Troede Paulus på Jesu fysiske opstandelse?

Robert Price er filosof og historiker. Han er ateist og har skrevet en del bøger imod den kristne tro, ligesom han har bidraget med flere indlæg til bogen The Empty Tomb: Jesus Beyond the Grave fra 2005. Denne lidt længere blogpost, skal handle om en kristisk dialog med et af de indlæg: The Spiritual Body and the Legend of the Empty Tomb. Indlægget har, som titlen antyder, to hovedteser: Jesus opstod ”åndeligt” og historien om den tomme grav er en Legende, som Carrier forsøger at forklare hvordan opstod. Indlægget er på flere måder et hovedindlæg i bogen, og fylder 125 sider.

To-legemedoktin

Indlægget indeholder mange interessante elementer og argumenter. Det helt afgørende for Price at vise at er jødedommen på Jesu tid blandt meget andet indeholdt en ”Two-Body doctrine”, hvor der ikke er nogen som helst sammenhæng mellem det legeme, mennesket har nu, og det legeme, det får i opstandelsen.  Det næste skridt er så at vise, at Paulus’ tale om opstandelsen er struktureret ud fra denne tanke. Når det er vigtigt er det fordi der hos Paulus – og det er forskerne faktisk enige om[1] – er en klar sammenhæng mellem det legeme, mennesket får i opstandelsen og det legeme Jesus opstod med. Hvis han derfor kan vise, at Paulus ikke opererer med en sammenhæng mellem vores nuværende legemer og det legeme vi får i opstandelsen er det et godt argument for, at Paulus troede at Jesu jordiske legeme lå og rådnede op i Jesusalem, mens Jesus var opstået i et andet legeme.

Det tror Carrier er tilfældet, og harformulerer sig på følgende klare måde: ”We can therefore reject all the Gospel material, emphasizing the physicality of Christ’s resurrection as a polemical invention.” Og så spidser han formuleringen: “Such stories could not have existed in Paul’s day – or, if they did, Paul would surely have regarded them as heresy, a corruption of the true gospel, a product of that divisive worldly wisdom and attachment to the flesh that he so often condemns”.  Så kan det vist ikke siges klarere[2].

Hvad handler denne debat om? Jo groft sagt skal den svare på følgende spørgsmål: I hvor høj grad er der en sammenhæng mellem det legeme vi har nu, og det legemer vi får i opstandelsen? Hvis der er stor sammenhæng er der også en stor sammenhæng mellem Jesu korsfæstede legeme og hans opstandne legeme. Hvis der ikke er nogen sammenhæng overhoved, så er der ingen sammenhæng mellem Jesu korsfæstede legeme og hans opstandne legeme.

Første Korintherbrev

Den første tekstanalyse, Carrier laver, fokuser på 1 Kor 15,39-44 og 15,45-54. Helt centralt i dette afsnit står tanken om forskellighed[3]. Her skal vi se lidt på den første sætning i v.44.

”Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. ”. Den græske sætning lyder:

Speíretai sôma psychikón, égeíretai sôma pneumatikón

Det er klart nok, at Paulus her trækker på den landbrugsmetafor han har udviklet tidligere.  Samtidig er det væsentligt at understrege, at hvor Paulus tidligere beskrev hvordan kroppen er ”sået”, så beskriver han her så beskrives den nuværende realitet, mod den fremtidige.

Det er omdiskuteret hvad de to udtryk psychikón og pneumatikón  betyder. Ordene bruges ikke ofte i jødiske tekster, men bruges i en del klassiske tekster[4]. Paulus bruger ordene i 2,14 til at beskrive den grundlæggende forskel mellem den troende og den ikke troende.

Men hvilken konsekvens man kan drage af det er der forskel på. Men det er ikke indlysende at psychikón skal oversættes "biologisk".

Carrier oversætter det ”A biological body is sown, a spiritual body is raised”.  Udtrykket “biological” skal dække, meningen “here as involving the flesh-bound principle of live”. Fee forstår det første som ”beloning to the life of the present age” og det andet som ”beloning to the life of the Spirit, in the age to come”. Det er ikke en immaterial beskrivelse, men en “supernatural”[5]. Det giver også bedre mening når man sammenligner det med brugen i 2,14.

Hvad betyder ”iklædes” i vers 53?

Et af de elementer i teksten, der peger på et et-legeme-doktrin er v.53 og 54. Her siger Paulus at dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed. Her har Carrier umiddelbart en udfordring, og den løser han på følgende måde:

“Paul describes the excahnge by saying in effectr that the mortal, rotten body will be ”clothed”. What does he mean? The verb in question means literally “go into”, and is a familiar idiom for getting into armor, a shirt, or a sandal. Does this make sense on the theory that our bodies will Change? Not much. If a corpse enters garment, it is still a corpse. How would dirt putting on a coat make it no longer dirt? But on the theory that our bodies will be traded in we can make some sense of the metaphor: as the mortal body enter the realm of the imperishable, and is enveloped by it, it passes away, leaving only the imperishable garment, without which we would perish entirely”[6]

Det Carrier gør her viser (hvad han også selv siger) at han er historiker frem for lingvist. Hans første argument er at ordet ”iklædes” betyder ”go into”. Den konklusion kommer han (så vidt jeg skønner) ud fra at ordet er sammensat af delene ”en”, der betyder ”i” og ”duô”, der så betyde ”gå”, hvilket sådan set er fuldstændig korrekt[7]. Men at sige at det så, sammensat betyder ”go into” og at det bruges sådan i det første århundrede er en helt anden ting. Det første handler om den videnskabelige disciplin der kaldes etymologi, det andet spørgsmål handler om den videnskabelige disciplin der hedder semantik, og noget af det første man skal være opmærksom på at man kan ikke slutte sig fra hvordan et ord er sammensat til, hvordan et ord bruges. Tag et andet eksempel: Det engelske ord: Butterfly; Det er en sommerfugl. Men det er de færreste der vil sige at når vi taler om sommerfugle i dag, så har det noget med smør (butter) fluer (fly)  at gøre. Det er at forveksle semantik og etymologi. Ved at tage udgangspunkt i betydningen ”go into” tager han udgangspunkt i en betydning, som der næppe er nogle der har fanget[8]. Ordet havde dengang i udgangspunktet betydninger som ”to put on clothing”, ”to put any kind of thing on onself”[9].

Hvad er objektet for handlingen I v.53 og 54?

Det næste spørgsmål er hvem det er der er objekt?  Det beskrives i vers 53: dette forgængelige og dette dødelige. Det er det dødelige og forgængelige der er objekt for handlingen. Det er det der sker noget med. Det tager Carrier ikke højde for, men læser det som om, at det er det forgængelige der går ud af en form og ind i en anden.

Romerbrevet

8,11: Levendegørelse af døde legemer.

Efter at Carrier har argumenteret for sin to-legeme-doktrin, peger han på Rom 8 som indeholder to ves der vanskeliggør hans forståelse af Paulus. Det ene er 8,11 hvor Paulus siger at ” Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer”. Udfordringen er sammenligningen mellem ”oprejste Kristus fra de døde” og ”gøre jeres dødelige legemer levende”.

Det løser Carrier ved at hævde, at formuleringen er upræcis: ” Though the letter to Romans may have been his last, it is to a new Church in Paul’s travels. Romans thus represents the beginning of his discourse, for the “babes in Christ”, reserving the more careful doctrine for later when his audience is more “mature”[10].

Der er for mig at se mindst to problemer ved denne løsning. For det første mener jeg at forklaringsværdien er meget lav. Hvorfor skulle Paulus formulere sig upræcist netop af den grund af han ikke kendte menigheden?  For det andet: Udtrykket ”babes in Christ” er (Hvad Carrier godt er klar over) hentet fra – Første Korintherbrev. Det som Carrier synes at overse, er, at Paulus i det brev netop er fustreret over, at menigheden i Korint ikke er kommet ud over at være ”babes in Christ”- Se fx: 3,2: ”Jeg gav jeg mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan i heller ikke nu;”. Hvis romerne var ”babes in Christ”, så var korintherne det i endnu højere gard; men de kunne godt tåle ”the more careful doctrine” – det giver ikke rigtig god mening. Derfor er Carriers forklaring ikke en forklaring og den dokumenterer ikke, at Paulus udtaler sig bevidst tvetydigt.

Rom 8,23: Befrielsen AF vores legemer eller Befrielse FRA vores legemer?

I 8,23 taler Paulus om at vi sukker i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Det læser Carrier i lyset af begrebet ”det indre menneske” fra 2 Kor på følgende måde: ””when Paul says in Romans 8:23 that we goan ”witin ourselves” intil the ”release of our body” he means the ”setting free” of our “inner man”, hence entering into our new spiritual body”[11].

Argumentet er, at Paulus burger ordet “befrielse” om “the passing away of the world” I 8,21. Det bliver vi nødt til at se lidt nærmere på. På dansk står der (med kursivering af den væsentlige)[12]:

”Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning”. På græsk lyder den understregede del af sætningen hêmeis kai autoi en eautois stenazomen og den kursiverede del:  tên apolýtrôsin toú sômatos hemôn.

Carrier gør en del ud af udtrykket ”selv” (det understregede). Fordi der ordret så at vi sukker i os selv. Det betyder ifølge Carrier det ”indre menneske” i modsætning til det ydre menneske[13]. Men det bør bemærkes at det siger Paulus faktisk ikke noget om. Han laver ingen semantisk kontrast mellem det indre og det ydre her – det er en som Carrier lægger ind i teksten.

Det næste er at Carrier siger, at Paulus her taler om ”passing away of the world” – det er der ikke rigtig noget der viser, men er ind indlæsning i teksten.

Hvis man prøve at brede udsagnene lidt ud og læser dem i lyset af konteksten, så opstår der nogle elementer, som Carriers læsning så langt jeg kan se ikke kan redegøre for. I 8,20f siger Paulus følgende:

 ”Tê gár hataiotêti he ktisis hypetagê out ekousa alle dia ton hypotaxanta eph elpidi hoti kai autê he ktisis eleutherôthêsetai apo tês douleias tês fthoras eis tên eletherian tês doksês tôn teknôn tou theou”

 Disse formuleringer giver en nøgle til at forstå Paulus tanke her, og derfor undrer det mig, at Carrier slet ikke vælger at reflekterer over dem.  Der er flere forhold der skal bemærkes:

i)                    For det første tales der om skabningen (ktsis). Det begreb er vanskeligt helt at afdække, men udsagnet i vers 19 giver kun mening, hvis skabningen er noget andet end Guds børn.

ii)                   Afsnittet opererer med en dualitet mellem hypotassô og eleutheroô . Det, der er vigtigt at forstå her, er, at i Paulus’ tanke, har der været en periode, hvor skabningen ikke har været underlagt tomheden. Det betyder, hvis man skal følge Carriers argument, at skaberværket ført blev skabt ”åndeligt” og derefter blev ”fysisk”, men der er intet, der tyder på at Paulus har tænkt sådan, og det er vanskeligt at forstille sig at underlægningen af skaberværket betød at skaberværket gik fra en materialeform til en anden.

iii)                 Endelig er det værd at bemærke, at det problem Paulus forsøger at løse her ikke er legemligheden som sådan, men forgængeligheden (fthoras).

Disse bemærkninger peger i retning af, at udtrykket  tên apolýtrôsin toú sômatos hemôn ikke skal læses ”befrielse fra vores legemer” men ”befrielsen af vores legemer”. Det sættes nemlig ind i en ramme, hvor skaberværket som sådan befries, fra en underlægning, det tidligere var blevet påført.

For at opsummere blogposten:

a)      Læsningen af 1 Kor 15,53-54, hvor han udskifter ”iklædes” med ”go into” er der intet sprogligt der støtter - det skal forstås sådan at det der sker er at det nuværende legeme iklædes udødelighed.

b)      8,11 taler om en levendegørelse af vores legemer, hvilket ikke kan siges at være en bevidst fordrejende formulering fra Paulus’ side.

c)       8,20ff taler ikke om en befrielse fra skaberværket men en befrielse af skaberværket, hvilket er forudsætningen for en "åndelig" forståelse af opstandelsen. 

Dette var første del af en todelt blogpost. Den næste post kommer til at se på de tekster hos Paulus, som flere – heriblandt Carrier – bruger som argument imod en et-legeme-doktrin. Jeg har forsøgt at vise, at teksterne peger på et tydeligt et-legemedoktrin, og at det (jf indledningen) også betyder at Paulus troede, at Jesus opstod fysisk.

Littertur

Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition. Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press, 2000.

Carrier, Richard C. «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb». I The empty tomb: Jesus beyond the grave, redigeret af Robert M. Price og Jeffery Jay Lowder. Amherst, N.Y: Prometheus Books, 2005.

Fee, Gordon D. The First Epistle to the Corinthians. The new international commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans Pub. Co, 1987.

---

[1] se fx: Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb», 120.

[2] Ibid., 119.

[3] Ibid., 127.

[4] 4 Makk 1,32 er en af de få eksempler.

[5] Fee, The First Epistle to the Corinthians, 786.

[6] Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb», 137.

[7] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, afs. δύνω .

[8] Når Jesus i Matt 6,25 spørger: tô sômati hymin ti endysêthsthe, så er tanken næppe: Hvordan går vi ind i tøjet; Og det er næppe problemet i Matt 22,11 at manden ikke er ”gået ind i tøjet”. Denne tekst er specielt interessant fordi verbet er middel: Er problemet at der ikke er nogle der har forårsaget at manden er ”gået ind i tøjet”.

[9] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 333.

[10] Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb», 150.

[11] Ibid.

[12] I sin argumentation forudsætter Carrier blandet andet, at «sarx» og «soma» er ekvivalente begreber, hvilket næppe er tilfældet. Ibid.

[13] Ibid.

Historien om Jesus

Hvilket Billede har Paulus af historien om Jesus, og om den kristne tid, der gik forud for hans omvendelse

Foranledet af en diskussion med skribenten på bibel.info vil jeg her forsøge at indkredse hvilken fortælling Paulus har om Jesus[1]. Det er vanskeligt blandt andet fordi der ikke er et sted, hvor Paulus redegør for sin ”Jesus-histrorie”. Derfor skal jeg forsøge at stykke den sammen fra de forskellige breve[2].

A. Jesu Fødsel
Det er relativt begrænset hvad vi får at vide af Paulus om Jesu fødsel. Dog siger han i Gal 4,4 at han er født[3] ”af en kvinde” og at han er ”Født under loven”. Hvor det kan være vanskeligt præcist at definere hvad den betyder at han er ”send” (4,4a), og dets relation til visdomstanken i jødedommen[4], så syntes de to første formuleringer at være rimelig tydelige; Født af en kvinde refererer til hans jordiske oprindelse, og født under loven betyder sandsynligvis at han er født som jøde.

Den anden reference Paulus har til Jesu fødsel eller oprindelse er i Rom 1,4, hvor det hedder om Jesus: ”Som menneske kommet af Davids slægt”. Det syntes jeg er vanskeligt at forstå anderledes, end at han har sin fysiske oprindelse som jøde som en del af Davids slægt[5].

Den tredje reference Paulus har til Jesu oprindelse er Rom 9,5 hvor han siger at ”fra dem er Kristus kommet som menneske”. Det udtryk der i den danske oversættelse gengives med ”som menneske” er kata sarka. Paulus bruger udtrykket to vers før til at beskrive mine landsmænd kata sarka. Det understøtter oversættelsen i den danske oversættelse.


