Adam og Kristus – to nøglepersoner i Romerbrevet 5-8

Adam og Kristus – to nøglepersoner i Romerbrevet 5-8

I 5,12-21 har vi et af de mere vanskelige afsnit i romerbrevet, hvor Paulus laver en sammenligning mellem Adam og Kristus. Afsnittet har været meget omdiskuteret i den teologiske forskning på flere planer. Et af spørgsmålene er hvor i Romerbrevet afsnittet så at sige hører til. Skal det primært ses i sammenhæng med 1,18-4,25 eller i sammenhæng med 6,1-8,39? Det er det sidste spørgsmål, som skal optage mig her. Jeg hører selv til dem der hælder til at forstå det i sammenhæng med 6,1-8,39, og jeg skal her forsøge at vise, dels hvorfor jeg tror det er tilfældet, dels hvad det får af betydning for forståelsen af afsnittet som helhed.

Sproglige sammenhænge mellem 5,12-21 og 8,1-39

Når man ser nærmere på det sproglige indhold i afsnittene her, så giver det god mening at se 5,12ff i sammenhæng med det efterfølgende. Det kommer blandt andet frem ved at der er en række sporlgig sammenhænge mellem afsnittene. Tre eksempler på det:

-          I 1,18-4,25 bruges ordene ”liv” og ”leve” kun to gange, i 5,1-8,39 bruges de 24

-          Nogle af nøgleordene i 5,1-11 genfinder vi i kapitel 6-8

o   Guds kærlighed

o   Herlighed

o   Fred

o   Håb

o   Frelse

o   Udholdenhed

Tematisk betydning

Hvis vi accepterer at der er en sammenhæng mellem 5,12ff og de efterfølgende kapitler så er der flere brikker der falder på plads i den overordnede ramme der er i Rom 5,12-8,39. Paulus sætter altså en kontrast op mellem ”Adam” og ”Kristus”, og slutter afsnittet af med at sige at ” for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre”.  Her opstilles fire nøglebegreber: synd, død overfor retfærdighed og (evigt) liv.  Ser vi på kapitel 5 og 6 kan vi se at de faktisk bruges en del gange. For at illustrere det, har jeg forsøgt at ”male” teksten op med de samme farver i de to tekstafsnit. 

  Rom 5 og Rom 6

Argumentet i kapitel 6 indledes med spørgsmålet: ” Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større?”. Det skal naturligvis ses i lyset af det forudgående. I 5,20 siger Paulus at blev synden større, er nåden blevet så meget desto større”. Dette postulat fører til spørgsmålet: ”Skal vi blive i synden for at nåden kan blive så meget større”. Det ord der oversætter ”større” er det samme i 5,20 som i spørgsmålet i 6,1[1].

Her bliver det hurtigt tydeligt at der er tydelige sproglige sammenhæng mellem de to afsnit. De sproglige sammenhænge giver også stof til forståelsen af teksten;

I 6,9 skriver Paulus om Kristus at ”døden ikke er herre over ham mere”[2], og den om troende hedder det i 6,14 at ” Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden”. Med et lidt andet ord siges det samme i kapitel 5. I 5,14 hedder det, at ”døden herskede fra Adam til Moses”, hvilket også siges i vers 17. Tilsvarende formuleringer findes i vers 21. Dette giver kapital til forståelse af Paulus’ tankerække her; Kristus brød den magt som bestod i det trekløver der hedder synden/døden/loven – det fremgår af kapitel 5. I kapitel 6 siges så at for den troende gælder det også, at dødens trekløver har mistet sin magt.

En væsentlig pointe for Paulus er, at for den troende gælder en ny virkelighed, der kan kaldes for ”Kristusvirkeligheden” frem for ”Adams virkeligheden”.

Rom 5 og Rom 8

Et andet eksempel på hvordan Adam/Kristus fortællingen er en ramme, der giver forståelse af afsnittet som helhed finder vi i kapitel 8.

”for dommen blev på grund af den ene til fordømmelse, men nådegaven, givet på grund af manges overtrædelser, er blevet til retfærdighed” (5,16b)

” Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (8,1)

Det ord der bruges i de to tekstafsnit for ”fordømmelse” er et meget sjældent ord. Det bruges tre gange i NT overhoved: 5,16.18 og 8,1. Det bruges ikke i den græske oversættelse af GT (LXX), eller i de pseudepigrafiske skrifter; Samtidig er det ikke brugt i den græske litteratur[3].  I lyset af ordets sjældenhed er det oplagt at se en forbindelse mellem kapitel 5 og kapitel 8. Pointen er så, at den fordømmelse, som der blev bragt ind over skaberværket med Adam, den ”fjernes” i Kristus Jesus.

Et tredje eksempel på sammenhængen i brevet finder vi i 8,10. Udsagnet i 8,10 minder en del om, hvad Paulus har sagt i 5,21;

…for at nåden, ligesom synden har hersket i og med døden, skal herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre (5,21)

Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed (8,10)

Det interessante ved disse to udsagn er, at de bevæger sig inden for den samme ramme. Vi har på den ene siden sammenkædningen mellem synd og død; I 5,21 har synden ”hersket” i og med ”døden”, og i 8,10 er legemet ”ganske vist dødt på grund af synd”.  På den anden side skal ”retfærdigheden” herske ”til evigt liv” hvilket har paralleller i udtrykket at Ånden ”har liv på grund af retfærdighed”.  Når Kristus er i os (8,10) så erfarer vi stadig at være en del af Adam-virkeligheden (leget ganske vist dødt på grund af synd). Der har været en stigende konsensus omkring at forstå ”ånden” her som en reference til Helligånden. Årsagen har været at man har fået øje på den nære sammenhæng der er mellem ”Ånd” og ”liv” i kapitlet (se fx: v.2 og v.11)[4].

Dette er nogle af eksemplerne på at Adam/Kristus kontrasten i kapitel 5 til en vis grad sætter dagsordenen for de næste kapitler i brevet.Pointen er så hele tiden at tænke de to verdner med (Adam-verdenen og Kristus-verdenen) når man læser brevet – og de hjælper til at belyse nogle af de konstrastfulde forhold der er i kapitlerne.

Litteratur

Dunn, James D. G. Word Biblical Commentary: Volume 38A, Romans 1-8. Dallas, Texas: Thomas Nelson, 1988.

---

[1] πλεονάζω

[2] θάνατος αὐτοῦ οὐκέτι κυριεύει

[3] Se evt http://www.perseus.tufts.edu/hopper/searchresults?q=kata%2Fkrima&target=greek

[4] Dunn, Word Biblical Commentary, 431.

Apostlenes gerninger kapitel 3

3,1-10            Helbredelsen i templet

3,11-26          Peters udlægning af helbredelsen

1-10 Helbredelsen i templet.

I jødedommen udviklede der sig faste bedetider: Kl 9 om morgenen, Kl 15 om eftermiddagen og kl 18 ved solnedgang, Jf 10,3 og 10,30.

Den skønne port er sandsynligvis den, der også kaldtes Nikanor-porten, der lå i den østlige del af tempelområdet. Det var en pragtfuld port udført i bronze, hvilket sandsynligvis har givet den sit navn.

Når man placerede lamme det var det naturligvis strategisk meget fornuftigt, for hvem kunne ikke tænke sig at give en skærv til en fattig, når man var på vej for at bede. Hovedfærdslen i denne del af templet gik netop denne vej.

Og der ligger der altså en lam. Han var lam fra fødslen, og i vers 3-6 hører vi om samtalen mellem Peter og Johannes og så denne lamme mand.

v.4-5: Forventningen

Det er tydeligt at denne mand i første omgang ikke fatter hvad der skal til at ske. Han forventer noget af dem – penge sandsynligvis. Men det kan Peter ikke komme frem med.

v.6: Peters svar

Sølv og Guld var, hvad denne tigger, kunne håbe på – men det var der ikke noget af. Men der var en helbredelse i stedet for.

Og så skal vi bemærke os at denne helbredelse sker I Jesu Kristi, nazaræerens navn. Dette med navnet finder vi umiddelbart før i 2,38, og i den efterfølgende prædiken i 3,16.

I Jødisk sammenhæng – og i gammel testamente – hænger Person og Navn tæt sammen. Når han således befaler at det skal ske ”I Jesu navn” så er det det samme som at sige, at det er Herren Jesus selv, at dette skal ske ved. Der er ikke noget magisk i Jesu ”navn”, men der er en realitet, en person, bag ved navnet, og han er mægtig til at handle på denne måde.

v.7-8 Peter griber manden

I det navn bydes manden nu at så op – og det gør han så.

Og han går rundt og priser Gud. For han ved godt, hvem det er, der realt har handlet gennem apostlene – det er Gud selv!

Denne lovprisning hos manden bliver til forundring i folket. Det ser vi lidt af i vers 10, hvor folket bliver slået af forundring.

Det er også et mønster vi møder i evangelierne, hvor Jesus bliver mødt med undren og forundring, når han helbreder et menneske.  Og denne forundring får et svar, og det giver Peter i prædiken i vers 12-26.

11-26: Peter Prædiken i Salomos Søjlegang.

3,11-16          Livets fyrste

3,17-18          Guds forudseen

3,19-21          Syndsforladelse

3,22-24          Profetien om Profeten

3,25-26          Børn af profeterne

11-16: Livets fyrste

Det første (v.13-14) som Peter understreger, er, at selv om Jesus blev forkastet og henrettet, så har Gud – Jødernes Gud (v.13) – oprejst ham igen. Formuleringen ”Abraham, Isak og Jakobs Gud” griber helt tilbage til 2 Mos 3,6.15.  Dermed går han et skridt videre end i den første Pinsetale. Der talte han ud fra et endetidsmotiv (Åndens komme), her taler han om grundlæggelsen af folket. Det er de jøders Gud, som Peter taler med, som har oprejst den person, som de har forkastet.

Peter bruger udtrykket at Gud har ”herliggjort sin tjener Jesus” (13b). Ordet ”herliggøre” har her betydningen at stadfæste, nærmest ligesom når Jesus beder i Johannes 17. Muligvis er der en hentydning til Es 52,13 hvor ”løftes højt” er det samme udtryk i LXX som her.

I vers 15 kalder Peter Jesus for ”Livets fyrste”. ”fyrste” oversætter et ord der betyder ”oprindelse”, ”leder” eller ”fyrste”. I Kontrast til hvad ”I” gjorde, har Gud oprejst sin tjener fra de døde. Guds frelsesplan blev ikke ødelagt på grund af Israels handlinger – tværtimod brugte Gud dem til at realisere sin plan.

I vers 16 kommer en essentielt element i, hvad det er apostlenes gerning bestod i. Tilbage i kapitel 1 var det netop, hvad Jesus havde sendt dem ud til. At være vidner, og det er hvad De siger nu, at de er. ”Det er vi vidner om”.

3,17-18          Guds forudseen

Den lidelse som Jesus blev udsat for sker som en opfyldelse af det, som Gud forud har sagt. Derved kommer der igen et dobbelt perspektiv ind:

På den ene side er det jøderne i Jerusalem, der har dræbt Jesus, ved at få Pilatus til at henrette ham (v.15). På den anden side er det, hvad der forud er forkyndt ved de hellige profeter (v.18). Den samme spænding så vi tilbage i 2,23.

3,19-21          Syndsforladelse

Jesu gerning fører til et kald til omvendelse. Jf Mark 1,15. Forkyndelsen af Jesu gerning og kaldet til omvendelse går hånd i hånd. Udtrykket at deres synder kan blive slettet ud bygger på et løfte i GT om at når frelsestiden kommer vil Gud slette synden ud (Es 43,25).

Den virkelighed fører et kald med sig: Jøderne skal omvende sig og tro på Messias. Igen parallelt med 2,38. Når dette sker, vil de få syndsforladelsen. Syndsforladelsen er knyttet til Jesus og hans død, Jf Es 53,3. Omvendelse og syndsforladelse hænger tæt sammen her.

v.20: Tiden kommer da de kan (Anden konsekvens af omvendelsen)

Omvendelsen fører ind i den frelsestid, som Jesus skal oprette, når han kommer igen. Da skal vi ånde frit. Messias – den salvede skal komme – og så skal alt genoprettes (v.21).

Genoprettelse handler om genoprettelse af skaberværket – og af os selv. Jesus har selv talt om det i Matt 19,28, hvor vi hører om ”Verdens genfødelse”.

Dette er lovet ved en profet allerede før. Der er naturligvis tale om teksten i 5 Mos 18,15-20, et løfte som også spiller en central rolle i samtalen med den samaritanske kvinde i Joh 4.

v.21: Messias kommer (Tredje konsekvens af omvendelsen(?))

3,22-24          Profetien om Profeten

Den der ikke hører skal udryddes af folket: Et udtryk om dom og undergang igen hentet fra 5 Mos 18,19. Det er blevet alt allerede fra Samuel af: Jøderne regnede Samuel som en profet, og samuelsbøgerne hører med til de profetiske bøger. Jf 1 Sam 3,20.

Talen munder ud i en formaning til at vende om og tage imod Jesus. På baggrund af, at at folket hører til Abrahams afkom (1 Mos 12), så skal de vende om fra deres ondskab og tage imod evangeliet!

Jesus på Jorden? Et perspektiv fra hebræerbrevet

Jeg skal forsøge her at se lidt på Jesu menneskelighed i Hebræerbrevet. Baggrunden er, at min grundige diskussionspartner bag biblen.info hæver, at dette brev ”…gør det pinligt klart, at Jesus aldrig har eksisteret på jorden: Den ukendte forfatter skriver stolper op og stolper ned om Jesus' offer, og om hvordan Jesus er en ypperstepræst, der frembærer det mest ypperlige offer (sig selv) for dermed at sone vores synder.” ^[1]. –Her må jeg sige at jeg er meget enig i det meste af det han skriver i sætningen. På nær det der er kursiveret. Jeg syntes man skal gøre vold på brevet, hvis man skal nå den konklusion. 

Hans hovedargument er så langt jeg kan se Hebr 8,4, hvor det hedder ” Hvis han nu var her på jorden, ville han ikke engang være præst, da der allerede er andre, som frembærer gaverne efter loven”.  Her peger biblen.info på, at det ord der er oversat ”nu” på dansk giver indtryk af at der er tale om hvor Jesus er nu (altså tid), frem for det man kunne kalde for et logisk nu:, hvor det skulle oversættes ”Hvis han altså var her på jorden…” eller ”Hvis han havde været her på jorden…”. Den sidste oversættelse giver mulig for at forstå det på følgende måde: ”Hvis han havde været her på jorden (hvilket han jo slet ikke har)….”. 

Forfatteren refererer derefter en stor hebræerbrevets kommentar for at sige, at en oversættelse der giver den menig ”strider imod sammenhængen”. Det problematiserer biblen.info fordi der netop i sammenhængen er vægt på at Jesus er præst i himlen; Og det taler imod at han overhoved har været på jorden. Jeg vil prøve at tage den diskussion op; og forsøge at underbygge netop denne pointe: Hvis den læsning skribenten har af 8,4 er korrekt bryder brevets tankestruktur sammen.

Min afgørende hovedpointe er at vise, at i brevets argumentation er Jesu menneskelighed ikke bare en mulig forudsætning for brevets hovedpointer, men en nødvendig forudsætning.  

Kompleksiteten i brevet udgøres blandt andet af, at forfatteren både fastholder, det man kunne kalde et vandret/Historisk og et lodret/åndeligt perspektiv, og han forsøger at vise, hvordan disse to hænger sammen.  En lidt forenklet model gør det på denne måde:

Jesus tager sig af mennesker (2,6-18)

I 2,6 møder vi den første tekst der måske taler om Jesus som menneske. Her taler forfatteren om, at Gud ”igen fører sin førstefødte ind i verden”. Det er kun måske, fordi det er omdiskuteret dels hvad verden her betyder, og dermed også hvad selve handlingen her refererer til. Sandsynligvis er det ikke en fremtidig genkomst der refereres til her^[2].

Senere i kapitel 2 møder vi det, jeg ser som en klar tekst der taler om Jesu menneskelighed. Afsnittet 2,14-18 udgør en enhed:

2,14-15:             Jesus måtte blive som dem

2,16:                   Begrundelse for hvorfor Jesus handlede som han gjorde:
                           Det er ikke engle han tager sig af, men mennesker

2,17                    Konsekvens af vers 16: Han måtte ”i alt” blive som en af dem.

2,18                    Begrundelse af vers 17: Han kan hjælpe de fristede fordi han
                           selv har været menneske.

Det første der må lægges mærke til er vers 14. Udgangspunktet er at børnene er af ”kød og blod” ^[3].  Det tjener til at forklare, hvorfor Jesus måtte blive som dem^[4]. Den græske tekst læser her: αὐτὸς παραπλησίως μετέσχεν τῶν αὐτῶν. Ud fra hvad forfatteren lige har refereret til, bliver det vanskeligt ikke at læse denne sætning som at Jesus måtte få del ”i kød og blod”. Ellingworth  forstår τῶν αὐτῶν som referende tilbage til ”kød og blod”, og ikke som den danske oversættelse lægger op til at blive ”som dem”^[5]. Ordet μετέχω betyder ”at have del i” , ”at tage del i”, og BDAG følger Ellingworth i denne tolkning.  Altså en ordret oversættelse bliver: ”Siden børnene havde del I kød og blod, også han på samme måde have del i det” (dvs kød og blod). Hvis man ville sige at han fik del i børnene uden at få del i ”kød og blod”, så må man på en eller anden måde afsvække det ἐπεί der indleder vers 14.

I 2,17 udtrykkes så den tanke, at” måtte han i et og alt også blive det ligesom de”.  Hensigten hermed kommer frem i 2,17b: for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.

Her bliver det at ”blive lig dem” ikke modsætningen til at være Ypperstepræst overfor Gud, men forudsætningen for det. Først blev han lig dem, og dernæst blev han ypperstepræst.

Hvis man vil hævde at 2,17 ikke forudsætter en menneskelighed, så skal man tolke ”κατὰ πάντα” (i alt) på en noget mystisk måde: Han blev som den ”I alt” på nær at han blev som dem som menneske. Derfor mener jeg at 2,14-18 udgør en tekst, der nødvendiggør Jesu menneskelighed i forfatterens tankegang.  Det eneste andet sted, hvor brevet bruger ”κατὰ πάντα” er i 4,15. Her bruges det til at sige, at Jesus er blevet fristet i alle ting (κατὰ πάντα), og laver så en sammenligning (på samme måde), og en begrænsning (uden synd).

Jesus som ypperstepræst (5,1-10)

I 5,1-10 forklarer forfatteren, hvad det betyder, at Jesus er ypperstepræst. Afsnittet falder i to dele, hvor den første del (v.1-4) forklarer hvilke kriterier, der gælder for en ypperstepræst, og den anden del (v.5-10) viser hvordan Jesus passer ind som ypperstepræst.  Afsnittet er opbygget på følgende måde:

5,1-4                   Kvalifikationer for en ypperstepræst

5,5-10                 Kristi kvalifikationer for at være ypperstepræst

5,1-4                   Kvalifikationer for en ypperstepræst

Det første der siges er, at præsten tages blandt mennesker.  Samtidig er det en tjeneste for mennesker. Før vi ser nærmere på dem, så lad os se på præstens samlede opgaver:

	Om ypperstepræsten	Om Jesus
1	Tages blandt mennesker
2	Indsættes på menneskers vegne til at gøre tjeneste for Gud
3	Ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder	8,3
4	Føle med de uvidende og vildfarne, fordi han selv er et skrøbeligt menneske
5	Frembære syndoffer for sig selv og for folket	8,3
6	Kaldes af Gud	5,5

Hvis Jesus ikke har været på jorden, så opfylder han ikke det første af de kriterier, som hebræerbrevet opstiller for at være præst. Men som vi skal se i næst afsnit, så er det en pointe, at Jesus faktisk opfylder kriterierne og fungerer som præst.

5,5-10                 Kristi kvalifikationer for at være ypperstepræst

I vers 5-10 viser forfatteren, hvordan Kristus opfylder de kriterier, der er opstillet i 5,1-4: Guddommelig udvælgelse, og solidaritet med menneskerne^[6]. Afsnittet indledes med en sammenlignende partikel^[7], der binder 5,1-4 sammen med 5,5-10.

Citatet fra salme 110 bruges som argument for udvælgelsen. En oversigt over afsnittet ser sådan ud:

v.5-6                   Skriftargument for kaldelsen af Sønnen til ypperstepræst

v.7-8                   Mens han var på jorden… lærte lydighed af det han led

v.9-10                 Jesus når målet og bliver præst for evigt på Melkisedeks vis.

I vers 7 til 10 skelner forfatteren mellem to ”faser” i sønnens liv; I vers 7 hedder det: ὃς ἐν ταῖς ἡμέραις τῆς σαρκὸς αὐτοῦ.  Et par få steder i GT referer udtrykket” dage” til et livsspænd (1 Mos 6,3.5; 5 Mos 30,20). I NT findes det brugt sådan i Luk 1,7^[8]. Der er intet der tyder på at sarx her er brugt negativt, som det nogle gange gør det hos Paulus. Dermed er det oplagt se det som at forfatteren griber tilbage til 2,14^[9]. I sammenhængen giver det faktisk også god mening, da han 5,1-6 viste at Jesus faktisk opfyldte de kvalifikationer en ypperstepræst skal have,

På baggrund af skellet mellem vers 7 og 9 er det mest oplagt at forstå participiet τελειωθεὶς som et temporalt participium: Og efter at han havde nået målet blev han årsag……^[10].

Det betyder at det er værd at bemærke sig hvornår præstefunktionen ifølge hebræerbrevet begynder.  Den præstelige funktion begynder ikke før han ”når målet” i vers 9. Beskrivelsen i vers 7 og 8 er forudsætningen for at han kan blive præst i vers 9.  At han er blevet ypperstepræst fremgår også af vers 5 og vers 6.

Hvad er årsagen til denne skelnen? Den finder vi i de første vers i kapitel 5. Menneskeligheden er en forudsætning for at kunne være præst. Det er begrundet i at der en skøbelighedeserfaring der er fælles for præsten og de mennesker han tjener på vegne af.

Kapitel 7: Fra den forkerte stamme

I møder vi for mig at se endnu en B-tekst. I den første del af teksten forsøger forfatteren at vise, hvordan Jesus overgår det levitiske præstedømme. Kapitlet falder i fire dele:

7,1-10                 Abraham og Melkizedek

7,11-14              Det gamle præstedømme forsvinder når der kommer et nyt

7,15-19              Loven ophæves, når der indføres et bedre håb

7,20-28              Det nye præstedømme er bekræftet med Ed

7,11-14              Det gamle præstedømme forsvinder når der kommer et nyt

I 7,13 understreges det, at Jesus kommer fra en stamme, der ikke har gjort tjeneste ved altret; ” han, der her er tale om, tilhører en anden stamme, hvorfra ingen har gjort tjeneste ved alteret”.  Dette begrundes i det efterfølgende vers^[11]: ”Det er jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster af denne stamme.”, I sammenhængen argumenterer forfatteren for, at Jesus er en bedre ypperstepræst end de levitiske præster. 

Som et argumentet, bruger forfatteren noget ”Der er en kendt sag”. Formuleringen oversætter et ord, der beskriver noget om ”klart, indlysende kendt for alle” (1 Tim 5,24), og i første Klements brev beskrives hvordan den dom, der kom over dem, der var ulydige mod Moses var ”clearly manifest”, som en engelsk oversættelse har. 7,15 lyder i sin helhed: ” Det er jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster af denne stamme.”^[12]. Hvis forfatteren her ikke regner Judas stamme som en ”fysisk/menneskelig” stamme, så skal læseren altså selv regne ud at forfatteren opererer med nogle stammer der er ”åndelige” (Judas’) og nogle der er fysiske (Levis’). Det syntes jeg ikke fremgår klart af teksten.

Lad os derimod se lidt nærmere på 7,14b: ”fra hvilken ingen har gjort tjeneste ved alteret”. Hvilken går tilbage til ”stamme” i halvverset forinden^[13].  Her bliver argumentet uklart hvis den stamme, der ikke har gjort tjeneste ved alteret er en åndelig stamme. I så fald sammenblander forfatteren fysiske og (meta) fysiske aspekter. Derfor hælder jeg til at se 7,14 som en tekst der taler for en menneskelig Jesusskikkelse i hebræerbrevet.

I det sidste vers i kapitel 7 finder vi endnu engang sandsynligvis en tofaset kristologi.  Her hedder det i den danske tekst: ” men edsordet, der er nyere end loven, indsætter en søn, som for evigt er nået til målet. Ordet ”indsat” er underforstået i den græske tekst, ud fra sammenligningen i første halvvers. Det er oplagt at forstår det som en præsensform, ud fra det efterfølgende vers, hvor forfatteren forklarer at ”hovedsagen i det der her siges er at vi har en ….”.  Hvis dette er korrekt, så har vi også her en tofaset kristologi, hvor det at sønnen har nået målet, går forud for det at han indsættes som præst i himlen.

Kapitel 10

I kapitel 10 møder vi for mig at endnu en klar menneske-tekst. Der sammenlignes Jesu sarx (kød) med forhænget. Sarx bruges 6 steder i hebræerbrevet

2,14	Ἐπεὶ οὖν τὰ παιδία κεκοινώνηκεν αἵματος καὶ σαρκός
5,7	ὃς ἐν ταῖς ἡμέραις τῆς σαρκὸς αὐτοῦ
9,10	δικαιώματα σαρκὸς μέχρι καιροῦ διορθώσεως ἐπικείμενα.
9,13	ἁγιάζει πρὸς τὴν τῆς σαρκὸς καθαρότητα
10,20	τοῦτʼ ἔστιν τῆς σαρκὸς αὐτοῦ
12,9	εἶτα τοὺς μὲν τῆς σαρκὸς ἡμῶν πατέρας εἴχομεν

Hvis vi begynder med at se på dem der indlysende handler om det fysiske menneske, så er 12,9 nok det klareste (vores kødelige(Jordiske) fædre), sammen med 2,14 (børnene er af kød og blod). 9,13 giver vanskelig menig, hvis sarx ikke der refererer til det fysiske legeme, og 5,10 lader sig bedst oversætte med det ”jordisk”. I det lys bliver det vanskeligt ikke at forstå 10,20 som en reference til Jesus fysiske beskaffenhed.  Det er vel næppe for meget at forstå "Hans køds dage" i 5,7 på den måde.

