Jeg skal forsøge her at se lidt på Jesu menneskelighed i
Hebræerbrevet. Baggrunden er, at min grundige diskussionspartner bag
biblen.info hæver, at dette brev ”…
gør
det pinligt klart, at Jesus aldrig har eksisteret på jorden: Den ukendte
forfatter skriver stolper op og stolper ned om Jesus' offer, og om hvordan
Jesus er en ypperstepræst, der frembærer det mest ypperlige offer (sig selv)
for dermed at sone vores synder.”
[1]. –Her må
jeg sige at jeg er meget enig i det meste af det han skriver i sætningen.
På nær det der er kursiveret. Jeg syntes
man skal gøre vold på brevet, hvis man skal nå den konklusion.
Hans hovedargument er så langt jeg kan se Hebr 8,4, hvor det
hedder ” Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst, da
der allerede er andre, som frembærer gaverne efter loven”. Her peger biblen.info på, at det ord der er
oversat ”nu” på dansk giver indtryk af at der er tale om hvor Jesus er nu (altså tid), frem for det man kunne
kalde for et logisk nu:, hvor det skulle oversættes ”Hvis han altså var her på
jorden…” eller ”Hvis han havde været her på jorden…”. Den sidste oversættelse
giver mulig for at forstå det på følgende måde: ”Hvis han havde været her på
jorden (hvilket han jo slet ikke har)….”.
Forfatteren refererer derefter en stor hebræerbrevets
kommentar for at sige, at en oversættelse der giver den menig ”strider imod
sammenhængen”. Det problematiserer biblen.info fordi der netop i sammenhængen
er vægt på at Jesus er præst i himlen; Og det taler imod at han overhoved har
været på jorden. Jeg vil prøve at tage den diskussion op; og forsøge at
underbygge netop denne pointe: Hvis den læsning skribenten har af 8,4 er korrekt
bryder brevets tankestruktur sammen.
Min afgørende hovedpointe er at vise, at i brevets
argumentation er Jesu menneskelighed ikke bare en mulig forudsætning for brevets hovedpointer, men en nødvendig forudsætning.
Kompleksiteten i brevet udgøres blandt andet af, at
forfatteren både fastholder, det man kunne kalde et vandret/Historisk og et
lodret/åndeligt perspektiv, og han forsøger at vise, hvordan disse to hænger
sammen. En lidt forenklet model gør det
på denne måde:
Jesus tager sig af mennesker
(2,6-18)
I 2,6 møder vi den første tekst der
måske taler om Jesus som menneske. Her
taler forfatteren om, at Gud ”igen fører sin førstefødte ind i verden”. Det er
kun måske, fordi det er omdiskuteret dels hvad
verden her betyder, og dermed også hvad selve handlingen her
refererer til. Sandsynligvis er det ikke en fremtidig genkomst der refereres
til her
[2].
Senere i kapitel 2 møder vi det, jeg ser som en klar tekst
der taler om Jesu menneskelighed. Afsnittet 2,14-18 udgør en enhed:
2,14-15: Jesus
måtte blive som dem
2,16: Begrundelse
for hvorfor Jesus handlede som han gjorde:
Det er ikke engle han tager sig af,
men mennesker
2,17 Konsekvens
af vers 16: Han måtte ”i alt” blive som en af dem.
2,18 Begrundelse
af vers 17: Han kan hjælpe de fristede fordi han
selv har været menneske.
Det første der må lægges mærke til er vers 14.
Udgangspunktet er at børnene er af ”kød og blod”
[3].
Det tjener til at forklare, hvorfor
Jesus måtte blive som dem
[4]. Den
græske tekst læser her: αὐτὸς παραπλησίως μετέσχεν τῶν αὐτῶν. Ud fra hvad
forfatteren lige har refereret til, bliver det vanskeligt ikke at læse denne
sætning som at Jesus måtte få del ”i kød og blod”. Ellingworth
forstår τῶν αὐτῶν som referende tilbage til
”kød og blod”, og ikke som den danske oversættelse lægger op til at blive ”som
dem”
[5]. Ordet
μετέχω betyder ”at have del i” , ”at tage del i”, og BDAG følger Ellingworth i
denne tolkning.
Altså en ordret
oversættelse bliver: ”Siden børnene havde del I kød og blod, også han på samme
måde have del i
det” (dvs kød og
blod). Hvis man ville sige at han fik del i børnene uden at få del i ”kød og
blod”, så må man på en eller anden måde afsvække det ἐπεί der indleder vers 14.
I 2,17 udtrykkes så den tanke, at” måtte han i et og alt også
blive det ligesom de”. Hensigten hermed
kommer frem i 2,17b: for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast
ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.
Her bliver det at ”blive lig dem” ikke modsætningen til at være Ypperstepræst overfor Gud, men forudsætningen for det. Først blev han lig dem, og dernæst blev han ypperstepræst.
Hvis man vil hævde at 2,17 ikke forudsætter en
menneskelighed, så skal man tolke ”κατὰ πάντα” (i alt) på en noget mystisk måde:
Han blev som den ”I alt” på nær at han blev som dem som menneske. Derfor mener
jeg at 2,14-18 udgør en tekst, der nødvendiggør Jesu menneskelighed i
forfatterens tankegang. Det eneste andet
sted, hvor brevet bruger ”κατὰ πάντα”
er i 4,15. Her bruges det til at sige, at Jesus er blevet fristet i alle ting (κατὰ πάντα), og laver så en
sammenligning (på samme måde), og en begrænsning (uden synd).
Jesus som
ypperstepræst (5,1-10)
I 5,1-10 forklarer forfatteren, hvad det betyder, at Jesus
er ypperstepræst. Afsnittet falder i to dele, hvor den første del (v.1-4)
forklarer hvilke kriterier, der gælder for en ypperstepræst, og den anden del
(v.5-10) viser hvordan Jesus passer ind som ypperstepræst. Afsnittet er opbygget på følgende måde:
5,1-4 Kvalifikationer
for en ypperstepræst
5,5-10 Kristi
kvalifikationer for at være ypperstepræst
5,1-4 Kvalifikationer for en
ypperstepræst
Det første der siges er, at præsten tages blandt mennesker. Samtidig er det en tjeneste for mennesker. Før vi ser nærmere på dem, så lad os se på præstens samlede
opgaver:
|
Om
ypperstepræsten
|
Om Jesus
|
1
|
Tages blandt
mennesker
|
|
2
|
Indsættes på
menneskers vegne til at gøre tjeneste for Gud
|
|
3
|
Ved at
frembære gaver og slagtofre for deres synder
|
8,3
|
4
|
Føle med de
uvidende og vildfarne, fordi han selv er et skrøbeligt menneske
|
|
5
|
Frembære
syndoffer for sig selv og for folket
|
8,3
|
6
|
Kaldes af
Gud
|
5,5
|
Hvis Jesus ikke
har været på jorden, så opfylder han ikke det første af de kriterier, som
hebræerbrevet opstiller for at være præst. Men som vi skal se i næst afsnit, så
er det en pointe, at Jesus faktisk opfylder kriterierne og fungerer som præst.
5,5-10 Kristi kvalifikationer for at
være ypperstepræst
I vers 5-10 viser forfatteren, hvordan Kristus opfylder de
kriterier, der er opstillet i 5,1-4: Guddommelig udvælgelse, og solidaritet med
menneskerne
[6]. Afsnittet
indledes med en sammenlignende partikel
[7],
der binder 5,1-4 sammen med 5,5-10.
Citatet fra salme 110 bruges som argument for udvælgelsen.
En oversigt over afsnittet ser sådan ud:
v.5-6 Skriftargument
for kaldelsen af Sønnen til ypperstepræst
v.7-8 Mens
han var på jorden… lærte lydighed af det han led
v.9-10 Jesus
når målet og bliver præst for evigt på Melkisedeks vis.
I vers 7 til 10 skelner forfatteren mellem to ”faser” i
sønnens liv; I vers 7 hedder det:
ὃς
ἐν ταῖς ἡμέραις τῆς σαρκὸς αὐτοῦ.
Et par få steder i GT referer udtrykket” dage”
til et livsspænd (1 Mos 6,3.5; 5 Mos 30,20). I NT findes det brugt sådan i Luk
1,7
[8]. Der er
intet der tyder på at sarx her er brugt negativt, som det nogle gange gør det
hos Paulus. Dermed er det oplagt se det som at forfatteren griber tilbage til
2,14
[9]. I
sammenhængen giver det faktisk også god mening, da han 5,1-6 viste at Jesus
faktisk opfyldte de kvalifikationer en ypperstepræst skal have,
På baggrund af skellet mellem vers 7 og 9 er det mest oplagt
at forstå participiet
τελειωθεὶς
som et temporalt participium: Og efter at han havde nået målet blev han årsag……
[10].
