Apg 12

Før Lukas flytter fokus til hendningemission får vi et par sidste glimt af situationen for menigheden i Jerusalem[1].

Opbygning

12,1-5[2]          Forfølgelse og Fængsling   Jakobs død

12,6-19          Uventet befrielse                Peters befrielse

12,20-23        Guddommelig dom            Herodes’ død

12,24-25        Ordet vokser fortsat           Opsummering

Apg 12,1-5

12,1               Herodes lægger hånd på ”nogle fra menigheden”

12,2               Herodes slår Jakob ihjel

12,3-5            Herodes forsøger at ramme Peter

Med kapitel 12 er vi tilbage i Jerusalem. Herodes er Herodes Agrippa I, sønnesøn af Herodes d.s.  Ikke den samme Herodes som ham vi møder i evangelierne. Herodes var en dygtig politiker og viste til nødvendigheden af at stå på god fod med jøderne.

Bemærk at nu skifter forfølgelsen karakter, for tidligere var det kun fra lokale jødiske ledere at forfølgelsen kom. Nu er det også fra hedningers ledere.

12,1               Herodes lægger hånd på ”nogle fra menigheden”

”På den tid” binder det løst sammen med det forrige[3].

Den Herodes[4], der er tale om her er Herodes Agrippa I (født 10 f.kr – død 44 e.kr). Han var barnebarn af Herodes den store. Hans far døde 7 f.kr. I år 37 modtager han den nordlige del af Israel som landområde af Caligula, og retten til at bruge titlen ”konge”[5]. Da Herodes Antipas afsættes og forvises i 39 får Agrippa hans område også. Agrippa var – når han var i Rom – en levemand, men når han var i Jerusalem. Den brede befolkning hadede Herodesfamillien, hvorfor han bruger enhver lejlighed til at vinde sig goodwill[6]. 

12,2               Herodes slår Jakob ihjel

Jakob, Johannes Bror, Zæbedæus’ sønnen der er tale om her. Det er tydeligt hvorfor Jakob bliver udsat for dette. Det er for at Herodes kan tækkes jøderne. Hans handling her skal ses i lyset af den profeti, som Jesus kommer med i Mark 10,39[7]. Formuleringen ”Lægge hånd på” er lidt interessant – den er gennemgående hos Lukas, og vi finder blandt anden en forbindelse til den eskatologiske tale i Luk 21.

Luk 20,19	Så søgte de skriftkloge og ypperstepræsterne at lægge hånd på ham[8]
Luk 21,12	Men før alt dette sker, vil man lægge hånd på jer og forfølge jer[9]
Apg 4,3	De lod dem anholde og sætte i arrest til næste dag[10]
Apg 5,18	og de lod apostlene anholde[11]
Apg 12,1	lagde kong Herodes hånd på nogle[12]

Jakob bliver således den anden martyr i Apostlenes gerninger efter Stefanus, og Lukas ser den som en realisering af Jesu advarsel/forudsigelse fra talen om de sidste tider,

12,3-5            Herodes forsøger at ramme Peter

Den næste det øjensynligt skal gå ud over er Peter. Jakob og Peter har jo været af de ledende skikkelser. Peter arresteres i forbindelse med en jødisk fest, og det er klart at Herodes ønsker at tækkes jøderne ved at lade ham fremstille ved en offentlig proces. De usyrede brøds fest varede fra den 14 til den 21 nisan. Han bevogtes af 4x4 soldater. De havde tre timers vagter, for at sikre at de var vågne. Ud fra vers 6 kan vi slutte, at Peter har været bundet til to af soldaterne ad gangen.

Parallelt hermed beskriver Lukas, hvordan menigheden beder til Gud.  Det tyder på, at de ikke uden videre regner med, at Peter bliver sat fri[13].

12,6-19          Uventet befrielse               Peters befrielse

12,6               Situation:

12,7               Herrens engel kommer

12,8-10          Englen fører Peter ud af fængslet

12,11             Peter forstod hvad der skete

12,12-17        Peter går til de troende og taler til dem

12,18-19a      Herodes reaktion på udfrielsen

12,6               Situation:

Men den plan havde han ikke Guds accept af. Gud befrier Peter fra fængslet.

