Apostlenes gerninger 1,15-26

I denne post skal vi se på sidste del af kapitel et i Apostlenes gerninger.

FØRSTE HOVEDDEL: 1,15-6,7         Missionen i Jerusalem

Den første hoveddel varer frem til 6,7 og har fokus på Missionen i Jerusalem. Afsnittet afsluttes med en opsummering i 6,7.

1,15-26 Valget af 12. mand

1,15-20          Judas’ skæbne

                      v.15: Indledning: Peter træder frem

                      v.16-20 Fortolkning: Peters genfortælling og fortolkning af Judas’ skæbne

1,21-22          Konsekvenserne af Judas’ død

1,23-26          Opstilling, Bøn og Valg af Mattatias

                     

1,15-20          Judas’ skæbne (Antibiografi)

I de dage udtrykker et nyt afsnit[1]. På dette tidspunkt er de omkring 120 (v.15). De troende kaldes her for brødre[2].

 Det har ikke været alle de kristne, da vi ved, at bevægelsen på dette tidspunkt rummer mindst 500 (1 Kor 15).  Peter træder her ind på scenen som leder. Han får den rolle som har ligget i kortene allerede tilbage fra Luk 22,32.

Det handler om, at der skal vælges en ny i stedet for Judas. 12-apostolatet skal være intakt. Men hvorfor det? Disse 12 er repræsentanter for det fornyede Israel (Jf Luk 22,28-30).

Ekskus: Apostlenes Gerninger og Matthæus om Judas’ død

Når man sammenligner Apg og Matthæus’ beretninger om Judas død er der flere forskelle der springer i øjnene[3] - to af dem er:

i)                    Hvem købte marken: Judas eller ypperstepræsterne?

Det er vanskeligt præcis at sige, hvad der skete med Judas. Når man sammenligner med Matt 27,5 ser det umiddelbart ud som om, at de ikke er enige i beskrivelsen. En klassisk måde at løse det på er at sige at da han forsøgte at hænge sig styrtede han ned. Han købte: dvs de penge han fik, blev ifølge Matt 27 brugt til at købe en mark.

ii)                  Hvordan døde Judas?

Hægte han sig eller styrtede han ned? En typisk løsning er at han hænger sig fredag – og da det er sabbat dagen efter tager ingen ham ned, hvorfor han begynder at gå i forrådnelse, og derfor styrter ned.

Uanset hvordan de forenes, så er hovedpointen at Judas dør, og således er væk. Den måde Lukas beskriver det på skal ses i sammenhæng med en senere beskrivelse: I 12,23 møder vi endnu en modstader af Jesus og hans disciple, og han får også en grusom død[4].

1,20: Citat fra Sl 69,26: Om Davids fjender

Dette bekræftes med et citat fra salmernes bog, Sl 69,26. Hvordan skal det nu forstås? Spørgsmålet er: hvordan er de fra GT kommet til Jesus i denne tekst? Jesus selv bruger salmen i Joh 15,25. Det skal forstås typologisk. Altså det mønster vi møder i GT møder vi igen i NT, og som fuldendes i Jesus.

Salme 69 er skrevet af David, og i første omgang handler v.26 om Davids fjender. Når Peter sådan uden videre kan bruge det om Jesus er det fordi Jesus er Davidssønnen. Den sande David, den sande davidskonge. 

1,20b: Citat fra Sl 109,8: Om Davids fjender

Dertil kommer så også et citat fra Sl 109,8.  Igen ser vi det samme, at det handler om at Davids fjender bliver erstattet af en anden[5]. Dette anvendes igen på Jesus fordi han er Davidssønnen.

1,21-26: Valget af Mattathias

v.21a             Konsekvens: Der bør vælges en ny

v.21b-22        Kriterier for kandidaterne

v.24-26          Selve valget

v.21a             Konsekvens: Der bør vælges en ny

Konsekvensen: Der skal vælges en ny. Bemærk ”bør” der hos Lukas typisk bruges om det, der er Guds vilje. Det skal ses i lyset af de forudgående citater fra Salmernes bog.

v.21b-22        Kriterier for kandidaterne

Og i vers 21 og 22 opstilles en række kriterier for denne nye apostel:

i)                    Han var samme med os hele tiden fra Johannes dåb, indtil hans himmelfart

ii)                  Han skal være vidne om hans opstandelse. Jf 1 Kor 9,1ff.

