Undere, Tegn og tungetale i Apostlenes Gerninger

Når man læser Apostlenes gerninger, er det tydeligt, at der i de første kirker skete mange forskellige undere og åndsudgydelser. Det rejser naturligt spørgsmålet: I hvor høj grad skal vi forvente den slags i dag? Det findes der faktisk en del teologiske traditioner der fastholder at vi skal. Derfor skal vi se lidt nærmere på det tema,  men ført må vi forsøge at få et overblik skriftet[1].

Overblik

Man kan opdele skriftet på forskellige måder.  Man kan sige, at der er en geografisk struktur, og en personal struktur.

Skriftet har tydeligvis en geografisk struktur, hvor proklamationen af Guds rige bevæger sig Jerusalem til Rom.  Det svarer til den programerklæring, Jesus giver apostlene efter opstandelsen (1,8).

Den personale struktur opdeler skriftet efter, hvem der er hovedpersonerne. Det er enkelt nok. I De første 12 kapitler er Peter den centrale skikkelse. Fra kapitel 13 og resten af skriftet er Paulus den centrale skikkelse.  Det betyder ikke, at der ikke er andre, der fortælles om, men at vi igen og igen vender tilbage til de to personer.

Hvem gør hvad?

Det er klart, at centralt i skriftet står apostlene. Det er også derfor den har fået sit navn. Selve ordet Apostel betyder udsending, og det bruges både bredt og snævert i skriftet. I den brede betydning er det ”udsending”. Her møder vi fx Barnabas i 13,. Men i den mere snævre betydning er det et opstandelsesvidne, der er udvalgt af Kristus. Det er den betydning vi har i begyndelsen af skriftet.

 Men det betyder ikke, at det er de eneste handlende i skriftet. Vi hører også om diakonerne, hvor den ene der fortælles om er Stefanus  (6,8-8,5), og Filip er den anden (8,5ff). Beretningen om Filip forudsætter, at det er diakonen Filip og ikke apostlen Filip der er tale om[2].

Stefanus

Stefanus er den første ikke-apostel, der gør undere i apostlenes gerninger. Han beskrives som ” en mand fuld af tro og Helligånd” (6,5).  Denne beskrivelse dukker delvis op igen i beskrivelsen af Barnabas i 11,25

Filip

Beretningen om Filip i kapitel 8 er interessant[3]. Vi hører om Filip der forkynder evangeliet i Samaria (8,5-25) og Filip der forkynder evangeliet for den etiopiske hofmand på vejen til Gaza (8,26-40). Når man sammenligner de to beretninger er de på engang meget ens og på engang meget forskellige.

I 8,5 hedder det, at Filip ”tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus”.  I beretningen om den etiopiske hofmand heddet der, at ” Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham” (8,35)[4]. Så i begge beretninger indgår der en forkyndelse af Kristus. Samtidig er der i begge beretninger en dåb[5].

Der er én stor forskel på de to begivenheder. I Samaria kommer apostlene fra Jerusalem for at give de troende Ånden, hvilket ikke sker i beretningen om den etiopiske hofmand.  Der har været en del forskellige forklaringer på, hvorfor det sker. Noget af det, der komplicerer problemet er, at vi hører om flere eksempler på, hvor der ikke er denne ”forsinkelse” i modtagelsen af Ånden[6]:

En mulighed er, at der har været en ”defekt” i deres tro. Der er bare ikke rigtig noget i teksten her, der peger i den retning.

Den mest almindelige forklaring er, at Gud ville have apostolisk ratifikation af, at evangeliet var nået til Samaria[7]. Fordelen ved den forklaring kan være, at den apostoliske ratifikaktion svarer til Jesu befaling tilbage i 1,8 om at bringe evangeliet til Samaria. Det forklarer også den opsummering Lukas giver i Apg 8,25.

 Sagen er at forholdet mellem dåb og åndsmodtagelse ikke er ens i hele skriftet:

• I 8,5 kommer Ånden efter Dåben 
• I 10,44 kommer Ånden mens de hører evangeliet, og før dåb
• I 19,6 kommer Ånden efter Dåb og håndspålæggelse

Det betyder, at man skal være meget varsom med at gøre én af teksterne til ”norm” for hvordan Åndens virke skal være i kirken, eftersom Gud gør det forskelligt igennem skriftet.

Tegn og undere

Det er rigtigt der sker mange tegn og undere i apostlenes gerninger. Udtrykket ”tegn” i betydningen under findes tretten gange i Apostlens gerninger.  Der er tre grupper der udfører dem:

Første gruppe:  Apostlene

Anden gruppe: Diakoner:  Stefanus (6,8), Filip (8,6)

Tredje gruppe:  Paulus og Barnabas (14,3)

Det betyder, at undergørene i Apg er enten apostle¸ eller folk, der er indsat af apostle. 

Svagheden ved at bruge den observation er, at apostlenes gerninger jo handler om apostlene, så dette fokus kunne handle om bogen: Den vil sige noget om apostle, men ikke om andre kristne. Den overvejelse er naturligvis relevant, men den har en vanskelighed. For der beskrives faktisk almindelige kristne i skriftet som forkynder Guds ord.

Et eksempel er i 8,4, som tages op igen i 11,19ff. Her møder vi en gruppe, som bliver spredt under forfølgelse, og som drager til Antiokia, Cypern og Fønikien. Der står om dem, at de forkyndte ordet (v.19), og at Herrens hånd var med dem (v.21). I den forbindelse hører vi ikke om, hverken Åndsudgydelse eller undere.

Et andet eksempel på det er Apollos, rejser til Akaja og der ”tilbageviste offentligt jøderne med stor kraft og påviste ud fra Skrifterne, at Jesus er Kristus” (18,28). Samtidig står der om ham at ” Han ankom dertil og blev ved Guds nåde til stor hjælp for de troende.” (v.27b).  Men der står ikke noget om, at Apollos gjorde specielle tegn, ej heller kommer der nogle Åndsudgydelser i forbindelse med hans tjeneste. 

Det næste er, at der er lange passager, hvor der ikke forekommer under og tegn: I Antiokia (11,19ff) Korinth (18,1-17), Troas (20,7ff), Milet (20,13ff) er bare nogle af de steder hvor vi ikke hører om, at der sker undere. Det betyder ikke, at der ikke kan være sket undere ved apostlenes forkyndelse de pågældende steder.  Men hvis de er en afgørende, genetisk del af den kristne mission må man overveje, hvorfor Lukas vælger at udelader beretningerne om det på stører stræk i sin beskrivelse.

Nådegavelister

Vi har tre nådegavelister i NT: En i første korintherbrev (12,7ff), en i Romerbrevet (12,3ff) og en i Efeserbrevet (Ef 4,11ff).

Det er et faktum, at helbredelse og tungetale kun forekommer i listen til korintherne. Profeti forekommer både i Romerbrevet (12,6) og i Første Korintherbrev (12 og 14). Det betyder, at der har været en varians i hvilke gaver Gud har givet til hvilke menigheder. Hvis Tungetale nærmest var en ”norm” for det første århundredes kirke, så kræver det en forklaring, at den ikke findes hverken i Romerbrevet eller Efeserbrevet.

Konklusion

Disse ting tilsammen gør, at det er vanskeligt at gøre nogle af mønstrene i Apg til præcis norm for, hvordan tingene skal gøres i dag. Hvis man vil gøre det, skal der i hvert fald argumenteres for det, frem for at forudsætte det.Det betyder ikke, at der ikke forekommer den slags hændelser i dag - men det betyder, at vi kan ikke slutte fra et bestemt mønster i Apostlens Gerninger til hvordan tingene skal ske i dag.

Litteratur

Keener, Craig S. Acts: An Exegetical Commentary. Volume 2, Volume 2, 2013.

Metzger, Bruce Manning, og United Bible Societies. A textual commentary on the Greek New Testament; a companion volume to the United Bible Societies’ Greek New Testament (3d ed.). London, New York: United Bible Societies, 1971.

---

[1] Se iøvirigt også: http://www.desiringgod.org/sermons/are-signs-and-wonders-for-today

[2] Ellers ville det ikke være nødvendigt, at der kom nogle af apostlene, eftersom der var en sådan i forvejen.

[3] For en lidt mere uddybede gennemgang af kapitel 8 se: http://blog.maymann.net/2013/03/apg-85-40-beretningen-om-filip.html

[4] I 8,35 er det εὐαγγελίζω og i 8,5 er det κηρύσσω der bruges.1

[5]  I den danske tekst er der endnu en lighed, idet der både står at folkene i Samaria kom til tro (8,12) og at det gjorde den etiopiske hofmand også (8,37). Det er efter alt sandsynlighed en senere tilføjelse. Se hertil:: Metzger og United Bible Societies, A textual commentary on the Greek New Testament; a companion volume to the United Bible Societies’ Greek New Testament (3d ed.), 315.

[6] peger på 2,38 og 10,44ff Keener, Acts, 1522.

[7] Ibid., 1523 tilslutter sig selv den forklaring.