Med jævne mellemrum dukker spørgsmålet om syndfrihedslære hos Paulus op. Jeg mødte den, da jeg læste på universitetet, og i dag findes der kristne, der hælder imod en syndfrihedslære.
For en umiddelbar betragtning giver det faktisk god mening. Når man læser, at den kristne er ”død for synden” (Rom 6,11), og at vort gamle menneske blev korsfæstet med Kristus (Rom 6,6), så kunne det åbne op for en sådan læsning af Paulus.
Men jeg er ret overbevist om, at sådan skal Paulus ikke læses – men hvad er det lige, der er argumentet for det? Det vil jeg forsøge at svare på ved at pege på et par tekster i Paulus første brev til Korintherne.
Mit postulat er, at hvis Paulus lærer syndfrihed, så strider det imod en del af hans etiske vejledning i brevet. Her vil jeg give tre eksempler. Dette er ikke en tilbundsgående undersøgelse, men en refleksion der siger: Så vidt jeg kan se, hænger dette ikke sammen med syndfrihed.
Ægteskab og begær (1 Kor 7)
I 1 Kor 7 skriver Paulus om ægteskab, sex, skilsmisse og andet i samme boldgade. Her skriver han i vers 8-9: ” Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær”. Her giver Paulus den vejledning, at hvis man ikke kan være afholdende, skal man gifte sig. ”Afholdende” refererer til seksuel afholdenhed. Men så langt jeg kan se, så er sådan en vejledning overflødig, hvis man lærer syndfrihed. Så kan man nemlig leve afholdende – ellers er man vel ikke syndfri? Så selve vejningen fra Paulus er overflødig, hvis han lærer syndfrihed.
Udelukkelse af menigheden (1 Kor 5)
I 1 Kor 5 har Paulus en befaling om at udelukke en bestemt person fra den korinthiske menighed. Paulus bruger flere argumenter for, at denne udelukkelse skal finde sted. Et af dem er surdejsargumentet i vers 6. Her synes tanken at være den, at synd smitter og synd breder sig. Det ville den vel ikke gøre, hvis syndfrihed var udgangspunktet?
At lede andre til fald (1 Kor 8-10)
I kapitel 8 til 10 har Paulus en vejledning om ikke at lede andre til fald. Her taler Paulus om, at vores frihed kan bringe den svage til fald (8,9.13). Det giver vel ikke nogen mening, hvis den svage er syndfri? Så kan han vel bare vælge ikke at synde?
I slutningen af Romerbrevet 13 skriver Paulus ”Vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær”. Hvordan kan dette begær blive vagt hos en syndfri?
Mit postulat er, at hvis Paulus lærer syndfrihed, så strider det imod en del af hans etiske vejledning i brevet. Her vil jeg give tre eksempler. Dette er ikke en tilbundsgående undersøgelse, men en refleksion der siger: Så vidt jeg kan se, hænger dette ikke sammen med syndfrihed.
Ægteskab og begær (1 Kor 7)
I 1 Kor 7 skriver Paulus om ægteskab, sex, skilsmisse og andet i samme boldgade. Her skriver han i vers 8-9: ” Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær”. Her giver Paulus den vejledning, at hvis man ikke kan være afholdende, skal man gifte sig. ”Afholdende” refererer til seksuel afholdenhed. Men så langt jeg kan se, så er sådan en vejledning overflødig, hvis man lærer syndfrihed. Så kan man nemlig leve afholdende – ellers er man vel ikke syndfri? Så selve vejningen fra Paulus er overflødig, hvis han lærer syndfrihed.
Udelukkelse af menigheden (1 Kor 5)
I 1 Kor 5 har Paulus en befaling om at udelukke en bestemt person fra den korinthiske menighed. Paulus bruger flere argumenter for, at denne udelukkelse skal finde sted. Et af dem er surdejsargumentet i vers 6. Her synes tanken at være den, at synd smitter og synd breder sig. Det ville den vel ikke gøre, hvis syndfrihed var udgangspunktet?
At lede andre til fald (1 Kor 8-10)
I kapitel 8 til 10 har Paulus en vejledning om ikke at lede andre til fald. Her taler Paulus om, at vores frihed kan bringe den svage til fald (8,9.13). Det giver vel ikke nogen mening, hvis den svage er syndfri? Så kan han vel bare vælge ikke at synde?
I slutningen af Romerbrevet 13 skriver Paulus ”Vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær”. Hvordan kan dette begær blive vagt hos en syndfri?
