mandag den 23. september 2013

Den treenige Gud

Ordet treenighed findes ikke i Bibelen. Det bruges første gang af Tertullian i slutningen af det 2. århundrede[1].
Opsummerende kan treenighedslæreren sættes op i tre sætninger:
Gud er én
Bibelen beskriver både faderen, sønnen og Helligånden som Gud
Biblen skelner mellem de tre personer.

Når man skal arbejde med treenigheden, så er der både en skriftmæssig[2], og en mere systematisk refleksion der træder frem.  Vi skal forsøge at se det ved at dele det op i tre dele. 1) Monoteisme 2) Temaer, som grundlagt for treenighed 3) Tekster som grundlag for treenighed.

1)      Baggrunden for talen om Treenighed: Monoteisme.
Det gamle testamente er grundlæggende en monoteistisk bog. Det vidner om en monoteistisk Gud.
Hvad er monoteisme? Selve ordet betyder en Gud, eller: Troen på en Gud. Man kan se monoteismen under flere forskellige perspektiver. I GT er der minimum tre aspekter[3]:

Skabelsesmonoteisme
Gud alene er skaberen. Udgangspunktet er 1 Mos 1,1ff. Det findes flere steder i GT. Es 40,28, 44,24, 45,12.18 Specielt vers 18 er tydelig i denne sammenhæng. Det samme finder vi i Jer 10,11ff.
Es 45,12ff: Bemærk specielt vers 12 og vers 18. Vers 18 har en dobbelt understregning: Gud alene er Gud (v.18a), og Gud alene er skaberen (v.18b).
Es 40,13

Kultisk monoteisme
Gud alene skal tilbedes. Den helt central tekst er 5 Mos 6,4; ”Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en”.  Her hedder det efterfølgende: ”Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke”. Her er pointe, at det er Gud der skal elskes alene.  Forbuddet mod at tilbede andre guder finder vi også i 2 Mos 20,3f. 23,24 34,14 3 Mos 26,1.

Eskatologisk monoteisme
Til sidst skal det stå klart, at Gud alene er Gud. Joel 2,32, Es 45,23, Zak 14,9. Til sidst er der alene Gud, der er tilbage.  Den centrale tekst er Es 45,23. I vers 22 har Gud sagt, at der ikke er en anden frelser end ham.  I vers 24 siges det, at ”Alle, der raser mod ham, skal komme til ham og blive til skamme”. Det centrale vers er vers 23; Her siger Gud at hvert knæ skal bøje sig for ham, og hver tunge skal sværge ved ham.  Til sidst trå Gud tilbage alene.

Dertil kommer det helt centrale: Guds enhed; Herren er en, hvilket vi finder i 5 Mos 4,6.

Jesus og monoteisme
På den baggrund vender vi os nu til NT, og ser lidt nærmere herpå. Her træder de samme temaer ferm igen.

Skabelelsesmonoteisme
Vi så i GT, hvordan Gud alene er skaberen. Når vi så kommer til NT, så er Jesus på den plads; Her er Joh 1,1ff en central tekst. Bemærk, hvordan den begynder på samme måde som skabelsesberetningen: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og Jorden” og hos Johannes ”I begyndelsen var ordet”; Alt er blevet til ved ham (v.3), og ifølge vers 12 er verden ”hans eget”, og ”hans egne” tog ikke imod ham; Her refererer ”Hans eget” til skaberværket.
Den samme tankefinder vi i Koll 1,12ff. ”I ham blev alting skabt” (v.16). ”Ved ham og til ham er alting skabt” (v.17). ”Alt består ved ham” (v.17b).
Endelig har vi tanken også i Hebræerbrevet. I de første vers hedder det blandt andet:  at ved ham har Gud skabt verden (1,2).

Eskatologisk Monoteisme
2 Kor 5,10 taler Paulus om at skulle træde frem for ”Kristi Domstol”.   Hos Paulus træder både Gud og Kristus frem som dommer (Rom 2,16; Rom 14,10 2 Kor 5,10). Endnu en central tekst er her Fill 2,6-11. Her er det tydeligt, at Paulus spiller på teksten fra Es 45,22f.
Den passage er ikke en hvilken som helst passage. Det er den vigtigste passage i denne del af Esajas, når det handler om at vise Guds ”unikke” status blandt afguderne.

Dermed kan vi se, at Jesus træder ind i de tre store ”roller” som JHVH har i GT.

2)      Temaer som grundlag for treenighed: Den Jahvistiske analogi
Hvad sker der i NT med Jesu komme? Der sker det, at Jesus træder ind på Guds (Jahves) plads, han handler som om han var Gud selv; Og de ny testamentelige forfattere gør det samme.  Det er en helt grundlæggende pointe. Vi skal se på nogle konkrete eksempler; To fra Jesu liv, og to fra Paulus’ breve

Tilgivelse (Mark 2)
I Markus 2 kommer der en gruppe hen til Jesus med en lam, som han tilgiver. Det rejser spørgsmålet: ”Kan han det”? For det er netop Guds opgave, og ham alene; Det er også, hvad de skriftkloge rent faktisk siger; ”Han spotter Gud, hvem kan tilgive synd andre end en, nemlig Gud”. Det der sker her, er at Jesus træder ind på Guds plads, og handler som om han selv er Gud.