Med slutningen af kapitel 1 har vi altså fået apostelgruppen gjort ”komplet”. Motivet for denne handling fremgår ikke klart. Hvis vi sammenligner med kapitel 12, hvor apostlen Jakob bliver henrettet møder vi ikke dér et nyt apostelvalg. En mulig måde at forklare den forskel på er at Jakob døde ved forfølgelse, hvorimod Judas døde som følge af frafald.

Når der skal være 12 hænger det muligvis sammen med at de skal repræsentere en fornyelse af Israel, der jo havde 12 stammer. Disse to kriterier er ikke uden grund. Den første opstår, fordi der er behov for, at apostlene kan videregive Jesu lære. Den anden er nødvendig, fordi det var det det hele drejede sig om. Både i begyndelsen (v.21) og i slutningen (v.26) understreges nødvendigheden af at være tolv.

                     

v.24-26          Selve valget

De finder så to, som de kaster lod om. Det handler ikke om, at de var i tvivl. Det er for at Jesus skal vise menigheden, hvem af de to han har udvalgt. Jf Mark 3,14.

Vi kender fra GT flere eksempler på dette: Jos 7,14ff 1 Sam 10,20ff og 14,36ff.

Litteratur

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

Carson, D.A. Matthew. Grand Rapids, Michigan: Zondervan Publishing House, 1995.

Ellis, E. Earle. «The End of the Earth’ (Acts 1:8)». Bulletin for Biblical Research, 1991.

Longenecker, Richard N. Acts. Grand Rapids, Michigan: Zondervan Publishing House, 1995.

Marshall, I.H. «Acts». I Commentary on the New Testament Use of the Old Testament, redigeret af G. K. Beale og D. A. Carson. Baker Academic, 2007.

Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.

Schnabel, Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.

---

[1] Peterson, The Acts of the Apostles, 121.

[2] Bemærk at ordet bror (ἀδελφός) bruges om fysisk familie i vers 14 og om åndelige brødre i vers 15.

[3] Carson, Matthew, 562.

[4] Se http://carm.org/bible-difficulties/matthew-mark/how-did-judas-die-hanging-or-falling-down eller http://www.apologeticspress.org/apcontent.aspx?category=6&article=1761

[5] Dodd (1952: 58n1) argues that the effect of the first citation is to show that Scripture allows for the creation of a vacancy in the apostolate caused by apostasy and not by death; contrast how there was no attempt to replace James when he was put to death (Acts 12:2 )Marshall, “Acts,” 530.

Apostlenes gerninger 1,1-14

Den første del af apostlenes gerninger beskriver hvad der sker i Jerusalem. Det begynder med Jesu himmelfart, erstatningen af Judas, Pinse, og omvendelse, og et blik ind i den første kristne menighed. Denne del af skriftet varer frem til 6,7 hvor vi har en opsummering.

INDLEDNING: Apg 1,1-14

1,1-2              Indledning

1,3-11            Himmelfarten

1,12-14          Apostlene i Jerusalem

                     

1,1-2              Indledning

Første bog = Lukas evangeliet.

Theofilus = Samme modtager som i Lukas. Navnet betyder ”Guds ven” eller ”Guds elskede”.

Indholdet i Evg: Alt det som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen til den dag han blev taget op til himlen

Gjorde og lærde: Sammenhængende opsummering af hele Jesu virksomhed.  Ved at begynde på denne måde, lægger Lukas op til, at Apostlenes gerninger skal ses i forlængelse af Jesu virksomhed. Han begyndte – og de fortsætter. Samtidig er der nok en pointe mere: Jesus begyndte sin virksomhed i Galilæa – men nu fortsætter han den med apostlenes virke.

Dette sker efter at han ved Helligånden har givet befaling til de apostle, han havde udvalgt. Det vil sige i hvert fald de 11, eftersom Judas hængte sig selv i forbindelse med begivenhederne omkring Jesu død.

Bemærk at her og i det følgende er der fire store faktorer der løber sammen: Vidnemandatet, Apostlene, Helligånden, og den ophøjede Jesus.  De fire elementer skal vi se komme tilbage igen og igen i bogen. De spiller en central rolle igennem skriftet, og Ånden og Apostlene knyttes ofte sammen[1].

1,3-11 Himmelfarten

v.3

Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige.

Jesu forkyndelse sammenfattes her i begrebet ”Guds rige”. Det er et tema, som Jesus introducerede i sin forkyndelse (Mark 1,15). Han sendte apostlene ud og prædikede om Guds rige (Luk 9,2f) og det bruges i Apostelens gerninger til en opsummering af den tidlige kristne forkyndelse (8,12 19,8 20,25).

Det stammer tilbage fra Daniels bog, og beskriver, hvordan Gud til sidst vil overtage magten og herredømmet. Daniel 7 beskriver det i et syn, der slutter med ”Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen blev givet til den Højestes helliges folk” (7,27).

v.4

Forbuddet mod at forlade Jerusalem finder vi tilsvarende i Luk 24,49. Når Jesus giver dem denne befaling handler det om Jerusalems frelseshistoriske betydning. I blandt andet Esajas’ bog bliver det tydeligt. I Es 40,1f hører vi at Jerusalem skal trøstes, og i Es 2,3 er det tydeligt, at Herrens Ord går fra Jerusalem til de andre folk.

Baggrunden for udsagnet om Johannes finder vi i Luk 3,16. Døbes med Helligånden skal ses i lyset af GTs løfter om Ånden: Ez 36,25f

1,6f Riget for Israel?

Jesu løfte rejser et nyt spørgsmål: Er det nu du vil genrejse riget for Israel. Jesus svarer på med en formulering om, at det ikke tilkommer dem at kende tid og sted.

Deres spørgsmål er faktisk meget forståeligt, for i GT møder vi flere tekster, hvor udgydelsen af Ånden hænger sammen med Guds genrejsning af Israel (Se Joel 3).

Hvordan skal vi forstå Jesu svar?

Typisk har man forstået det enten som en afvisning af enhver tanke om genrejsning af Israel, eller at det er en udskydning af genrejsningen af Israel.

Men der er en tredje mulighed, som jeg tror, er mere nærliggende: Genrejsningen af Israel begynder med Åndens komme og realiseres i den kristne kirke og fuldendes på et tidspunkt de ikke kender.

V8 Vidnemandatet

Jesus giver dem en befaling og et løfte. Befalingen er at de skal være vidner. Løftet er at de skal få kraft til at være vidner. Jesus siger, at de skal være ”mine vidner” – det er interessant for det er en videreførelse af et tema fra Es 43,10-12, hvor Israel skal være Guds vidner. Teamet om at være vidne er et gennemgående tema for skriftet: 1,8.22 2,32, 10,39.41 13,31 22,15.20 26,16

Og så få de den treleddede programerklæring; Jerusalem, Judæa, Samaria og jordens ende.

Bevægelsen begynder i Jerusalem – den frelseshistoriske by – og fortsætter til ”jordens ende” [2].  Det er igen med baggrund i en Esajastekst, nemlig 49,6 – en tekst som dukker op senere i Apostlenes gerninger (13,47).

Apostelens gerninger følger denne opdeling: Jerusalem (2-7), Judæa og Samaria (8-12), og verdens ende (13-28).

1,9-11 Himmelfarten

Den opstandne og himmelfarne Kristus leder og styrer sin kirke med sin Ånd, gennem sit ord, hvor han er, indtil han skal komme igen. Det er det første konstituerende element i apostlenes gerninger.

De ser efter ham og englen fortæller, at han skal komme igen på samme måde, som han blev taget fra dem. Denne begivenhed er baggrunden for det vidnesbyrd, apostlene går med i resten af skriftet.

Skyen der kommer i vers 9 skal sandsynligvis ses på baggrund af GT: Der er skyen flere steder et udtryk for Guds nærvær (2 Mos 40,34-35, Dan 7,13) – det er vanskeligt ikke at tænke tilbage på forklarelsen på bjerget, hvor vi også møder denne sky (Luk 9,31f).

1,12-14 Den første kristne menighed

Det næste afsnit, frem til kapitel 2s begyndelse beskriver kort hvad der sker fra Jesu himmelfart og til pinse. Det første handler om hvor og hvordan de holder samme. Det næste handler om, at de skal være fuldtallige som apostle. Huset de går op i (v.13) kan være samme hus som nævnes i Luk 22,12. Det er typisk for Lukas også at nævne kvinderne. De fylder en del specielt i evangeliet (8,21 23,49, 24,10). Og så oplister han apostlene, og baner på den måde vej, for det næste han vil fortælle. Han nævner nemlig kun 11 apostle. Disse 11 er kærnen i ”den kristne gruppe” i Jerusalem på det her tidspunkt.

Salen oven på: Muligvis det samme sted som Luk 22,12. Kvinderne er de samme som i Luk 8,23f og 23,55ff.

Litteratur

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

Ellis, E. Earle. “The End of the Earth’ (Acts 1:8).” Bulletin for Biblical Research, 1991.

Schnabel, Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.

---

[1] Bock, Acts, 53.

[2] For diskussion af, hvorvidt Rom er jordens ende se: Schnabel, Early Christian Mission, 375f3 ting der peger imod: i) Befalingen i 1,8 er givet til disciplene og ikke til Paulus ii) Sg “ende” svarer til Es 49,6 iii) Apg nævner slet ikke Spanien med et ord; Ellis, “The End of the Earth’ (Acts 1:8).”

Historicitet i Apostlenes gerninger

Denne post er lidt anderledes end de forrige - for den er ikke færdig. Jeg arbejder til stadighed med apostlenes gerninger. Et aspekt af det skrift det dets historicitet. I hvor høj grad kan man knytte skriftet til den jødiske historie i øvrigt? Det giver jeg eksempler på her; Når jeg siger den ikke er færdig er det for den vil blive justeret efterhånden som jeg finder nye eksempler på historicitet i Apg; Her er de første eksempler:

1)      Gaden der kaldes den lige (9,11)

Gaden er kendt fra gammel tid og kaldes i dag for Derb el-Mustaqim.

2)      Filippi  - En romersk koloni (16,12f)

Filippi kaldes for en ”romersk koloni”, hvilket er ganske korrekt. Byen blev en koloni i 42 f.kr.  Da de kommer ind i byen går de langs en flod – det er den flod, som hedder ” Angites”, så forfatteren har altså også lidt geografisk kendskab til byen. Samtidig kaldes den før den ”første” by – og den bemærkning er straks vanskeligere at forstå.

3)      Gallio

I 18,12-17 er Paulus i Korinth. Der hører vi om at Gallio var statholder i Akaja. Han var søn af Seneca den Ældre (50 f.kr. til 40 e.kr) og bror til Seneca den yngre (4 f.kr – 65 e.kr). Hans fulde navn er Lucianus Junius Gallio[1].  Normalt var man statholder i et år ad gangen og så man kan regne ud har Gallio været leder fra sommeren 51 til sommeren 52. Hans eksistens er verificeret.  Akaia var senatorial provins fra 27 f.kr til 15 e.kr  og igen fra 44 e.kr. En sådan blev ledet af en prokonsul, og det er præcis, hvad han kaldes i 18,12 (Dansk: Men mens Gallio var statholder i Akaja. )

4)      Thessaloniki: Apg 17,6f

I 17,6 og 8 kaldes lederne i Thessaloniki for ” bystyrets medlemmer”. Det oversætter det græske πολιτάρχης. Det er de to eneste gange ordet bruges i NT overhoved, og det bruges ikke i LXX og findes heller ikke i pseuepigraferne. Det interessante er her, at den heller ikke har kunnet påvises i den overleverede klassiske litteratur – Men der er fundet inskriptioner, der viser, at dette faktisk var, hvad ledere blev kaldt i dette område.

I det andet århundrede før Kristus blev vejen ”Via Egnatia” grundlagt. Den gik igennem tre romerske provinser.  I 17,1 heder det at Paulus og hans ledsagere fra Filipi ”rejste gennem Amfipolis og Apollonia”. Den sidstnævnte findes i to udgaver. En der ligger ved det Ioniske hav, og en der ligger mellem Amfipolis og Filipi. Rejsen er altså gået fra øst mod vest -og bynavene svare til at de er rejst af Via Egnatia.

---

[1] http://www.wfu.edu/~horton/r102/gallio.html