Hvordan kan Gud være kærlig, når verden ser ud som den gør?
Det er et spørgsmål, som mennesker i mange årtusinder har stillet sig selv og
andre. Udfordringen er at fastholde at Gud både er kærlig og almægtig på
samme tid. Var han almægtig uden at være kærlig kunne det forklare ondskaben i
verden. Var han kærlig uden at være almægtig kunne det også forklare problemet;
Gud ville gerne at det var anderledes, men magtede det ikke. Bibelen fastholder
begge synspunkter: Gud er både almægtig og kærlig. Det giver os på den ene side
problemet: Hvor kommer så det onde fra, men det forkynder os også løsningen:
Når Gud både er almægtig og kærlig er der en vej ud af lidelsen. Jeg vil
forsøge at skitsere et udkast til hvad man kan sige på baggrund af Bibelen om
det spørgsmål, og den skitse indeholder fire refleksioner: Først lidt om Guds
kærlighed, dernæst om hans almagt, og endelig om hvordan de to hænger sammen. Til
en understregning af at Gud selv har taget del i lidelsen.
Gud er kærlighed
Udgangspunktet for Bibelen er at Gud er kærlighed. Samtidig
er det væsentligt at understrege at det bibelske kærlighedsbegreb er
handlingsorienteret. Guds kærlighed er ikke først og fremmest en følelse vi
skal gætte os frem til men kommer til udtryk i handlinger vi kan se; Jesu død langfredag
er det mest tydelige udtryk for Guds kærlighed. Paulus taler om at Gud viser sin kærlighed til os, ved at Jesus
døde for os (Rom 5,8). Sammenhængen mellem Guds (Jesu) kærlighed og hans død på
korset kommer også frem i fx Åb 1,5 hvor han omtales om han ”som elsker os og
har løst os fra vore synder med sit blod”.
Gud er almægtig
Igennem hele Bibelen forkyndes det, at Gud er almægtig.
Bibelen begynder med at fortælle om, hvordan Gud skabte alt med sit ord, og
senere i Bibelen understreges Guds almagt flere gange. Almagten betyder at Gud
vil sætte sin vilje igennem, og at det er der dybest set ingen der kan hindre
ham i. I Johannes åbenbaring tiltales Gud flere gange som ”Herre, Gud Almægtige”. Guds almagt sættes der ikke
spørgsmålstegn med.
Almagt og kærlighed
gir håb
Troen på Guds almagt og troen på Guds kærlighed er i en hvis
forstand både en del af problemet og en del af løsningen. Den er en del af
problemet i den forstand at de to synes vanskelig at forene med den virkelighed
møder i hverdagen. Bibelen fastholder både Guds almagt og Guds kærlighed og der
er faktisk også en del af løsningen. De bibelske forfattere lever i en
overbevisning om, at når Gud er kærlig, og når Gud er almægtig, så vil det onde også ophøre på et
tidspunkt. Paulus formulerer det på følgende måde: ”Jeg mener nemlig, at
lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed
der skal åbenbares på os.” (Rom 8,18). På en paradoksal måde er selve
problemet: At Gud både er kærlig og almægtig, en del af løsningen: Gud er
almægtig og Gud er kærlig, og derfor er der en vej ud af lidelsen, og ind i
evigheden.
Den lidende Gud
For den der kæmper med lidelse kan disse teoretiske
overvejelser måske ikke være til den store hjælp. Men der er et andet forhold
der måske kan; Skriften vidner ikke bare om en Gud der sidder langt væk fra os
og ser vores lidelse; Den vidner om en Gud der tager del i vores lidelse. Det kommer tydeligst frem langfredag, or
Gud bliver pisket og får hamret nagler igennem hænderne. Ved Lazarus’ grav gærd
Jesus(Joh 11,35) . I Hebræerbrevet
skrives der i begyndelsen om Jesu lidelse. Udgangspunktet er, at Jesus blev
menneske, og led (Hebr 2,0.10). Den
lidelse blev grundlaget for vores frelse. Jesus gik ind i lidelse for at frelse
os ud af den. Jesus græd, sved blod, tørstede, blev pisket, og korsfæstet for
at bane en vej for os til et lidelsesfrit paradis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar