Når man læser Apostlenes gerninger, er det tydeligt, at der
i de første kirker skete mange forskellige undere og åndsudgydelser. Det rejser
naturligt spørgsmålet: I hvor høj grad skal vi forvente den slags i dag? Det
findes der faktisk en del teologiske traditioner der fastholder at vi skal.
Derfor skal vi se lidt nærmere på det tema, men ført må vi forsøge at få et overblik
skriftet[1].
Overblik
Man kan opdele skriftet på forskellige måder. Man kan sige, at der er en geografisk
struktur, og en personal struktur.
Skriftet har tydeligvis en geografisk struktur, hvor proklamationen af Guds rige bevæger sig
Jerusalem til Rom. Det svarer til den
programerklæring, Jesus giver apostlene efter opstandelsen (1,8).
Den personale
struktur opdeler skriftet efter, hvem der er hovedpersonerne. Det er enkelt
nok. I De første 12 kapitler er Peter den centrale skikkelse. Fra kapitel 13 og
resten af skriftet er Paulus den centrale skikkelse. Det betyder ikke, at der ikke er andre, der
fortælles om, men at vi igen og igen vender tilbage til de to personer.
Hvem gør hvad?
Det er klart, at centralt i skriftet står apostlene. Det er
også derfor den har fået sit navn. Selve ordet Apostel betyder udsending, og det bruges både bredt og snævert i
skriftet. I den brede betydning er det ”udsending”. Her møder vi fx Barnabas i
13,. Men i den mere snævre betydning er det et opstandelsesvidne, der er
udvalgt af Kristus. Det er den betydning vi har i begyndelsen af skriftet.
Men det betyder ikke,
at det er de eneste handlende i skriftet. Vi hører også om diakonerne, hvor den
ene der fortælles om er Stefanus
(6,8-8,5), og Filip er den anden (8,5ff). Beretningen om Filip
forudsætter, at det er diakonen Filip og ikke apostlen Filip der er tale om[2].
Stefanus
Stefanus er den første ikke-apostel, der gør undere i
apostlenes gerninger. Han beskrives som ” en mand fuld af tro og Helligånd”
(6,5). Denne beskrivelse dukker delvis
op igen i beskrivelsen af Barnabas i 11,25
Filip
Beretningen om Filip i kapitel 8 er interessant[3].
Vi hører om Filip der forkynder evangeliet i Samaria (8,5-25) og Filip der
forkynder evangeliet for den etiopiske hofmand på vejen til Gaza (8,26-40). Når
man sammenligner de to beretninger er de på engang meget ens og på engang meget
forskellige.
I 8,5 hedder det, at Filip ”tog ned til byen i Samaria og
prædikede for dem om Kristus”. I
beretningen om den etiopiske hofmand heddet der, at ” Filip tog så til orde, og
han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham”
(8,35)[4].
Så i begge beretninger indgår der en forkyndelse af Kristus. Samtidig er der i begge
beretninger en dåb[5].
Der er én stor forskel på de to begivenheder. I Samaria
kommer apostlene fra Jerusalem for at give de troende Ånden, hvilket ikke sker
i beretningen om den etiopiske hofmand.
Der har været en del forskellige forklaringer på, hvorfor det sker.
Noget af det, der komplicerer problemet er, at vi hører om flere eksempler på,
hvor der ikke er denne ”forsinkelse” i modtagelsen af Ånden[6]:
En mulighed er, at der har været en ”defekt” i deres tro.
Der er bare ikke rigtig noget i teksten her, der peger i den retning.
Den mest almindelige forklaring er, at Gud ville have
apostolisk ratifikation af, at evangeliet var nået til Samaria[7].
Fordelen ved den forklaring kan være, at den apostoliske ratifikaktion svarer
til Jesu befaling tilbage i 1,8 om at bringe evangeliet til Samaria. Det
forklarer også den opsummering Lukas giver i Apg 8,25.
Sagen er at forholdet
mellem dåb og åndsmodtagelse ikke er ens i hele skriftet:
- I 8,5 kommer Ånden efter Dåben
- I 10,44 kommer Ånden mens de hører evangeliet, og før dåb
- I 19,6 kommer Ånden efter Dåb og håndspålæggelse
Det betyder, at man skal være meget varsom med at gøre én af
teksterne til ”norm” for hvordan Åndens virke skal være i kirken, eftersom Gud
gør det forskelligt igennem skriftet.