12,7               Herrens engel kommer

Han ligger og sover mellem et par soldater Herrens Engel[14] kommer og bibringer ham et befrielsesbudskab. Det at han ligger og sover kan antyde at han har været overbevist om, at han var i Guds hånd. Lyset har en parallel til hyrderne på marken (Luk 2,9) og Paulus’ omvendelse (9,3). Der er nogle der overveje om 12,7b skal ses i lyset af Exodusmotivet[15]. 

12,8-10

Englen fører Peter til bymuren for at være sikker på hans befrielse..

12,11             Peter forstod hvad der skete

12,12-17        Peter går til de troende og taler til dem

Huset vi hører om, er sandsynligvis det vi hører om tidligere i Apg 1,13 og 2,2.

Menigheden var forsamlet i bøn, og da bønnen opfyldes tror de ikke deres egne øjne. V 15 udtrykker den tanke at hvert menneske har en skøtsengel.

Han fortæller så, hvordan han befres og forlader så Jerusalem. Han går til et andet sted, hvor det så en er. Det er lidt underligt at Peter her bare forsvinder, muligvis tager han til antioika. Vi hører kun om Peter en gang senere i Apg 15,18-19.

12,18-19a      Herodes reaktion på udfrielsen

Herodes erfarer at Peter er væk, og hans fangevogtere bliver henrettet. Vi møder den sammen problematik i 16,27, hvor det synes som om at netop dette er lig med dødsstraf.

12,20-23 Herodes Arippas død

Denne beretning har vi i to udgaver, for den beskrives også hos den jødiske historieskriver Josefus med små varianter.

Fønikerne og Jøderne har far gammel tid være efter hinanden. Det hænger sammen med en afhængighed af jøderne, på trods af, at Fønikerne i øvrigt var handelsfolk

Dette sker i Kæsarea. Denne kongehylles er der ikke noget unaturligt i. For kejsere blev normalt dyrket med guddommelige undertoner.

Kongens død er Guds straffedom over et menneske, der ophøjer sig selv eller lader sig ophøje til Gud.  Igen møder vi Herrens Engel: Jf 12,7.

---

[1] Longenecker, Acts, 405.

[2] Ibid., 407 argumenterer for at kapitel 11 og 12 kommer i omvendt rækkefølge, idet hungersnødsbesøget finder sted i 46 og Herodes død i 44.

[3] It is because he is working per species within a broad chronological framework that Luke begins the narrative of Peter’s deliverance with just a general temporal statement ibid.

[4] Peterson, The Acts of the Apostles, 361 mener, at der ligger en pointe i at kalde ham Herodes frem for Aggripa. Det underbygges med den udvidede reference i 25,13ff. Det skulle være for at understrege at han var konge(???).

[5] Longenecker, Acts.

[6] Ibid.

[7] Peterson, The Acts of the Apostles, 361.

[8] οἱ ἀρχιερεῖς ἐπιβαλεῖν ἐπʼ αὐτὸν τὰς χεῖρας ἐν αὐτῇ τῇ ὥρᾳ

[9] Πρὸ δὲ τούτων πάντων ἐπιβαλοῦσιν ἐφʼ ὑμᾶς τὰς χεῖρας αὐτῶν

[10] ἐπέβαλον αὐτοῖς τὰς χεῖρας

[11] καὶ ἐπέβαλον τὰς χεῖρας ἐπὶ τοὺς ἀποστόλους

[12] ἐπέβαλεν Ἡρῴδης ὁ βασιλεὺς τὰς χεῖρας

[13] Bock, Acts, 425.

[14] Herrens Engel hos Lukas: Luk 1,11 (Zakarias), Luk 2,9 (Hyrderne på marken), Apg 5,19 (Befirelse af Peter), Apg 8,26 (Vejledning af Filip), Apg 12,7 (Befrielsen af Peter), Apg 12,23 (Herodes’ død)..

[15] Peterson, The Acts of the Apostles, 364.

Apg 9: Paulus' omvendelse

Paulus’ kaldelse er en vigtig begivenhed i Apostlenes Gerninger. Lukas gengiver den ikke mindre end tre gange[1]. Det er lidt ironisk, at Paulus begynder med at forfølge de troende, og selv ender med at blive forfulgt[2]

9,1-9              Paulus omvendelse

9,10-19a        Ananias sendes til Paulus

9,19b-22        Paulus’ første forkyndelse

9,23-25          Paulus må flygte fra Damaskus

9,26-30          Paulus flygter fra Jerusalem til Tarsus.

De tre beretninger kan opsummeres på følgende måde[3]:

9,1ff	22,1ff	26,1ff
Tredje person	Første person	Første person
Saulus går til ypperstepræsten, og får breve med Damaskus (v.1)	Brev fra ypperstepræsten, vil bringe dem tilbage til Jerusalem til straf (v.5)	Fuldmagt fra ypperstepræsterne (v.10)
Lys fra himlen skinnede omkring ham (v.3)	Stærkt lys fra himlen (v.6)	Et stærkt lys (v.10)
Faldt til jorden og hørte en stemme (v.4)	Faldt til jorden, hørte en stemme (v.7)	Faldt til jorden, hørte en stemme (v.14)
Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig (v.4)	Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig (v.7)	Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig (v.14) på hebræisk
Hvem er du Herre (v.	Hvem er du Herre (v.8)	Jeg spurgte: Hvem er du, Herre?
Jeg er Jesus, som du forfølger (v.4-5)	‹Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger (v.8)	Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger (v.15)
rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre (v.6)	Hvad skal jeg gøre, Herre?› Og Herren svarede: ‹Rejs dig og gå til Damaskus; dér vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.› (v.10)	Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se (v.16)
rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen (v.7)	Mine ledsagere så nok lyset, men forstod  ikke røsten, der talte til mig (v.9)[4]
Saul rejser sig, og kan intet se 3 dage uden mad Føres ved hånden til Damaskus (v.8-9)	Kunne ikke se, Føres til Damaskus (v.11)
Anaias kommer og lægger hænderne på ham (v.17)	Ananias kommer og lægger hænderne på ham (v.13-16)

Som oversigten viser, er de stort set ens hele vejen. Det største problem er forholdet mellem 9,7 og 22,9[5]. For en nærmere analyse se 9,7.

9,1-2 Optakt

Når det indledningsvis fortælles om Paulus at han stadig fnyste af raseri overfor Herrens disciple[6] griber det naturligvis tilbage til 8,3, hvor de fortaltes om Paulus første gang. Yppestepræsten på dette tidspunkt er stadig Chaifas, der også var på banen i 4,6.

Damaskus var et handelscentrum, og havde en stor jødisk befolkning. Josefus fortæller, at da den jødisk-romerske krig bryder ud er der mange jøder i byen, der bliver slået ihjel af byens indbyggere[7]. Byen blev i 65 f.kr indlemmet i det romerske rige[8].

Handlingen i 9,1b-2a forudsætter en række historiske forhold, som ikke er usandsynlige, men er vanskelige at dokumentere; i) At synedriet havde en form for juridisk magt også uden for Jerusalem. ii) At jødedom og kristentro på dette tidspunkt ikke var adskilte størrelser[9]. 

9,3-6 Åbenbaringen

Fokus er på Paulus’ oplevelse, og ledsagerne kommer først ind i vers 7[10]. I vers 2 planlægger Paulus at rejse til Damaskus, hvor han i vers 3 er på vej til Damaskus. Der kommer pludseligt et lys fra himlen. At noget kommer ”fra himlen” er i Apostlenes Gerninger et udtryk for at det kommer fra Gud[11]. Det fremgår både af vers 5 og af vers 7,17 og 27 at der er tale om en åbenbaring af Jesus[12].  

To gange kommer temaet om forfølgelse op. I vers 4 spørges: Hvorfor forfølger du mig, og i verset efter identificerer Jesus sig som ”Jeg er Jesus, som du forfølger”. Udtrykket forfølge findes ni gange i skriftet, hvoraf de seks kommer i de tre beskrivelser af Saulus’ omvendelse.

Saulus får besked på, at gå ind i byen, hvor han vil få at vide ”Hvad du skal gøre”. Det udtryk på græsk der oversætter ”skal” bruges ofte til at beskrive noget, der skal ske med guddommelig nødvendighed[13].

9,7 Ledsagerne

Om ledsagerne hedder det at ”nok hørte de røsten, men de så ingen.” (9,7). Der opstår en udfordring, når man sammenligner det med, hvad der siges i Paulus’ referat i kapitel 22, hvor det hedder: ”Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig” (22,9).

Den visuelle del skaber ingen problemer. I 9,7 understreges at de ikke så hvem der talte, hvilket

ikke udelukker, at de så et lys, som det hedder i 22,9. Men det audiotive aspekt af åbenbaringen skaber en udfordring: Hørte de eller hørte de ikke noget?

Den store udfordring er, hvorvidt ledsagerne hørte røsten. En mulig tolkning af de to tekster er at 9,7 referer til at de hørte røsten, hvorimod 22,9 refererer til at de ikke forstår røsten.

Dette er en klassisk tolkning[14] der tager udgangspunkt i, at i 9,7 står ”røst” i genitiv[15], mens det står i akkusativ i 22,9[16]. Der er to problemer ved den løsning; For det første forudsætter den, at Lukas fastholder klassisk frem for koinæ sprogbrug[17]. Samtidig findes der flere eksempler – også i apostlenes gerninger - på, at verbet ”høre” tager en genitiv selv om der er tale om forståelse[18].

En anden mulighed er at fastholde forskellen, men at gøre det ud fra en semantisk frem for en grammatisk forståelse[19]; Ordet ”Høre” kan både betyde ”høre en lyd” og ”høre indholdet” – og den fleksibilitet er uafhængig af om den tager en genitiv eller en akkusativ.

9,8-9 Paulus kommer til Damaskus

I vers 4 faldt Saulus til jorden[20], og i vers 8 rejste Saulus sig op fra jorden[21]. Saulus bliver blind, men vi får ikke nogen klar antydning af, hvordan den blindhed skal tolkes. Det er mulig det skal forstås som en følge af åbenbaringen, og at hensigten er at føre Saulus ind i total hjælpeløshed[22].

Reaktionen er, at Saulus faster, og det forstås vel bedst som en bodshandling[23], der sker i forbindelse med hans omvendelse[24].

9,10-19a        Ananias sendes til Paulus

Derefter skiftes der til Ananias. Han introduceres som discipel, et udtryk der har været brugt om de kristne tilbage far 6,1. Det fremgår af 22,12 at han levede efter loven, og var velanskrevet blandt jøderne.

Han får besked på at gå hen i ”den lige gade”. Den lige gade løber i øst-vest retning i byen[25]. I den forbindelse får vi en oplysning, som ikke er fremgået af selve beskrivelsen af Saulus’ omvendelse, nemlig at han beder.

Vi ved ikke hvem Judas er, men navnet er jødisk, hvilket svarer godt til de oplysninger vi har fra Josefus om, at der boede jøder i byen. Kaldet til at gå til Judas’ hus modtages med skepsis af Ananias, da han kender noget til Saulus’ historie. Hvorfra han har disse informationer ved vi ikke. De kan være kommet til Damaskus fra de folk der er blevet spredt under den første forfølgelse i 8,1ff.

Saulus omtales som værende ”fra Tarsus” (v.11) – det er sandsynligvis derfor, at Paulus i 9,30 ender med at blive sendt til netop Tarsus.  Paulus har ikke bare forfulgt de troende, men også dræbt dem (22,4 26,10).

                      Annanias afviser i første omgang, ud fra de rygter han har hørt om Saulus. Det er for så vidt ikke forkert, men det hindrer ikke Gud i at bruge Paulus (v.15-16).

Saulus kald er, at han skal ”bringe mit navn frem for hedninger, konger og Israels børn” (v.15). Umiddelbart kunne dette godt lyde som en rækkefølge først hedninger og siden Israel, men det er i hvert fald ikke hvordan det kommer til at ske i praksis, hvor rækkefølgen en omvendt[26]. Intratekstuelt læst refererer ”konger” til kong Aggripa (26,1) og kejseren (25,11f).

 Samtidig skal han komme til at ”lide for mit navns skyld”; Hans mission vil blive mødt med modstand[27], men vil bringe lys til folk[28].

Ananis adlyder og går til Paulus og lægger hænderne på ham[29]. Ananias kalder Saul for ”bror”[30], hvilket viser, at han anser han for at være blevet kristen[31].

Håndspålæggelsen fører til at Paulus med det samme[32] kan se, og efterfølgende bliver han nogle dage i Damaskus.

9,19b-22       Paulus’ første forkyndelse

Paulus bliver hos disciplene og efter et par dage begynder han at forkynde.  Dermed begynder kan straks på den opgave, Jesus havde tiltænkt ham (v.15)[33]. I 26,19 forklarer Paulus det selv som lydighed mod det himmelske syn[34]. Det fører til at Paulus prædiker, at ”Jesus er Guds søn”. 

Reaktionen på Paulus’ forkyndelse udebliver naturligvis ikke, hvilket fremgår af vers 21 og 22. Den konflikt, der fører til at Paulus må flygte aner man allerede i 22a, hvor Saulus ”sætter jøderne til vægs”

9,23-25          Paulus må flygte fra Damaskus

Paulus’ forkyndelse fører til, at han må flygte fra Damaskus. Formuleringerne svarer til dem, der bruges i Luk 11,53f om plottet mod Jesus[35]. De holder vagt ved byportene, svarer til hvordan de vågede over Jesus[36]. Paulus har selv en beskrivelse af begivenheden i 2 Korinterbrev[37], det fører til at Paulus bliver sendt væk af sine disciple.

9,26-30          Paulus flygter fra Jerusalem til Tarsus.

I Jerusalem bliver Paulus modtaget med skæpsis, men ender med at blive accepteret. Han begynder at diskutere med Hellenisterne. Nogle gætter på, at det er den samme gruppe som dem Stefanus kom i konflikt med tilbage i kapitel 6 og 7[38] . De forøger – på samme måde som gruppen i Damaskus – at rydde Paulus af vejen[39] . Derfor sender de Paulus ført til Cæsarea og dernæst til Tarsus[40]. Her forbliver Paulus, indtil Barnabas opsøger ham[41].

9,31 Opsummerede bemærkning

9,31 er en opsummerende bemærkning, der afslutter afsnittet, der begyndte i 6,7. Den grammatiske formulering ” i hele Judæa og Galilæa og Samaria” trækker linjer tilbage til 1,8[42]. De kristne kaldes ”Menigheden”, hvad der også blev brugt om hvem Paulus forfulgte i 8,1.

Slutter afsnittet fra 6,7 og frem efter. Hvad er der sket i dette afsnit: 6,7-9,31:

i) Stefanus er død

ii) Filip har bragt evangeliet til Samaria

iv) Evangeliet er bragt til Damaskus

iii) Paulus er blevet omvendt

Litteratur

Archer, Gleason L. Encyclopedia of Bible difficulties. Grand Rapids, Mich: Zondervan Pub. House, 1982.

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

«DAMASCUS - JewishEncyclopedia.com». Åbnet 25. September 2012. http://www.jewishencyclopedia.com/articles/4861-damascus.

Longenecker, Richard N. Acts. Grand Rapids, Michigan: Zondervan Publishing House, 1995.

Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.

Schnabel, Eckhard J. Early Christian Mission. IVP Academic, 2004.

Wallace, Daniel B. Greek Grammar Beyond the Basics: An Exegetical Syntax of the New Testament. Grand Rapids, Mich: Zondervan, 1996.

Witherington, Ben. The Acts of the Apostles : A Socio-Rhetorical Commentary. Wm. B. Eerdmans Publishing Company, 1997.

Zmijewski, Josef. Die Apostelgeschichte / übers. und erklärt von Josef Zmijewski. Regensburg: Pustet, 1994.

---

[1] Bock, Acts, 350.

[2] Kapitel 9 består af en dobbeltvision på samme måde som kapitel 10 gør det.

[3] Witherington, The Acts of the Apostles, 304.

[4] Om forskellen mellem 9,7 og 22,9 se nedenfor.

