Apostlenes gerninger kapitel 3

3,1-10            Helbredelsen i templet

3,11-26          Peters udlægning af helbredelsen

1-10 Helbredelsen i templet.

I jødedommen udviklede der sig faste bedetider: Kl 9 om morgenen, Kl 15 om eftermiddagen og kl 18 ved solnedgang, Jf 10,3 og 10,30.

Den skønne port er sandsynligvis den, der også kaldtes Nikanor-porten, der lå i den østlige del af tempelområdet. Det var en pragtfuld port udført i bronze, hvilket sandsynligvis har givet den sit navn.

Når man placerede lamme det var det naturligvis strategisk meget fornuftigt, for hvem kunne ikke tænke sig at give en skærv til en fattig, når man var på vej for at bede. Hovedfærdslen i denne del af templet gik netop denne vej.

Og der ligger der altså en lam. Han var lam fra fødslen, og i vers 3-6 hører vi om samtalen mellem Peter og Johannes og så denne lamme mand.

v.4-5: Forventningen

Det er tydeligt at denne mand i første omgang ikke fatter hvad der skal til at ske. Han forventer noget af dem – penge sandsynligvis. Men det kan Peter ikke komme frem med.

v.6: Peters svar

Sølv og Guld var, hvad denne tigger, kunne håbe på – men det var der ikke noget af. Men der var en helbredelse i stedet for.

Og så skal vi bemærke os at denne helbredelse sker I Jesu Kristi, nazaræerens navn. Dette med navnet finder vi umiddelbart før i 2,38, og i den efterfølgende prædiken i 3,16.

I Jødisk sammenhæng – og i gammel testamente – hænger Person og Navn tæt sammen. Når han således befaler at det skal ske ”I Jesu navn” så er det det samme som at sige, at det er Herren Jesus selv, at dette skal ske ved. Der er ikke noget magisk i Jesu ”navn”, men der er en realitet, en person, bag ved navnet, og han er mægtig til at handle på denne måde.

v.7-8 Peter griber manden

I det navn bydes manden nu at så op – og det gør han så.

Og han går rundt og priser Gud. For han ved godt, hvem det er, der realt har handlet gennem apostlene – det er Gud selv!

Denne lovprisning hos manden bliver til forundring i folket. Det ser vi lidt af i vers 10, hvor folket bliver slået af forundring.

Det er også et mønster vi møder i evangelierne, hvor Jesus bliver mødt med undren og forundring, når han helbreder et menneske.  Og denne forundring får et svar, og det giver Peter i prædiken i vers 12-26.

11-26: Peter Prædiken i Salomos Søjlegang.

3,11-16          Livets fyrste

3,17-18          Guds forudseen

3,19-21          Syndsforladelse

3,22-24          Profetien om Profeten

3,25-26          Børn af profeterne

11-16: Livets fyrste

Det første (v.13-14) som Peter understreger, er, at selv om Jesus blev forkastet og henrettet, så har Gud – Jødernes Gud (v.13) – oprejst ham igen. Formuleringen ”Abraham, Isak og Jakobs Gud” griber helt tilbage til 2 Mos 3,6.15.  Dermed går han et skridt videre end i den første Pinsetale. Der talte han ud fra et endetidsmotiv (Åndens komme), her taler han om grundlæggelsen af folket. Det er de jøders Gud, som Peter taler med, som har oprejst den person, som de har forkastet.

Peter bruger udtrykket at Gud har ”herliggjort sin tjener Jesus” (13b). Ordet ”herliggøre” har her betydningen at stadfæste, nærmest ligesom når Jesus beder i Johannes 17. Muligvis er der en hentydning til Es 52,13 hvor ”løftes højt” er det samme udtryk i LXX som her.

I vers 15 kalder Peter Jesus for ”Livets fyrste”. ”fyrste” oversætter et ord der betyder ”oprindelse”, ”leder” eller ”fyrste”. I Kontrast til hvad ”I” gjorde, har Gud oprejst sin tjener fra de døde. Guds frelsesplan blev ikke ødelagt på grund af Israels handlinger – tværtimod brugte Gud dem til at realisere sin plan.

I vers 16 kommer en essentielt element i, hvad det er apostlenes gerning bestod i. Tilbage i kapitel 1 var det netop, hvad Jesus havde sendt dem ud til. At være vidner, og det er hvad De siger nu, at de er. ”Det er vi vidner om”.

3,17-18          Guds forudseen

Den lidelse som Jesus blev udsat for sker som en opfyldelse af det, som Gud forud har sagt. Derved kommer der igen et dobbelt perspektiv ind:

På den ene side er det jøderne i Jerusalem, der har dræbt Jesus, ved at få Pilatus til at henrette ham (v.15). På den anden side er det, hvad der forud er forkyndt ved de hellige profeter (v.18). Den samme spænding så vi tilbage i 2,23.

3,19-21          Syndsforladelse

Jesu gerning fører til et kald til omvendelse. Jf Mark 1,15. Forkyndelsen af Jesu gerning og kaldet til omvendelse går hånd i hånd. Udtrykket at deres synder kan blive slettet ud bygger på et løfte i GT om at når frelsestiden kommer vil Gud slette synden ud (Es 43,25).

Den virkelighed fører et kald med sig: Jøderne skal omvende sig og tro på Messias. Igen parallelt med 2,38. Når dette sker, vil de få syndsforladelsen. Syndsforladelsen er knyttet til Jesus og hans død, Jf Es 53,3. Omvendelse og syndsforladelse hænger tæt sammen her.

v.20: Tiden kommer da de kan (Anden konsekvens af omvendelsen)

Omvendelsen fører ind i den frelsestid, som Jesus skal oprette, når han kommer igen. Da skal vi ånde frit. Messias – den salvede skal komme – og så skal alt genoprettes (v.21).

Genoprettelse handler om genoprettelse af skaberværket – og af os selv. Jesus har selv talt om det i Matt 19,28, hvor vi hører om ”Verdens genfødelse”.

Dette er lovet ved en profet allerede før. Der er naturligvis tale om teksten i 5 Mos 18,15-20, et løfte som også spiller en central rolle i samtalen med den samaritanske kvinde i Joh 4.

v.21: Messias kommer (Tredje konsekvens af omvendelsen(?))

3,22-24          Profetien om Profeten

Den der ikke hører skal udryddes af folket: Et udtryk om dom og undergang igen hentet fra 5 Mos 18,19. Det er blevet alt allerede fra Samuel af: Jøderne regnede Samuel som en profet, og samuelsbøgerne hører med til de profetiske bøger. Jf 1 Sam 3,20.

Talen munder ud i en formaning til at vende om og tage imod Jesus. På baggrund af, at at folket hører til Abrahams afkom (1 Mos 12), så skal de vende om fra deres ondskab og tage imod evangeliet!