Kontrastetik

Når man læser Paulus’ breve, er en del etiske formaninger[1]. Groft sagt kan man dele hans etiske vejledning ind i to dele: selve etikken og så begrundelsen for den. Et af de forhold, man ofte betoner hos Paulus, er, at etikken bærer præg af spændingen mellem ”allerede” og ”endnu ikke”. Det aspekt vil jeg lade ligger her. Det aspekt, jeg vil pege på her, er, at Paulus’ etik er en kontrastetik. Den kristne etik står på flere måder i kontrast til den ikke-kristne verden. I omvendelsen er der sket et brud med verdens tankegang, og det får nedslag i etikken. Jeg skal her forsøge at vise kimen til denne tankegang nogle steder i Paulus’ breve.

Første Korintherbrev

Sådan var nogle af jer engang

I 1 Kor 6,9ff siger Paulus: ” Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.”. Her er der en række mennesketyper, der ikke skal ”arve Guds rige”.

Efter beskrivelsen siger Paulus så: ” Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (v.11). Der var nogle af i menigheden, der havde levet på den måde, som Paulus her beskriver – men det var engang[2].  Nu er de rene og hellige, og det kalder på en ny levemåde.

Sådan lever ikke engang hedningerne

I samme brev behandler Paulus en sag, hvor en person lever sammen med sin fars hustru (5,1). Her skriver Paulus: ”der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger” (v.2). Når man tænker på den kontrast-tanke, der er i Paulus’ etik, kan man godt se, at det her er helt galt. Kontrasten skulle være hellig menighed i kontrast til vanhellig verden. Nu er det blevet til vanhellig verden i kontrast til endnu værre adfærd. Igen ligger tanken bagved, at vi som kristne er kaldet til at leve i kontrast til verden.

Den samme kontrast-tankegang ligger til grund for Paulus’ vejledning i 1 Kor 6, hvor Paulus kritiserer menigheden for at føre sager mellem brødre ved hedenske domstole (v.1). Opdelingen mellem ”de hellige” og ”de uretfærdige” i vers 1 understreger også denne kontrasttænkning.

Romerbrevet

Brug legemet rigtigt

I Romerbrevet udfolder Paulus denne kontrastetik på en lidt anden måde. Selve den etiske del af brevet begynder med en overordnet formaning: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.” (12,1). Hvis man sammenholder denne formaning med, hvad Paulus tidligere har skrevet, dukker kontrastmønsteret op igen.

Paulus taler om, at vi skal ”bringe vores legemer” som et offer. Hvis vi sammenholder det med, hvad Paulus skriver i begyndelsen af brevet, opstår der nogle kontraster. I kapitel et beskriver Paulus nogle mennesker, der ”vanærede deres legemer.” (1,24). I modsætning til dem, skal den troende nu bringe sit legeme som et offer til Gud.

Sindets forvandling

Paulus fortsætter sin formaning med at tale, om at vi ikke skal tilpasse os denne verden men ”lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje”. Der er igen flere referencer tilbage til kapitel 1.

Den troende skal lade sindet fornyes. De mennesker, Paulus beskriver i kapitel et, bliver overgivet til en forkastelig tankegang eller til et forkasteligt sind. I modsætning hertil skal den troendes sind forvandles. Konsekvensen af dette er, at de kan skønne, hvad der er Guds vilje.

I kapitel 1 beskriver Paulus mennesket som et, der ”ikke regnede det for noget værd at kende Gud” (1,28).  Regne for noget værd (1,28) er det samme ord som skønne i 12,2. I kapitel et skønnede de det ikke værd at kende Gud. Nu kalder han menigheden til at gøre, ”hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne”. Dermed kommer det troende menneske til at være i kontrast til mennesket i kapitel 1.

Begær

I kapitel 13 giver Paulus formaningen: ”vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær”. Umiddelbart er det en meget generel formaning, men igen har begæret fyldt en del i brevet.