Tegn og undere
Det er rigtigt der sker mange tegn og undere i apostlenes
gerninger. Udtrykket ”tegn” i betydningen under findes tretten gange i
Apostlens gerninger. Der er tre grupper
der udfører dem:
Første gruppe: Apostlene
Anden gruppe: Diakoner: Stefanus (6,8), Filip (8,6)
Tredje gruppe: Paulus
og Barnabas (14,3)
Det betyder, at undergørene i Apg er enten apostle¸ eller folk, der er indsat af
apostle.
Svagheden ved at bruge den observation er, at apostlenes
gerninger jo handler om apostlene, så dette fokus kunne handle om bogen: Den vil sige noget om apostle, men ikke om andre kristne. Den overvejelse er
naturligvis relevant, men den har en vanskelighed. For der beskrives faktisk
almindelige kristne i skriftet som forkynder
Guds ord.
Et eksempel er i 8,4, som tages op igen i 11,19ff. Her møder
vi en gruppe, som bliver spredt under forfølgelse, og som drager til Antiokia,
Cypern og Fønikien. Der står om dem, at de forkyndte ordet (v.19), og at
Herrens hånd var med dem (v.21). I den forbindelse hører vi ikke om, hverken Åndsudgydelse eller
undere.
Et andet eksempel på det er Apollos, rejser til Akaja og der
”tilbageviste offentligt jøderne med stor kraft og påviste ud fra Skrifterne,
at Jesus er Kristus” (18,28). Samtidig står der om ham at ” Han ankom dertil og
blev ved Guds nåde til stor hjælp for de troende.” (v.27b). Men der står ikke noget om, at Apollos gjorde
specielle tegn, ej heller kommer der nogle Åndsudgydelser i forbindelse med
hans tjeneste.
Det næste er, at der er lange passager, hvor der ikke
forekommer under og tegn: I Antiokia (11,19ff) Korinth (18,1-17), Troas
(20,7ff), Milet (20,13ff) er bare nogle af de steder hvor vi ikke hører om, at
der sker undere. Det betyder ikke, at der ikke kan være sket undere ved
apostlenes forkyndelse de pågældende steder.
Men hvis de er en afgørende,
genetisk del af den kristne mission må man overveje, hvorfor Lukas vælger at
udelader beretningerne om det på stører stræk i sin beskrivelse.
Nådegavelister
Vi har tre nådegavelister i NT: En i første korintherbrev
(12,7ff), en i Romerbrevet (12,3ff) og en i Efeserbrevet (Ef 4,11ff).
Det er et faktum, at helbredelse og tungetale kun forekommer
i listen til korintherne. Profeti forekommer både i Romerbrevet (12,6) og i
Første Korintherbrev (12 og 14). Det betyder, at der har været en varians i
hvilke gaver Gud har givet til hvilke menigheder. Hvis Tungetale nærmest var en
”norm” for det første århundredes kirke, så kræver det en forklaring, at den
ikke findes hverken i Romerbrevet eller Efeserbrevet.
Konklusion
Disse ting tilsammen gør, at det er vanskeligt at gøre nogle
af mønstrene i Apg til præcis norm for, hvordan tingene skal gøres i dag. Hvis
man vil gøre det, skal der i hvert fald argumenteres for det, frem for at
forudsætte det.Det betyder ikke, at der ikke forekommer den slags hændelser i dag - men det betyder, at vi kan ikke slutte fra et bestemt mønster i Apostlens Gerninger til hvordan tingene skal ske i dag.
Litteratur
Keener, Craig S. Acts: An Exegetical Commentary.
Volume 2, Volume 2, 2013.
Metzger, Bruce Manning,
og United Bible Societies. A textual commentary on the Greek New Testament;
a companion volume to the United Bible Societies’ Greek New Testament (3d ed.).
London,
New York: United Bible Societies, 1971.
[1] Se
iøvirigt også: http://www.desiringgod.org/sermons/are-signs-and-wonders-for-today
[2] Ellers
ville det ikke være nødvendigt, at der kom nogle af apostlene, eftersom der var
en sådan i forvejen.
[3] For en
lidt mere uddybede gennemgang af kapitel 8 se: http://blog.maymann.net/2013/03/apg-85-40-beretningen-om-filip.html
[4] I 8,35
er det εὐαγγελίζω og i 8,5 er det κηρύσσω der bruges.1
[5] I den danske tekst er der endnu en lighed,
idet der både står at folkene i Samaria kom til tro (8,12) og at det gjorde den
etiopiske hofmand også (8,37). Det er efter alt sandsynlighed en
senere tilføjelse. Se hertil:: Metzger og United Bible Societies, A textual
commentary on the Greek New Testament; a companion volume to the United Bible
Societies’ Greek New Testament (3d ed.), 315.
[6] peger på 2,38 og 10,44ff
Keener, Acts, 1522.
[7] Ibid., 1523
tilslutter sig selv den forklaring.