Troede Paulus på Jesu fysiske opstandelse?

Robert Price er filosof og historiker. Han er ateist og har skrevet en del bøger imod den kristne tro, ligesom han har bidraget med flere indlæg til bogen The Empty Tomb: Jesus Beyond the Grave fra 2005. Denne lidt længere blogpost, skal handle om en kristisk dialog med et af de indlæg: The Spiritual Body and the Legend of the Empty Tomb. Indlægget har, som titlen antyder, to hovedteser: Jesus opstod ”åndeligt” og historien om den tomme grav er en Legende, som Carrier forsøger at forklare hvordan opstod. Indlægget er på flere måder et hovedindlæg i bogen, og fylder 125 sider.

To-legemedoktin

Indlægget indeholder mange interessante elementer og argumenter. Det helt afgørende for Price at vise at er jødedommen på Jesu tid blandt meget andet indeholdt en ”Two-Body doctrine”, hvor der ikke er nogen som helst sammenhæng mellem det legeme, mennesket har nu, og det legeme, det får i opstandelsen.  Det næste skridt er så at vise, at Paulus’ tale om opstandelsen er struktureret ud fra denne tanke. Når det er vigtigt er det fordi der hos Paulus – og det er forskerne faktisk enige om[1] – er en klar sammenhæng mellem det legeme, mennesket får i opstandelsen og det legeme Jesus opstod med. Hvis han derfor kan vise, at Paulus ikke opererer med en sammenhæng mellem vores nuværende legemer og det legeme vi får i opstandelsen er det et godt argument for, at Paulus troede at Jesu jordiske legeme lå og rådnede op i Jesusalem, mens Jesus var opstået i et andet legeme.

Det tror Carrier er tilfældet, og harformulerer sig på følgende klare måde: ”We can therefore reject all the Gospel material, emphasizing the physicality of Christ’s resurrection as a polemical invention.” Og så spidser han formuleringen: “Such stories could not have existed in Paul’s day – or, if they did, Paul would surely have regarded them as heresy, a corruption of the true gospel, a product of that divisive worldly wisdom and attachment to the flesh that he so often condemns”.  Så kan det vist ikke siges klarere[2].

Hvad handler denne debat om? Jo groft sagt skal den svare på følgende spørgsmål: I hvor høj grad er der en sammenhæng mellem det legeme vi har nu, og det legemer vi får i opstandelsen? Hvis der er stor sammenhæng er der også en stor sammenhæng mellem Jesu korsfæstede legeme og hans opstandne legeme. Hvis der ikke er nogen sammenhæng overhoved, så er der ingen sammenhæng mellem Jesu korsfæstede legeme og hans opstandne legeme.

Første Korintherbrev

Den første tekstanalyse, Carrier laver, fokuser på 1 Kor 15,39-44 og 15,45-54. Helt centralt i dette afsnit står tanken om forskellighed[3]. Her skal vi se lidt på den første sætning i v.44.

”Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. ”. Den græske sætning lyder:

Speíretai sôma psychikón, égeíretai sôma pneumatikón

Det er klart nok, at Paulus her trækker på den landbrugsmetafor han har udviklet tidligere.  Samtidig er det væsentligt at understrege, at hvor Paulus tidligere beskrev hvordan kroppen er ”sået”, så beskriver han her så beskrives den nuværende realitet, mod den fremtidige.

Det er omdiskuteret hvad de to udtryk psychikón og pneumatikón  betyder. Ordene bruges ikke ofte i jødiske tekster, men bruges i en del klassiske tekster[4]. Paulus bruger ordene i 2,14 til at beskrive den grundlæggende forskel mellem den troende og den ikke troende.

Men hvilken konsekvens man kan drage af det er der forskel på. Men det er ikke indlysende at psychikón skal oversættes "biologisk".

Carrier oversætter det ”A biological body is sown, a spiritual body is raised”.  Udtrykket “biological” skal dække, meningen “here as involving the flesh-bound principle of live”. Fee forstår det første som ”beloning to the life of the present age” og det andet som ”beloning to the life of the Spirit, in the age to come”. Det er ikke en immaterial beskrivelse, men en “supernatural”[5]. Det giver også bedre mening når man sammenligner det med brugen i 2,14.

Hvad betyder ”iklædes” i vers 53?

Et af de elementer i teksten, der peger på et et-legeme-doktrin er v.53 og 54. Her siger Paulus at dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed. Her har Carrier umiddelbart en udfordring, og den løser han på følgende måde:

“Paul describes the excahnge by saying in effectr that the mortal, rotten body will be ”clothed”. What does he mean? The verb in question means literally “go into”, and is a familiar idiom for getting into armor, a shirt, or a sandal. Does this make sense on the theory that our bodies will Change? Not much. If a corpse enters garment, it is still a corpse. How would dirt putting on a coat make it no longer dirt? But on the theory that our bodies will be traded in we can make some sense of the metaphor: as the mortal body enter the realm of the imperishable, and is enveloped by it, it passes away, leaving only the imperishable garment, without which we would perish entirely”[6]

Det Carrier gør her viser (hvad han også selv siger) at han er historiker frem for lingvist. Hans første argument er at ordet ”iklædes” betyder ”go into”. Den konklusion kommer han (så vidt jeg skønner) ud fra at ordet er sammensat af delene ”en”, der betyder ”i” og ”duô”, der så betyde ”gå”, hvilket sådan set er fuldstændig korrekt[7]. Men at sige at det så, sammensat betyder ”go into” og at det bruges sådan i det første århundrede er en helt anden ting. Det første handler om den videnskabelige disciplin der kaldes etymologi, det andet spørgsmål handler om den videnskabelige disciplin der hedder semantik, og noget af det første man skal være opmærksom på at man kan ikke slutte sig fra hvordan et ord er sammensat til, hvordan et ord bruges. Tag et andet eksempel: Det engelske ord: Butterfly; Det er en sommerfugl. Men det er de færreste der vil sige at når vi taler om sommerfugle i dag, så har det noget med smør (butter) fluer (fly)  at gøre. Det er at forveksle semantik og etymologi. Ved at tage udgangspunkt i betydningen ”go into” tager han udgangspunkt i en betydning, som der næppe er nogle der har fanget[8]. Ordet havde dengang i udgangspunktet betydninger som ”to put on clothing”, ”to put any kind of thing on onself”[9].

Hvad er objektet for handlingen I v.53 og 54?

Det næste spørgsmål er hvem det er der er objekt?  Det beskrives i vers 53: dette forgængelige og dette dødelige. Det er det dødelige og forgængelige der er objekt for handlingen. Det er det der sker noget med. Det tager Carrier ikke højde for, men læser det som om, at det er det forgængelige der går ud af en form og ind i en anden.

Romerbrevet

8,11: Levendegørelse af døde legemer.

Efter at Carrier har argumenteret for sin to-legeme-doktrin, peger han på Rom 8 som indeholder to ves der vanskeliggør hans forståelse af Paulus. Det ene er 8,11 hvor Paulus siger at ” Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer”. Udfordringen er sammenligningen mellem ”oprejste Kristus fra de døde” og ”gøre jeres dødelige legemer levende”.

Det løser Carrier ved at hævde, at formuleringen er upræcis: ” Though the letter to Romans may have been his last, it is to a new Church in Paul’s travels. Romans thus represents the beginning of his discourse, for the “babes in Christ”, reserving the more careful doctrine for later when his audience is more “mature”[10].

Der er for mig at se mindst to problemer ved denne løsning. For det første mener jeg at forklaringsværdien er meget lav. Hvorfor skulle Paulus formulere sig upræcist netop af den grund af han ikke kendte menigheden?  For det andet: Udtrykket ”babes in Christ” er (Hvad Carrier godt er klar over) hentet fra – Første Korintherbrev. Det som Carrier synes at overse, er, at Paulus i det brev netop er fustreret over, at menigheden i Korint ikke er kommet ud over at være ”babes in Christ”- Se fx: 3,2: ”Jeg gav jeg mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan i heller ikke nu;”. Hvis romerne var ”babes in Christ”, så var korintherne det i endnu højere gard; men de kunne godt tåle ”the more careful doctrine” – det giver ikke rigtig god mening. Derfor er Carriers forklaring ikke en forklaring og den dokumenterer ikke, at Paulus udtaler sig bevidst tvetydigt.

Rom 8,23: Befrielsen AF vores legemer eller Befrielse FRA vores legemer?

I 8,23 taler Paulus om at vi sukker i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Det læser Carrier i lyset af begrebet ”det indre menneske” fra 2 Kor på følgende måde: ””when Paul says in Romans 8:23 that we goan ”witin ourselves” intil the ”release of our body” he means the ”setting free” of our “inner man”, hence entering into our new spiritual body”[11].

Argumentet er, at Paulus burger ordet “befrielse” om “the passing away of the world” I 8,21. Det bliver vi nødt til at se lidt nærmere på. På dansk står der (med kursivering af den væsentlige)[12]:

”Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning”. På græsk lyder den understregede del af sætningen hêmeis kai autoi en eautois stenazomen og den kursiverede del:  tên apolýtrôsin toú sômatos hemôn.

Carrier gør en del ud af udtrykket ”selv” (det understregede). Fordi der ordret så at vi sukker i os selv. Det betyder ifølge Carrier det ”indre menneske” i modsætning til det ydre menneske[13]. Men det bør bemærkes at det siger Paulus faktisk ikke noget om. Han laver ingen semantisk kontrast mellem det indre og det ydre her – det er en som Carrier lægger ind i teksten.

Det næste er at Carrier siger, at Paulus her taler om ”passing away of the world” – det er der ikke rigtig noget der viser, men er ind indlæsning i teksten.

Hvis man prøve at brede udsagnene lidt ud og læser dem i lyset af konteksten, så opstår der nogle elementer, som Carriers læsning så langt jeg kan se ikke kan redegøre for. I 8,20f siger Paulus følgende:

 ”Tê gár hataiotêti he ktisis hypetagê out ekousa alle dia ton hypotaxanta eph elpidi hoti kai autê he ktisis eleutherôthêsetai apo tês douleias tês fthoras eis tên eletherian tês doksês tôn teknôn tou theou”

 Disse formuleringer giver en nøgle til at forstå Paulus tanke her, og derfor undrer det mig, at Carrier slet ikke vælger at reflekterer over dem.  Der er flere forhold der skal bemærkes:

i)                    For det første tales der om skabningen (ktsis). Det begreb er vanskeligt helt at afdække, men udsagnet i vers 19 giver kun mening, hvis skabningen er noget andet end Guds børn.

ii)                   Afsnittet opererer med en dualitet mellem hypotassô og eleutheroô . Det, der er vigtigt at forstå her, er, at i Paulus’ tanke, har der været en periode, hvor skabningen ikke har været underlagt tomheden. Det betyder, hvis man skal følge Carriers argument, at skaberværket ført blev skabt ”åndeligt” og derefter blev ”fysisk”, men der er intet, der tyder på at Paulus har tænkt sådan, og det er vanskeligt at forstille sig at underlægningen af skaberværket betød at skaberværket gik fra en materialeform til en anden.

iii)                 Endelig er det værd at bemærke, at det problem Paulus forsøger at løse her ikke er legemligheden som sådan, men forgængeligheden (fthoras).

Disse bemærkninger peger i retning af, at udtrykket  tên apolýtrôsin toú sômatos hemôn ikke skal læses ”befrielse fra vores legemer” men ”befrielsen af vores legemer”. Det sættes nemlig ind i en ramme, hvor skaberværket som sådan befries, fra en underlægning, det tidligere var blevet påført.

For at opsummere blogposten:

a)      Læsningen af 1 Kor 15,53-54, hvor han udskifter ”iklædes” med ”go into” er der intet sprogligt der støtter - det skal forstås sådan at det der sker er at det nuværende legeme iklædes udødelighed.

b)      8,11 taler om en levendegørelse af vores legemer, hvilket ikke kan siges at være en bevidst fordrejende formulering fra Paulus’ side.

c)       8,20ff taler ikke om en befrielse fra skaberværket men en befrielse af skaberværket, hvilket er forudsætningen for en "åndelig" forståelse af opstandelsen. 

Dette var første del af en todelt blogpost. Den næste post kommer til at se på de tekster hos Paulus, som flere – heriblandt Carrier – bruger som argument imod en et-legeme-doktrin. Jeg har forsøgt at vise, at teksterne peger på et tydeligt et-legemedoktrin, og at det (jf indledningen) også betyder at Paulus troede, at Jesus opstod fysisk.

Littertur

Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition. Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press, 2000.

Carrier, Richard C. «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb». I The empty tomb: Jesus beyond the grave, redigeret af Robert M. Price og Jeffery Jay Lowder. Amherst, N.Y: Prometheus Books, 2005.

Fee, Gordon D. The First Epistle to the Corinthians. The new international commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans Pub. Co, 1987.

---

[1] se fx: Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb», 120.

[2] Ibid., 119.

[3] Ibid., 127.

[4] 4 Makk 1,32 er en af de få eksempler.

[5] Fee, The First Epistle to the Corinthians, 786.

[6] Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb», 137.

[7] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, afs. δύνω .

[8] Når Jesus i Matt 6,25 spørger: tô sômati hymin ti endysêthsthe, så er tanken næppe: Hvordan går vi ind i tøjet; Og det er næppe problemet i Matt 22,11 at manden ikke er ”gået ind i tøjet”. Denne tekst er specielt interessant fordi verbet er middel: Er problemet at der ikke er nogle der har forårsaget at manden er ”gået ind i tøjet”.

[9] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 333.

[10] Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb», 150.

[11] Ibid.

[12] I sin argumentation forudsætter Carrier blandet andet, at «sarx» og «soma» er ekvivalente begreber, hvilket næppe er tilfældet. Ibid.

[13] Ibid.