Endnu en udfordring i arbejdet med at forstå Jesu opstandelse i historiske kategorier er spørgsmålet:
På hvilken måde er historisk viden sikker viden? Det er det næste spørgsmål vi skal se på fra Liconas bog: The Resurrection of Jesus
Udgangspunktet er at historiske konklusioner i udgangspunktet er provisoriske. Det betyder at historikerens arbejde er et arbejde med sandsynlige sandheder frem for sikre sandheden (s.67).
Når en historiker derfor siger "X skete" så mener han følgende: "Med udgangspunkt i de tilgængelige data, er den bedste forklaring, at det er berettiget at have en fornuftig grad af sikkerhed for at X skete. Tilsvarende at vi et rationelt grundlag for at tro det. Men vores konklusioner må underkastes revision
eller forkastelse hvis nye data fremkommer i fremtiden der viser, at tingene er sket anderledes end de er foreslået" (s.69).
Postmoderne historieforståelse
Med postmodernitetens fremkomster der opstået flere forskellige historie-skoler; Den postmodene historieskole, stiller spørgsmålstegn ved, om det overhoved er muligt at beskrive fortiden. I kontrast hertil står den realistiske skole, der forudsætter at virkeligheden som en uafhængig virkelighed.
Hayden White: Postmoderne historieskrivnings "far". Han reagerer ikke mod beskrivelse af de enkelte begivenheder, men de store konstruktioner som "den kolde krig", "Holocaust", "Apatheit"; De narrativer er historikerens konstruktioner. Som eksempel nævner Licona 9/11 der kan ses forskelligt alt efter om man ser det fra vestligt eller arabisk synspunkt. Det samme gør sig gældende i Jesus-Liv forskningen.
White afviser ikke at enkelte begivenheder kan verificeres, men at det er fortolkningen af disse begivenheder, der er vanskelige (74). Pointen er at den ramme eller struktur som historikeren skaber eller overtager ikke eksisterer i fortiden på en konkret måde, derfor har det en del tilfælles med fiktion. (74f).
En af de mere radikale historikere er Keith Jenkins. Eftersom fortiden ikke eksisterer i nutiden kan det som historikeren skriver ikke verificeres. Hvad gør postmoderne historikere ved Holocaust? Kansteiner: De overlevende fra Auschwitz "kan ikke attesterer til den forbrydelse der er begået fordi de ikke har oplevet gaskamrene selv, og fordi ofrene ikke kan bevidne dem, fordi de er blevet dræbt" (p78).
Forsimplet kan postmodernitet defineres som "incredulity toward metanarratives". Spørgsmålet er ikke "hvad er historie" men "er det muligt at lave historisk arbejde?" (p.79)
Reaktionen på den postmoderne forståelse
En del realister reagerer mod postmoderne historikere ved at fastholde, at der er en virkelighed der er uafhængig af vores videnskabelige og teoretiske tilgang til den. En af de grundlæggende kritikpunkter, realister rejser mod postmodernister er at postmodernisterne har en alt-eller-intet-tilgang til spørgsmålet: Enten kan vi lave en 100%s beskrivelse af virkeligheden eller også kan vi slet ikke laven nogen.
"Vi kan ikke viser at logikken leder os til sandhed. Men ved at følge logikkens veje kan vi ved akkurat information skabe et resultat, der kan tjene som et stærkt empirisk støtte for realisten."
I dag synes der at være en enighed blandt professionelle historikere at den postmodernistiske tilgang til faget er død. Men samtidig har debatten været frugtbar for disciplinen, idet det har været med til at gøre historikere mere bevidste om deres metoder, og har gjort dem mere selvkritiske og selvrefleksive. (p.87).
Tre historieforståelser
Liconas diskussion ender med at udforme tre tilgange til at forstå historie, hvor han selv tilslutter sig den sidste:
i) Det først er den naive realisme; Akkurate historiske bedømmelser er altid resultatet af korrekt metode og teori og korrekt brug af beviser
ii) Ansvarlige metoder kan ikke lede os til præcise historisk viden
iii) Præcise historiske beskrivelser kan udfoldes med varierende grader af sikkerhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar