Udgangspunktet for Carrier (RC) er at den ide om opstandelse, som kristendommen begyndte med var en anden end hvad vi mener med opstandelse i dag. De første Kristne mente, at Jesu "sjæl" blev taget op til himlen og iklædt en ny krop, og at hans gamle krop forblev i graven for altid.
Dette udviklede sig så med en metaforisk brug af den "tomme grav" hos Makus. Dette blev så sidenhen misforstået af de kristne så det kom til at betyde "fysisk opstandelse".
Baggrunden er så jøderne - og dermed også de første kristne - havde en "to-legeme" tanke, hvor det første legeme forblev i graven, og menneskets sjæl blev iført et nyt legeme. Carrier opsummere det således: "the earliest Christians would have believd Christ had really been raised, and raised bodily, even as his earthly body continued to rot in its tomb" (s.106).
1) RC's første argument er der i jødedommen fandtes en "to-legeme-tanke", hvor der blev lagt ét legeme i graven og et andet blev ført til himlen. Her henviser han til Jøden Filon der faktisk havde en to legeme tanke - og slutter så "We see here that one prominent Jewish intellectual, who lived at the very same time as Jesus and Paul, belived in a purely spiritual salvation" (s.111). Det samme finder han i Jusefus' beskrivelse af Qumran menigheden.
2) Det næste argument er, at når nu Paulus opererer med en krop-sjæl modsætnig, og vi ikke skal leve "kødeligt", så må det betyder at Paulus fornægter det kropslige, og hylder det åndelige (s.118).
3) Dette argument videreføres, så at udtrykket "Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme (1 Kor 15,44) skal oversættes "A Biological body is sown, a spiritual body is raised" (p.127), og underbygges med modsætningen mellem et sjælelig og åndeligt menneske i 1 Kor 2,1ff.
Denne læsning viderefører han så til 2 Korintherbrev hvor han mener at finde samme to-legeme tanke i kapitel 5.
4) Der er - ifølge Carrier - to tekster hos Paulus der -tilsyneladende - modsiger ham. I Rom 8,11 siger Paulus at "Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer." og Rom 8,23 som siger "Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning". Men det løser sig på følgende måde:
Rom 8,11 handler slet ikke om opstandelsen i fremtiden, men om levendegøreslse her og nu (149). Og Rom 8,23 skal læses i lyset af to-legeme-tanken. legemets forløsning er forløsning fra legement, så vi kan komme i en splinter nyt legeme. Muligvis er det ikke sagssvarende - vedgår Carrier - og skriver så i en note (n. 220): "Or Perhaps not: Romans was not actually written by Paul, but Tertius (Rom. 16:22), and we cannot be entirely certain whether Tertius took dictation of every single word or merely wrote in Paul's name from notes or oral instruction"
Den næste del af Carriers indlæg handler så om hvordan troen på den fysiske opstandelse opstod - men det lader jeg i første omgang ligge, og ser på spørgsmålet: Troede Paulus på der var en sammenhæng mellem det legeme der blev lagt i jorden og det legeme der opstod?
Et Modsvar
1) Romerbrevsteksterne
Jeg skal her forsøge at kritiserer Carriers indlæg, og jeg vil begynde bagfra i argumenterne, og se på Romerbrevet. Min forudsætning for det følgende er at Paulus rent faktisk mener det han skriver i brevet, og at der er en indre konsistens i brevet, som er vigtig at få med. Før vi ser lidt nærmere på kapitel 8, så vil jeg gerne pege på nogle sammenhænge med hvad Paulus tidligere i brevet har skrevet, og hvad han umiddelbart efter skriver.
Det første man skal bemærke sig er at Paulus skriver i en skabelsesteologisk ramme. Gud har skabt verden og den er faldet, men stadig Guds verden. Begrebet verden har hele vejen igennem brevet et positivt indhold (Se Rom 1,19-25). Det samme gælder begrebet "skabning" der i 1,25 tydeligvis er Guds skabning, selv om den er kommet på en gal plads.
I 4,13f bestemmes de troendes arv som "Verden". Disse positive bestemmelser klinger klart med i kapitel 8.
I 8,21 taler han om en befriet skabning, og det modsvarer den forvrede skabning i kapitel 1 -og her er det værd at bemærke sig at der er tale om befrielse af skaberværket, fra den forgængelighed det var blevet underlagt.
Der er en parallelitet her mellem befrielsen af legemet, og befrielsen af skaberværket, og hvis befrielsen af legemet fører til et nyt legeme, hvad fører befrielsen af skaberværket så til? Og Hvorfor sætter Paulus det ind i konteksten af den første skabelse og det efterfølgende syndefald (8,21). Dermed ender argumentet i det absurde: Det fysiske skaberværk skal befries - men til hvad? Det svarer Carrier ikke på.
En anden tekst som Carrier - set fra min synsvinkel - kommer meget let omkring er Fill 3,21. Der står "Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt". Her er det ikke noget at rafle om: "det" i verset peger tilbage på "legeme". Det skal få skikkelse....
Dette vedgår Carrier mener siger at det kan se ud som om det er transformation af legemet, frem for udskiftning af legemet, men "when Paul clarifies exactly what he means in 1 Corinthians 15,we find a much more precise doctrine". (s.119).
2) Det sjælelige og åndelige legeme i 1 Kor 15.
Carries stærkeste kort er for mig at se formuleringerne i 1 Kor 15 om det sjælelige og åndelige legeme. 15,44 siger: " Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme". Hvis disse begreber først og fremmest er materiale udtryk, så kan Carrier have ret. I det efterfølgende citerer Paulus fra 1 Mos 2,7 om Adam der blev en levende sjæl. Bemærk at det ikke siger noget om hans "materiale" eftersom det er et udtryk der siger noget om at Gud blæste liv i noget allerede eksisterende.
I lyset af 2,14 udtrykker de to udtryk "sjælelig" "åndelig" ikke materiale størrelse med udtrykker en åndelig kvalitet ved mennesket.
I lyset af vers 15,53ff er det for mig at se også vanskeligt efter som forvandlingen (v.52) betyder at det dødelige iklædes udødelighed og forgængelige iklædes uforængelighed.
Endelig: Hvis det ikke er vores dødelige legemer der iklædes udødelighed, i hvilken forstand kan Paulus så proklamere at døden opsluges til sejr? Døden er der i princippet stadig - for vort gamle legeme?
3) Der er en konsekvent forveksling af kødelig og kropslig i Carriers indlæg.
Kropslig og kødelig er ikke det samme for Paulus. Det Kropslige er kun et "problem" for så vidt synden for lov til at regere i det. i Rom 6,12 siger Paulus at "Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så i adlyder dens lyster". Bemærk her: det er synden - ikke kroppen - der er problemet!
Disse overvejelser gør for mig at se at det er vanskeligt at hævde, at Paulus ikke ser en sammenhæng mellem vores nuværende legeme og opstandelseslegemet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar