Paulus’ kaldelse er en vigtig begivenhed i Apostlenes
Gerninger. Lukas gengiver den ikke mindre end tre gange[1]. Det er
lidt ironisk, at Paulus begynder med at forfølge de troende, og selv ender med
at blive forfulgt[2]
9,1-9 Paulus
omvendelse
9,10-19a Ananias
sendes til Paulus
9,19b-22 Paulus’
første forkyndelse
9,23-25 Paulus
må flygte fra Damaskus
9,26-30 Paulus
flygter fra Jerusalem til Tarsus.
De tre beretninger kan opsummeres på følgende måde[3]:
9,1ff
|
22,1ff
|
26,1ff
|
Tredje person
|
Første person
|
Første person
|
Saulus går til
ypperstepræsten, og får breve med Damaskus (v.1)
|
Brev fra ypperstepræsten,
vil bringe dem tilbage til Jerusalem til straf (v.5)
|
Fuldmagt fra
ypperstepræsterne (v.10)
|
Lys fra himlen skinnede
omkring ham (v.3)
|
Stærkt lys fra himlen (v.6)
|
Et stærkt lys (v.10)
|
Faldt til jorden og hørte
en stemme (v.4)
|
Faldt til jorden, hørte en
stemme (v.7)
|
Faldt til jorden, hørte en
stemme (v.14)
|
Saul, Saul, hvorfor
forfølger du mig (v.4)
|
Saul, Saul, hvorfor forfølger
du mig (v.7)
|
Saul, Saul, hvorfor
forfølger du mig (v.14) på hebræisk
|
Hvem er du Herre (v.
|
Hvem er du Herre (v.8)
|
Jeg
spurgte: Hvem er du, Herre?
|
Jeg er Jesus, som du
forfølger (v.4-5)
|
‹Jeg er Jesus fra Nazaret,
som du forfølger (v.8)
|
Og
Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger (v.15)
|
rejs
dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre (v.6)
|
Hvad
skal jeg gøre, Herre?› Og Herren svarede: ‹Rejs dig og gå til Damaskus; dér
vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.› (v.10)
|
Men
rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge
dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade
dig se (v.16)
|
rejseledsagere stod målløse;
nok hørte de røsten, men de så ingen (v.7)
|
Mine ledsagere så nok lyset, men
forstod ikke røsten, der talte til mig
(v.9)[4]
|
|
Saul rejser sig, og kan
intet se
3 dage uden mad
Føres ved hånden til
Damaskus (v.8-9)
|
Kunne ikke se,
Føres til Damaskus (v.11)
|
|
Anaias kommer og lægger
hænderne på ham (v.17)
|
Ananias kommer og lægger
hænderne på ham (v.13-16)
|
|
Som oversigten viser, er de stort set ens hele vejen. Det
største problem er forholdet mellem 9,7 og 22,9[5]. For en
nærmere analyse se 9,7.
9,1-2 Optakt
Når det indledningsvis fortælles om Paulus at han stadig fnyste af raseri overfor Herrens
disciple[6] griber
det naturligvis tilbage til 8,3, hvor de fortaltes om Paulus første gang. Yppestepræsten
på dette tidspunkt er stadig Chaifas, der også var på banen i 4,6.
Damaskus var et handelscentrum, og havde en stor jødisk
befolkning. Josefus fortæller, at da den jødisk-romerske krig bryder ud er der
mange jøder i byen, der bliver slået ihjel af byens indbyggere[7]. Byen
blev i 65 f.kr indlemmet i det romerske rige[8].
Handlingen i 9,1b-2a forudsætter en række historiske
forhold, som ikke er usandsynlige, men er vanskelige at dokumentere; i) At
synedriet havde en form for juridisk magt også uden for Jerusalem. ii) At
jødedom og kristentro på dette tidspunkt ikke var adskilte størrelser[9].
9,3-6 Åbenbaringen
Fokus er på Paulus’ oplevelse, og ledsagerne kommer først
ind i vers 7[10].