Kapitel 12 og 13

I Kapitel 13,12 møder vi for mig at se en tekst der taler for en fysisk lidelse og en fysisk Jesus. Her hedder det: ” Derfor var det også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod.”. Med mindre man vil hævde, at ”(by)porten” skal forstås som et sted i himlen, så peger denne tekst i retning af en jordisk/fysisk forståelse. Hvis man vil have det til at være en ”åndelig” geografi, skal man forene to forskellige tankegange i brevet. Den ene at Jesus har lidt i selve himlen (det allerhelligste), og en der hedder at han led ”uden for centrum” – uden for bymuren. Derefter skal man sandsynliggøre at det ikke bliver en uløselig modsætning i hebræerbrevet teologiske univers.

Er brevets læsere på jorden?

Hvis jeg forstår skribenten på bibelen.info korrekt, så vil han hævde at de folk, som brevet henvender sig til ikke findes på jorden.  I 12,18 siger forfatteren til læserne: ” Det er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke og storm”. Lidt længere nede skriver han: ” I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling”. Lad os lægge mærke til tre ting her:

a)      Der står ikke at de skal komme men at de er kommet^[14].

b)      Det de er kommet til er ”den levende Guds by”

c)       De er kommet til ”det himmelske Jerusalem”

Da dualiteten mellem himmel og jord ifølge biblen.info er total, så må skibenten medgive at brevet er skrevet til nogle mennesker, der slet ikke findes på denne jord. Som han skriver om jesus: ” Jesus' korsfæstelse, offer, blod, forløsning, den Nye Pagt og så videre og så videre, skete ikke i Jerusalem, men oppe i Himlen.”  - her bliver han så nødt til også at sige: ” ” de troende liv og så videre og så videre, skete ikke i Jerusalem, men oppe i Himlen” – men når man siger det, så opstår det nye spørgsmål: hvem i al verden er brevet så skrevet til?

Et andet tilsvarede argument opstår i 10,14. Her siger forfatteren, at ” For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet”. Her skal vi bemærke os, at dem han helliger, er de troende, og at de allerede(!) er ”ved målet”^[15]. Mener forfatteren virkelig at de mennesker han skriver til ikke er på jorden?

Jeg tvivler naturligvis på at skribenten bag bibelen.info mener dette. Men det er i så fald ikke udtryk for tekstlæsning men udtryk for metodisk inkonsekvens.  De argumenter der bruges for at Jesus ikke har været på jorden er de samme tankerækker der bruges til at beskrive de troende.

8,4 læst i sin sammenhæng

Men hvad gør vi så med 8,4? Hvis man vil læse det ekskluderende så skal man komme med en rimelig tolkning af de andre steder i skriftet, der taler for en anden helhedsforståelse. Verset lyder sådan: εἰ μὲν οὖν ἦν ἐπὶ γῆς, οὐδʼ ἂν ἦν ἱερεύς. Hvis jeg forstår skribenten rigtig, så mener han at det skal oversættes med den forståelse at Jesus aldrig har været på jorden. Hvis vi nu vælger den oversættelse ”Hvis han havde været på jorden (underforstået: Det har han aldrig været) – så ville han aldrig have været præst”, hvordan skal det så integreres i brevets første del? Hvis han aldrig havde været på jorden hvordan kan man så sige at han ”blev som dem”  - hvor dem i sammenhængen er dem af kød og blod? Hvordan fungerer den to-faset kristologi, der er i 5,5-7?

Jeg er enig i skribentens understregning af at Jesus ”gik ind himlen” og frembar sig selv der (Jf det citat han fremfører: 9,24-28 10,11-14). Men jeg syntes forfatteren skylder en forklaring på, hvordan denne eksklusive konklusion, som han drager heraf (Jesus er præst i himlen, og ikke på jorden ergo har han aldrig været på jorden), passer med kapitel 1-7  som jeg har peget på. Kan man finde en tolkning der både fastholder den kritik, som forfatteren peger på, og så de tekster, som jeg har peget på i brevet?  Læst i lyset af kapitel 1-7, hvor der er en tofaset kristologi, så giver det god mening – hvis han er på jorden  er han ikke præst; Dels ville han være af gal stamme, dels ville han ikke være gået ind i himlen.Derfor mener jeg oversættelsen: Hvis han var på jorden (nu), ville han ikke engang...
Fordelen ved den læsning er at den forudæstter noget som forfatteren har understreget tidligere; Hvis han var på jorden nu var han af Judas stamme - og så ville han ikke have været præst.

Biblen.info blander to forskellige ting sammen. Det fremgår af følgende udsagn: ” Jesus i himlen, og præsten på jorden, og aldrig skal de to mødes. Jesus kunne ikke være præst på jorden, for der var præster allerede” vider skriver han ” Hvis han var på jorden, ville han ikke være præst. Men det er han netop ikke. Hele pointen i Hebræerbrevet er, at Jesus er ypperstepræst oppe i himlen i det sande Åbenbaringstelt. Jesus' offer, blod, forløsning, den nye Pagt og så videre og så videre, sker oppe i Himlen. I de 13 kapitler, der svælger i Jesus' offer, er der ikke et ord om det jordiske Jerusalem, Golgata eller påske.”

Her opstår probelmet. For den måde skribenten slutter på er føglende:

a)      Jesus er ikke præst på jorden, men i himlen hvilket medfører

b)      Jesus har aldrig være på jorden.

Det fremgår ikke klart, hvordan skribenten kommer fra a) til b). Lad os prøve med et anden logik af samme karakter:
     a) Dronning Magrethe er dronning i Danmark og ikke i Sverige
     b) Deraf følger, at hun aldrig har været i Sverige

Problemet er, at skribenten forudsætter nemlig at a medfører b – og så slipper man for at bevise det. Det forudsætter en tredje ting, som hebræerbrevet netop benægter:

c)       Jesus har altid være præst, og der går ikke noget forud for denne tjeneste.

Hebræerbrevets forfatter og skribtenten på biblen.info er tilsyneladende uenige om denne sætning. Skribenten forudsætter at det er sådan det hænger samen, mens det er det modsætte af hvad brevet forfatter skriver og forudsætter nemlig at Hans liv på jorden var en kvalificering til hans gerning som præst i himlen.

Litteratur

Ellingworth, Paul. The Epistle to the Hebrews: A Commentary on the Greek Text. W.B. Eerdmans, 1993.

Guthrie, Georg H. The Structure of Hebrews: A Text-Linguistic Analysis (Biblical Studies Library). Baker Academic, 1998.

Lane, William L. Word Biblical Commentary: Hebrews 1-8. Paternoster Press, 1991.

O’Brien, Peter Thomas. The letter to the Hebrews. The Pillar New Testament commentary. Grand Rapids, Mich. : Nottingham, England: William B. Eerdmans Pub. Co. ; Apollos, 2010.

---

[1] http://www.biblen.info/Bibelen-hebraerne-8-4.htm

[2] O’Brien, The letter to the Hebrews, 68.

[3] αἵματος καὶ σαρκός

[4] Den danske oversættelse er måske ikke krystal klar; Den første del af vers 14 er en kaulsalsætning, der begrunder den anden del af sætningen.

[5] Ellingworth, The Epistle to the Hebrews, 172.

[6] O’Brien, The letter to the Hebrews, 194.

[7] Οὕτως καὶ

[8] Ellingworth, The Epistle to the Hebrews, 287.

[9] O’Brien, The letter to the Hebrews, 197.

[10] Lane, Word Biblical Commentary, 122.

[11] Jf indledningen på vers 14: πρόδηλον γὰρ ὅτι; For det er en klart sag at…. Eller: Det er nemlig en klar sag at…

[12] πρόδηλον γὰρ ὅτι ἐξ Ἰούδα ἀνατέταλκεν ὁ κύριος ἡμῶν, εἰς ἣν φυλὴν περὶ ἱερέων οὐδὲν Μωϋσῆς ἐλάλησεν.

[13] Det relative ἧς kan vanskeligt gå tilbage til andet end φυλῆς i halvverset før.

[14] Er kommet (προσεληλύθατε) er en perfektumsform.

[15] Τετελείωκεν er en perfektum.

[16] Guthrie, The Structure of Hebrews, 122.