Tofaset kristologi - eller kolaps?

Hvor passer Hebræerbrevet ind i den kristologiske udvikling ifølge biblen.info. Hebærerbrevets forfatter – mener – ifølge biblen.info - ikke at Jesus på noget tidspunkt har været på jorden. Det bruger han 8,4 til at fastslå. Der står[1];

”Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst, da der allerede er andre, som frembærer gaverne efter loven. ”. Denne oversættelse anker biblen.info imod. Han udlægger verset på følgende måde: ” Hvis han var på jorden, ville han ikke være præst. Men det er han netop ikke. Hele pointen i Hebræerbrevet er, at Jesus er ypperstepræst oppe i himlen i det sande Åbenbaringstelt. Jesus' offer, blod, forløsning, den nye Pagt og så videre og så videre, sker oppe i Himlen. I de 13 kapitler, der svælger i Jesus' offer, er der ikke et ord om det jordiske Jerusalem, Golgata eller påske.”

Han anker imod at man forstå ”nu” som temporalt. Lad os se lidt nærmere på teksten. Den græske tekst læser:

” ei men gar ên epi gês oud an ên iereus ontôn tôn iereôn tôn prospherontôn kata ton nomon ta dôra”

Her vælger de fleste oversættelser at oversætte i retning af ”Hvis han var på jorden ville han ikke….”. Biblen.info skriver så:

”Rent grammatisk kan det betyde, at hvis Jesus var på jorden her og nu, ville han ikke være præst. Og det kan betyde, at hvis Jesus havde været på jorden i en bestemt tidligere situation, ville han dengang ikke have været præst. Begge dele er lige mulige rent grammatisk set” Føj hertil at Hebræerbrevet undertreger, at Jesus bragte et offer ”I himlen”,  og at der en forskel mellem Jesu offer og de jordiske præsters offer, så er konklusionen klar: Jesus har aldrig været på jorden.

Men er det nu så enkelt? Hvis man ser på det første han skriver – altså om det grammatiske, så er vi enige. Begge dele er mulige. Men hoppet fra det andet argument – at Hebr bragte et offer i himlen -  og så til at ”Jesus har aldrig været på jorden” er tvivlsom.  Det taler følgende imod:

En præst og hans kvalifikationer

I Hebr 2,14ff taler forfatteren om, Jesus som præst. Udgangspunktet er i vers 14 at børnene er af ”kød og blod”, og at Jesus derfor ”måtte blive som de”. Det er vanskeligt ikke at forstå ”blive som de” her som at han får del i ”kød og blod”.

I 5,1 hedder det at ”Enhver ypperstepræst tages blandt mennesker” . I lyset af det er det vanskelligt ikke at forstå ” ἐν ταῖς ἡμέραις τῆς σαρκὸς αὐτοῦ” i 5,7 som noget det handler om  hans liv på jorden.

Juda stamme og Levis stamme

I kapitel 7 bruger forfatteren plads på at vise, hvilken slags præst Jesus er. I vers 14 siger forfatteren ”Det er jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster af denne stamme.” I sammenhængen er det tydeligt at det normale præstedømme kommer fra ”Levis” slægt (7,5ff). Hvordan skal man forstå at Jesus er af Juda stamme, hvis Jesus ikke har været menneske.

Hvornår blev Jesus præst?

Et afgørende spørgsmål for at forstå Hebræerbrevets kristologi er at spørge, hvornår Jesu præstefunktion begyndte? Det kan virke som et mærkeligt spørgsmål, men væsentligt for at forstå brevet. I 5,8-10 hedder det: ”Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis. ”

Rækkefølgen her er vigtig: Søn > Lydighed > Nået målet > Årsag til frelse > Kaldt Præst.

Altså: Først lydig søn, dernæst præst.

Det passer også med tankerækken i 2,14ff. I vers 17 er Hensigten med at han bliver ”som sine brødre” at han kunne blive en ypperstepræst.

Det samme argument findes i kapitel 7. I vers 28 skriver forfatteren: ” For loven indsætter skrøbelige mennesker som ypperstepræster, men edsordet, der er nyere end loven, indsætter en søn, som for evigt er nået til målet.”. Her er det vigtigt lige at få rækkefølgen på plads. ”Nået til målet” i sidste del af sætningen går forud for ”indsætter”. Altså: Først nåede han målet, dernæst blev han indsat som præst.

Foregår det hele i himlen?

Biblen.info forudsætter, at når Jesu offer skete i himlen så har hele hans liv også været der. Hvis det er sandt, så faldet hele t i hebræerbrevet til gulvet. Forudsætningen for at kunne være præst er at man er menneske – det fremgår både i kapitel 2 og 5 – og hvis det hele forgår i himlen, må man komme med en forklaring på, hvordan man så forstår den tofasede kristologi som forfatteren arbejder med. 

---

[1] http://www.biblen.info/Bibelen-hebraerne-8-4.htm

Kors og Tjeneste - 2 Korintherbrev (i)

Her kommer endnu en lille note om 2 Korintherbrev. Denne gang om at være ”I Kristi triumftog”

Den første pointe vi skal se lidt på opstår ved en sammenligning af en passage fra hhv første og andet korintherbrev. I 1 Kor 1,18 taler Paulus om ”ordet om Korset” og i 2 Kor 2,14-16 taler han om at være i Kristi triumftog. Sat op ved siden af hinanden ser det sådan ud:

2 Kor 2,14-16	1 Kor 1,18
Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes for dem, der fortabes, en duft af død til død for dem, der frelses, en duft af liv til liv. Og hvem duer til det?	For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft

Der er flere interessante paralleller mellem de to tekster[1]; For det første opdeles verden i to grupper: ”Dem, der frelses” og ”dem der fortabes”. Dernæst er der den pointe at Prædiken i 1 Kor 1 og Paulus’ liv i 2 Kor svarer til Kristi kors. Endelig tjener ”ordet om korset” og ”Vi er Kristi vellugt” samme funktion.  Hovedpointen er, at Paulus’ tjeneste formes af hans budskab.

Kristi triumftog

I 2 Kor 2 beskriver Paulus hvordan han føres i Kristi triumftog. Baggrunden for billedet er det romerske sejrsoptog[2].  Forrrest gik Senatet efterfulgt af musikfolk og noget af krigsbyttet. Så kom fløjtespillere og en vid okse der skulle ofres i templet. Derefter kom nogle fanger fra det erobrede område. Forrest gik generalen. Formålet med en sådan procession var dobbelt; Dels skulle det udtrykke tak til den gud som havde givet dem sejr, og for det andet skulle det forherlige den general der havde opnået sejren.

I det lys rejser der sig to spørgsmål ud fra 2 Kor 2; Den kamp, hvor soldaterne har tabt og er blevet taget til fange, går forud for triumftoget[3]; Hvad er det for en kamp som billedet refererer til? Hvor i sejrsoptoget befinder Paulus sig?

Pladsen i optoget

Sagen er den at normalt når man taler om at ”blive ledt i triumftog” så er det den sporbrug der bruges om de overvundne soldater.  Det har skabt en del forvirring i forskningen. For kan man forestille sig, at Paulus placerer sig selv blandt de besejrede fanger, frem for blandt de sejrende krigere[4]. Umiddelbart virker det besynderligt, men hvis man begynder at se lidt nærmere på Paulus’ beskrivelse af mennesker før de kommer ti tro, så er et grundtræk at de er Guds fjender[5].

Paulus rolle i optoget

Samtidig med at Paulus er en fange i optoget, har han også en aktiv rolle. Gud lader kundskaben om Kristus blive spredt som en duft gennem ham[6]. Guds fanger er samtidig Guds evangelister.  Dette sker altid og alle steder.

Kampen der førte til optoget

Hvad er det for en kamp, som der er gået forud for optoget? Det mest oplagte er, at det er hans egen omvendelse, som Paulus i givet fald beskriver som at Gud har overvundet ham. I andre af hans breve taler han om, at der før omvendelsen findes en krigs-lignende tilstand mellem Gud og mennesker (Rom 5,10 11,28), hvor Gud og mennesker er fjender. Det er måske denne tilstand, som Gud har nedkæmpet da Paulus kom til tro.

Litteratur

Hafemann, Scott J. Suffering and ministry in the spirit: Paul’s defense of his ministry in II Corinthians 2:14-3:3. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans, 1990.

Harris, Murray J. The Second Epistle to the Corinthians: a commentary on the Greek text. The new international Greek Testament commentary. Grand Rapids, Mich. : Milton Keynes, UK: W.B. Eerdmans Pub. Co. ; Paternoster Press, 2005.

---

[1] jf. Hafemann, Suffering and ministry in the spirit, 51.

[2] Harris, The Second Epistle to the Corinthians, 243; Hafemann, Suffering and ministry in the spirit, 19–34.

[3] Dette temporale skel mellem sejren og triumftoget finder vi fx i beskrivelsen i Koll 2,15.

[4] Se de forskellige forslag i: Hafemann, Suffering and ministry in the spirit, 18f.

[5] Ibid., 32 peger på: Rom 5,10 11,28 Fill 3,18.

[6] Den græske formulering viser at Paulus er den der handler her: Gud udspreder duften gennem dem.

Kors og Tjeneste - 2 Korintherbrev

Baggrunden

Andet Korintherbrev er blevet kaldt for et vindue ind til Paulus’ hjerte. Det er ikke uden grund, for i det får vi i højere grad indblik i Paulus tanker og følelser i forbindelse med sin tjeneste, end i flere af hans andre breve.

Brevet er blevet til på baggrund af en konflikt Paulus har haft med dele af menigheden. Da brevet blev skrevet er konflikten overstået, men i brevet reflekterer Paulus en del over sin tjeneste.

I slutningen af første korinterbrev fortæller Paulus, at han vil besøge menigheden når han er rejst gennem Makkedonien (16,5), og så vil han blive i Korinth vinteren over.  Samtidig har han sendt Timotheus til menigheden (16,10f).

Efter afsendelsen af brevet ændrer Paulus sin rejseplan. Han vil besøge menigheden to gange: En gang på vej til Makedonien og en gang på vej fra Makedonien til Judæa . Det fremgår af 2 Kor 1,15ff.  Men noget sker, og Paulus vælger at rejse direkte til menigheden. Dette møde bliver en fiasko, hvor Paulus bliver modsagt af folk i menigheden (2 Kor 2,5ff). Derefter sender han et brev til dem, som vi ikke længere har (1 Kor 2,4), som Titus har overbragt.

Parallelt med denne konflikt har Paulus oplevet en situation i Asien, der var livstruende, hvilket fremgår af 2 Kor 1,8ff. Han rejser så videre til Troas for at mødes med Titus, og få besked om situationen i menigheden, men han oplever det katastrofale, at Titus ikke kom (2,13). Ham finder han først på et senere tidspunkt, da han rejser videre til Makkedonien (7,5ff), og han bringer godt nyt om menigheden.  Disse gode nyheder danner baggrund for den glæde man mærker der ligger i de første syv kapitler i brevet.

Det er noget af baggrunden for dette brev, og brevet emmer af to ting: For det første en grundlæggende glæde over at relationen mellem Paulus og menigheden er genoprettet. For det andet en frygt for, at der er nye  konflikter. På den baggrund skal vi se brevet; Det første tema, vi skal se på er forholdet mellem lidelse og herlighed.

Kristi lidelser – Kristi trøst

Trøsten fylder en del i dette brev. I indledningen skriver Paulus: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud.”

Paulus oplever ”trængsel” og samtidig priser han Gud for at være ”al trøsts Gud”. Den trængsel Paulus taler om er den der var ved at koste ham livet (v.8f).  Konsekvensen af, at Paulus har mødt denne trøst er at han kan trøste andre.

Det han har erfaret kalder han for ”Kristi lidelser” (1,5). Disse lidelser har flere funktioner i Paulus’ liv.

1)  For det første lærer de ham at have tillid til Gud frem for til ham selv.  Den pointe kommer frem i 1,9.

2)      For det andet ser han dem, som udtryk for at han har et lidelsesfællesskab med Kristus.

3)      Dernæst giver det ham mulighed for at nå længere ud med Kristi trøst (v.6)

Denne erfaring af lidelser er ikke unik for brevet. Den findes også i andre af Paulus' breve

Galaterbrevet: Kristi sårmærker

I Gal 6,17 siger han at han bærer ”Kristi sårmærker” på hans krop. Det er noget omdiskuteret hvad det betyder. Nogle har udlagt det som at han har båret et fysisk brændemærke som viste at han tilhøre Jesus, men det kender vi ikke fra andre tekster. En mere oplagt mulighed er at forstå det inden for rammen af Kristi lidelse som han skriver om i 2 Kor.

Filiperbrevet: Lidelsesfællesskab med Kristus

I Fill 3 beskriver han et lidelsesfællesskab med Kristus. Han taler om at kende ”hans opstandelseskraft og lidelsesfællesskabet med ham”. Videre taler han om at han ”får skikkelse af hans død” for at nå frem til ”opstandelsen fra de døde”.Dermed udtrykkes også et mønster af lidelse og herlighed som vi finder i 2 Korintherbrev.

New Studies in Biblical Theology

New Studies in Biblical Theology (NSBT) er en serie som indeholder rigtig mange spændende monografier. Formålet med serien er at behandle forskelige emner inden for disciplen "Biblcal Theology"; Ønsket med den er at få kristne til at forstå deres Bibel bedre. D.A. Carson fra Trinity er editor på serien, hvor der er kommet mange spændende bøger; Jeg skal her nøjes med at nævne et par af dem

Christ, our Righteousness er baseret på Mark Seifrids arbejde med refærdigggørelsen hos Paulus. Seifrid tog sin PhD fra Princeton Theological Seminary . 

Hovedvægten ligger på analyse af tekster fra Romerbrevet og fra Galaterbrevet. Samtidig går den i samtale med nogle af de nyere forståelser af Paulus's teologi. 

The Cross from a Distance er jeg selv helt pjattet med. Den er et forsøg på at vise, at hele Markusevangeliet skal læses i lyset af korset. Det giver mange steder rigtig god mening. Hist og her kan man godt få fornemmelsen af, at den gode centrale idé løber af med forfatteren, men det skal ikke ændre ved at han har skrevet en genial lille bog. Skrevet af Peter G. Bolt

The Tempel and the Church's mission fortjener også at blive nævnt (og læst). Bogen viser, hvordan tempeltanken spiller en helt central rolle i hele Bibelen, og analysere de centrale tempeltekster.  Der er rigtig mange aha oplevelser, hvor forskellige tekster kommer ind i et nyt lys når man får denne tempelramme med. 

Skrevet af G.K. Beale

Father, Son and Spirit er den sidste jeg vil nævne. Den undersøger spørgsmålet om treenigheden i lyset af Johannesevangeliet. Han viser blandt andet hvordan forholdet er mellem Faderen og Sønnen. Han argumenterer blandt andet for at der er en  lighed mellem Faderen og Sønnen i væsen, samtidig med at der er en funktionel underordning af Sønnen under Faderen. I anden del af Johannesevangeliet fylder Helligånden en del, og han vil fortsætte Jesu tjeneste og udruste disciplene til mission. Talen om Ånden kulminerer i 20,21ff hvor Jesus giver apostlene Ånden.  Skrevet af A.J Köstenberger og S.R. Swain

A Comparative Handbook to the Gospel of Mark

Hvis man er intesseret i hvordan evangelierne passer ind i første århundredes jødedom, så er

A Comparative Handbook to the Gospel of Mark  spændende læsning. Der er en gennemlæsning af Markusevangeliet, hvor teksten sammenlignes med andre jødiske tekster der eksisterede i det første århundrede.

Bogen tager hvert afsnit i evangeliet og gennemgår. Det giver et godt indtryk af, hvordan bogen har passet ind i den tid den belv skrevet i.

Det sætter evangeliet ind i en spændende ramme - og jeg skal her give tre eksempler

For eksempel finder man ud af, at udtrykket "som der står skrevet" - et udtryk der dukker  op flere steder i NT - bruges i Qumransektens skrifter, når de skulle citerer fra Biblen.

Den lamme mand i Markus 2 bliver måske lidt mere oplyst, nå man ved at der var jøder der mente at lamme ikke havde adgang til Guds forsamling, og blev anset for at være uren (Sekthåndbogen kapitel 2)

Udvælgelsen af de 12 apostle kaster bogen måske også lys ind over. 

Nuvel der er et gammelt ordsprog, der siger, at for den der har en hammer er alle ting et søm.

Du kan læse lidt af den hér

Apg 15

Apostelmødet

Apostelmødet står som en nøglebegivenhed i skriftet. Omringet af første (13,1-14,28) og anden missionsrejse (15,36-16.28).

Opbygning

                      v.1-4              Problem

                                            v.2a               Diskussionen opstår

                                            v.2b-3            Hedningeomvendelser

                                            v.4                 Anerkendelse af omvendelserne

                      v.5-12

v.5-6              Diskussion

                                            v.7-11            Peters indlæg

                                            v.12               Paulus’ indlæg: Hvad er der sket blandt hedninger

                                            v.13-21          Jakobs indlæg

                      v.22-29          Løsningen: Skrivelsen       

                      v.30-35          Brev sendes til Antiokia

                      v.36-41          Dannelsen af to nye missionsteam

15,1-4 Baggrunden for Apostelmødet.

Det første vi møder er, at der er nogle, som vil gøre omskærelsen til et frelseskrav (v.1). Hvem disse ”nogle fra Judæa” er, ved vi ikke. To muligheder er, at det er dem som Paulus i Galaterbrevet omtaler som ”Nogle fra Jakob” (Gal 2,12) eller ”nogle falske brødre” (2,4).

Det ord der oversættes med ”diskussion” er måske lidt stærkere end bare en ”diskussion”; Det peger i retning af en ”splittelse”[1].                  

Dermed står vi overfor det faktum, at menighederne begynder at blive mere og mere blandende. Efterhånden som der begynder at komme hedningekristne ind i menighederne, begynder spørgsmålet at opstå: Hvordan er deres forhold til gammel testamente. Galaterbrevet handler om præcis dette problem. Det har været overordentligt vanskeligt for nogle i de første menigheder at forlig sig med tanken om, at man som kristen ikke skulle være under moseloven.

Vi hører kravet fremsat direkte: »Hvis I ikke omskæres efter Moses' skik, kan I ikke blive frelst.«.

Tidligere i menighedens historie har kravet været knyttet udelukkende til tro( fx 2,21 4,12).

Omskærelse var en fundamental ting for jøderne. Tilbage i 1 Mos 17,10 hedder det at: ” Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres.” Og senere siges der direkte: ”Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.” (v.14). I 3 Mos 12,3 er der et bud om at alle skal lade sig omskære på ottende dagen.

Når det er Paulus og Barnabas, der bliver sent af sted skal det ses i lyset af 14,26f[2] Fønikkien er kyststrækningen far Karmel og inkluderer Tyrus og Sidon. Funktionen af vers 3 og 4 er at vise, at Paulus og Barnabas’ arbejde blev vel modtaget blandt mange jøder[3]; På vej der op rejser de gennem Samaria (halvhedninger), og der mødes budskabet om hedningernes omvendelse med glæde.

15,5-21 Diskussion

v.5-6              Diskussion

v.7-11            Peters indlæg

v.12               Paulus’ indlæg: Hvad er der sket blandt hedninger

v.13-21          Jakobs indlæg

Jerusalem fungerer som hovedkvarter for den kristne bevægelse,   I vers 1 har Lukas skrevet, at det var ”nogle fra Juda”, der skabte problemerne. Nu hører vi at det er ”nogle fra farisæernes parti”; Det fører til indlæg fra hhv. Peter, Paulus og Jakob.

V 7-11 Peters tale

Peter holder sin tale ”efter megen diskussion”. For lang tid siden: Her tænker Peter sandsynligvis på Cornelius begivenheden (10,34ff). Der er gået ca 10 år fra Cornelius til apostelmødet.  Bemærk at talen fra Peter peger på tre nøgleelementer, som svarer til hans erfaring i mødet med Cornelius[4], og formuleringen i v.7a skal ses på baggrund af det efterfølgende.

De skulle høre Evangeliet ord

Gud har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom vi:  Jf 10,44ff.

Han har renset deres hjerter ved troen.

v.9b: Det store problem: De udæsker Gud ved at bringe hedningerne et åg.. Tilsvarende har været omtalt i 7,53,

At udæske Gud finder vi i GT flere gange: 2 Mos 17,2 4 Mos 17,22[5]. Den måde de udæsker Gud på er at lægge et åg på deres nakke, som vi ikke magter at bære. Anklangen om at de ikke har magtet at bære det svarer til Stefanus’ anklage i 7,53[6].  Åget brugt som billede på loven finder vi allerede før Jesus (Sir 51:26), og Jesus bruger det i Matt 11,28ff.

v.11: Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de.

Med denne tale har vi mødt Peter for sidste gang i Apostlenes gerninger.

v.12 Modtagelsen af Barnabas og Paulus

Forsamlingen hører på de ”Tegn og undere” som Gud har gjort blandt hedninger. Udtrykket bruges her for sidste gang i Apg (4,30 5,12 14,3 15,12).  

v.13-21 Jakobs tale

Den Jakob der her er tale om er Jesu bror, ikke apostlen Jakob, der er død tilbage i 12,17.

Det første han tager udgangspunkt i, er at Gud har ”allerede sørget for at skaffe sig et folk af hedninger”. Det ord der her bruges for ”folk” er det, der traditionelt bliver brugt om Israels folk[7].

Det næste bemærkelsesværdige er det sidste led i vers 14. Dette har Gud gjort ”for sit navn”.

Dette belægger Jakob med et citat fra Amos 9,11-12. I det første århundredes Israel var de ikke de eneste der brugte det sted. Qumran menigheden brugte det tilsyneladende både om loven[8] - Den faldne hytte var ”lovbogen” – og om David[9]. Denne tanke finder vi flere steder i GT; Fx også i Zak 2,11.

De øvrige folk i vers 17 er hedninger. At udråbe Guds navn: At forkynde om ham blandt hedninger.

GTs tale om hedninger.

Vi skal, før vi bevæger os videre se lidt på hedningernes plads i GT. For hvor er de henne i GT?

Den er i bevægelsen: Gud giver velsignelsen til jøderne, hvorigennem, den flyder videre til hedningerne.

Den første tekst vi skal have fat i er 1 Mos 12,1ff, hvor vi hører, at I dig skal alle jordens folk velsignes. Allerede her er det indikeret, at Guds frelse ikke alene handler om jøderne men også om hedningerne.

Den næste tekst der bliver interessant er Esajas

Es 42,2: Han skal bringe ret til folkene…

Es 42,4: Fjerne øjer venter på hans belærong

Es 42,10: Syng en ny sang for Herren// I, der bor på de fjerne øer.