Brudgommen
I GT bruges billedet af Gud som en brudgom. Vi møder det fx i Es 62,5, og det er fundamentet for Hos 1-2. En af de tydeligste tekster i den sammenhæng er Ezekiel 16.
I NT bliver det til at Jesus er brudgommen. Det ser vi allerede i Mark 2,18ff; 2 Kor 11,2 og mest stærkt i Joh Åb 19-21. Her møder vi igen den tanke, at Jesus er brudgommen.

3)      Tekster som grundlag for treenighed
Ud over dette kommer der en række tekster, hvor der lægges op til tirnitet.
a)      Matt 28,18-20
Den første og mest oplagte er Matt 28,18-20, med dåb i Faderen, Sønnen og Helligåndens Navn; hvor ”navn” er i ental.

b)      2 Kor 13,13
Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!
c)       Joh 1,1-18
Bemærk her at Jesus kaldes ”Gud” (v.1), han ”tager bolig” (v.14), han har samme ”Herlighed” som faderen (v.14).

Sammenhængen mellem Johannes 1 og 2 Mos 33


4)      Den Hellige Ånd og treenigheden
Når det så handler om Helligånden, hvor hører han så hjemme i treenigheden? Hvad er det der gør, at kirken altid har tænkt ham som en del af treenigheden?  Det er der flere grunde til. Det første er naturligvis, at Helligånden indgår i de trinitariske formuleringer (2 Kor 13,13, Matt 28,19) .en det er mere end det. Dertil kommer en sidestilling af Gud og Ånden. Mest tydeligt finder vi det i Apg 5, hvor det at lyve for Helligånden og det at lyve for Gud fremstår som to sider af samme sag.  Endelig kommer 1 Kor 2, hvor Ånden ransager Guds dybder og ved hvad der bor i Gud

5)      Arius
Arius (d.336) lærte at Guds søn var Guds første skabning. Han er ikke ”af samme væsen som faderen”. En nøgletekst for Arius var Koll 1,15. Han hyldes af Jehovas viden som en person, der hold fast, hvor kirken som helhed indførte treenighedstanken.

6)      Trinitet på afveje
Der er forskellige forsøg på at beskrive dette mysterium som troslæreren nævner   Den første er modalisme. Ideen er at man forestiller sig en teaterscene, hvor Gud optræder i tre forskellige roller: Gud fader, Gud søn, Gud Helligånd. Navnet kommer af, modus der på latin betyder ”måde”. Udfordringen her er fx Jesu dåb, hvor vi møder alle tre personer; Sønnen der døbes, Faderen der taler, og Ånden der daler.
En anden er dynamiske; Jesus er blot et almindeligt menneske, men Gud virkede i ham med en særlig kraft.

7)      Hvorfor er treenighedslæreren vigtig?
Man kan pege på flere grunde til at treenighedslæreren er vigtig[4]:
i)                    Forsoningen: Kan Jesus som ”bare” et menneske, bærer hele Guds fulde vrede mod alle vores synder?
ii)                   Retfærdiggørelse: Der er en tendens til, at den manglende understregning af Jesus som Gud og retfærdiggørelsen går hånd i hånd
iii)                  Tilbedelse: Hvis Jesus ikke er Gud, hvorfor skal han så tilbedes?

8)      Joh Åb 4-5 afslutning på treenighedsafsnittet
Jørgen Sejrgaard peger i bogen Tempelgud[5] på at Åb 4-5 har en særpræget trinitarisk pointen. I 4,1ff møder vi en der sidder på tronen. I vers 5 møder vi ”de syv brændende fakler”, der er fortolket som Guds ånd. I 5,1ff møde vi Lammet. Det beskrives som havende Guds syv ånder; Og afsnittet ender med at beskrive hvordan Faderen og Sønnen tilbedes.

Litteratur
Bauckham, Richard. Jesus and the God of Israel: God Crucified and Other Studies on the New Testament’s Christology of Divine Identity. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 2008.
Grudem, Wayne A. Systematic theology: an introduction to biblical doctrine. Leicester, England : Grand Rapids, Mich: Inter-Varsity Press ; Zondervan Pub. House, 1994.
Sejergård, Jørgen. Tempelgud. Kbh. Hillerød s.l.: Credo i samarbejde med Dansk Luthersk Forlag og Evangelisk Luthersk Forlag, 1997.




[1] “It may, nevertheless, be claimed that the doctrine of the Trinity is a profoundly appropriate interpretation of the biblical witness to God in the light of the ministry, death and resurrection-exaltation of Jesus—the ‘Christ event’.” (New Bible Dictionary)
[3] Bauckham, Jesus and the God of Israel, 184.
[4] Grudem, Systematic theology, 247.
[5] Sejergård, Tempelgud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar