En ond verden - en Kærlig Gud?

Hvordan kan Gud være kærlig, når verden ser ud som den gør? Det er et spørgsmål, som mennesker i mange årtusinder har stillet sig selv og andre. Udfordringen er at fastholde at Gud både er kærlig og almægtig på samme tid. Var han almægtig uden at være kærlig kunne det forklare ondskaben i verden. Var han kærlig uden at være almægtig kunne det også forklare problemet; Gud ville gerne at det var anderledes, men magtede det ikke. Bibelen fastholder begge synspunkter: Gud er både almægtig og kærlig. Det giver os på den ene side problemet: Hvor kommer så det onde fra, men det forkynder os også løsningen: Når Gud både er almægtig og kærlig er der en vej ud af lidelsen. Jeg vil forsøge at skitsere et udkast til hvad man kan sige på baggrund af Bibelen om det spørgsmål, og den skitse indeholder fire refleksioner: Først lidt om Guds kærlighed, dernæst om hans almagt, og endelig om hvordan de to hænger sammen. Til en understregning af at Gud selv har taget del i lidelsen.

Gud er kærlighed

Udgangspunktet for Bibelen er at Gud er kærlighed. Samtidig er det væsentligt at understrege at det bibelske kærlighedsbegreb er handlingsorienteret. Guds kærlighed er ikke først og fremmest en følelse vi skal gætte os frem til men kommer til udtryk i handlinger vi kan se; Jesu død langfredag er det mest tydelige udtryk for Guds kærlighed. Paulus taler om at Gud viser sin kærlighed til os, ved at Jesus døde for os (Rom 5,8). Sammenhængen mellem Guds (Jesu) kærlighed og hans død på korset kommer også frem i fx Åb 1,5 hvor han omtales om han ”som elsker os og har løst os fra vore synder med sit blod”.

Gud er almægtig

Igennem hele Bibelen forkyndes det, at Gud er almægtig. Bibelen begynder med at fortælle om, hvordan Gud skabte alt med sit ord, og senere i Bibelen understreges Guds almagt flere gange. Almagten betyder at Gud vil sætte sin vilje igennem, og at det er der dybest set ingen der kan hindre ham i. I Johannes åbenbaring tiltales Gud flere gange som ”Herre, Gud Almægtige”. Guds almagt sættes der ikke spørgsmålstegn med.

Almagt og kærlighed gir håb

Troen på Guds almagt og troen på Guds kærlighed er i en hvis forstand både en del af problemet og en del af løsningen. Den er en del af problemet i den forstand at de to synes vanskelig at forene med den virkelighed møder i hverdagen. Bibelen fastholder både Guds almagt og Guds kærlighed og der er faktisk også en del af løsningen. De bibelske forfattere lever i en overbevisning om, at når Gud er kærlig, og når Gud er almægtig, så vil det onde også ophøre på et tidspunkt. Paulus formulerer det på følgende måde: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed der skal åbenbares på os.” (Rom 8,18). På en paradoksal måde er selve problemet: At Gud både er kærlig og almægtig, en del af løsningen: Gud er almægtig og Gud er kærlig, og derfor er der en vej ud af lidelsen, og ind i evigheden.

Den lidende Gud

For den der kæmper med lidelse kan disse teoretiske overvejelser måske ikke være til den store hjælp. Men der er et andet forhold der måske kan; Skriften vidner ikke bare om en Gud der sidder langt væk fra os og ser vores lidelse; Den vidner om en Gud der tager del i vores lidelse. Det kommer tydeligst frem langfredag, or Gud bliver pisket og får hamret nagler igennem hænderne. Ved Lazarus’ grav gærd Jesus(Joh 11,35) .  I Hebræerbrevet skrives der i begyndelsen om Jesu lidelse. Udgangspunktet er, at Jesus blev menneske, og led (Hebr 2,0.10). Den lidelse blev grundlaget for vores frelse. Jesus gik ind i lidelse for at frelse os ud af den. Jesus græd, sved blod, tørstede, blev pisket, og korsfæstet for at bane en vej for os til et lidelsesfrit paradis.

Opstandelsen: Litteratur

Der kommer til stadighed litteratur, der behandler spørgsmålet om Jesu opstandelse og dens historicitet. Her er en liste med nogle af de nyere bidrag, samt lidt beskrivelse af dem.

The Resurrection of Jesus: A New Historiographical Approach (2010) (link)

Liconas bog er et forsøg på at anskue spørgsmålet om Jesu opstandelse ud fra et rent historisk synspuntk. Først er der en længere diskussion om hvad historieforskning er, og derefter bevæger han sig over i en historisk diskussion om de forskellige kilder til Jesu opstandelse. Her skelner han mellem kristne og ikke-kristne kilder, og ender i en konklusion at vi ike har nogle officielle dokumenter om Jesu henrettelse, men det vi har er brugbart, da det er tidligt materiale, og indeholder flere forskelliges vidnesbyrd, inklusiv en, der har været modstander af bevægelsen.'
Derefter går han over i en dialog med flere af de nyere forståelse af hvad den kristne forkydelse af Jesus som opstanden er opstået. Her går han i dialog med flere af dem, der har ytret sig om dette spørgsmål i nyere tid.

The Resurrection of Jesus: John Dominic Crossan and N. T. Wright in Dialogue (2005) (link)
Denne bog er lidt anderledes end de andre; Den er udskriftet af en dialog, som Crossan - der afviser Jesu opstandelse, og Wright - der anser Jesu opstandelse for at være en historisk begivenhed. Det er en meget kvalificeret dialog, som man kan lære meget af.

The Empty Tomb: Jesus beyond the Grave (2005) (link)
Denne bog er ikke én samlet bog, men en række bidrag, der alle forsøger at sandsynliggøre at Jesus ikke opstod. Jeg skal ikke her gennemgå alle indlæggene men vil se på et af de indlæg, som - så langt jeg kan se -  er det vægtigste bidrag i bogen "The spiritual Body of Christ and the Legend of the Empty Tomb" skrevet af Richard C. Carrier (link). Det indlæg har jeg skrevet om her.


Wright: The Resurrection of the Son of God (2003) (link)
N.T. Wrights bog om opstandelsen fra 2003 er vanskelig at komme uden om, når det handler om Jesu opstandelse. Den består groft sagt af tre dele; Den første del handler om, hvordan man generelt tænke om opstandelse før og på Jesu tid, både i jødiske og græske sammenhænge.
Den næste del handler om hvad NT siger om opstandelse, både Jesu opstandelse og de troendes opstandelse.
Den sidste del er et forsvar for den historiske troværdighed af Jesu opstandelse. Her synes jeg Wright har leveret et af de bedste bidrag jeg selv har stiftet bekendtskab med.

Licona: The Resurrection of Jesus (iii): Paulus og Jesu opstandelse

Hvad troede Paulus egenlig om Jesu opstandelse? Det har været en større diskussion blandt Pauluslæsere. Det spørgsmål forsøger Licona at svare på i et af underafsnittene i "The Historical Bedrock Pertaining to the Fate of Jesus" (4.3.3.9).
Her forsøger han at skitserer Paulus opstandelsestro ud fra seks tekster i Paulus' breve. Umiddelbart virker det som om Licona her siger mere om den troendes opstandelse end om Jesu opstandelse; men det er ikke tilfældigt. Det handler om, at Licona - med rette tror jeg - peger på at for Paulus er der en klar sammenhæng mellem Jesu opstandelse og den troendes opstandelse. Får man belyst den ene, for man også belyst den anden. I dette blogindlæg vil jeg nøjes med at se på to af teksterne.


Rom 8:11
I denne tekst drager Paulus en parallel mellem Jesu opstandelse ogde troendes opstandelse. Helt afgørende her er, at Ånden vil levendegøre den troendes legeme, og Licona refererer en række fortolkere der støtter det synspunkt: Käsemann, Douglas Moo, Mounce, Dunn. Efter en længere diskussion slutter han med at sige at "i Rom 8,11 siger Paulus, at de troendes dødelige legemer vil blive oprejst ligesom Jesu dødellige legeme var oprejst".

Jeg er ikke uenig med Licona, men her mangler jeg en diskussion med nogle af dem der tænker anderledes. Lige præcis den pointe Licona understreger her forsøger Richard C. Carrier at underminer i et indlæg i bogen The Empty Tomb, Jesus beyond the Grave (som også findes i Liconas litteraturliste).
Ifølge Carrier havde Paulus en tolegeme tækning, hvor Jesu første legeme stadig ligger i graven, og det andet er et åndelig legeme, der ikke er knyttet til det første. Han forstår så den levendegørelse der er tale i 8,11 som noget der sker nu (p.149). Licona svarer faktisk på den indvendig ved at pege på at grammatikken taler imod Carriers forslag, men ud fra de egne kriterier Licona selv har lagt for sit værk havde en udvidet dialog været en god ting her. Samtidig skal det med, at den diskussion tager han under refleksionen over den næste tekst: 1 Kor 15,42-54.

