mandag den 20. maj 2013

Jesu opstandelse



Skønt det er ved at være lidt siden det har været påske, skal jeg her se lidt på spørgsmålet om hvad Jesu opstandelse betyder. Det første vi skal se på, er hvad opstandelse overhoved betyder som udtryk. Et sted at begynde er Dan 12,1ff



Det at ”sove” og ”våge” er i GT standardudtryk der bruges om at være død hhv opstå; 2 Kgs 4:31; 13:21; Isa 26:19; Jer 51:39, 57; Job 14:12 er eksempler på det.  Umiddelbart kunne en sammenligning med Ezekiel 37 tale for en form for national genrejsning, men udtrykkene ”evigt liv” go ”evig afsky” taler for at det handler om mere end blot det[1]. Samtidig syntes vers 13 at vise, at der er tale om mere end martyrerne[2]. De opstandne sammenlignes med stjerner i vers 3.   En mulighed er at knytte tilbage til 4 Mos 24,17, men det er noget uklart, om det er det vi skal tænke på her. Det tyder klart i retning af, at der tales om en fysisk opstandelse.

Opstandelse og Paulus
Den mest omfattende gennemgang af temaet om opstandelse hos Paulus findes i det første brev til korinterne. Men der er også et par bemærkninger andre steder.  I Fill 3,20-21 skriver Paulus således:
 
Disse formuleringer er meget interessante. Paulus har i vers 17 kaldet læseren til at ”efterligne ham”. Det efterfølges af to begrundende afsnit. Altså:

v.17                     Formaning: Efterlign mig
v.18                     Første begrundelse: Der er mange der vandre som fjender af Kristi kors.
v.20                     Anden begrundelse: Vort borgerskab er i himlene

Vers 21 kommer i forlængelse af talen om borgerskab. Når Kristus kommer, skal han forvandle vores legemer og give det skikkelse efter hans legeme.  Det skal vi se lidt nærmere på; Hvad er relationen mellem Kristi legeme og vores legeme?

Forvandlingen
Den græske test lyder:
ὃς
μετασχηματίσει
τὸ σῶμα τῆς ταπεινώσεως ἡμῶν
σύμμορφον
τῷ σώματι τῆς δόξης αὐτοῦ
Som
forvandler
Vores fornedrede legeme
Samme form
Som hans herliggjorte legeme
Pronomen
Udsagnsord
Objekt for udsagnsordet
Tillægsord, der ligger sig til legeme
Styret af tillægsordet

Der er to udtryk der er afgørende for at forstå, hvad Paulus mener her: μετασχηματίσει er udsagnsordet, og hvad tillægsordet σύμμορφος betyder.  Tillægsordet bruges kun her og en gang i Romerbrevet.
Udsagnsordet findes 4 steder hos Paulus ud over her, det findes en gang i Septuaginta (4 Makk 9,22), og nogle gange i pseudepigraferne. Den mest brugte betydning af ordet er ” to cause a change in state or condition, change, alter”[3]. Tillægsordet σύμμορφος er et sjældent græsk ord. Det bærer betydningen ”having a similar form” eller ”similar in form”[4].
Objektet for udsagnsordet er ”vort fornedrede legeme”. Det skal få skikkelse efter Kristi herliggjorte legeme, og rent grammatisk er det ”vort fornedrede legeme” der skal få skikkelse efter hans herliggjorte legeme.

Richard C. Carrier, som fornægter en sammenhæng mellem det nuværende og det kommende legeme i Paulus’ tænkning peger på, at ordet ”forvandle” ikke betyder ”literal transformation” men ”exhange”, og han peger på, at Josefus faktisk bruger ordet sådan[5].  Ifølge Carrier betyder det ikke ”forvandle” hos Paulus. Det betyder I stedet for  ”God will change our ”location” into a body whose form…matches that of Christ.”[6].
Denne brug af ordet hos Paulus er vanskeligt at dokumentere. Lad os se et par eksempler. I Lovene, der er dialoger, hvor Palaton diskuterer hvordan staten skal fungere bruges det klart som en ”transformation”[7], og muligvis også som ”exchange”[8].  Men betydningen ”change our ’location’” giver ikke mening.
Dertil kommer en vanskelighed som opstår, hvis det skal betyde ”exchange”.  Denne teori skal forklare mindst én ting, som Carrier ikke forholder sig til.  Det virker som om, at Carrier forudsætter, at det os der skal forvandles fra et legeme til et andet. Men det er ikke det, Paulus skriver. Objektet for ”forvandle” er ikke os, men vort fornedrede legeme. Det er det fornedrede legeme, der ”får skikkelse” efter Kristi legeme[9]. Dette forklarer Carrier ikke hvordan passer ind i hans forståelse.

En livgivende ”ånd”
Et af de argumenter som jeg selv syntes har været mest udfordrende i debatten om Paulus’ forståelse af opstandelsen er udsagnet om at Jesus blev ”en ånd der gør levende” (1 Kor 15,45). Men det er kun et problem for talen om en fysisk opstandelse, hvis modsætningen til ”ånd” her er ”fysisk legeme”. Men det er rent faktisk ikke tilfældet. Modsætningen til det ”åndelige legeme” er det ”sjælelige legeme”, hvilket fremgår af 1 Kor 15,46. Det er noget uklart, hvad Carrier stiller op med den kontrast.


Litteratur
Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition. Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press, 2000.
Carrier, Richard C. «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb». I The empty tomb: Jesus beyond the grave, redigeret af Robert M. Price og Jeffery Jay Lowder. Amherst, N.Y: Prometheus Books, 2005.
Goldingay, John. Daniel. Word Biblical themes. Dallas, TX: Word Pub, 1989.



[1] Goldingay, Daniel, 307.
[2] Ibid.
[3] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 641.
[4] Ibid., 958.
[5] Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb».
[6] Ibid., 119.
[7] For if one were to shape all things, without a constant view to the Whole, by transforming them (as, for instance, fire into water), instead of merely converting one into many or many into one… (Laws 903)
[8] Laws 906
[9] Det fremgår ret klart af grammatikken. Skikkelse (σύμμορφον) står i intetkøn og kan kun lægge sig til ”legeme”, Det faktum forholder Carrier sig ikke til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar