det tredje er det efter beskrivelsen af en konflikt med jødiske dæmonbesvægere (19,11ff).


Læseren
Hvem er skriftes implicite læser? Det er vanskeligt præcist at afgøre, for hvad er redskabene til det? Men Leifeld har nogle overvejelser: Lukas bruger meget plads på at berette om Cornelius' omvendelse, hvilket får nogle til at antyde en forbindelse til Gudfrytige jøder. Derfra peger han på et tilsyneladende paradoks i Lukas' skrift: På den ene side understeger Lukas' beretning voldsomt at evangeliet i rødder hos jøderne; På den anden side fylder hedningemissionen temmelig meget i skriftet. Denne understegning kunne pege i retning af gudfrygtige hedninger (altså hedninger der tog del i den jødiske synagogegudstjenste) var en væsentlig del af læserskaren.