Es 49,6: ”Min frelse skal nå til jordens ende”

Es 60,1-4. ”Folkeslag skal komme til dit lyd”.

Am 9,10ff ”Alle de folk, som mit navn er nævnt over”

Jonas bog er jo også et langt vidnesbyrd om at Israels Gud vil nå hedninger.

Talen om at det ”er kendt fra evighed af” skal sandsynligvis ses på baggrund af Es 45,21[10].

15,19-20 Konklusion

1) Skal holde sig fra afgudsofferkød: Behandles af Paulus i 1 Kor. Problemet er ikke kødet i sig selv, men den kultiske sammenhæng man drages ind i. (1 Kor 8). Besmittelse findes kun her i NT, og bruges ikke i GT, men verbalformen fines et par steder: Dan 1,8, Mal 1,7.12

2) Fra utugt: Jf 1 Kor 6,13b-30; Jf Åb 2,21;

3) Fra kød af kvalte dyr og fra blod: 3 Mos 18,13 5 Mos 12,16.23. Kød af kvalte dyr: Hænger sammen med at det ikke kunne renses for blod. Jf 3 Mos 17.13-14[11]

Begrundelsen i vers 21 forklarer, hvorfor man skal holde sig fra Kød af kvalte dyr og fra blod.  Bemærk, at Jakob ikke bruger selve Moseloven som et argument, men oplæsningen af moseloven[12].  Moseloven har været læst op i mange århundreder (fra gammel tid), mange steder (i alle byer) og ofte (hver lørdag)[13].

Dette er elementer der er grundlæggende i den jødiske tænkning. Og dermed står vi med to forskellige ”principper”:

i) Vi skal ikke påføre mennesker unødvendige regler (v.10)

ii) Vi skal udvise respekt, så vi ikke skaber unødige problemer (v.21).

Der er muligvis flere andre lektioner der skal læres her; For det første at frelse ved troen alene aldrig må kompromitteres; For det andet, at viser det at der er respekt og samtale når der opstår vanskeligheder[14].

v.22-29 Brevet fra apostlene.

Et cirkulationsbrev. Apostlene ”besluttede” at sende brevet sammen med nogle brødre. Den næste ”besluttede” kommer i vers 25 og den sidste kommer i vers 28.

v.24-27 Forord

Fra os: er kommet far den jødiske menighed, om end man kan overveje om de virkelig har været en del af kærnen. Men de er, som v.24b angiver ikke udgået fra apostlene.

Skrevet til syrien: For der fandtes – det ved vi fra kap 9 – også kristne i Damaskus. Antiokia var administrativ provins i området[15].

En klar hovedpointe i vers 24 er at de ikke er ”kommet fra os”[16].

Judas og Silas sendes med, muligvis for at assisterer Pauluas med at nå længere ud.

Bemærk lige formuleringen ”Helligånden og vi har besluttet”. Skal ses i lyset af Apg 1.

v.30-35: Afslutningen

Formaning svarer til hvad der skete i 11,23 og 14,22.

Med v.36 begynder den 2. Missionsrejse.

Litteratur

Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.

Peterson, David G. The Acts of the Apostles. 1st udg. William B. Eerdmans Publishing Company, 2009.

---

[1] Bock, Acts, 494.

[2] Peterson, The Acts of the Apostles, 421.

[3] Ibid.

[4] Ibid., 424.

[5] Bock, Acts, 500.

[6] Ibid.

[7] 5 Mos 26,18f; Sl 135,12; Zak 2,11.

[8] ” The books of Law are the tents of the king, as it says, “I will re-erect the fallen tent of David” (CD–A Col. vii:15)

[9] 4Q174 1 I, 10–13

[10] Bock, Acts, 504.

[11] Ibid., 506.

[12] κατὰ πᾶν σάββατον ἀναγινωσκόμενος jf ibid., 504.

[13] Ibid., 507.

[14] Ibid.

[15] Peterson, The Acts of the Apostles, 437.

[16] Bock, Acts, 512.