1 Kor 15,42-54
I dette afsnit svarer Paulus på to spørgsmål: Hvordan skal de døde opstå, og hvordan vil vores legemer blive? Udgangspunket er at der er en kontinuitet mellem den troendes nuværende krop og den fremtidige legeme. Teksten rejser en række vanskelige spørgsmål, som Licona forsøger at svare på.
Det første er hvad Paulus mellem med et sjæleligt og et åndeligt legeme i 1 Kor 15,44. Licona undersøger hvad sjæleligt betyder i samtiden, og det eneste det vanskeligt kan betyde er "fysisk", sådan som en række fortolkere har foreslået. Han tilslutter sig følgende forståelse: "Begrebet er vanskeligt at oversætte korrekt, det refererer til mennesket der lever i dets naturlige liv borte fra Guds ånd og derfor uoplyst, bind for sandheden" han ender med at sige at med "åndeligt" og "sjæleligt" refrere han ikke til substans men dets eksistensform (p.410).

Det næste spørgsmål er hvad Paulus mener med at Adam belv "en levende sjæl", mens Jesus blev "en ånd der gør levende" (v.45).
Baggrunden er den græske oversættelse af GT, hvor det i 1 Mos 2,7 hedder at Adam blev "en levnede skæl". Hvad der ligger i forskellen mellem "sjæl" og "ånd" her bruger Licona de næste vers (1 Kor 15,46ff) til at forklare. Vores åndelige legemer blvier "uforgængelige, herlige, mægtige og åndelige, og af "an heavenly substance that is given life by Christ".  Samtidig med denne "hevanly substance" fastholder Licona en sammenhæng mellem det sjælelige og åndelige legeme ud fra Rom 8,11.

Det tredje spørgsmål handler om 1 Kor 15,50 hvor Paulus siger at "Kød og blod kan ikke arve Guds rige". Hvad mener Paulus med den formulering? Hvis det skal forstås som en understregning af legemets fysiske karakter, så vanskeliggøres en fysisk forståelse af vores opstandelse, og dermed også af Jesu opstandelse. Her argumenterer Licona for, at det skal forstås som en udtryk for menneskets dødelighed frem for dets fysiske tilstand. Vers 50a og 50b står i en parallellisme til hinanden, men sker der en udvikling i den eller ikke.
Hvis man forstår det som en udvikling,så er "kød og blod" i v.50a noget andet end "det forgængellige" i v.50b. Her argumenterer Licona for at det skal læses som en synonym parallellisme, hvor de to udtryk faktisk siger det samme:


Hvis man lsæer vers 50b og v.50c som en parallelisme, så giver det faktisk god mening:

"Kød og blod kan ikke arve Guds rige"
"det forgængelige arver ikke det uforgængelige".


Det fjerde spørgsmål handler om, hvad der menes med udtrykket "Vi skal forvandles" i 15,51f. Her går diskussionen på om "Forvandlingen" udtrykker en udskiftning af et legeme med et andet, eller en forvandling af det bestående legeme. Her stiller Licona spørgsmålet: Hvis der er tale om en forvandling fra et fysisk til et ikke-fysisk legeme, hvorfor sker dette så først ved Genkomsten frem for ved den enkeltes død (421)?

Dette er en del af Liconas forsvar for, at Paulus forstod opstandelsen som en fysisk opstandelse, frem for en åndelig opstandelse. I næste blog-post, skal vi se på de to sidste tekster, som Licona trækker frem.

Licona: The Resurrection of Jesus (iii): Den bedste forklaring

I arbejdet med en historisk tilgang til Jesu opstandelse opstiller Licona to argumenter, der hver især er bygget op om en rækker kriterier (p.108ff). De to argumenter er "arguments to the best explanation" og "arguments from statistical inference". Vi skal se nærmere på det første argument:

Argument to the best Explanation
Dette argument holder forskellige teorier og hypoteser op imod en række kriterier. Licona systematiserer dem i fem grupper (ved vidende at manden der introducerede dem, opdelte dem i 7 jf. http://en.wikipedia.org/wiki/Historical_method#Argument_to_the_best_explanation)


1) Explanatory scope
Dette kriterium går ud på, at den hypotese, der bruger de mest relevante data har den største forklarende værdi.

2) Explanatory power
Her er tanken at den hypotese, der forklarer data med mindst vaghed og tvetydighed har den største forklarende kraft. 

Licona sammenligner de to første kriterier med et puslespil: Hvis et puslespil lægges på to måder anser man den for mest rigtigt, som "vrider" brikkerne mindst muligt.

3) Sandsynlighed
Dette kriterium  spørger om andre kendte områder forelår en bestemt hypotese.

4) Undgå ad-hoc
Dermed menes at lave en ad-hoc antagelse der er nødvendig for at undgå at tesen falder til jorden. Dette kriterium er også blevet omtalt som "simplicitet": Jo færre antagelser man behøver at gøre for at få tesen til at holde jo bedre.

5) Oplysning
Hermed menes at hypotesen er med til at kaste lys over andre emner. Fx: Jesu historiske opstandelse kunne være med til at underbygge påstanden om at han gjorde krav på guddommelighed.