I vers 2 planlægger Paulus at rejse til Damaskus, hvor han i vers 3 er på vej
til Damaskus. Der kommer pludseligt et lys fra himlen. At noget kommer ”fra
himlen” er i Apostlenes Gerninger et udtryk for at det kommer fra Gud[11]. Det
fremgår både af vers 5 og af vers 7,17 og 27 at der er tale om en åbenbaring af
Jesus[12].
To gange kommer temaet om forfølgelse op. I vers 4 spørges:
Hvorfor forfølger du mig, og i verset efter identificerer Jesus
sig som ”Jeg er Jesus, som du forfølger”.
Udtrykket forfølge findes ni gange i skriftet, hvoraf de seks kommer i de tre
beskrivelser af Saulus’ omvendelse.
Saulus får besked på, at gå ind i byen, hvor han vil få at
vide ”Hvad du skal gøre”. Det udtryk på græsk der oversætter ”skal” bruges ofte
til at beskrive noget, der skal ske med guddommelig nødvendighed[13].
9,7 Ledsagerne
Om ledsagerne hedder det at ”nok hørte de røsten, men de så
ingen.” (9,7). Der opstår en udfordring, når man sammenligner det med, hvad der
siges i Paulus’ referat i kapitel 22, hvor det hedder: ”Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig”
(22,9).
Den visuelle del
skaber ingen problemer. I 9,7 understreges at de ikke så hvem der talte,
hvilket
ikke udelukker, at de
så et lys, som det hedder i 22,9. Men det audiotive aspekt af åbenbaringen
skaber en udfordring: Hørte de eller hørte de ikke noget?
Den store udfordring
er, hvorvidt ledsagerne hørte røsten. En mulig tolkning af de to tekster er at
9,7 referer til at de hørte røsten, hvorimod 22,9 refererer til at de ikke forstår røsten.
Dette er en klassisk
tolkning[14]
der tager udgangspunkt i, at i 9,7 står ”røst” i genitiv[15], mens
det står i akkusativ i 22,9[16]. Der er
to problemer ved den løsning; For det første forudsætter den, at Lukas
fastholder klassisk frem for koinæ sprogbrug[17].
Samtidig findes der flere eksempler – også i apostlenes gerninger - på, at
verbet ”høre” tager en genitiv selv om der er tale om forståelse[18].
En anden mulighed er at fastholde forskellen, men at gøre
det ud fra en semantisk frem for en grammatisk forståelse[19]; Ordet
”Høre” kan både betyde ”høre en lyd” og ”høre indholdet” – og den fleksibilitet
er uafhængig af om den tager en genitiv eller en akkusativ.
9,8-9 Paulus kommer til Damaskus
I vers 4 faldt
Saulus til jorden[20],
og i vers 8 rejste Saulus sig op fra jorden[21].
Saulus bliver blind, men vi får ikke nogen klar antydning af, hvordan den
blindhed skal tolkes. Det er mulig det skal forstås som en følge af
åbenbaringen, og at hensigten er at føre Saulus ind i total hjælpeløshed[22].
Reaktionen er, at Saulus faster, og det forstås vel bedst
som en bodshandling[23], der
sker i forbindelse med hans omvendelse[24].
9,10-19a Ananias sendes til Paulus
Derefter skiftes der til Ananias. Han introduceres som
discipel, et udtryk der har været brugt om de kristne tilbage far 6,1. Det
fremgår af 22,12 at han levede efter loven, og var velanskrevet blandt jøderne.
Han får besked på at gå hen i ”den lige gade”. Den lige gade
løber i øst-vest retning i byen[25]. I den
forbindelse får vi en oplysning, som ikke er fremgået af selve beskrivelsen af
Saulus’ omvendelse, nemlig at han beder.
Vi ved ikke hvem Judas er, men
navnet er jødisk, hvilket svarer godt til de oplysninger vi har fra Josefus om,
at der boede jøder i byen. Kaldet til at gå til Judas’ hus modtages med skepsis
af Ananias, da han kender noget til Saulus’ historie. Hvorfra han har disse
informationer ved vi ikke. De kan være kommet til Damaskus fra de folk der er
blevet spredt under den første forfølgelse i 8,1ff.
Saulus omtales som værende ”fra
Tarsus” (v.11) – det er sandsynligvis derfor, at Paulus i 9,30 ender med at
blive sendt til netop Tarsus. Paulus har
ikke bare forfulgt de troende, men også dræbt dem (22,4 26,10).
Annanias
afviser i første omgang, ud fra de rygter han har hørt om Saulus. Det er for så
vidt ikke forkert, men det hindrer ikke Gud i at bruge Paulus (v.15-16).
Saulus kald er, at han skal ”bringe mit navn frem for
hedninger, konger og Israels børn” (v.15). Umiddelbart kunne dette godt lyde
som en rækkefølge først hedninger og siden Israel, men det er i hvert fald ikke
hvordan det kommer til at ske i praksis, hvor rækkefølgen en omvendt[26].
Intratekstuelt læst refererer ”konger” til kong Aggripa (26,1) og kejseren
(25,11f).
Samtidig skal han
komme til at ”lide for mit navns skyld”; Hans mission vil blive mødt med
modstand[27],
men vil bringe lys til folk[28].
Ananis adlyder og går til Paulus og lægger hænderne på ham[29]. Ananias
kalder Saul for ”bror”[30],
hvilket viser, at han anser han for at være blevet kristen[31].
Håndspålæggelsen fører til at Paulus med det samme[32] kan se,
og efterfølgende bliver han nogle dage i Damaskus.
9,19b-22 Paulus’
første forkyndelse
Paulus bliver hos disciplene og
efter et par dage begynder han at forkynde.
Dermed begynder kan straks på den opgave, Jesus havde tiltænkt ham
(v.15)[33]. I
26,19 forklarer Paulus det selv som lydighed mod det himmelske syn[34]. Det
fører til at Paulus prædiker, at ”Jesus er Guds søn”.
Reaktionen på Paulus’ forkyndelse
udebliver naturligvis ikke, hvilket fremgår af vers 21 og 22. Den konflikt, der
fører til at Paulus må flygte aner man allerede i 22a, hvor Saulus ”sætter
jøderne til vægs”
9,23-25 Paulus
må flygte fra Damaskus
Paulus’ forkyndelse fører til, at
han må flygte fra Damaskus. Formuleringerne svarer til dem, der bruges i Luk 11,53f om plottet mod Jesus[35]. De
holder vagt ved byportene, svarer til hvordan de vågede over Jesus[36]. Paulus
har selv en beskrivelse af begivenheden i 2 Korinterbrev[37], det
fører til at Paulus bliver sendt væk af sine disciple.
9,26-30 Paulus flygter fra Jerusalem til
Tarsus.
I Jerusalem bliver Paulus
modtaget med skæpsis, men ender med at blive accepteret. Han begynder at
diskutere med Hellenisterne. Nogle gætter på, at det er den samme gruppe som
dem Stefanus kom i konflikt med tilbage i kapitel 6 og 7[38] . De
forøger – på samme måde som gruppen i Damaskus – at rydde Paulus af vejen[39] .
Derfor sender de Paulus ført til Cæsarea og dernæst til Tarsus[40]. Her
forbliver Paulus, indtil Barnabas opsøger ham[41].
9,31 Opsummerede bemærkning
9,31 er en opsummerende
bemærkning, der afslutter afsnittet, der begyndte i 6,7. Den grammatiske
formulering ” i hele Judæa og Galilæa og Samaria” trækker linjer tilbage til
1,8[42]. De
kristne kaldes ”Menigheden”, hvad der også blev brugt om hvem Paulus forfulgte
i 8,1.
Slutter afsnittet fra 6,7 og frem
efter. Hvad er der sket i dette afsnit: 6,7-9,31:
i) Stefanus er død
ii) Filip har bragt evangeliet
til Samaria
iv) Evangeliet er bragt til
Damaskus
iii) Paulus er blevet omvendt
Litteratur
Archer, Gleason L. Encyclopedia
of Bible difficulties. Grand Rapids, Mich: Zondervan Pub. House, 1982.
Bock,
Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.
«DAMASCUS
- JewishEncyclopedia.com». Åbnet 25. September 2012.
http://www.jewishencyclopedia.com/articles/4861-damascus.
Longenecker,
Richard N. Acts. Grand Rapids, Michigan: Zondervan Publishing House,
1995.
Peterson,
David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans
Publishing Company, 2009.
Schnabel,
Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.
Wallace,
Daniel B. Greek Grammar Beyond the Basics: An Exegetical Syntax of the New
Testament. Grand Rapids, Mich: Zondervan, 1996.
Witherington,
Ben. The Acts of the Apostles : A Socio-Rhetorical Commentary. Wm. B.
Eerdmans Publishing Company, 1997.
Zmijewski,
Josef. Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski. Regensburg:
Pustet, 1994.
[1]
Bock, Acts, 350.
[2]
Kapitel 9 består af en dobbeltvision på samme måde som kapitel 10 gør det.
[4]
Om forskellen mellem 9,7 og 22,9 se nedenfor.
[5] The most
difficult difference to account for in these three narratives is what seems to
be a flat contradiction between Acts 9:7 and Acts 22:9. Witherington, The Acts of the Apostles,
312.
[6]
Bemærk, at igennem teksten her omtales de kristne med en række forskellige
betegnelser:
”Herrens disciple” (v 2,10,19), ”Hellige” (v 13) ,
”Alle der påkalder dit navn” (v.14), ”Brødre” (v.17.30)
[7]
Hvor mange der dræbes er usikkert. I den jødiske krig nævnes både tallet 10500
(2,561) og 18000 (7,368)
[11] Jf 2,2 11,5.9 og 22,6.
[18] Wallace, Greek
Grammar Beyond the Basics, 134 nævner: Matt 2,9: ”Da de havde hørt på
kongen” (οἱ δὲ ἀκούσαντες τοῦ βασιλέως); Apg 3,23: ”Enhver som ikke hører på denne
profet skal udryddes fra sit folk” (ἐὰν μὴ ἀκούσῃ τοῦ προφήτου ἐκείνου ἐξολεθρευθήσεται ἐκ τοῦ λαοῦ); Apg
ll,7: “Og jeg hørte en røst sige til mig:” (ἤκουσα δὲ καὶ φωνῆς λεγούσης μοι); Det får
Wallence til at skrive at “Thus, regardless of how one works through the
accounts of Paul’s conversion, an appeal to different cases probably ought not
form any part of the solution.”
[24] Jf Neh. 1:4; Je. 14:12; Joel 1:14; Jon. 3:7–8
[25]
I dag er den kendt under navnet Derb el-Mustaqim
[27]
Jf 9:16; 13:46; 20:19; 20:23; 22:18; 26:17
[28]
13:47; 26:17–18; 26:23
[29]
3 gange i skriftet er Helligånd og Håndspålæggelse knyttet sammen: 8,17f 9,17
og 19,6
[30]
At kalde ham for “Bror” var næppe sket et par dage for inden.
[34]
Ibid.
[35]
Bock, Acts, 366.
[36]
Luk 6,7 14,1 og 20,20.
[37]
”I Damaskus holdt kong Aretas’ statholder damaskenernes by bevogtet for at
gribe mig, men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud
af hans hænder.” (2 Kor
11,32ff).
[39]
Det er samme verbum, der bruges i 9,23.24 og 29 (ἀναιρέω)
[40]
Schnabel, Early Christian Mission,
1058 nævner 5 mulige grunde til at Paulus ender i Tarsus: 1) Det var hans
hjemby, og han havde slægtninge og venner der 2) Et bogerskab i byen har kunne
yde ham en vis beskyttelse 3) Tarsus var efter Antiokia den mest
betydningsfulde by i regionen. 4) Tarsus havde et jødisk samfund 5) Det var
geografisk en god base at gå ud fra. I Gal 1,21 siger Paulus at han efter
Jerusalem tog til "Syrien og Kilikien" Tarsus var hovedstad i netop
Kilikien.
[41]
11,25.
[42]
Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers.
Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 392.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar