Apg 6,8-7,60

Med formuleringen i 6,7 afsluttes denne del af apostlenes gerninger. Fokus frem til 9,31 er missionen på vej væk fra Jerusalem og til Samaria. Fokus i dette afsnit er Stefanus (6,7-7,60) og Filip (8,5-40), og den første fase af Paulus’ missionsvirksomhed (9,1-31).

6,8-7,1           Anklagen mod Stefanus

Stefanus var ”fuld af nåde og kraft”.  Han gør store tegn og undere, hvad der er fortalt om Jesus[1], Moses[2] og apostlene[3].

Nogle fra ”den synagoge, der hedder De frigivnes, kyrenæernes og Alexandrinernes”: Disse hellenistiske jøder han haft deres egen synagoge[4]. Synagogesystemet finder vi ikke i GT. Det opstod under fangenskabet i Babylon, og en synagogegudstjeneste blev en gudstjeneste uden kultiske handlinger. Hvor mange synagoger der fandtes i Jerusalem er uklart.

 ”De frigivne” er muligvis jøder, der er blevet taget som fanger i 63fkr da Pompejus erobrede Palæstina. Mange af dem blev siden sat fir eller købt fri[5].  Det ender med en diskussion, hvor Stefanus ender med at komme for rådet. Kyrenæernes synagoge er folk fra nordafrika, Kilikien er fra det nordøstlige middelhavsområde,

Anklagerne mod Stefanus er falske – og har paralleller til anklagerne mod Jesus (Luk 23,2).

Anklagen om at bryde dette sted ned har dog et grand af sandhed, idet Jesus forudsagde Templets ødelæggelse.

”Talen imod Loven” handler om en misforståelse af hvad det var de troende – og dermed også Stefanus sagde. For de sagde faktisk noget om loven – men de talte ikke imod loven.

7,2-53            Talen til rådet

                      v.2-6              Abraham

                      v.7-16            Patriarkerne

                      v.17-37          Moses

                      v.38-43          Ørkenen: Frafald

                      v.44-50          Ørkenen: Vidnesbyrdets telt

                      v.51-53          Afslutning

Talen til rådet falder groft sagt i tre dele

v.2-34            Fortælling

v.35-50          Argument

v.51-53          Appel

Talen her har en afgørende rolle i skriftet. Den har to store temaer[6].: i) Gud har oprejst en række ledere, som jøderne har afvist ii) De havde Guds bolig hos dem, men endte alligevel i afgudsdyrkelse. Et sådant historisk review of Israels historie er ikke unormalt i det først århundredes jødedom[7].

v.2b-6 Abraham

Baggrunden for det Stefanus siger her er 1 Mos 11-12[8]. Indleder med talen om Løfterne, landet (v.3,4,5,6) , afkommet, som er grundlæggende tematikker i GT og i jødernes selvforståelse – og efterfølgende kommer også templet. Talen tager her fat i to grundlæggende jødiske aspekter: Landet og afkommet

Gud kaldes her herlighedens Gud – et udtryk der tilnærmelsesvis dukker op igen i 7,55.

Stefanus kalder Abraham for vores fader. Det udtryk forbinder Stefanus med Abraham. Det interessante er her, at Stefanus samtidig siger, at hans tilhørere har andre fædre: v.51[9]. Abraham er en gennemgående figur i første del af talen[10].

Gud lovede Abraham landet, og hele tanken om at Gud handler og opfylder sine løfter fylder en del i skriftet[11]. Selve løftet til Abraham vender apostlenes gerninger tilbage til flere gange[12].

V.7-16 Patriarkerne: Med specielt fokus på Josef.

Formuleringerne i ves 7 baserer sig på 1 Mos 15,13-14 og 2 Mos 12,40. Vers 7b skal ses i lyset af 2 Mos 3.12.

Der er flere muligheder for, hvad Stefanus refererer til med udtrykket ”dette sted” (v.7). Det kan enten være Sinai eller templet, eller landet som sådan[13]. 5 Mos 12,21 og 16,11 kunne tale for templet, og tilsvarende at de andre steder tilbedelse sker i Apg er det knyttet til templet[14] - på den anden side er konteksten Abraham, hvorfor det mere oplagt er templet som sådan[15].

Josef[16] (nævnes v.9,13,14) skæbne minder om den, der blev Jesus til del. Også han blev forkastet af sine egne[17], men kom siden ved Guds hjælp til stor værdighed og kunne blive til frelse for sine brødre på trods af det, de havde gjort. Bemærk at Josef omtales med udtrykket ”yndest og visdom”. De samme ord er brugt om Stefanus i 6,8.10. Om Josef hedder det, at ”Gud var med ham”[18], hvad der også siges om Jesus[19], og Paulus og Barnabas[20]. Josef har ”visdom” hvilket igen også siges om Jesus[21] og om Stefanus[22]. Vers 11 knytter til ved 1 Mos 41,54ff[23].

17-44 Moses[24] og Ørkenen

                      17-29             Optakt

                      30-35             Kaldelse

                      36-39             Lovgivningen

                      40-43             Afvisningen

17-29             Optakt

                      v.17-19          Baggrunden: Løftet skulle opfyldes, og der kom en ny konge

                      v.20-22          Moses fødes og opdrages

                      v.23-29          Moses ser sig kaldede til at hjælpe

v.17-19          Baggrunden: Løftet skulle opfyldes, og der kom en ny konge

Opfyldelsesaspekter fylder igen, i vers 17. Løftet er det, der tales om tilbage i vers 6 og 7.

 Den familie som drog til Ægypten blev nu et talrigt folk. Den nye konge kommer og Moses fødes for at blive Guds redskab. Afsnittet tager fat i 2 Mos 1-2. Talen om den nye konge skal ses i sammenhæng med 2 Mos 1,8ff.

v.20-22          Moses fødes og opdrages

Talen følger i det store og hele 2 Mos 2. Fødsel (v.20), udsættelse (v.21a) og adoption (v.21b) i Faraos hus[25]. Der er en udfordring i ordene i vers 22 ”Han var mægtig i både ord og handling”, for det syntes umiddelbart at gå imod 2 Mos 4,10[26]. I lyset af 5 Mos 34,10ff syntes det dog at være en rimelig karakteristik[27]. Sammenholdt tyder det på, at ud over hans uddannelse stod Gud bag ham[28].

[29]

Moses og Kristus har en række paralleller:

i)                    Moses bliver født på det rette tidspunkt (v.20)

ii)                  Moses er udvalgt af Gud (v.20b)

iii)                Moses har visdom (v.22)

iv)                Moses er stor i ord og gerning: jf Luk 24,19

v.23-29          Moses ser sig kaldede til at hjælpe[30]

Vers 25 viser, at folket ikke havde forstået den leder, Gud havde udpeget for dem. Jf spørgsmålet i vers 27. Deres manglende forståelse i vers 25 er en videreførelse af manglende forståelse i Josefberetningen (7,12)[31]. Men hvad er det, der får Stefanus til at sige at han ser sig kaldet, før tornebuskbegivenheden?  Det fremgår ikke klart, men at Stefanus kender beretningen er indlysende ud fra vers 30ff

Men afgørende er det, at der opstår en kontrast mellem hvad Moses anså sig selv som, og hvad hans landsmænd anså ham for at være. Det fremgår af begivenhederne i ves 25-27, der ender med at afviser Moses (v.27). Baggrunden er 2 Mos 2,14f. Han håbede, at de ”forstod”, men de ”forstod det ikke” (v.25). Dette udtryk for at ”forstå” findes i Apg kun her, og i den afsluttende tale om jøderne i Apg 28,26[32]. Med denne manglende forståelse ligges grunden til den senere forfølgelse[33].

Den manglende forståelse førte til at de afviste Moses. Det er et grundtema i denne del af talen:

v.27: Afvist Moses,

v.35: Den Moses, som de afviste

v.39: De afviste ham[34]. 

30-35             Kaldelse

Kaldelsen sker ved at en engel viser sig for Moses (v.30). Den pointe dukker også op i v. 35,38 og 53, hvad der gør det til en væsentlig begivenhed.

Denne passage opsummerer 2 Mos 3,2-6. Moses bliver bange ved denne åbenbaring (2 Mos 3,6), en frygt vi finder beskrevet i v.32b.

Der er en fleksibilitet i udtyrkkene når det handler om, hvem Moses taler med. I v.30 er det en engel, hvorimod det i v.31 er Herrens røst der høres.

36-39             Lovgivningen

I ves 37 refereres der tilbage til 5 Mos 18,15; Den tekst blev specifikt anvendt på Jesus i 3,22f[35]

Bemærk igen at der tales om en der skal komme (v.37). I lyset af den senere anklage om at Stefanus taler ”mod loven” er formuleringen i vers 38 meget interessante[36].

v.39-43 viser folkets stejlhed.: Guldkalven 2 Mos 32, opfattes som et ægyptisk afgudsbillede. Oksen spillede en væsentlig rolle i folkets gudsdyrkelse.

Dette kommenteres med et citat fra Ams 5,25-27. Det Amos siger der er at selv i ørkenen var folket afgudsdyrkere.

40-43             Afvisningen

v.44-50 Fra Moses til Salomo (Bolig som nøgleord)

I den jødiske bibel bruges to udtryk om tabernaklet: Vidnesbyrdets telt og åbenbaringsteltet.

v.48 et et citat fra Salomos indvielsesbøn, og det begrundes med Es 66,1.

V.51-53: Appliceringen på Tilhøren

Stivnakkede: Jf 2 Mos 33,3-5. Uomskårne på hjertet: Jf Jer 9,26.

Vers 52 knytter det hele sammen temamæssigt. Som Guds profeter i GT blev forfulgt og dræbt, sådan er Jesus også blevet det.

Engleformidling: Jf Gal 3

7,54-60: Stefanus’ død

reaktioner: Vrede og afvisning.

Stefanus reagerer ”Fuld af Helligånden”: Jf Peter i 4,8 og Jesu løfte. Han for så et syn ind i den himmelske verden. Det skals es i sammenhæng med Sl 110,1 og Apg 2,34. Dette bekræfter den kristne forkyndelse: Jesus er den Messias, de påstår.

Bemærk at der siges at Jesus står ved Guds højre side: Står klar til at tage imod Stefanus

Bemærk videre, at det siges at Jesus er menneskesønnen: Det skal ses i sammenhæng med Dan 7,13.

Når han bruger det hér er det vel fordi han ser den ”himmelske” Jesus, hvilket svarer til Dan 7.

Det får folk til at reagere. De bliver forarget, og der sker en henrettelse. Deres raseri (v.57) antyder, at det ikke så meget er talen mod templet, som det er talen om Jesus, der skaber et problem for jøderne.

Paulus introduceres for første gang. Han benævnes med sit jødiske navn. ”Saul”, hvilket hænger sammen med, at han er af Benjamins stamme (Fil 3,5), hvilket er den samme, som Saul stammede fra. Saul er hans jødiske navn, Paulus er hans græske navn.

---

[1] 2,22-24

[2] 7,36

[3] 2,42

[4] peger på at det kan forstås som at der er 1) Fem synagoger 2) To synagoger Peterson, The Acts of the Apostles, 239.

[5] Bock, Acts, 270.

[6] Ibid., 276.

[7] Se fx: Deut. 6:20–24; 26:5–9; Josh. 24:2–13; Neh. 9:6–31; Pss. 78; 105; 106; 136; Jdt. 5:6–18; 1 Macc. 2:52–60; Wis. 10; Sir. 44–50; 3 Macc. 2:2–12; 2 Esd. [4 Ezra] 3:4–36; 14:29–31; CD 2.14–3.9;

[8] Der er et kronologisk problem her. Ifølge det Stefanus siger, slår Abraham sig ned i Karan og bliver ført bort derfra da hans far er død (v.4). Ifølge 1 Mos. Det kan løses på forskellig måde Bock, Acts, 284 løser det ved at mene, at Stefanus citerer fra en kendt tradition frem for fra skriften; Archer, Encyclopedia of Bible difficulties løser det ved ikke at lade Abraham være den ældste af  sønnerne; Archers løsning findes også hos: Lenski, The interpretation of the Acts of the apostles, 268.

[9] I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I.

[10] 7,3.5 og igen i vers 17

[11] 1,3-5 2,32-33.39 7,17-18 13,23-24, 32-33, 23,21 26,6-7.

[12] 7,17 13,32 26,6

[13] Bock, Acts, 284.

[14] 7:6–7, 42; 24:14–15; 26:6–7; 27:23–24

[15] Bock, Acts, 285.

[16] Josefberetningen finder vi i 1Mos 37-50

[17] v.9

[18] Ordene bruges om Josef i 1 Mos 39,2f.21

[19] 10,38

[20] 14,27

[21] Luk 2,50-52

[22] Aog 6,8.10

[23] Zmijewski, Die Apostelgeschichte / Übers. Und Erklärt Von Josef Zmijewski, 317 mener at Josefhistorien har et Opfyldelsesaspekt: Guds løfte opfyldes og et Typologisk aspekt: Som Josef redder, sådan redder Jesus også.

[24] Ibid., 318 peger igen på opfyldelse og typologi som det der binder teksten sammen.

[25] Ibid., 319.

[26] Ibid.

[27] Peterson, The Acts of the Apostles, 254.

[28] Bock, Acts, 291.

[29] Og I en jødisk bog hedder det “Ved hans ord lod han tegn følge på tegn, han herliggjorde ham i kongers påsyn, gav gennem ham befalinger til sit folk og lod ham se glimt af sin herlighed” (Sir 45,3).

[30] Bock, Acts, 291 peger på, at rabbinsk tradition inddeler Moses’ liv i tre perioder af 40 år.

[31] Peterson, The Acts of the Apostles, 255.

[32] μήποτε ἴδωσιν τοῖς ὀφθαλμοῖς καὶ τοῖς ὠσὶν ἀκούσωσιν καὶ τῇ καρδίᾳ συνῶσιν.

[33] Bock, Acts, 291.

[34] Der bruges to forskellige ord for at afvise: ἀπωθέω i v.27 og 29 – og også om jøderne i 13,46(!). ἀρνέομαι i7,35 der kan oversættes lidt forskelligt. I 3,13.4 oversættes det ”fornægtede”, i 4,16 ”benægte”,,

[35] Peterson, The Acts of the Apostles, 257.

[36] Bock, Acts, 297.