B. Jesu død
Hvad ved Paulus om Jesu død? Hvordan skete den? Hvem var ansvarlig for den? Et par tekster er der hjælp at hente i. I 1 Thess 2,14f siger Paulus om jøderne, at de slog ”både Herren Jesus og profeterne ihjel”. I Første Korintherbrev siger Paulus at ”denne verdens herskere” har korsfæstet herlighedens Herre. Dermed kan Paulus både sige at det er jøderne og at det er ”denne verdens herskere” der er ansvarlige for Jesu død (1 Kor 2,8). Men hvad refererer ”Denne verdens herskere” til? Der syntes at have været en stigende tendes til at forstå dette som åndelige magter enten i modsætning til jordiske magter, eller åndelige magter, der står ”bag” de jordiske magters aktivitet. Hvad der dog er helt klart er, at vers 8 giver disse magter ansvaret for Jesu død., hvilket kunne tyde på at det var jordiske magter der var tale om..

Går vi videre til 1 Kor 15,4 tilføjes det, at Jesus blev begravet

Der er nogle elementer og udtryk i afsnittet som vi kun finder hér hos Paulus; fx:

- κατὰ τὰς γραφὰς

- τοῖς δώδεκα

- τῇ ἡμέρᾳ τῇ τρίτῃ

- ἐτάφη

I sig selv er det naturligvis ikke et tvingende argument, men hvis man vil hævde at Paulus har opfundet det han selv hævner at have fået overlevet (dvs afsnittet om nadveren i 1 Kor 11 og afsnittet om Jesu død opstandelse i 1 Kor 15), må man forklare hvorfor der er så mange ord hér som man i øvrigt ikke finder hos Paulus.

C. Jesu opstandelse
Der er ingen tvivl om for Paulus, at Jesus ”opstod”, men hvad ligger der i det begreb? Umiddelbart kan det følge se ud om om det er en irrelvant diskussion. Den handler nemlig ikke om hvad Paulus sagde om Jesu opstandelse, men om hvad han tænker om den troendes opstandelse. Men der er mening med galskaben. De fleste fløje i Paulusforskningen vil nemlig være enige om, at der er en sammenhæng mellem hvordan Jesus opstod og hvordan vi opstår. Hvis vi derfor kan pege på, at der ikke er nogen sammenhæng mellem vores legeme nu og vores legeme engang, så er det vanskeligt at sige at Paulus mente, at Jesus opsto9d fysisk; hvis der derimod er en sammenhæng, så styrker det argumentet for at Paulus troede på Jesu fysiske opstandelse.

Der er forskere der mener, at det skal ses i sammenhæng med en to-legeme doktrin[6]. Tanken er så at der ikke er nogen sammenhæng mellem det legeme der blev lagt i graven og det legeme, der opstod, og Carrier viser, at sådan kan teksten i 1 Kor 15 og 2 Kor 4-5 faktisk udlægges. Der hvor problemet opstår så vidt jeg kan se er når han postulerer, at der ikke er nogen form for kontinuitet mellem de to legemer. Det vanskeliggør to udsagn i Rom 8, hvilet Carrier godt er klar over, men sagen er at Paulus ikke mener det han skriver i Romerbrevet 8. Jeg vælger at citerer Carrier i fuld længde her, og giver så et par kommentarer: ”That Paul’s language in Romans 8 can b e so easily lead to confusion about how he conceives of the resurrection is precisely why he had to elaborate in such detail in 1 Corinthians 15, and yet again in 2 Corinthians 5. Though the letter to the Romans may have been his last, it is to a new Church in Paul’s travels. Romans thrus represents the beginning fo his discourse, for the “babes in Christ” reserving the more careful doctrin for later when his audience is more “mature”.

Der er flere ting her, som jeg syntes virker mærkelige. For det første er det klart at Paulus ikke har skrevet til menigheden før. Men hvorfor er det en begrundelse for, hvorfor han skulle tale diametralt modsat af hvad man mente? For det andet: Behøver den to-legeme doktrin, som Carrier finder i 1 og 2 Kor udelukke at der er en sammenhæng, sådan som Rom 8 lægger op til?

Ligeledes vanskeliggør Fill 3,21 en sådan læsning: ” Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.”. Den græske tekst gør det kart at legemet skal forvandles og få skikkelse efter hans legeme. Denne tekst ligger for mig at se op til en sammenhæng mellem vort ikke-forvandlede legeme og vores forvandlede-legeme.

Jeg mener vi skal sammenholde de fire tekster på cirka følgende måde; Carrier og andre med samme forståelse har en meget væsentlig pointe i, at understrege forskellen mellem det ”nuværende” legeme, og det ”kommende” legeme. Men når de blive nødt til at tolke tekster i modsætning til hvad de siger, så er deres understregning gået for langt. Man bliver nødt til i lyset af Rom 8 at tale om en eller anden form for kontinuitet mellem det første og det andet legeme.



D. Nadveren
I 1 Kor 11,23-25 referer Paulus til nadveren. Han indleder med ordene ”Jeg har modtaget fra Herren”. Hvilken Jesus-historie kommer frem her? Når man læser den danske tekst så kommer det indledningsvis frem, at Nadveren blev indstiftet i den nat da han blev forrådt. Dette er en uheldig oversættelse. Ordet der oversættes ”forrådt” har næppe den betydning. Selv om man kan finde enkelte ordbøger der har den betydningsmulighed, så har de stører forskningsordbøger ikke den betydningsnuance[7], og de kommentarer der oversætter det med ”forrådt” bruger evangeliernes beretning til det[8]. Danker skriver om den oversættelse at ” NRSV et al. render ‘betrayed’, but it is not certain that when Paul refers to ‘handing over’, ‘delivering up’, ‘arresting’ … he is even thinking of the action taken against Jesus by Judas much less interpreting it as betrayal;”[9]. Men hvad vi dog kan se, er at denne “handling over” sker om natten.

Der er flere ting, der er interessante ved denne historie.

1) Den forudsatte historie:

Jesus blev ”overleveret”; Formen er passiv, og man må nødvendigvis spørge sig selv, hvem der er det handlende subjekt – det siger teksten ikke noget om.

Udsagnsordet ”Gør dette” i vers 25 er 2.pluralis imperative, og man må nødvendigvis spørge sig selv: Hvem er denne imperativ rettet imod

Ligeledes må man forklare rationalet i denne kop – hvorfor er det ”denne”?

Det forudsætter, at fortællingen er del af en stører fortælling, som Paulus ikke vælger at fortælle - Hvis Paulus virkelig har opfundet historien selv – hvorfor fortæller han ikke den hele så?


2) Den sproglige form

Ord	Oversættelse	Brug hos Paulus
ἀνάμνησις	Minde	1 Kor 11,24.25
ὁσάκις	Så ofte som…	1 Kor 11,25.26
εὐχαριστέω	Takkede	18x
Δειπνέω	Holde måltid	Kun brugt her
	Brød	1 Kor 10,16.11 11,23.26.27.28 2 Kor 9,10 2 Thess 3,8.12

Hvis Paulus har ”opfundet” dette måltid selv, hvordan kan man så forklare, at de centrale begreber (minde, og holde måltid) ikke findes hos Paulus ellers? Burde hans personlige skrivestil ikke ”smitte af” sådan som den gør i valget af de centrale begreber?

E. Opstandelsesvidnerne
I 1 Kor 15 nævner Paulus forskelle personer som Jesus viste sig for. To er navngivne ud over Paulus selv, resten er gruppe. De to navngivne er Kefas og Jakob (15,5.7). At det er præcis de to personer Paulus nævner er interessant fordi det ifølge Gal 2,13ff netop var de to personer Paulus mødte da han første gang var i Jerusalem.

I Gal 1,19 siger Paulus, at ved hans første møde med Kefas i Jerusalem så han ikke andre ”ud over Jakob, Herrens bror”. Udtrykket ”Herrens bror” har jeg diskuteret på bibelen.info. Diskussionen går på, hvorvidt der i ”bror” ligger et fysisk slægtskab mellem Jesus og Jakob, eller der kun er tale om et åndeligt slægtsskab. Bibelen.info peger på – hvad der er korrekt, at Paulus bruger udtrykket ”bror” om troende[10]. Samtidig er der en klar tendens til at han bruger udtrykket ”min broder”, om de medtroende. Det er Jakob og kun Jakob der omtales som ”Herrens bror”.

Den vanskelige gruppe at blive klog på er gruppen af ”alle apostlene” (15,7). Hvordan relateres den til ”De 12” (15,5)? Spørgsmålet vanskeliggøres af, at Paulus bruger begrebet temmelig bredt; Epafroditus bliver i Filliperbrevet kaldt ”jeres egen udsending (apostel) ”. I 1 Thessalonikerbrev inkluderes Timotheus blandt apostlene (2,7). Det kan forstås på tre måder:

i) Det handler om alle apostlene, som er en gruppe der er bredere end de tolv

ii) Det er en anden måde at omtale ”de 12” på.

iii) Det er en helt tredje grupper, udover ”De 12” og Jakob.

Skønt nogle af elementerne er vanskelige præcis at bestemme indholdet af, er der et sammenfald mellem de enkeltpersoner Paulus nævner og de personer Paulus mødte først gang han var i Jerusalem.

F. Hvor ved han det fra?
Det næste spørgsmål er, hvorfra Paulus ved disse ting. I 1 Korintherbrev siger han, at han har modtaget det. Den ene gang har han modtaget det ”fra Herren” (11,23), og den anden gang er oprindelsen ikke specificeret. Bibelen.info skriver om det spørgsmål (her specifikt om nadveren): ” Det er Paulus, der har indstiftet nadveren — ikke en historisk Jesus. Paulus' ord levner ikke plads til en historisk Jesus. ”[11]. Hvis nu Paulus har opfundet denne historie, og denne tekst, så har han ikke gjort det særlig godt. Der er ting i 1 Kor 11,23ff der tyder på, at den er en del af en større historie, som mangler, hvilket jeg har vist ovenfor.

G. De kristne før Paulus
Paulus har flere indikationer af, at der forud for Paulus’ omvendelse har været flere menigheder i Israel. Dels taler han om ”Guds menigheder i Judæa” (1 Thess 2,14), og dels taler han om ”Kristi menigheder i Judæa” (Gal 1,22). Han er klar over deres eksistens, og han er klar over, at menighederne i Judæa har lidt for deres tro (1 Thess 2,14b).

Beskrivelserne i Galaterbrevet er ret interessante. Her skriver Paulus blandt andet om menighederne i Judæa: ”Jeg var personlig ukendt for Kristi menigheder i Judæa; de havde bare hørt om, at han, der før forfulgte os, nu forkynder den tro, han tidligere ville udrydde, og de priste Gud for mig.” - Det betyder, at Paulus anser den tro som han forkynder, som en der ligger i forlængelse af hvad kristne har sagt før han selv kom til tro.


H. Ikke fra mennesker
Jeg forudser følgende modargument imod det jeg skriver: I Gal 1,12 skriver Paulus ” Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus”. Dette syntes at stride imod min udlægning. Hertil er flere ting at sige; Hvis Paulus virkelig mente ”åbenbaring uden mennesker” om de to afsnit i 1 Kor, hvorfor bruger han så ikke bare ordet ”åbenbaring”, men hvorfor bruger han ordene ”overleveret”. Og hvis de to udelukker hinanden, så vanskeliggøres Paulus’ argumentation i brevet overhoved.

I 15,3 siger Paulus at han overleverede menigheden i Korint evangeliet om Kristus. Samtidig kan han i 2,5 sige at deres tro afhænger af Guds kraft, og i 1,9 at det var Gud der kaldte menigheden, Det viser at Paulus godt kan tænke åbenbaring fra gud og overlevering samtidig.

Dette er brikker af et billede, der taler imod, at Paulus skulle have opfundet centrale dele af den kristne tro. Tværtimod har han fået den fortalt fra andre troende.


Litteratur
Bauer, Walter. A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition. Redigeret af Frederick William Danker. 3rd udg. University Of Chicago Press, 2000.

Carrier, Richard C. «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb». I The empty tomb: Jesus beyond the grave, redigeret af Robert M. Price og Jeffery Jay Lowder. Amherst, N.Y: Prometheus Books, 2005.

Fee, Gordon D. The First Epistle to the Corinthians. The new international commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans Pub. Co, 1987.

Longenecker, Richard N. Galatians. Bd. 41. Word Biblical Commentary. Thomas Nelson, 1990.




[1] Mine pointer hér er ikke nødvendigvis krontrasterende, dvs jeg mener ikke at bibelen.info modsiger alt hvad jeg siger her, men jeg forsøger her at skabe en overordnet ramme for Jesus-historien hos Paulus.

[2] Jeg vil her tage udgangspunkt i de breve som typisk anset for at være ægte Paulusbreve: 1. 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Romerbrevet. 1 2 Thessalonikerbrev.

[3] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, γίνομαι 1.

[4] se Longenecker, Galatians, 41:167.

[5] Det svarer for mig at se til, når Paulus i Fill 3,5 taler om sig selv om kommet af ”Benjamins stamme”, og at han er ”Israelit af fødsel”.

[6] se fx: Carrier, Richard C., «The spiritual body of Christ and the legend of the empty tomb».

[7] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 762.

[8] Fee, The First Epistle to the Corinthians, 549.

[9] Bauer, A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature, 3rd Edition, 762.

[10] Se fx: Fil 2,25 (min bror), 1 Kor 8,13(min bror), Rom 16,23 (vores bror).

[11] http://www.biblen.info/Paulus-nadver.htm

Jesu bror - Bibelen.info

Jeg har læst lidt om Jesu bror på bibelen.info, og jeg er enig i noget af det, men under mig over noget andet

 På siden http://www.biblen.info/Jesus-bror.htm skrives der blandt andet:

”Vi har endda et samtidigt vidne, nemlig Paulus, der fortæller os, at brødrene blev i menigheden: …1 Korinth 9,5….Igen er der ikke tale om trosbrødre, da der netop skelnes mellem apostlene, Kefas (=Peter), og brødrene”

Dette kan jeg ikke være uenig i. Bror betyder ”bror” i fysisk forstand. Biblen.info er inde i et opgør med katolske tænkning om at Jesus ikke havde brødre, og bruger 1 Kor 9,5, som argument. Så langt så godt.

Men når så man læser siden her http://www.biblen.info/Josephus-jakob.htm så står der blandt andet om udtrykket ”Jakob, Herrens bror”:

”Man skal ikke lægge noget kødeligt slægtskab i denne titel; Paulus tiltaler konsekvent sine egne menigheder som brødre: »Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn« (1 Korintherne 1,10 og utallige andre steder). Et andet sted fortæller han, at Jesus blev set af »over fem hundrede brødre« (1 Korintherne 15,6), så Paulus bruger ordet "broder" for "broder i ånden".

Selvom "Herrens Broder" var en flot titel, var Jakob ikke alene om titlen. Ifølge Paulus var der flere af disse "Herrens brødre".

1 Korintherne 9,5

Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?”

Altså her bliver jeg forvirret – skal 1 Kor 9,5 forstås i betydningen ”fysisk bror”, sådan som forfatteren af biblen.info forestår i den første af siderne, eller skal det forstås i betydningen ”åndelig bror” som det forslås på den anden af siderne?

Biblen.info - en dialog

Jeg har tidligere skrevet lidt om siden Biblen.info, og nu har manden bag sitet faktisk svaret på en del af min kritik, og han lægger op til en seriøs debat, hvorfor jeg håber vi kan snakket lidt videre med dette indlæg.  Hans (eller hendes) indvendinger giver nemlig grund til præcisering

A)     Rettelse: Juda

Jeg vil begynde med at rette en grov fejl, som jeg selv har lavet. Jeg har argumenteret for at Judas og Juda er to forskellige navne på græsk. Det er ganske enkelt forkert. Navne er ens, og det styrker naturligvis argumentet. 

Samtidig skriver Markus om denne ”Judas” at det var ”Iskariot, ham som forrådte [Jesus]” Så vidt jeg ved bruges Iskariot ikke i GT, og hvor kommer det så fra? Hvis Juda(s) er hentet fra GT, hvorfor så dette tilnavn?

  

B)      Om Navne i Evangelierne

Et af mine argumenter var, at Markus’ valg af navne faktisk svarer til det navnemønster der var i Israel(!) i det første århundrede. Hvis jeg forstår bibelen.info ret, så anfægter han ikke, at listen er koRrekt, men anfægter at det har noget med sagen at gøre med følgende argument:

"Harry Potter foregår i England; Harry er et engelsk navn. Ergo er historierne om Harry Potter sande". Det er ikke mit hovedargument. Min kæde er følgende:

1) Navene i Markus afspejler faktuelle navne i det første århundredes Israel

a.       Her peger jeg ikke bare på et navn, sådan som Potter-parallellen antyder, man en hel stribe navne både blandt kvinder og mænd

b.      Vi ved at navnemønstrene uden for Israel var anderledes (Se fx Rom 16 f.eks). 

2) På den baggrund spørger jeg: Hvad er grunden til at Markus ”rammer” så godt ind i navnene i Israel i det første århundrede hvis han har sammensat sit evanglium ud fra mange forskellige kilder, og hvis han (som der skrives her: http://www.biblen.info/Matthaeus-joedisk.htm) var ukendt med jødisk geografi og skikke – det er det jeg spørger til

C)      Paulus og Loven

I indlæget http://www.biblen.info/Christian-01.htm tages en klassisk diskussion, om hvor vidt der er en modsætning mellem Matthæus og Paulus i synet på loven.  Her skrives blandt andet: ” Spekulationen går udelukkende på, om han har nøjedes med at gøre reklame for sin egen lov-tro variant af kristendommen med Peter som super-apostel, eller om han samtidigt har prøvet at spænde ben for Paulus' efterfølgere, der prædikede en lov-fri kristendom.”

Paulus var lov-fri og Matthæus var lov-tilhænger;  (hvis jeg forstår biblen.info korrekt). Her skal jeg forsøge at præcises nogle ting.

Jeg mener ikke at man kan sige at Paulus var lov-fri. Det samme kommer til udtryk på http://www.biblen.info/Jesus-lov.htm hvor det blandt andet hedder:  ” Flere epistler understreger, at man ikke bare kan glemme Moseloven:” med henvisning til blandt andet Rom 3,31 og 15,4. En anden tekst der kunne peges på i den sammenhæng er:  Gal 5,22. Det betytder at vi i hvert faldt må præcises noget tydligere hvad der menes med at Paulus var lov-fri.

D)     Er syndere og syndere det samme?

Dette er måske et lille koriosum, men Biblen.info mener at Mark 2,15-17 og Rom 5,6-8 er parallelle. Her er min pointe, at de bruger sproget forskelligt. Paulus taler ikke om syndere som en ”delmængde” af andre, hvorimod der hos Markus både er ”toldere” og ”syndere”.

Det svarer også på den næste indvendig:

” Kan Markus have fået sin historie om Jesus fra en historisk Jesus? Var det kendt, at Jesus foretrak at spise sammen med toldere og syndere fremfor retfærdige folk?

Nej, for så ville Paulus have brugt dette ved skænderiet i Antiokia. Her var Peter (eller Kefas) blevet bange for at spise med urene hedninger (d.v.s. ikke-jøder). Her kunne Paulus have spurgt Peter, hvorfor han ikke ville spise med ikke-jøder, når Jesus plejede at spise med toldere og syndere, og Paulus kunne derefter have citeret Jesus' egne ord: »Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere«. Men det skete ikke, og istedet tabte Paulus diskussionen: Barnabas og "de andre jøder" gik over på Peters side. Der var åbenbart ingen af Jesus' apostle, der nogensinde havde hørt, at Jesus selv skulle foretrække at sidde til bords med syndere fremfor retfærdige.”

Her er der for mig at se en væsentlig ting der overses. I Gal 2 bruger Paulus i betydningen ”ikke-jøde”. Det fremgår for mig at se af vers 15: ”Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedens herkomst”.  Det er vanskeligt at se, at et argument der handler om en type retfærdighed (Mark 2) skulle bruges som argument i en etnisk diskussion.

E)      Menigheder?

Jeg spørger i et af mine indlæg hvordan Biblen.info vil forklare de mange temaer, som findes hos Paulus, men ikke findes hos Markus. Dertil svares:

"Der er vel ingen, der har påstået, at Markus har pligt til at genfortælle hele indholdet af alle epistlerne? Markusevangeliet er de korteste af de fire, og Markus har jo også skulle have plads til de andre kilder for ikke at tale om plads til en slags handling.

Christian nævner omskærelsen, der ganske rigtigt fylder meget hos Paulus. Hver gang Paulus havde fået banket en menighed op omkring sit lovfri evangelium, kom de jødekristne fra menigheden i Jerusalem og prædikede Moselov, sabbatter og omskærelse.

Markus' situation har åbenbart været anderledes; omskærelse har ikke været et vigtig punkt i hans menighed. Det er heller ikke så underligt, da Markus skriver efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t., hvor alle Jerusalems indbyggere enten var blevet slagtet af romerne eller solgt som slaver. I det omfang den jødekristne menighed overhovedet undslap, har de været hjemløse og færdige som magtfaktor.”

Dette er et klassisk svar, som kræver en refleksion. Der har de sidste 100 år været en konsensu der siger at evangelierne er skrevet for bestemte lokale menigheder.  I sin kommentar fra 1898 skrev H.B. Swete at ”St.  Mark wrote his Gospel in Rome for the Roman Church”. Dette hviler på en tolkning af en beretning fra Clement af Alexandria, som Euseb refererer. Dette forslag blev ikke udformet sådan, at Markus skrev for at kommenterer bestemte historiske problemstillinger i Rom.

Men dermed forveksler Swete hvor Markus skrev og hvem han skrev for.

Siden har man ligeledes forsøgt at rekonstruere Matthæus ud fra den ”menighed” Matthæus skriver til. Man har den bare ikke men forskningen har forsøgt at rekunstuere den– se kommentarene fra Davies/Allison til Matthæus og Fitmyer til Lukas, og Martyn til Johannes. Men de giver, så vidt jeg ved ikke nogle argumenter for at disse specifikke menighederer har fandtes – og at evangelierne er skrevet specifikt til dem[1]. 

Hvis evangelierne ikke er skrevet til spicifikke menigheder, svækkes argumentet noget.

F)      Ironi

Hvis jeg forstår Biblen.info korrekt, så afvises mit argument om sammenhængen mellem Mark 10,35ff og 1 Kor 6,2 med henvisning til Ironi, der også bruges i 8,34; 9,35-37; 12,36; 14,62 og 15,27. Hertil kunne Biblen.info måske også tilføje 15,32. Men der er et problem. For jeg mener ikke at man skal være forsigtig. Ved at sige at noget er ironi, så kommer man meget let til at forudsætte det, man skal bevise. Hvad er fx argumentet for, at 8,34 er ironi? Jeg tror faktisk at ironi bruges i Evangeliet – men jeg syntes det skal påvises at det ér ironi, frem for uden videre at afskrive et argument som ironi.

G)     Om falske apostle

I 2 Kor 11 taler Paulus om falske apostle. DE prædiker en anden Jesus og en anden ånd. Men hvad er det der viser, at det er Peter?  Hvis Peter virkelig forleder Paulus’ menigheder hvorfor stiller han sig så på linje med ham i 1 Kor 3,22, og hvorfor nævner han ham i 1 Kor 15,5?

Jeg er enig i, at de folk, der har skabt vanskeligheder for Paulus har sine rødder i menigheden i Jerusalem ( Jf Gal 2,12: Nogle fra Jakob), men samtidig skelner Paulus mellem menigheden og falske brødre (v.4).  Jeg tænker, at Biblen.info vil være enig i det skel?

Litteratur

Bauckham, Richard. «For Whol were the Gospels Written?» I The Gospel for All Christian. Cambridge, U.K., udateret.

---

[1] Bauckham, «For Whol were the Gospels Written?», 15ff.

Biografier om Jesus

Hvad er evangelierne? Hvilken type litteratur er evangelierne? Det spørgsmålet er relevant af flere forskellige grunde. Den primære grund her er den hermeneutiske, altså: Hvilken slags litteratur er evangelierne, og hvad betyder det for vores måde at læse dem på? En af de erkendelser, der vokser frem i forskningen er, at evangelierne ligner de klassiske biografier. Det har fx Richard A. Burridge argumenteret for i en afhandling for godt tyve år siden, og som siden er udkommet i flere oplag 
Repræsentationsmodus
Den "Repræsentationsmodus" der er i evangelierne er fortælling med en sammenhængen art der svarer til biografien (Burridge 193). Samtidig er der en grundlæggende kronologisk fremadskridende struktur, hvad der også er biografiens kendetegn. Biografier bruger historier, taler og udsagn som deres materiale, hvilket også svarer til evangelierne (197), og der er - i hvert fald hos Lukas - en klar indikation af, at der er brugt kilder.

Karakteristik
Et af de traditionelle argumenter imod at forstå evangelierne som biografier at de manglende direkte karakter-analyser - men det er et udtryk for at man misforstå den form for litteratur. I den klassiske biografi blev folks karakteriseret gennem deres handlinger.

Tema
Hvis tesen om, at evangelierne er biografier, holder, er næste spørgsmål: Hvad er evangeliernes tema. Det har der været svaret forskelligt på: Gud, Guds rige, den kristne prædiken, discipelskab, og andre forslag af samme skuffe. Men hvis evangelierne skal forstås som biografier, så bliver han hovedpersonen. Dermed adskiller evangelierne sig også fra fx Thomasevangeliet, der alene har "udsagn" fra Jesus, men ikke har nogen Jesus-fortælling.
Etisk betyder det, at den etiske lære i evangelierne ikke alene er etiske maksimer, men er en del af proklamationen af Guds rige.


En af de teologer der har videreudviklet Burrigdes arbejde er Richard Bauckham. I denne video præsenterer han problemerne omkring evangeliegenren, og forklarer, hvad det betyder for vores læsning af evangelierne at de er biografier.





Litteratur

Burridge, Richard A. What are the Gospels?: a comparison with Graeco-Roman biography. 2nd ed. The biblical resource series. Grand Rapids, Mich. : Dearborn, Mich: William B. Eerdmans Pub. Co. ; Dove Booksellers, 2004.