Livet i lyset af Evangeliet

I Rom 12,1ff kalder Paulus menigheden til at leve et praktisk kristenliv. Det kald skal vi se lidt nærmere på. Paulus skriver i de tre første vers:

"Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne."

Denne formaning skal ses i nøje sammenhæng med, hvad Paulus har skrevet i de først elleve kapitler, hvilket jeg vil give nogle eksempler på:

1)
Paulus formaner brevets læsere ved Guds barmhjertighed. I det umiddelbart forestående afsnit har Paulus beskrevet hvordan Gud frelser, og det er beskrevet netop ved at mennesker vises eller finder barmhjertighed (11,31-32). Det er på den baggrund - at menigheden har fundet Guds barmhjertighed - at disse formaninger skal ses.

2)
I kapitel 6 beskrev Paulus, hvordan den troende er flyttet fra at være syndens slave til at være retfærdighedens slave. I 6,13 siger Paulus så: "Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende". Af den danske bibel fremgår det ikke, at det er samme formulering der ligger bag ved at "bringe" i 12,1 som det er at "stille til rådighed" i 6,13.4

3)
Når de stiller deres legemer til rådighed for Gud, så gør de det modsatte af de mennesker, Paulus beskriver i 1,24: "de indbyrdes vanærede deres legemer". I 6,12 formaner han læserne til ikke at lade synden herske i deres dødelige legemer, og i 8,13 skal de ved Åndens hjælp dræbe legemes gerninger.

Dermed tegner Paulus et billede af to verdner i kontrast: Én verden hvor man vanærer sine legemer, og en verden, hvor man - fordi man har fundet barmhjertighed - stiller sit legeme til rådig for Gud.
Det er på den baggrund romerne nu skal bringe deres legemer som et helligt offer.