Det betyder at det er værd at bemærke sig hvornår præstefunktionen ifølge
hebræerbrevet begynder. Den præstelige
funktion begynder ikke før han ”når
målet” i vers 9. Beskrivelsen i vers 7 og 8 er forudsætningen for at han kan blive præst i vers 9. At han er blevet
ypperstepræst fremgår også af vers 5 og vers 6.
Hvad er årsagen til denne skelnen? Den finder vi i de første
vers i kapitel 5. Menneskeligheden er
en forudsætning for at kunne være
præst. Det er begrundet i at der en skøbelighedeserfaring der er fælles for
præsten og de mennesker han tjener på vegne af.
Kapitel 7: Fra den
forkerte stamme
I møder vi for mig at se endnu en B-tekst. I den første del
af teksten forsøger forfatteren at vise, hvordan Jesus overgår det levitiske
præstedømme. Kapitlet falder i fire dele:
7,1-10 Abraham
og Melkizedek
7,11-14 Det
gamle præstedømme forsvinder når der kommer et nyt
7,15-19 Loven
ophæves, når der indføres et bedre håb
7,20-28 Det
nye præstedømme er bekræftet med Ed
7,11-14 Det gamle præstedømme forsvinder
når der kommer et nyt
I 7,13 understreges det, at Jesus kommer fra en stamme, der
ikke har gjort tjeneste ved altret; ” han, der her er tale om, tilhører en
anden stamme, hvorfra ingen har gjort tjeneste ved alteret”.
Dette begrundes i det efterfølgende vers
[11]: ”Det er
jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget
om præster af denne stamme.”, I sammenhængen argumenterer forfatteren for, at
Jesus er en bedre ypperstepræst end de levitiske præster.
Som et argumentet, bruger forfatteren noget ”Der er en kendt
sag”. Formuleringen oversætter et ord, der beskriver noget om ”klart,
indlysende kendt for alle” (1 Tim 5,24), og i første Klements brev beskrives
hvordan den dom, der kom over dem, der var ulydige mod Moses var ”clearly manifest”,
som en engelsk oversættelse har. 7,15 lyder i sin helhed: ” Det er jo en kendt
sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster
af denne stamme.”
[12]. Hvis
forfatteren her ikke regner Judas stamme som en ”fysisk/menneskelig” stamme, så
skal læseren altså selv regne ud at forfatteren opererer med nogle stammer der
er ”åndelige” (Judas’) og nogle der er fysiske (Levis’). Det syntes jeg ikke
fremgår klart af teksten.
Lad os derimod se lidt nærmere på 7,14b: ”fra hvilken ingen
har gjort tjeneste ved alteret”.
Hvilken
går tilbage til ”stamme” i halvverset forinden
[13].
Her bliver argumentet uklart hvis den stamme,
der ikke har gjort tjeneste ved alteret er en åndelig stamme. I så fald
sammenblander forfatteren fysiske og (meta) fysiske aspekter. Derfor hælder jeg
til at se 7,14 som en tekst der taler
for
en menneskelig Jesusskikkelse i hebræerbrevet.
I det sidste vers i kapitel 7 finder vi endnu engang
sandsynligvis en tofaset kristologi. Her
hedder det i den danske tekst: ” men edsordet, der er nyere end loven,
indsætter en søn, som for evigt er nået til målet. Ordet ”indsat” er
underforstået i den græske tekst, ud fra sammenligningen i første halvvers. Det
er oplagt at forstår det som en præsensform, ud fra det efterfølgende vers,
hvor forfatteren forklarer at ”hovedsagen i det der her siges er at vi har en ….”. Hvis dette er korrekt, så har vi også her en
tofaset kristologi, hvor det at sønnen har
nået målet, går forud for det
at han indsættes som præst i himlen.
Kapitel 10
I kapitel 10 møder vi for mig at endnu en klar menneske-tekst. Der
sammenlignes Jesu sarx (kød) med forhænget. Sarx bruges 6 steder i hebræerbrevet
2,14
|
Ἐπεὶ οὖν τὰ παιδία κεκοινώνηκεν αἵματος
καὶ σαρκός
|
5,7
|
ὃς ἐν ταῖς ἡμέραις τῆς σαρκὸς αὐτοῦ
|
9,10
|
δικαιώματα σαρκὸς μέχρι καιροῦ
διορθώσεως ἐπικείμενα.
|
9,13
|
ἁγιάζει πρὸς τὴν τῆς σαρκὸς
καθαρότητα
|
10,20
|
τοῦτʼ ἔστιν τῆς σαρκὸς αὐτοῦ
|
12,9
|
εἶτα τοὺς μὲν τῆς σαρκὸς ἡμῶν
πατέρας εἴχομεν
|
Hvis vi begynder med at se på dem der indlysende handler om
det fysiske menneske, så er 12,9 nok det klareste (vores kødelige(Jordiske) fædre), sammen med 2,14 (børnene er af kød og blod). 9,13 giver
vanskelig menig, hvis sarx ikke der refererer til det fysiske legeme, og 5,10
lader sig bedst oversætte med det ”jordisk”. I det lys bliver det vanskeligt
ikke at forstå 10,20 som en reference til Jesus fysiske beskaffenhed. Det er vel næppe for meget at forstå "Hans køds dage" i 5,7 på den måde.
Kapitel 12 og 13
I Kapitel 13,12 møder vi for mig at se en tekst der
taler for en fysisk lidelse og en fysisk Jesus. Her hedder det: ” Derfor var
det også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget
blod.”. Med mindre man vil hævde, at ”(by)porten” skal forstås som et sted i
himlen, så peger denne tekst i retning af en jordisk/fysisk forståelse. Hvis
man vil have det til at være en ”åndelig” geografi, skal man forene to
forskellige tankegange i brevet. Den ene at Jesus har lidt i selve himlen (det
allerhelligste), og en der hedder at han led ”uden for centrum” – uden for
bymuren. Derefter skal man sandsynliggøre at det ikke bliver en uløselig
modsætning i hebræerbrevet teologiske univers.
Er brevets læsere på jorden?
Hvis jeg forstår skribenten på bibelen.info korrekt, så vil
han hævde at de folk, som brevet henvender sig til ikke findes på jorden. I 12,18 siger forfatteren til læserne: ” Det
er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke
og storm”. Lidt længere nede skriver han: ” I er kommet til Zions bjerg, til
den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en
festforsamling”. Lad os lægge mærke til tre ting her:
a)
Der står ikke at de
skal komme men at de
er
kommet[14].
b)
Det de er kommet til er ”den levende Guds by”
c)
De er kommet til ”det himmelske Jerusalem”
Da dualiteten mellem himmel og jord ifølge biblen.info er
total, så må skibenten medgive at brevet er skrevet til nogle mennesker, der
slet ikke findes på denne jord. Som han skriver om jesus: ” Jesus'
korsfæstelse, offer, blod, forløsning, den Nye Pagt og så videre og så videre,
skete ikke i Jerusalem, men oppe i Himlen.”
- her bliver han så nødt til også at sige: ” ” de troende liv og så
videre og så videre, skete ikke i Jerusalem, men oppe i Himlen” – men når man
siger det, så opstår det nye spørgsmål: hvem i al verden er brevet så skrevet
til?
Et andet tilsvarede argument opstår i 10,14. Her siger
forfatteren, at ” For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han
helliger, til målet”. Her skal vi bemærke os, at dem han helliger, er de
troende, og at de allerede(!) er ”ved målet”
[15].
Mener forfatteren virkelig at de
mennesker han skriver til ikke er på jorden?
Jeg tvivler naturligvis på at skribenten bag bibelen.info
mener dette. Men det er i så fald ikke udtryk for tekstlæsning men udtryk for
metodisk inkonsekvens. De argumenter der
bruges for at Jesus ikke har været på jorden er de samme tankerækker der bruges
til at beskrive de troende.
8,4 læst i sin
sammenhæng
Men hvad gør vi så med 8,4? Hvis man vil læse det
ekskluderende så skal man komme med en rimelig tolkning af de andre steder i
skriftet, der taler for en anden helhedsforståelse. Verset lyder sådan: εἰ μὲν οὖν ἦν ἐπὶ γῆς, οὐδʼ ἂν ἦν ἱερεύς.
Hvis jeg forstår skribenten rigtig, så mener han at det skal oversættes
med den forståelse at Jesus aldrig har været på jorden. Hvis vi nu vælger den
oversættelse ”Hvis han havde været på jorden (underforstået: Det har han aldrig
været) – så ville han aldrig have været præst”, hvordan skal det så integreres
i brevets første del? Hvis han aldrig havde været på jorden hvordan kan man så
sige at han ”blev som dem” - hvor dem i
sammenhængen er dem af kød og blod? Hvordan fungerer den to-faset kristologi,
der er i 5,5-7?
Jeg er enig i skribentens understregning af at Jesus ”gik ind
himlen” og frembar sig selv der (Jf det citat han fremfører: 9,24-28 10,11-14).
Men jeg syntes forfatteren skylder en forklaring på, hvordan denne eksklusive
konklusion, som han drager heraf (Jesus er præst i himlen, og ikke på jorden ergo har han aldrig
været på jorden), passer med kapitel 1-7
som jeg har peget på. Kan man finde en tolkning der både fastholder den
kritik, som forfatteren peger på, og så de tekster, som jeg har peget på i
brevet? Læst i lyset af kapitel 1-7,
hvor der er en tofaset kristologi, så giver det god mening – hvis han er på
jorden er han ikke præst; Dels ville han
være af gal stamme, dels ville han ikke være gået ind i himlen.Derfor mener jeg oversættelsen: Hvis han var på jorden (nu), ville han ikke engang...
Fordelen ved den læsning er at den forudæstter noget som forfatteren har understreget tidligere; Hvis han var på jorden nu var han af Judas stamme - og så ville han ikke have været præst.
Biblen.info
blander to forskellige ting sammen. Det fremgår af følgende udsagn: ” Jesus i himlen,
og præsten på jorden, og aldrig skal de to mødes. Jesus kunne ikke være præst
på jorden, for der var præster allerede” vider skriver han ” Hvis han
var på jorden, ville han ikke være præst. Men det er han netop ikke. Hele
pointen i Hebræerbrevet er, at Jesus er ypperstepræst oppe i himlen i det sande
Åbenbaringstelt. Jesus' offer, blod, forløsning, den nye Pagt og så videre og
så videre, sker oppe i Himlen. I de 13 kapitler, der svælger i Jesus' offer, er
der ikke et ord om det jordiske Jerusalem, Golgata eller påske.”
Her opstår probelmet. For den måde skribenten slutter på er
føglende:
a)
Jesus er ikke præst på jorden, men i himlen
hvilket medfører
b)
Jesus har aldrig være på jorden.
Det fremgår ikke klart, hvordan skribenten kommer fra a) til
b). Lad os prøve med et anden logik af samme karakter:
a) Dronning Magrethe er dronning i Danmark og ikke i Sverige
b) Deraf følger, at hun aldrig har været i Sverige
Problemet er, at skribenten forudsætter nemlig at a medfører b
– og så slipper man for at bevise det. Det forudsætter en tredje ting, som
hebræerbrevet netop benægter:
c)
Jesus har altid
være præst, og der går ikke noget forud for denne tjeneste.
Hebræerbrevets forfatter og skribtenten på biblen.info er
tilsyneladende uenige om denne sætning. Skribenten forudsætter at det er sådan
det hænger samen, mens det er det modsætte af hvad brevet forfatter skriver og forudsætter nemlig at Hans liv på jorden var en kvalificering til hans gerning som præst i himlen.
Litteratur
Ellingworth, Paul. The Epistle to
the Hebrews: A Commentary on the Greek Text. W.B. Eerdmans, 1993.
Guthrie,
Georg H. The Structure of Hebrews: A Text-Linguistic Analysis (Biblical
Studies Library). Baker Academic, 1998.
Lane,
William L. Word Biblical Commentary: Hebrews 1-8. Paternoster Press,
1991.
O’Brien,
Peter Thomas. The letter to the Hebrews. The Pillar New Testament
commentary. Grand Rapids, Mich. : Nottingham, England: William B. Eerdmans Pub.
Co. ; Apollos, 2010.