I kapitel 1,24 beskriver Paulus, hvordan Gud overgav mennesker ”i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer”. Denne beskrivelse er meget lig  1 Thess 4,4, hvor Paulus siger, at de troende skal ”sørge(r) for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære”. Det interessante her er, at Paulus fortsætter: ”og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud”. Begæret er altså i Første Thessalonikerbrev knyttet til hedninger, og i Romerbrevet 1 knyttet til en gruppe, der er givet ind under Guds dom.

I den etiske del af Romerbrevet kommer begæret frem igen. Den troende skal ikke være optaget af det kødelige, så det vækker begær (13,14). I lyset af 1,24 er det oplagt at se dette som det seksuelle beær, og dermed opstår der igen en kontrast til, hvordan verden uden for den kristne menighed lever.

 Når dette begær ikke skal følges hænger det sammen med, hvad Paulus siger i kapitel 6. Der befaler Paulus: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster” (v.12). Udtrykket ”lyster” er det samme, som ellers oversættes med begær.  ”Derfor” viser tilbage til vers 11, hvor Paulus siger, at ”[s]ådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus”. De er døde for synden, derfor skal de lade det begær, de kender, dø.

Et element i den kristne etik er altså kontrastetik. Vi står i kontrast til denne faldne verden, og det kommer også til udtryk i etikken. Der er på nogle punkter en verden til forskel på, hvordan man lever som kristen og som ikke-kristen – og det kaldes vi til at lade skinne igennem.

---

[1] Dette indlæg er delvis inspireret af: Kim, “Paul’s Common Paraenesis (1 Thess. 4-5; Phil. 2-4; And Rom. 12-13): The Correspondence Between Romans 1:18-32 And 12:1-2, And The Unity Of Romans 12-13”. Tyndale Bulletin 62.1 (2011)

[2] Jf. den græske formulering ταῦτά τινες ἦτε

Syndfrihed hos Paulus?

Med jævne mellemrum dukker spørgsmålet om syndfrihedslære hos Paulus op. Jeg mødte den, da jeg læste på universitetet, og i dag findes der kristne, der hælder imod en syndfrihedslære. For en umiddelbar betragtning giver det faktisk god mening. Når man læser, at den kristne er ”død for synden” (Rom 6,11), og at vort gamle menneske blev korsfæstet med Kristus (Rom 6,6), så kunne det åbne op for en sådan læsning af Paulus. Men jeg er ret overbevist om, at sådan skal Paulus ikke læses – men hvad er det lige, der er argumentet for det? Det vil jeg forsøge at svare på ved at pege på et par tekster i Paulus første brev til Korintherne.

Mit postulat er, at hvis Paulus lærer syndfrihed, så strider det imod en del af hans etiske vejledning i brevet. Her vil jeg give tre eksempler. Dette er ikke en tilbundsgående undersøgelse, men en refleksion der siger: Så vidt jeg kan se, hænger dette ikke sammen med syndfrihed.

Ægteskab og begær (1 Kor 7)
I 1 Kor 7 skriver Paulus om ægteskab, sex, skilsmisse og andet i samme boldgade. Her skriver han i vers 8-9: ” Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær”. Her giver Paulus den vejledning, at hvis man ikke kan være afholdende, skal man gifte sig. ”Afholdende” refererer til seksuel afholdenhed. Men så langt jeg kan se, så er sådan en vejledning overflødig, hvis man lærer syndfrihed. Så kan man nemlig leve afholdende – ellers er man vel ikke syndfri? Så selve vejningen fra Paulus er overflødig, hvis han lærer syndfrihed.

Udelukkelse af menigheden (1 Kor 5)
 I 1 Kor 5 har Paulus en befaling om at udelukke en bestemt person fra den korinthiske menighed. Paulus bruger flere argumenter for, at denne udelukkelse skal finde sted. Et af dem er surdejsargumentet i vers 6. Her synes tanken at være den, at synd smitter og synd breder sig. Det ville den vel ikke gøre, hvis syndfrihed var udgangspunktet?

At lede andre til fald (1 Kor 8-10)
I kapitel 8 til 10 har Paulus en vejledning om ikke at lede andre til fald. Her taler Paulus om, at vores frihed kan bringe den svage til fald (8,9.13). Det giver vel ikke nogen mening, hvis den svage er syndfri? Så kan han vel bare vælge ikke at synde?

I slutningen af Romerbrevet 13 skriver Paulus ”Vær ikke optaget af det kødelige, så det vækker begær”. Hvordan kan dette begær blive vagt hos en syndfri?

I begyndelsen var mysteriet….

I Richard Carriers nye bog ”On the Historicity of Jesus: Why We Might Have Reason for Doubt” hævder Carrier at kunne sandsynligheden for, at Jesus eksisterede som en virkelig historisk person i begyndelsen af det 1 århundred, er særdeles lav. Som led i hans argumentation forsøger han at vise, at kristendommen oprindeligt var en form for mysteriereligion. I denne var Jesus en himmelsk figur, som aldrig har været på jorden.

En del af det argument vil jeg se lidt på i dette blogindlæg. Påstanden om, at kristendom er en mysteriereligion er ikke ny. Tilbage i 248 e.kr. skrev Origenes et værk mod den ikke-kristne filosof Celsus, der blandt andet havde hævdet paralleller mellem kristendom og mysteriereligionerne.

En af Carriers hovedpointer er at  ”The earliest definitely known form of Christianity was a Judeo-Hellenistic mystry religion”[1]. Samtidig afskriver han et meste af den forskning der er uenig med ham som “inept”. Det gælder for eksempel Bruce Metzger og Devons Weins artikel i Aufstieg und Niedergang der römischen Welt II.23.2[2]. Den afgørende litteratur for Carrier i dette afsnit er et værk fra 1913[3].

Han hævder videre, at ”Christianity also conforms to four universal trends distinctive of the Hellenistic mystery religions, and is therefore unmistakably a product of these same cultural trends”[4]. Disse fire er synkretisme, monoteisme, individualisme og kosmopolisme. Med kosmopolisme mener han at medlemmerne af kulten skaber en ny identitet der transcenderer andre grænser og distinktioner.

To væsentlige begreber i mysterie-tolkningen af Paulus er ”Hemmelighed” og ”Kundskab”.  Dem vil jeg derfor se lidt nærmere på i det efterfølgende.  Men først skal vi se på begrebet ”Mysteriereligion”.

Sammenligningen mellem kristendommen og mysteriereligioner forudsætter et begreb om mysteriereligion[5]. Begrebet bruges om en række religioner i den græsk-romerske periode, der fandtes i Grækenland, Egypten, Persien og Syrien. Deres historie er meget forskellig, men opstod ofte ud fra stammereligion og frugtbarhedsritualer. Til forskel fra de mere officielle religioner, understregede man den indre og private gudsdyrkelse.

Tilhængere af mysteriereligioner deltog både i offentlige festligheder, såvel som private hemmelige ceremoni. Ofte var der måltidsfællesskab blandt de indviede. Blandt mysteriereligion er de eleusinske mysterier nok de mest kendte. Centrum for religionens handlinger var byen Eleusis, der ikke lå langt fra Athen. Denne kult var tilegnet gudinden Demeter og hendes datter Kore[6].

Trods forskellene de enkelte religioner i mellem, har de også haft nogle fællestræk[7]:

i) Centralt for myterne var en årlig frugtbarheds-cyklus, hvor livet fornyes hvert forår, og dør hver vinter.

ii) De forskellige kulter brugte hemmelige ceremonier, eller havde hemmeligheder (mysterier)

iii) Myterne handlede om en gud der vendte tilbage til livet, og sejrede over sine fjender

iv) Mysterierne havde få eller ingen doktriner. De var primært fokuseret på emotionelle tilstande hos deltagerne.

v) Det umiddelbare mål for deltagerne var en oplevelse, der gav dem en følelse af, at de havde oplevet enhed med guden.

Den del, som Carrier fokuserer på i sin bog er hemmelighedsaspektet. Han hævder, at der er nogle sammenhænge mellem forståelsen af hemmelighed hos Paulus og i mysteriereligionerne. Derfor vil jeg se lidt nærmere på det her.

Hemmelighed og kundskab

Afgørende for mysteriereligionerne er at nogle af mysterierne forbliver mysterier. Der fandtes et skel mellem indviede uindviede.  Dette skel handlede både om, hvem der måtte deltage i kultens riter, men også om at de indviede blev pålagt tavshed overfor uindviede.
Dette kommer fx til udtryk i Herodots beskrivelse af nogle af kulterne hvor han kun fortæller det som han ikke er blevet forbudt at fortælle mennesker[8].  Centralt står her begrebet ”Mysterium” eller ”Hemmelighed”. Mysterierne er kultiske riter, hvor dem der deltager i dem bliver ”indviet”.

Hos Paulus findes også begrebet ”Hemmelighed”. Det er et vigtigt argument for Carrier. Det første Carrier gør er at henvise til Clement af Alexandria, skønt han godt ved, at han skriver i det tredje århundrede. Han taler om, at mysterierne i følge Jesus er for ”mig og mit hus”. Videre bruger Clemens Rom 16,25f som siger at kun gælder de troende og ikke alle[9].

Så vidt jeg kan se læser Carrier faktisk Clemens korrekt. Men om Clement forstår Paulus rigtigt er en anden sag[10].

Carrier forsøger så at forklarer forskellen på de forskellige ”lag” i Paulus undervisning ud fra "hemmelig" og "offentlig" forkyndelse. De mysterier som ”the beginers” lærer, er Kristus korsfæstet (1 Kor 2,2 + 15,3-5)[11].
Dertil kommer så en ”visdom” som ”de fuldkomme” lærer. Udtrykket ”de fuldkomne” kommer fra 1 Kor 2,8. Carrier mener, at et sted, hvor Paulus lærer sådan er 1 Kor 8.  I 1 Kor 8 forudsætter Paulus at  ”Christians with certain secret knowledge can partake of pagan-sacrificed meat but that his might mislead Christians not yet privy to that knowledge”[12].  

Hvis vi ser på Paulus breve, så er der flere centrale breve, hvor ”Hemmelighed” enten slet ikke bruges eller bruges meget sjældent. I Romerbrevet – Paulus længste brev – bruges det 2 gange[13]. I første korintherbrev bruges det 5 gange[14]. Andet korinterbrev 0 gange, Filipperbrevet 0 gange, Galaterbrevet 0 gange, 1 Thessalonikerbrev 0 gange, 2 Thessalonikerbrev 1 gang[15], Kollosenerbrevet 4 gange[16].

Jeg skal i det følgende se lidt nærmere på begrebet i nogle af teksterne.

Samtidig med denne sjældne brug er det også tydeligt, at begrebet ”hemmelighed” blev brugt bredere end blot mysteriereligionerne.

 I jødisk kontekst bruges det tilsvarende hebræiske begrebet lidt forskelligt[17]. I Daniels bog refererer det til ting, der skal ske i de sidste tider[18].  Det samme gør sig gældende i dødehavsrullerne[19]. Det eskatologiske gør sig også gældende i 1 Enok.  For Filon er billedet lidt mere broget, da det der bevæger sig i filosofisk retning, men der er intet der indikerer at Filon var indviet, og han bruger snarere udtrykkene metaforisk[20]. Det betyder, at sprogbrugen i sig selv ikke viser sammenhæng med mysterie-religion.  Josefus bruger det til at betegne en hemmelighed, og til at betegne mysteriereligionerne[21].

Hemmelighed i Rom 16

En tekst, som Carrier henviser til er Rom 16,25ff[22], hvor Paulus skriver: ” Ham, som formår at styrke jer med mit evangelium og Jesu Kristi budskab, med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider,^{* 26} men som nu er bragt for dagen og gennem profetiske skrifter på den evige Guds befaling gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed”.  Denne hemmelighed viser ifølge Carrier, igen at vi skal forstå Paulus inden for en mysterium-ramme.

Men jeg tror der er en mere oplagt læsning af teksten. Der er et før og et nu i denne tekst, der er markeret med ”men som nu” i vers 26, og dette udtrykker en eskatologisk opfyldelse[23]. Her har vi igen udtrykket ”hemmelighed” (v.25). Derfor skal vi se lidt nærmere på den tekst. Paulus lovpriser ”Ham der formår at styrke jer”[24]. Dertil knytter han to led. Det ene er ” med mit evangelium og Jesu Kristi budskab”. Det andet er ”med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider”. Den mest oplagte læsning er at de to udtryk står parallelt, så ”evangeliet” og ”hemmelighed” står parallelt. I så fald er ”hemmeligheden” og ”evangeliet” det samme.

I det efterfølgende vers angiver Paulus så hvordan denne hemmelighed er gjort kendt. Det er den ” gennem profetiske skrifter”[25].  Der er en diskussion i forskningen om, hvorvidt det refererer til GT eller de første af Paulus egne skrifter er omdiskuteret.  Et argument for at det er GT er, at det svarer til indledningen af Romerbrevet[26].

Hvordan forholder denne ”hemmelighed” sig til Romerbrevet som helhed? Jo det er cirka det, brevet har handlet om. Hvis vi nu tager bare kapitlet forinden -15, så har det tre fokusområder: Først at de stærke skal bærer de svage (v.1-5). Dernæst at hedningerne skal lovprise Gud for hans barmhjertighed (v.6-13). Dette begrundes med fire citater, der handler om hedninger.  Efter dette beskriver Paulus sine rejseplaner, hvor han siger at han er Kristi Jesu tjener for folkeslagene (v.16). Dette har ført til Paulus forkyndelse og er også grunden til at han gerne vil til Rom og Spanien (v.24). Derudover citerer Paulus gentagne gange GT som støtte for sit evangelium[27].

Der er altså en sammenhæng, hvor Paulus taler om Guds plan med hedninger, og det er præcis den tråd, Paulus tager op til sidst. Derfor er et oplagt, at hemmelighed her er den ”åbenbarede” hemmelighed for alle folkeslag.

Hemmelighed i Rom 11

Ud over Rom 16 bruges ordet ”hemmelighed” en gang mere i Romerbrevet nemlig i 11,25[28]. Carrier behandler den, så vidt jeg kan se, ikke noget sted. Her skriver Paulus ” Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind”[29].  Der syntes at være en tendens i forskningen til at forstå v25b som en forklaring af hemmeligheden[30].

Hvis denne læsning af ”Hemmelighed” i Romerbrevet er korrekt, er begge ”hemmeligheder” her knyttet til forståelsen af forholdet mellem jøder og hedninger i Paulus teologi. Det er vanskeligt at se, at dette skulle være noget, der kan kombineres med mysteriereligionernes hemmeligheder.

Kundskab (Gnosis) i 1 Kor 8,7

Carrier henviser ikke til noget faglitteratur omkring hans udlægning af 1 Kor 8, og han begrunder heller ikke hvordan teksten skal læses. Jeg vil i det følgende pege på, at der ikke er noget hemmeligt i 1 Kor 8, og dermed er grundlaget for Carriers læsning væk. 

Paulus skriver ” Men ikke alle har [denne][31] kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er” (8,7).

Han siger noget tilsvarende i 8,10: ”For hvis nogen ser dig, som har kundskab, sidde til bords i et afgudstempel, vil så ikke den, der er svag i sin samvittighed, blive tilskyndet til at spise offerkød?”

Hvad er det for en kundskab? Ud fra v.7b må det være sådan, at hvis man mangler den kundskab, så spiser man det som afgudsofferkød. Altså:

Uden Kundskab (v.7a) -> Spiser kød som afgudsofferkød (v.7b) -> Tilsølet samvittighed (v.7c)

Med kundskab -> Mad gør hverken til eller fra (v.8b).

Den kundskab man mangler giver altså hver sin praksis. Men hvad er det for en kundskab? Igen mener Carrier, at der er tale om en hemmelig kundskab, som kun nogle i menigheden har[32]. Den læsning af kundskab vil jeg gerne problematisere her.

Hvis man ser på konteksten, så indledes verset med et ”men”[33]. Dermed kommer den til at stå i kontrast til det forudgående.  Forud har Paulus talt om at Gud har skabt alt:

Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.

Pointen her er monoteismen (én Gud). Konsekvensen af den er at ”fra ham er alle ting”. Læst i sammenhængen siger Paulus:

”Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham. Men ikke alle har [denne][34] kundskab. Der er nogle, der spiser kødet som offerkød, fordi de hidtil har været vant til at dyrke afguderne, og så tilsøles deres samvittighed, skrøbelig som den er”.

Det betyder, at den ”kundskab”, nogle i Korinth ikke har, er at der kun er én Gud, og at der kun er én Herre. Det har ført til at man spiser kødet som afgudsofferkød. Omvendt betyder det at have kundskaben, at man kan spise alt. Det er vanskeligt at se, at det skulle være en speciel form for gnosis at have ret til at spise al slags mad[35].

Forkyndelsen og offentligheden

Det billede Paulus giver af forkyndelsen flere steder i sine breve svarer dårligt til en hemmeligholdelse. I beskrivelsen af dannelsen af menigheden i Thessaloniki skriver Paulus ” Fra jer har Herrens ord givet genlyd ikke blot i Makedonien og Akaja; nej, alle vegne er jeres tro på Gud nået hen, så vi ikke behøver at tale om det.” (1 Thess 1,8). ”Herrens ord” er på den måde kommet Paulus og hans medarbejde i forkøbet. Det er løbet fra mund til mund. Ordet er nået ud i Makedonien. Det var provinsen hvori Thessaloniki var hovedstad.  Det andet var Akaja.  Akaja var en romersk provins der lå et godt stykke syd for Thessaloniki.

Her er ordet kommet hen af sig selv. Men ikke nok med det ”nej, alle vegne er jeres tro på Gud nået hen, så vi ikke behøver at tale om det”. Det sidste forudsætter at ordet af sig selv blev spredt ud over de to provinser. Vi ved ikke hvordan det er blevet spredt, men det har været uden Paulus’ aktive handling, men at det kan ske fra Thessaloniki er oplagt, da byen lå placeret ved den store vej ”Via Egnatia”. I det gamle romerrige forbandt den øst med vest.

Det samme billede finder vi i Romerbrevet. I Rom 1,8. Der skriver Paulus til romerne: ” Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden forkyndes om jeres tro”.  Nu er det vanskeligt hel præcist at definere hvad der ligger i ”Hele verden”, men det passer meget godt ind i det billede, vi har ses i 1 Thessalonikerbrev af en ”tro”, der nærmest kommer Paulus i forkøbet.

1 Kor 14

Spørgsmålet er om den praksis Paulus beskriver, kan indeholdes inden for en hemmeligholdelse. Hvis menigheden skulle besidde en sådan ”gnosis”, så er beskrivelsen af gudstjenesten i 1 Kor 14 mystisk. I 1 Kor 14,22-24 skriver Paulus:

”Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller nogle ikke-troende ind, vil de så ikke sige, at I er vanvittige? Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en ikke-troende eller en udenforstående ind, så ser han sig afsløret af alle, bedømt af alle; det åbenbares, hvad der er skjult i hans hjerte, og så vil han falde på sit ansigt, tilbede Gud og udbryde: Gud er virkelig hos jer.”

Her forudsætter Paulus at ikke-kristne deltager i menighedens forsamling. Det gør, at de skal tale profetisk frem for i tunger. Formålet med denne tale er, at den udenforstående ser sig afsløret og bedømt.  Der sker en afsløring af, hvad der sker ”skjult i hans hjerte”. Konsekvensen er, at ”han vil falde på sit ansigt, tilbede Gud”. Paulus forudsætter altså en praksis, hvor der kan komme ikke-troende ind i menigheden, og  Paulus formaner dem til at handle sådan, at de ikke-troende får gavn af forkyndelsen[36].

Vi kan altså konkludere at der er en dobbelt åbenhed. For det første kender folk uden for menigheden til indholdet i menighedens forkyndelse. For det andet er der i menigheden en bevidsthed om, at hvis der er ikke-troende til stede, skal de kunne forstå hvad der sker. Det taler ikke for en grundstruktur, der er tilsvarende mysteriereligionerne.

Opsummering

Den misforståede tolkning af kundskabsbegrebet, samt den praksis der er omkring spredningen af evangeliet, vanskeliggør nogle grundlæggende elementer af Carrieres tolkningsforsøg. Mysterie-begrebet er anderledes, og hemmelighedsbegrebet er også anderledes. Samtidig er det også vanskeligt at se, at den religiøse praksis, vi finder i Paulus' breve ikke stemmer særlig godt overens med mysteriebegrebet. Derfor kan man så vidt jeg kan se ikke bruge de begreber som et argument for, at Paulus' religion har rødder i mysteriereligionerne fra det første århundrede. 

Litteratur

Barrett, C. K. The Epistle to Romans, Revised. 2nd Revised edition. New York: Hendrickson Publishers, Inc., 1991.

Bremmer, Jan N. Initiation into the mysteries of the ancient world. Münchner Vorlesungen zu antiken Welten, Bd. 1. Berlin ; Boston: De Gruyter, 2014.

Carrier, Richard. On the Historicity of Jesus: Why We Might Have Reason for Doubt. Sheffield Phoenix Press Ltd, 2014.

Cranfield, C. E. B. A Critical and Exegetical Commentary on the Epistle to the Romans Vol II (IX - XVI). The international critical commentary on the Holy Scriptures of the Old and New Testaments. London: T&T Clark International, 1979.

Dunn, James D. G. Word Biblical Commentary: Volume 38B, Romans 9-16. Dallas, Texas: Thomas Nelson, 1988.

Fee, Gordon D. The First Epistle to the Corinthians. The new international commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans Pub. Co, 1987.

Gladd, Benjamin L. Revealing the mysterion: the use of mystery in Daniel and Second Temple Judaism with its bearing on First Corinthians. Beihefte zur Zeitschrift für die neutestamentliche Wissenschaft und die Kunde der älteren Kirche, Bd. 160. Berlin ; New York: Walter de Gruyter, 2009.

Jewett, Robert, og Roy David Kotansky. Romans: a commentary. Redigeret af Eldon Jay Epp. Hermeneia--a critical and historical commentary on the Bible. Minneapolis: Fortress Press, 2007.

Kovacs, Judith  L. «Clement af Alexandria». I Early Christian thinkers: the lives and legacies of twelve key figures, redigeret af Paul Foster. London: SPCK, 2010.

Moo, Douglas J. The Epistle to the Romans. The new international commentary on the New Testament. Grand Rapids, Mich: W.B. Eerdmans Pub. Co, 1996.

Pearson, Birger A. «Mystery and secrecy in Paul». I Mystery and secrecy in the Nag Hammadi collection and other ancient literature: ideas and practices: studies for Einar Thomassen at sixty, redigeret af Einar Thomassen, Christian H. Bull, Liv Ingeborg Lied, og John Douglas Turner. Nag Hammadi and Manichaean studies, v. 76. Leiden ; Boston: Brill, 2012.

---

[1] Carrier, On the Historicity of Jesus, 71.

[2] Ibid., 97.

[3] Bare for at understrege, at det ikke er en skrivefejl. Nittenhundrede og tretten

[4] Carrier, On the Historicity of Jesus, 103.

[5] Er man - til forskel fra Carrier - interesseret i at forstå den forskning der er gået forud kan man fx se Bremmer, Initiation into the mysteries of the ancient world Han har også et fint kapitel om man historisk set har forstået forholdet mellem mysterierne og kristendommen.

[6] For uddybning se: http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Gr%C3%A6kenland/Klassisk_ark%C3%A6ologi/Eleusis,

[7] http://www.equip.org/article/mystery-religion-what-were-the-mystery-religions/

[8] Se fx: Herodotus, Hist. 2.171.2

[9] Carrier, On the Historicity of Jesus, 109.

[10] Her er Carrier ikke så megt i tvivl: «It is evident that their reading of Paul is correct» ibid., 110. Det er selvfølgeligt heldigt, at det er så evident.

[11] "The mystiries the beginners are taught, Paul says, are «nothing other than Jesus Christ and him crucified» (1 Cor 2.2) ibid., 191.

[12] Ibid., 111.

[13] 11,25 16,26

[14] 2,1.7 4,1 13,2 14,2 15,51

[15] 1 Thess 2,7

[16] 1,26.27 2,2 4,3. Jeg er ikke klar over, om Carrier anser Kollosenserbrevet for at være psedunymt.

[17] Det følgende baserer sig på Gladd, Revealing the mysterion, 17–50.

[18] Ibid., 43.

[19] Ibid., 83.

[20] Bremmer, Initiation into the mysteries of the ancient world, 149.

[21] Ibid., 102.

[22] Carrier, On the Historicity of Jesus, 109.

[23] 1,18 Jewett og Kotansky, Romans, 1008.

[24] Τῷ δὲ δυναμένῳ ὑμᾶς στηρίξαι

[25] διά τε γραφῶν προφητικῶν

[26] Dunn, Word Biblical Commentary, 915; Omvendt argumenterer Jewett og Kotansky, Romans for at der er tale om NT profeter. Argumentet er, at det er en senere tilføjelse, der skal forstås i en «second-century context». Der henvises til 2 Clem 2,4, hvor Jesu ord omtales som «skrift». Moo, The Epistle to the Romans, 939 mener, at Rom 1,2 og 3,21 taler for, at det er det gamle testamente.

[27] 3,21 9,33 10,4–9. 11.13.16.18–21; 11,2. 26f

[28] Hvordan Carrier forholder sig til den tekst er uklart. I indexet Carrier, On the Historicity of Jesus, 667 refereres der til tre steder i bogen: 97n73, 567 og 599. Dog er der ingen af stederne hvor Carrier tager stilling til hvordan Paulus bruger «Mysterium» her.

[29] Udtrykket ”Denne hemmelighed” dækker over det græske ” τὸ μυστήριον τοῦτο”.

[30] Jewett og Kotansky, Romans, 697; Moo, The Epistle to the Romans, 725; Dunn, Word Biblical Commentary, 690; Barrett, The Epistle to Romans, Revised, 205 siger dog at afsløringen af hemmeligheden først sker i vers 26; Cranfield, A Critical and Exegetical Commentary on the Epistle to the Romans Vol II (IX - XVI), 574.

[31] ”Denne”, som der står i DO92 er ikke i den græske tekst: Ἀλλʼ οὐκ ἐν πᾶσιν ἡ γνῶσις. Ordret: ”Men erkendelsen er ikke i alle”. Vægten i sætningen er at ikke alle har den.

[32] Carrier, On the Historicity of Jesus, 111.

[33] Ἀλλʼ οὐκ: Men ikke

[34] Det danske ”denne” findes ikke i den græske tekst.

[35] Se i øvrigt: Fee, The First Epistle to the Corinthians, 378.

[36] Jeg kan ikke se at Carrier noget sted diskuterer denne tekst.