[5] The most difficult difference to account for in these three narratives is what seems to be a flat contradiction between Acts 9:7 and Acts 22:9. Witherington, The Acts of the Apostles, 312.

[6] Bemærk, at igennem teksten her omtales de kristne med en række forskellige betegnelser:

”Herrens disciple” (v 2,10,19), ”Hellige” (v 13) , ”Alle der påkalder dit navn” (v.14), ”Brødre” (v.17.30)

[7] Hvor mange der dræbes er usikkert. I den jødiske krig nævnes både tallet 10500 (2,561) og 18000 (7,368)

[8] “DAMASCUS - JewishEncyclopedia.com.”

[9] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers. Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 377.

[10] Bock, Acts, 357.

[11] Jf 2,2 11,5.9 og 22,6.

[12] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers. Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 378.

[13] δεῖ jf fx: 1,16 3,21 5,29

[14] Archer, Encyclopedia of Bible Difficulties, 389f.

[15] ἀκούοντες μὲν τῆς φωνῆς μηδένα δὲ θεωροῦντες

[16] οἱ δὲ σὺν ἐμοὶ ὄντες τὸ μὲν φῶς ἐθεάσαντο τὴν δὲ φωνὴν οὐκ ἤκουσαν τοῦ λαλοῦντός μοι

[17] Witherington, The Acts of the Apostles, 312.

[18] Wallace, Greek Grammar Beyond the Basics, 134 nævner: Matt 2,9: ”Da de havde hørt på kongen” (οἱ δὲ ἀκούσαντες τοῦ βασιλέως);  Apg 3,23: ”Enhver som ikke hører på denne profet skal udryddes fra sit folk” (ἐὰν μὴ ἀκούσῃ τοῦ προφήτου ἐκείνου ἐξολεθρευθήσεται ἐκ τοῦ λαοῦ);  Apg ll,7: “Og jeg hørte en røst sige til mig:” (ἤκουσα δὲ καὶ φωνῆς λεγούσης μοι); Det får Wallence til at skrive at “Thus, regardless of how one works through the accounts of Paul’s conversion, an appeal to different cases probably ought not form any part of the solution.”

[19] jf. Longenecker, Acts, 370.

[20] πεσὼν ἐπὶ τὴν γῆν

[21] ἠγέρθη δὲ Σαῦλος ἀπὸ τῆς γῆς

[22] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers. Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 381.

[23] Ibid.

[24] Jf Neh. 1:4; Je. 14:12; Joel 1:14; Jon. 3:7–8

[25] I dag er den kendt under navnet Derb el-Mustaqim

[26] Peterson, The Acts of the Apostles, 309.

[27] Jf 9:16; 13:46; 20:19; 20:23; 22:18; 26:17

[28] 13:47; 26:17–18; 26:23

[29] 3 gange i skriftet er Helligånd og Håndspålæggelse knyttet sammen: 8,17f 9,17 og 19,6

[30] At kalde ham for “Bror” var næppe sket et par dage  for inden.

[31] Peterson, The Acts of the Apostles, 309.

[32] Straks: Jf εὐθέως.

[33] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers. Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 389.

[34] Ibid.

[35] Bock, Acts, 366.

[36] Luk 6,7 14,1 og 20,20.

[37] ”I Damaskus holdt kong Aretas’ statholder damaskenernes by bevogtet for at gribe mig, men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud af hans hænder.” (2 Kor 11,32ff).

[38] Peterson, The Acts of the Apostles, 316; Bock, Acts, 370.

[39] Det er samme verbum, der bruges i 9,23.24 og 29 (ἀναιρέω)

[40] Schnabel, Early Christian Mission, 1058 nævner 5 mulige grunde til at Paulus ender i Tarsus: 1) Det var hans hjemby, og han havde slægtninge og venner der 2) Et bogerskab i byen har kunne yde ham en vis beskyttelse 3) Tarsus var efter Antiokia den mest betydningsfulde by i regionen. 4) Tarsus havde et jødisk samfund 5) Det var geografisk en god base at gå ud fra. I Gal 1,21 siger Paulus at han efter Jerusalem tog til "Syrien og Kilikien" Tarsus var hovedstad i netop Kilikien.

[41] 11,25.

[42] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers. Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 392.