13,1-3 Indledning
13,4-12 Paulus
og Silas på Cypern
13,13-52 Antiokia
i Pisidien
14,1-7 Ikonien
14,8-20 Lystra
og Derbe
14,21-28 Vender
tilbage til Lystra, Ikonien, og Antiokia.
13,1-3 Indledning
13,4-12 Paulus og Silas på Cypern[1]
Cypern blev inkluderet i romerriget i 58 f.kr. I 30 f.kr
bliver det en romersk provins. Cypern er 227 km lang og 95 km bred. Øen var
kendt for sine varme somre. Der eksisterede jødiske kolonier på øen så tidligt
som fra det 2 årh. før kristus[2].
I løbet af det først århundrede voksede den jødiske befolkning på øen så meget,
at Filon kunne beskrive Cypern som en ø ”fuld af jødiske kolonier”[3].
Første gang Lukas nævner Cypern er i 4,36 hvor Josef beskrives som
hjemmehørende på øen. I 11,19 hører vi om at nogle af de første kristne flygtede til øen i forbindelse med
forfølgelse.
Cypern var en senats styret provins[4].
Den lå også i et område, hvor man ikke anså risikoen for oprør særlig stor,
hvorfor der ikke var stationeret tropper på øen.
Salamis var nok den vigtigste by på øen. Der var royale
gravmonumenter, og der var intens kontakt med grækerne. Men den blev dog
erstattet af Pafos som hovedstad efter et jordskælv 15 f.kr.
13,4-7 Ankomst og
mødet med Sergius
De drager rundt på øen og kommer til Pafos. Det var øens
administrative centrum på NTs tid. Salamis lå på øens østlige side, og Pafos lå
på den vestlige, så de traver øen igennem.
På deres vandring møder de noget så usædvanligt som en jøde
der var troldmand. Denne toldmand holder til hos Sergius. Han var statholder.
Lukas kalder troldmanden for en ”Falsk profet”, hvilket
baner vej for at se Paulus som en sand profet i det næste afsnit[5].
Samtidig er han troldmand. Dermed er vi
kommet til den anden af fire troldomstekster i skriftet.
13,8-11: Elymas
Troldmanden modarbejder Paulus, hvilket fører til et
starffeunder. Det kommer frem i vers 11,
hvor han som dom ”for en tid” ikke skal kunne se solen. Dette tidsbegrænsede
kan tolkes som en mulighed for omvendelse[6],
men vi ved ikke om det faktisk skete. Det kan minde om det der skete med
Zakarias, i forbindelse med at Johannes Døberen blev født[7].
Årsagen er at ”Herrens Hånd” skal ramme Elymas. Udtrykket
Herrens hånd er brugt før i skriftet. I 11,21 hedder det at ”Og Herrens hånd
var med dem, så et stort antal kom til tro og vendte om til Herren.”
Elymas er nu der, hvor Saul selv havde været år tidligere;
Blind på grund af Guds eget indgreb[8].
13,12 Sergius
Sergius ser Paulus’ under og kommer til tro.
13,13-52 Antiokia i Pisidien[9]
v.13-14a På vej til Antiokia
Derfra rejser de videre til Antiokia i Pisidien. Antiokia var et gammelt kongenavn, som flere
konger i seleukiderriget bar. Selukiderne regerede i Syrien efter Alexander den
store, fra 321 f.kr. til 64 f.kr. Det blev grundlagt af en af Alexanders
generaler. Derfor er der flere byer, der hedder Antioka, og det siges gerne
hvor de ligger[10].
Først kommer de dog til Perge i Pamfylien. Perge var en
vigtig by i Pamfylien. Det var et disktrikt i det sydlige lilleasien. Det hørte
ind under den Galatiske provins[11].
Det vender tilbage til den i slutningen af rejsen (14,25). Da de kommer til Perge forlader Johannes
Markus dem. Det var ham de tog med i 12,25, hvilket også blev understreget i
13,5. Vi får ikke at vide hvorfor, men senere kommer det frem, at Paulus ikke
ser dette positivt.
Formuleringen ”Paulus og hans ledsagere” er ikke tilfældig;
Den viser, at nu er Paulus leder af gruppen[12].
v.14b-15 I Synagogen
Da Paulus og Silas når til Antiokia i Pisidien opsøger de
synagogen. Det er muligt, at Lukas ser denne tale som rammen for resten af
skriftet, som Apg 2 er rammen for de første 12 kapitler[13].
I vers 16a skelnes der mellem ”Gudfrygtige” og ”Israels børn”. Den første gruppe er sandsynligvis hedninger,
der i en eller anden grad er tiltrukket af jødedommen[14].
v.16-25 Overblik
over Israels historie
v.26-37 Forkyndelsen
af Jesus
v.26-30 Det grundlæggende kerygma
v.31 Begrundet med vidner
v.32-37 Skriftbevis
v.38-41 Kald
til omvendelse
v.16-25 Overblik over Israels historie
Det første afsnit er et overblik over Israels historie. Den
er talt til ”Israelitter og I der frygter Gud”. ”Gudfrygtige” er her
sandsynligvis hedninger, der har sluttet sig til synagogen. De nævnes igen i
vers 26.
v.17: Udvandringen
Det første Paulus nævner er udvandringen fra Ægypten. ”Med
løftet arm” peger tilbage på bla 2 Mos 6,1.
Vers 18-21: Indvandring, dommertid og Saul
Derefter opremser han Israels historie fra indvandringen til
Sauls fremtræden. Baggrundstekster er 5 Mos 7, Dom 2,16ff, 1 Sam 8,5-10. De 7 nationer de drev ud er dem,
der er nævnt i 5 Mos 7,1.
Vers 22-23 David
Derefter kommer David på scenen. Baggrunden for talen om ham
er løfterne om det evige davidsherredømme. Vi finder det fx i Sl 89,29, og
sådan blev løfterne også forstået på Jesu tid[15]. Vers 22 er en sammenfletning af 1 Sam 13,14 og Sl 89,20[16].
I vers 23 identificerer Paulus denne Davidsefterkommer med
Jesus selv. Paulus kalder ham ”frelser” og de følgende vers forklarer, hvordan
han er frelser.
Vers 24-25 Johannes Døber
I den første tale Peter holder i Apg 2 nævnes Johannes slet ikke. Ligeledes
nævnes han i 10,36ff. Her får han ret stor plads. Vers 25 skal ses i sammenhæng
med Luk 3,15f. Johannes
er her linket mellem løfterne i ves 22 og opfyldelsen i Jesus[17].
Vers 26-29 Fornyet tiltale
I vers 26 kommer der en fornyet tiltale (brødre) Jf vers 16.
Dette ord om frelse er ”for os”. Bemærk at dette os også inkluderer Paulus og
Barnabas. I vers 27 siges at Jesusalems
indbyggere ikke kendte ham og da de dømte ham opfyldte de profetiens ord.
Tre gange i løbet af talen understreges, at det der skete
var forudsagt: v.27, v.29 og v.32-33. Det temaer finder vi også i fx 3,18.
I den danske tekst står der at de ”tog ham ned fra korset”
(v.29). Det er ikke præcist oversat; Der står ”De tog ham ned fra et træ”. Når
det hedder sådan er det sandsynligvis for at skabe en forbindelse tilbage til 5
Mos 21,32[18].
De tekster, der kan være tale om her kunne være Es 52,13ff
Sl 22,69.
Vers 30-31 og 33-37 Opstandelse
I de efterfølgende vers skildres opstandelsen og det der
fulgte efter. De der så Jesus er nu hans vidner, hvilket svarer til den opgave
de fik i 1,8[19]. Temaet
om opstandelse følges op i vers 33-37. Udgangspunktet er to tekster i salmernes
bog: Sl 2,7 og Sl 16,10.Fælles for de to salmer er at de er kongesalmer. Salme
16 er tillige en Davidssalme. Der er et
grundlæggende Davidstema her.
|
Vers
|
Citattekst
|
Citat
|
|
33
|
Sl 2,7
|
Du er min søn,
jeg har født dig i dag.
|
|
34
|
Es 55,3
|
For jeg vil opfylde de urokkelige løfter til David for jer!
|
|
35
|
Sl 16,10
|
Din hellige vil du ikke lade se forråndelse
|
Vers 36 og 37 er en udlægning af Sl 16,10. Pointen er at
David så forrådnelse, hvilket gør at han ikke kan opfylde løftet i Sl
16,10. Vers 36 tager udgangspunkt i 1
Kong 2,10. I modsætning til David så Jesus ikke forrådnelse.
v.38-42 Direkte tiltale
Talen ender i en direkte tiltale af tilhørerne. Ved Jesus
kan folket opnår den frelse de ikke kunne få ved Moseloven. Dette sker ”ved
ham” (v.38), og det forudsættes også, at jøderne har brug for denne frelse.
Vers 40-41 er en advarsel bygget på Hab 1,5. Oprindeligt handler den
tekst om babylonernes indtagelse af Jerusalem.
43-52: Reaktionen på talen
Derefter beskriver Lukas reaktionen på talen. Den første
reaktion er at de tager godt imod. De vil have Paulus til at tale om det igen
den følgende sabbath. Grupperne i vers 43 er sandsynligvis de sammen som i vers
16b og 26a[20]. Men
den efterfølgende Sabbath bliver noget mere barsk, fordi der opstår problemer.
Jøderne skaber problemer, hvilket vi også kommer til at se i kapitel 14.
Det er ikke helt indlysende at der er tale om ”misundelse” i
vers 45. Ordet betyder nidkærhed[21],
og det der sandsynligvis er tale om er at de er nidkære overfor deres
forståelse af loven[22].
Til dette svarer Paulus at der var en frelseshistorisk
prioritet. Det skal ses på baggrund af 1 Mos 12. Det siger Paulus også i vers
26, og 32-33, men herefter vender han sig til hedningerne.
Det sker med
henvisning til Es 49,6. Teksten handler om Herrens Tjener. At den tekst
opfyldes i Jesus kommer frem i Apg 26,23. Samtidig realiseres den af Jesu
disciple, hvilket kommer frem her.
Vers 48 lægger det at komme til tro over i Guds bestemmelse.
Det er en af de måder NT klart taler på.
Jødernes reaktion kommer frem i vers 50. Det er samme udtryk
der bruges om Jesus i Luk 4,29.
Litteratur
Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.
Freedman, David
Noel. The Anchor Bible Dictionary. Bantam Doubleday Dell Publishing
Group, Inc., 1992.
Peterson, David
G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing
Company, 2009.
Schnabel,
Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.
[1] Peterson, The Acts of the
Apostles, 378 peger på tre mulige temaer her: i) Apologetisk (Paulus’
forhold til en Romersk konsul) ii) Ekklesiologisk (Paulus’ lederskab) iii)
Teologisk: En afvsning af magi.
[2] 1 Makk 15,23
[4] ABD Volume
1, Page 1229 I modsætning til provinser,
styret direkte af Kejseren. Den største forskel på de to typer provinser var om
der var ustationeret tropper eller ej. Jf http://www.fhw.gr/chronos/07/en/politics/index52.html.
Dertil kom, at Prokonsuler blev valgt for et år ad gangen, hvorimod det var
Kejseren, der bestemte, hvor længe en leder af en kejserprovis skulle have lov
at sidde.
[9] Peterson, The Acts of the Apostles, 383 skriver
om dette afsnit: « in many ways, Acts 13 is programmatic for the second half of
the book, just as Acts 2 is programmatic for the first half. ».
[10] Bock, Acts, 450 nævner
at der var 16 sådanne byer.
[13] «Just as Jesus’ announcement in the synagogue at
Nazareth (Lk. 4:16–27) and Peter’s Pentecost speech (Acts 2:14–39) are vital
for understanding the missions of Jesus and Peter, so this speech and the
following events are essential for understanding Paul’s ministry»ibid.
[15]
σύ, Κύριε, ᾑρετίσω τὸν
Δαυὶδ βασιλέα ἐπὶ
Ἰσραήλ,καὶ σὺ
ὤμοσας αὐτῷ περὶ τοῦ σπέρματος εἰς
τὸν αἰῶνα, τοῦ μὴ
ἐκλείπειν ἀπέναντί σου
βασίλειον αὐτοῦ. (Salomos Salmer 17,5)
[21] ζῆλος
[22] Peterson, The Acts of the Apostles, 397 forstår
det som misundelse; som «nidkærhed»Bock, Acts, 462.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar